Menneskets bedste håb om fred
HVAD tror De er menneskets bedste håb om fred? For nylig blev den amerikanske offentlighed spurgt herom. Resultatet af afstemningen viste, at „73 procent af befolkningen i de Forenede Stater føler, at deres bedste håb om fred ligger hos de Forenede Nationer“. (New York Times, 15. december 1953) Hvis vi nu er villige til at se fuldstændig fordomsfrit på sagen, må vi indrømme, at under den organisations ledelse, som skulle være „menneskets bedste håb om fred“, bliver der stadig talt mere og mere højrøstet om krig, de kolde krige bliver varmere og varmere, og atomvåbnene mere og mere dødbringende. Det er sandt, at der også bliver talt meget om fred, der bliver givet mange løfter om fred og holdt mange fredskonferencer. Men vanskeligheden er, at alt dette kun er ord. I virkeligheden er der ingen fred. Siden de Forenede Nationers tres medlemsstater i 1945 blev enige om at gøre krig ulovlig, er der blevet udkæmpet varme krige i Grækenland, Malaja, Korea og Indokina. Da handling betyder mere end ord, er menneskets bedste håb om fred ikke noget særlig sikkert håb, hvis det er de Forenede Nationer, vel?
Men har De nogen sinde standset op og tænkt, at nutidens kapløb om at skabe dødbringende våben er forudsagt af den almægtige Gud? Gennem sin profet siger han i Joel 3:14, 15: „Råb det ud blandt folkene, helliger en krig, væk heltene op! Lad alle våbenføre mænd komme og drage op! Smed jeres plovjern om til sværd, jeres vingårdsknive til spyd! Svæklingen skal sige: Jeg er en helt!“ Det er netop, hvad jordens „mægtige“ nu gør ved deres forberedelser til krig. Nationerne i vor tid anvender fantastiske summer og bruger blomsten af videnskabens hjernekapaciteter for at fremstille våben i deres arbejde med at smede „plovjern om til sværd“. For var det ikke for krigens skyld, kunne stålet og de andre råmaterialer og pengene bruges til landbrugets fremme, til føde og klæder og husly for menneskene.
Nu er vi vidner til historiens største rustningskapløb. Fremtiden ville derfor være et rent mareridt for menneskeheden, hvis det ikke var, fordi dette arbejde med at smede „plovjern om til sværd“ vil blive fuldstændig standset endnu i denne generations levetid, og freden derefter vil råde i tusinde år. Det er virkelig opmuntrende at vide, at der snart vil komme varig fred på denne jord, og at menneskene ikke engang skal lære at føre krig mere. Gud har ikke talt om, at det er de Forenede Nationer, der skulle indføre disse fredelige forhold. De undrer Dem måske over, hvordan det så skulle gå til. Jehova Gud fortæller os i Åbenbaringen 11:18, at han vil ødelægge dem, der lægger jorden øde.
Er det ikke sådan, at prøverne med atomvåbnene „lægger jorden øde“ for det japanske folk? Japans frygt for atomvåben er ikke indbildt; de har førstehånds erfaringer. De kan levende forestille sig, hvor frygtelig en B-bombe, der er 500 til 700 gange så kraftig som den bombe, der faldt i Hiroshima og dræbte 60.000 mennesker, vil være i en kommende krig! Og videnskabsmændene indrømmer, at det nu er muligt at udslette alt liv på jorden. Fire hundrede koboltbomber, siger de, vil være nok hertil. Det er derfor en lykke for os, at den almægtige Gud står i begreb med at skride ind og ødelægge dem, der „lægger jorden øde“. Hvad indebærer det? At alle jordens riger, som vi nu kender dem, står over for deres afslutning. Ikke at disse regeringer vil blive afsat af mennesker, for Daniel 2:44 siger: „I hine kongers dage vil himmelens Gud oprette et rige, som aldrig i evighed skal forgå, og herredømmet skal ikke gå over til noget andet folk; det skal knuse og tilintetgøre alle hine riger, men selv stå i al evighed.“
Når vi beder Fadervor og siger: „Komme dit rige; ske din vilje på jorden, som den sker i himmelen“, beder vi derfor i virkeligheden om, at Guds rige ved Kristus må knuse alle de nuværende riger og udøve et retfærdigt herredømme over hele verden. I Harmagedon vil Gud gøre ende på Satan og hans onde verden. Efter Harmagedon vil jorden i al evighed være et paradis, hvor der aldrig vil blive udkæmpet krige, som Salme 46:10 viser: „Han [Jehova, ikke de Forenede Nationer] gør ende på krig til jordens grænser, han splintrer buen, sønderbryder spydene, skjoldene tænder han i brand.“
Alt dette betyder, at ikke alene 73 procent af det amerikanske folk, men de allerfleste af menneskene i det hele taget tager fejl med hensyn til, hvad der er menneskets bedste håb om fred. Hvis De ønsker at leve i fuldkommen sundhed på en paradisisk jord, hvor der ikke vil være nogen kugler, ingen bomber, ingen tanks, ingen kanoner og ingen frygt for krig, så vil De ønske at lære mere om Jehovas nye, retfærdige verden — menneskets bedste, ja eneste, håb om fred.