Oplæring til liv og fred

Er Deres uddannelse skadelig eller gavnlig? Skaber den højere uddannelse fred, eller fører den til krig, frigør eller trælbinder den, værner eller ødelægger den? Læs det efterfølgende — det angår Dem.

UDDANNELSE anses for at være denne civiliserede verdens rygrad. Uden uddannelse kunne verden ikke bestå ret længe. Den ville hurtigt falde tilbage til sin primitive fortid, på samme måde som jord, der har været opdyrket, men derefter får lov at passe sig selv, hurtigt genindfanges af naturens kredsløb. Derfor lægges der vægt på højere uddannelse for at kunne fortsætte oplysningen og fremskridtet.

Dette århundrede praler heraf og kalder sig oplysningens tidsalder eller lærdommens guldalder. Det peger på de mange videnskabelige fremskridt og menneskelige goder, der er opnået. Det gør fordring på også at eje evnen til at gøre fremskridt med hensyn til den kunst at regere med visdom og at være i stand til at frembringe en varig, tilfredsstillende verdensregering for menneskene.

Denne verden har i sine biblioteker sammenstuvet kundskaben om menneskenes erfaringer gennem århundrederne. Den tror ikke på, at denne kundskab er helt og holdent omsonst, den påberåber sig, at menneskene derigennem har lært praktisk visdom. Sådan er denne verdens visdom. Ved at følge denne visdom har verden ikke lært det at kende, som den allermest har attrået, nemlig fred og liv. Den kæmper, den årelader og torterer sig selv for at kunne råde sig selv og styre sig selv uden guddommelig hjælp og uden at bryde sig om den guddommelige vilje. Således er det gået til, at verden på grund af sin egen visdom ikke har lært Gud at kende, men lader Jehova Gud helt ude af betragtning og stoler på sin egen visdom, sine egne evner og sine egne planer.

Derfor spørger vi: Hvor intelligent er denne verden? Hvad har den opnået ved sine intellektuelle bedrifter? Hvor langt er den nået henimod en bedre verden? Er den i stand til at styre sig selv? Er dens viden og kunnen skadelig eller gavnlig? Det er sandt, at vor tidsalder er en tidsalder med strømliniede tog og automobiler, med jetflyvemaskiner og atomdrevne undervandsbåde, en elektricitetens tidsalder og en rustningens tidsalder. Men hvor er dens moral og åndelige værdier og bedrifter? Hvad er dens grundtanker? Dens mål? Hvad er dens visdom? Som præsident Eisenhower så slående udtrykte det ved Columbia universitets tohundredårs fest: „Lad os imidlertid ikke definere sandheden eller kundskaben om sandheden udelukkende inden for den snævre ramme af lutter kendsgerninger, statistikker eller matematiske ligninger. Visdom og menneskelig forståelse — sans for proportioner — er nødvendig. Kundskab kan give os atomspaltning; men kun visdom og forstand kan tilsikre dens anvendelse til fremgang i stedet for til ødelæggelse for menneskene.“

Det omfang, hvori menneskeblod er blevet udgydt i denne verden ved hjælp af kundskabens redskaber, fordømmer denne verden som blottet for visdom og forstand. Den er vokset op som et lunefuldt uhyre, stærkt og gruopvækkende i magt og kraft, men blottet for alt moralsk og åndeligt ansvar. Som følge heraf lever vi i en verden med mirakuløse indretninger, såsom fjernsyn, telefoner, antibiotica o.s.v., mens verden samtidig er plaget af moralsk fordærvelse, umoralitet, forbrydelser, frygt, bekymringer og angst. Denne mangel på moralsk ansvar blev fremholdt klart af Bernard M. Baruch, der i en tale til en samling studerende ved City College, New York, sagde: „Dette sidste halve århundrede eller mere, der har bragt så forbavsende materiel fremgang, er kendetegnet ved to frygtelige verdenskrige og ved en fornyelse af fordums tyranni, gjort endnu mere barbarisk gennem en teknisk raffinering.“

