Døden — en dør til hvad?

Er døden en ven eller fjende? Er den afslutningen på en vej, eller er den indgang til liv? Hvilke forhold venter de døde? Er de salige? Pines de? Eller sover de? Hvis nogen kommer til himmelen, hvem er det da? Er nogen nogen sinde vendt tilbage fra dødsriget og har kunnet beskrive det? Er der håb om, at der nogen sinde er nogen, der vil komme tilbage? Menneskene har mange og forskellige meninger herom, men hvad siger Bibelen? Denne artikel giver dens myndige svar.

„DE fleste af os er ikke rede til at dø. Døden er noget, som ikke synes at passe ind i vore planer.“ Således talte den højtstående domprovst Pike ved den Guddommelige st. Johannes’ Domkirke i New York i en søndagsprædiken ved begyndelsen af året 1954. Og det er såmænd sandt, at den menneskelige tanke uvilkårlig viger tilbage for tanken på eller talen om døden. Domprovst Pike fortsatte: „Vi glatter over vort ubehag ved at bruge formildende talemåder — „hun for heden“ eller „gik bort“ eller ved de elskværdige udtryksmåder, som de faglige begravelsesfolk benytter, idet de bruger svævende talemåder og taler om „søvn“ og om „Paradiset“ uden nogen nærmere definition heraf.“

En prøve på foreslåede definitioner giver os et levende billede af den menneskelige tankes forsøg på at undslippe det uundgåelige. Døden er blevet kaldt „et strålende eventyr . . . en guddommelig forfremmelse“, „indgangen til en anden tilværelse“, „den åbne dør til evig frihed“. Andre udtaler frimodigt: „Jeg tror, at den personlige bevidsthed overlever det fysiske chok, som vi kalder døden.“ „Jeg dør ikke, hverken på den ene eller den anden måde.“ „Hele mit jeg, mit virkelige jeg, jeg selv, vil undfly døden.“ „Derfor kan jeg håbe og endog tro, . . . at „der ingen død er —, hvad der synes at være død, er en overgang“.“

„Og hvorledes påtænker du at undgå døden?“ spørger den skeptiske. Med et overbærende smil svarer hans religiøse ven: „Jo, forstår du, min gode mand, du dør i virkeligheden slet ikke. Dit indre, din udødelige sjæl, den uforgængelige gudsgnist, lever evigt.“ En katolsk autoritet siger: „Sjælen er forskellen på et legeme og et levende væsen. . . . Den er udstyret med åndelige kræfter, . . . der vil gøre den i stand til at leve og virke, når den er adskilt fra legemet. Den består ikke af stof og kan derfor aldrig ødelægges.“ Hvad sker der da med den i døden? En presbyteriansk autoritet siger: „De retfærdiges sjæle, som er fuldkommengjort i hellighed, modtages i de højeste himle, . . . og de ondes sjæle kastes i helvede.“ Og hvad sker der med dem der? Den omrejsende prædikant Billy Graham siger: „Himmelen er et bogstaveligt sted, . . . hvilket pragtfuldt sted det vil være — med gader af guld, porte af perler . . . og træet, som bærer forskellig slags frugt hver måned.“ Hvad helvede angår: „Der vil der være gråd og jammer og tænders gnidsel. Jeg tror, . . . at der brænder en bogstavelig ild i helvede, men er der ikke bogstavelig ild i helvede, så taler Bibelen om noget endnu værre, når den taler om helvedes flammer. Hvad det end er, er det så frygteligt, at det ikke kan udtrykkes på det menneskelige sprog.“

Men mange mennesker føler sig som svævende midt imellem, om man så må sige; de føler sig uværdige til himmelen, men synes bestemt ikke, de fortjener at komme i helvede. For disse opfinder de katolske læresætninger et ganske bekvemt sted: „Det er en meget tiltalende tanke,“ mener de, „at de mennesker, der ikke er helt gode nok til himmelen, men heller ikke onde nok til helvede, sendes til skærsilden, indtil de er renset tilstrækkeligt til at komme i himmelen.“

Hvad foretrækker du? Hvad ansporer dig mest til at leve et religiøst liv? Er det håbet om himmelens salighed? Eller frygten for helvedes pine? Truslen om en brændende fremtid forekommer mange uundværlig som middel til at bringe folk til omvendelse og bevare dem i den tilstand, og statistikken synes i noget mål at støtte dette. F.eks. bevirkede Billy Grahams „indgående beskrivelse af himmelen [anført ovenfor], at 145 tilhørere rejste sig for at indvi sig til Kristus. Men 350 sluttede op i rækkerne den aften, han talte om helvede“.

Hvad føler du ved en sådan lære? Er du tilfreds? Eller angst? Eller måske forvirret? Nogle har alvorligt spurgt: „Hvorledes kan en kærlig Gud pine mennesker evigt, selv om de er onde, og sende dem martrende lidelser på grund af deres forseelser?“ Læg mærke til hele den civiliserede verdens afsky for Adolf Hitler, da han i vanvittig forrykthed bagte folk levende i kæmpeovne. Folk spurgte: „Er Gud værre end Adolf Hitler? Hans ofre bukkede i hvert fald til sidst under i en barmhjertig glemsel. De fortæller os, at Gud ikke engang tillader sine ofre dette, men lader dem ristes og steges og bages og brases i al evighed.“ Mange har vendt sig bort i afsky fra en himmel og en gud, som kunne vise en sådan hjerteløshed.

Guds ord om redning

Skarpt og klart hører vi Guds ords røst om at „udfri alle dem, som af frygt for døden hele deres liv havde levet i trældom“. (Hebr. 2:15) Dette er ikke blot og bar menneskelig filosofi eller „intellektuelle gisninger“. Gud, som dannede sjælen, mennesket, fortæller os om den skæbne, som synden medfører: „Den sjæl, som synder, den skal dø.“ (Ez. 18:4) Hvad stod der? Den skal steges? Nej! „Den skal dø!“

At dette er sandt, stadfæstes af Guds egen beskrivelse af, hvad der forstås ved en sjæl. I virkeligheden gør han os bekendt med, hvilke bestanddele den allerførste menneskelige sjæl bestod af, idet han siger: „Gud Herren dannede mennesket af støv af jorden, og blæste livets ånde i hans næse; og mennesket blev til en levende sjæl.“ (1 Mos. 2:7, gl. dansk overs.) Læg venligst mærke til, at det ikke var sjælen, Gud således åndede ind i mennesket, som om denne sjæl var noget ulegemligt, adskilt fra det fysiske menneske. Begge dele er tværtimod nødvendige, både den indåndede „livsånde“ og legemet, der var lavet af „støv af jorden“, til frembringelse af en menneskelig sjæl. Mennesket havde ikke en sjæl, mennesket var en sjæl. Derfor må adskillelsen mellem legemet, lavet af støv, og livsånden betyde sjælens død.

Hvis sjælen ikke kan dø, hvordan kunne det så gå til, at Josuas hærstyrker, da de indtog byen Hazor „huggede hver levende sjæl i den ned med sværdet“? Hvorfor bad David om befrielse fra sin fjende, „at han ikke som en løve skal slide min sjæl, ja, rive den bort“? (Jos. 11:11; Sl. 7:3, gl. dansk overs.) Heraf er man tvunget til at drage den slutning, at sjælen kan berøres af ødelæggende værktøj. Sjælen kan dø. Sjælen dør.

„Davids sjæl kunne bestemt ikke ende sådan“, indvender kritikerne. „Hans udødelige sjæl og alle andre, trofaste mænds, der har levet før og efter ham, havde en ophøjet himmelsk herlighed i vente. Intet jordisk, det være sig nok så stærkt eller skarpt, kunne afbryde deres sjæle på deres flugt mod herligheden.“ Nå, svævede Davids „sjæl“ virkelig op til himmelen ved hans død? Apostelen Peter siger ganske ligetil: „David . . . er jo både død og begravet, og hans grav findes hos os den dag i dag. . . . David er ikke faret op til himmelen.“ (Ap. G. 2:29, 34) Nej, ligesom Adam havde David ikke en sjæl; Adam var en sjæl, og det samme var David, sjælen døde, blev begravet og var stadig ikke faret op til himmelen på apostlenes tid. Desuden var ingen som helst faret til himmelen bortset fra Jesus Kristus selv. Jesu ligefremme ord er uigendrivelige: „Ingen er steget op til himmelen, undtagen han, som for ned fra himmelen, Menneskesønnen.“ (Joh. 3:13) Da Jesus var „førstegrøden“ af dem, der skulle oprejses til himmelen, kunne ingen som helst komme forud for ham. (1 Kor. 15:20) Jesu særlige bøn: „Jeg vil, at hvor jeg er, skal også de . . . være hos mig“, viser endvidere, at selv da dette himmelske håb blev tilgængeligt, var det netop en ganske særlig forordning, der ikke gjaldt hele menneskeslægten, men kun få dyrebare, en „lille hjord“ af Rigets arvinger. — Joh. 17:24; Luk. 12:32.