Baruch fortsatte og gav en kort fremstilling af denne atomalders forløb, idet han redegjorde for dens nederlag. For ca. tres år siden, sagde han, mente man, at alle nationer styrede støt fremad mod en bedre tilværelse og mod større frihed for den enkelte. Men, tilføjede han, „den jævne tro på den uomtvistelige fremadskriden er borte. Dette tyvende århundrede har vi indsnuset den frygtelige stank fra gaskamre; vi har set slaveriet vende tilbage som en menneskelig anordning, både i Tyskland under Hitler og på den anden side jerntæppet. Hvordan går det til, at vi næsten daglig udfører mirakler i vore laboratorier, men kludrer som børn, når der er tale om at styre os selv? Er det mon ikke, fordi vi er så dårligt uddannet?“

Til at illustrere dette valgte Baruch ophavsmændene til de Forenede Staters forfatning. Han sagde: „De mænd, som udtænkte forfatningen, ville ikke i dag blive kaldt for en højt uddannet forsamling efter akademisk mål. Der var ingen professor i regeringskunst blandt dem. . . . Jeg tør sige, at størsteparten af de mænd, som gav udkast til forfatningen, ikke kunne have bestået optagelsesprøven til dette kollegium. Og dog, til trods for deres mangel på akademisk uddannelse, var de mænd, som mødtes i Philadelphia i 1787, vel uddannede i den rette betydning af dette ord. Først og vigtigst forstod de at tænke. . . . Vort lands fædre var veluddannede på en helt anden måde — de var gennemtrængt af moralsk værd. Deres tanker trak en skarp grænse mellem godt og ondt, mellem det uegnede og det hensigtsmæssige. De vaklede ikke over for de værdier, de troede på og var fast besluttede på at opretholde. . . .

Nu om stunder, derimod, er tænkning en kunst, man lader hånt om. Skønt vi læser fænomenalt meget, synes vi at have mistet evnen til at lære af det forbigangne. Vi mangler en sikker sans for værdier. Ingen sinde i historien har menneskeslægten kunnet rose sig af bedre meddelelsesmidler: Trykpresser med højeste ydeevne, ekstravagante illustrerede blade, radio, levende billeder og fjernsyn. Og dog synes alle disse mirakuløse former for samkvem mindre tjenlige til tænkning end en træstamme i skoven. Tværtimod viser disse jetdrevne, strømliniede samfærdselsmidler sig at være fjender af tænkning. De bombarderer os daglig med nye adspredelser og ny uro. Nettoresultatet bliver, at vor energi — ikke blot vor intellektuelle energi, men også vore økonomiske og militære kræfter — bliver ødet på mindre vigtige opgaver, mens de grundlæggende kritiske problemer, der ligger foran os, forbliver urørte og upåagtede. For ikke så længe siden mente man tåbeligt, at vi levede i „oplysningens tidsalder“. Det bliver mere og mere „forvirringens tidsalder“. . . .

I det sidste halve århundrede eller mere har vort håb om en bedre verden hovedsagelig drejet sig om materielle fremskridt. Vi har presset disse tekniske ønsker frem til det punkt, hvor intet synes at ligge uden for menneskelig mulighed — altså intet fysisk eller materielt. Vi kan jævne bjerge, overrisle ørkener, flyve hurtigere end lyden. Besat af tanken om at nå videre og videre i teknisk henseende lægger vore skoler og universiteter større vægt på teknisk dygtighed end på evnen til at tænke. Og hvor har det så altsammen bragt os hen? Det har bragt os dertil, at vi lever i frygt for, at denne utrolige energi vil blive det middel, der på menneskets bud vil ødelægge civilisationen, som vi kender den. Det er ganske klart, at der er en mangel. Det kan næppe være endnu mere magt, flere nye tekniske fremskridt. Det, vi mangler, er disciplin, evnen til at styre os selv og beherske den magt, som allerede tilhører os.“ — Vital Speechcs of the Day, juni 1953.