Hvor passer helvede ind?

Det spørgsmål rejser sig nu: „Hvis kun få kommer i himmelen, hvad så med alle de andre trofaste mænd og kvinder, som har levet på denne jord?“ Den trofaste Jakob, der troede, at hans elskede søn Josef var død, sagde trøstesløst: „I min sørgedragt vil jeg stige ned til min søn i dødsriget [sheol]!“ (1 Mos. 37:35) Sheol er et hebraisk ord. Dette ord har bibeloversættere oversat ved helvede, altså er helvede det sted, som den retfærdige Jakob ventede at gå til. Bliv ikke forbavset herover; thi den retfærdige Job bad endogså om at komme der! Han sagde: „Tag dog og gem mig i dødens rige [sheol, Buhl].“ — Job 14:13.

En rystende erklæring, ikke sandt? Nej, aldeles ikke, for disse mænd havde ganske afgjort ikke gjort sig fortjent til pine, og Job ville ganske afgjort ikke have bedt om at komme i helvede, hvis han havde troet, at det var et pinested. Det ville være at skabe sig selv vanskeligheder! Nej, „de levende ved dog, at de skal dø; men de døde ved ingenting; . . . thi der er hverken virke eller tanke eller kundskab eller visdom i dødsriget [sheol, Buhl], hvor du stævner hen“. (Præd. 9:5, 10) Sheol, eller hades, er ikke noget som helst andet end menneskeslægtens fælles grav.

Men hvad med „helvedes ild“, som omtales i Markus 9:47, 48? Det er rigtigt, at Jesus her, viste det lidet ønskværdige i at blive kastet i helvede, „hvor deres orm ikke dør, og ilden ikke slukkes“. Imidlertid er det ord, som er oversat „helvede“, hverken oversat fra det hebraiske ord sheol eller det græske ord hades, som tidligere er omtalt; men det er en oversættelse af ordet gehenna. (Schindlers nye oversættelse gengiver vers 47 således: „at blive kastet i ilden i gehenna.“) Derfor kan denne tekst ikke kædes sammen med dem, der taler om forholdene i sheol eller hades, for de tidligere omtalte skriftsteder har vist os, at der er hverken kundskab, tanke eller visdom på det sted, som disse ord betegner, og derfor kan der ikke på nogen måde være følelse af smerte der eller nogen evne til at lide på grund af ild, selv om en sådan ild fandtes der.

Hvad forstås der da ved dette nye ord, gehenna? Dette græske ord afledes af et hebraisk udtryk, gey hinnom, eller „Hinnoms dal“, hvilket viser hen til den gamle dal af det navn uden for Jerusalems syd- og vestmure. Denne dal blev byens losseplads og forbrændingsanstalt, hvor der blev henkastet køkkenaffald, snavs, døde dyr samt lig af forbrydere, som man anså for at være for slette til at få en opstandelse. Den blev et symbol på fuldkommen udslettelse, hvad der også var den virkelige hensigt med det overvættes flammehav, som til stadighed brændte der, og som blev forstærket ved hjælp af svovl. Dalens forrevne sider blev overstrøet med affald, hvilket gjorde dem til udklækningssteder for orme og maddiker.

Derfor henviste Jesu ord, som er citeret ovenfor, ikke til et sted, hvor levende ting blev pint, men derimod til et sted, hvor døde ting, uhumske ting, blev brændt, omdannet til aske, tilintetgjort. Hans ord var beregnet på at gøre indtryk på en jødisk tankegang, der var fortrolig med disse ting, et syn af den skæbne, der ventede de onde, den samme skæbne, som han stillede de bukkelignende modstandere af hans tjenere i de sidste dage i udsigt, „evig straf“ ved en ødelæggelse så fuldkommen, som den køkkenaffald udsættes for i en stærkt ophedet forbrændingsovn. — Mattæus 25:41, 46.

Hvilket håb er der for de døde?

„Et godt spørgsmål“, vil nogen sige. „Hvis kun få kommer i himmelen, og alle andre enten må hvile i sheol eller hades eller måske kommer i et gehenna med fuldkommen og endelig tilintetgørelse, hvad får vi da ud af det hele? Vi kan lige så godt opgive alt håb og lade være at tænke på nogen fremtid efter dette liv.“ Men, nej, vi tvinges ikke til at drage en så sørgelig slutning som denne, for Guds ord kommer os igen til undsætning med et stærkt og virkeligt håb for alle dem, som ønsker at benytte sig af det.

Dette håb er opstandelsen, en af de stærkeste tanker, der går gennem hele Bibelen. „Abraham . . . regnede med, at Gud har magt til endog at vække [Isak] fra de døde.“ Job bad til Gud: „Tag dog og gem mig i dødens rige [sheol, helvede] . . . sæt mig en frist og kom mig i hu!“ Ja, det faste håb, alle fortidens trofaste mænd nærede, var „at opnå en bedre opstandelse“. — Hebr. 11:17-19; Job 14:13; Hebr. 11:35.

Men i virkeligheden ville deres håb have været unødvendigt og latterligt, hvis den religiøse læresætning om menneskets udødelighed var rigtig. Hvorledes? Fordi „opstandelse“ efter det græske ord anástasis betyder „oprejse“ eller genopstå til livet. Hvis nu et menneske ikke er virkelig død, hvorledes kan han så blive genrejst til livet? Nogle fortæller os, at når et menneske dør, er han mere levende end nogen sinde. Hvis det var tilfældet, ville der ikke være brug for nogen opstandelse, det ville være overflødigt, navnlig hvis dette menneske var kommet i himmelen straks efter sin død. Hvorfor skulle han så ved en opstandelse bringes tilbage til et jordisk legeme? Nej, det er kun, fordi menneskene „går ned i det tavse“, at en opstandelse er nødvendig. — Sl. 115:17.

Døden fortrænges af livet

„Men nu er Kristus opstået fra de døde som en førstegrøde af de hensovede. Thi fordi døden er kommet ved et menneske, er også de dødes opstandelse kommet ved et menneske. Thi ligesom alle dør i Adam, således skal alle levendegøres i Kristus.“ (1 Kor. 15:20-22) Jesu genopstandne liv, der bevidnedes af „over fem hundrede brødre“, forsikrer os om vort opstandelseshåb; „thi ligesom Faderen har liv i sig selv, således har han også givet Sønnen at have liv i sig selv“. — 1 Kor. 15:6; Joh. 5:26.

Denne utrolige gave giver Sønnen Kristus Jesus først til sin „lille hjord“ af rigsarvinger. Det er under Herrens anden „nærværelse“, at „de døde i Kristus [skal] opstå først“. (1 Tess. 4:15-17) De, som endnu lever, når hans usynlige nærværelse begynder, må fortsætte med at tjene ham trofast indtil døden, og i selve dødsøjeblikket vil de blive belønnet med en himmelsk opstandelse. Efter at disse i et antal af et „hundrede og fire og fyrretyve tusinde . . . løskøbt ud af menneskeslægten som en førstegrøde for Gud og Lammet“, er blevet oprejst til liv i himlene, vil Jesu vidunderlige gave: livet, blive givet til andre. (Åb. 14:1-4) Da vil der blive en yderligere opfyldelse af Jesu ord: „Alle de, som er i gravene [mindegravene, NW], skal høre hans røst, og de skal gå frem: de, som har gjort det gode, for at opstå til liv, men de, som har øvet det onde, for at opstå til dom.“ (Joh. 5:28, 29) Denne mere omfattende opstandelse vil indbefatte alle de trofaste mænd såvel før som efter Jesu tid, der er døde eller vil dø trofaste, men uden det himmelske håb. Det vil også indbefatte dem, der ubevidst „øver det onde“, sådanne som den tyv Jesus i sin dødstime lovede: „Du skal være med mig i Paradiset.“ — Luk. 23:43, NW.

Opstandelse — døren til evigt liv

Under de paradisiske forhold her på jorden vil menneskets sande håb om „evig frihed“ og om evigt liv blive virkeliggjort. Dette vil ikke opnås i kraft af en adskilt „udødelig sjæl“, således at man må tilskrive det menneskets uforkrænkelighed, men derimod ved, at de døde sjæle kommer tilbage til livet ved en opstandelse til ære for den eneste ene, der er mægtig nok til at udføre et sådant mirakel, Jehova Gud. Han vil gøre det, ikke ved at overse dødens virkelighed, men ved at gribe døden og kaste den og dens fælle hades (helvede, menneskeslægtens fælles grav) i „ildsøen“, „den anden død“. (Åb. 20:14) I dette stærkt symbolske sprog i Åbenbaringen ser vi et billede på vort virkelige, grundlag for sejren over døden. Vor „dør til livet“ er ikke dødens svøbe, men opstandelsens gave. For denne gave og dens fremtidige udsigt giver vi tak og ære — ikke til nedarvet udødelighed, som vi ikke ejer — men derimod „til Gud, som giver os sejren ved vor Herre Jesus Kristus“! — 1 Kor. 15:57.