Indrømmelse af fallitten

Denne verden mangler disciplin, det er sandt, men den ønsker ikke at blive oplært i retfærdighed. Den mangler evnen til at kunne styre sig selv; men dog afslår den at lade sig styre af Jehova Gud. Den mangler sund sans til at magte de uhyre kræfter, men ønsker ikke den visdom, som kunne holde styr på dem. Den råber på og længes efter fred, men forbereder sig sindssygt til krig. Den bedyrer, at den er overordentlig from og gudfrygtig; men den ønsker ikke at have noget med Gud og hans ord at gøre. Dens opdragere har bagatelliseret eller fuldkomment ladet hånt om menneskeslægtens åndelige velfærd. De har vendt sig bort fra Bibelen som en kundskabsrig lærebog og er i overensstemmelse med deres egne selviske begæringer slået ind på en vej, der er i modstrid med den og således uforenelig med fred og liv. Hvor slående er ikke profetens ord: „Hvor kan I sige: Vi er vise, og hos os er HERRENS lov! Nej, de skriftkloges løgnegriffel virked i løgnens tjeneste. De vise skal blive til skamme, ræddes og fanges. Se, HERRENS ord har de vraget, hvad visdom har de?“ — Jer. 8:8, 9.

Ved kundgørelsen af et hjælpemiddel mod denne fallit opfordrede præsident Eisenhower folk alle steder „til at forkynde sandheden og praktisere den frygtløst“. „Sandheden,“ sagde han „kan gøre mennesket fri! Og hvor menneskene frit kan planlægge deres liv, frit kan styre sig selv, frit kan kende sandheden og forstå deres medmennesker, der tror vi, at der også er en vilje til at leve i fred. På trods af A-bomber, B-bomber og alle den moderne krigs frygtelige tilintetgørelsesvåben, på trods af voldsherredømme, ødelæggelse, agitation og bestikkelse ser vi heri vejen til freden. Denne vej er kundskab og forståelse — og menneskenes stadige brug heraf alle vegne. . . . Her har vi universitetets endeløse mission — ja, enhver undervisningsanstalts i den frie verden — at finde og forkynde sandheden!“

Sandheden som hjælpemiddel

For mere end nitten århundreder siden forkyndte alle tiders største lærer, Jesus af Nazaret, denne grundtanke om sandheden over hele Palæstina. Men den sandhed, han forkyndte, var ikke denne verdens visdom. Derfor tilbagekastede Pilatus spørgsmålet til Jesus: „Hvad er sandhed?“ For ham var kejserens politiske ærgerrigheder, institutioner, traditioner o.s.v. de korrekte sandheder at forkynde gennem et romerske kejserrige. Men for Jesus var sandheden noget helt andet, noget, der var fremmed i denne verden, noget, denne verden intet kendte til. Jesus erklærede, at Guds ord var sandheden. „Dit ord er sandhed,“ sagde han. Ved en tidligere lejlighed havde han sagt til sine disciple: „Hvis I bliver i mit ord, er I sandelig mine disciple, og I skal forstå sandheden, og sandheden skal frigøre jer.“ — Joh. 18:38; 17:17; 8:31, 32.

De store sandheder, som Jesus forkyndte, drejede sig om Jehova Gud og hans rige ved Kristus, om at disse intet havde med denne onde verden at gøre, at denne verden styrede fremad mod en brat afslutning i Harmagedonslaget, at menneskeslægtens eneste håb om at overleve dette slag beroede på, at den opnåede nøjagtig kundskab om den Almægtige og hans ord og levede sit liv i overensstemmelse hermed. „Dette er det evige liv,“ sagde han, „at de kender dig, den eneste sande Gud, og ham, som du har sendt, Jesus Kristus.“ Derfor gav han følgende befaling: „Dette evangelium om Riget skal prædikes over hele jorden til et vidnesbyrd for alle folkeslagene; og så skal enden komme.“ Dette var de sandheder, der skulle frigøre menneskene. „Guds visdom,“ siger Paulus, „har ingen af denne verdens herskere kendt; thi hvis de havde kendt den, ville de ikke have korsfæstet herlighedens Herre.“ — Joh. 17:3; Matt. 24:14; 1 Kor. 2:7, 8.

De, der ønsker fred og liv, må lære denne visdom at kende. Men hvorledes? I over halvfjerdsindstyve år har Jehovas vidner været optaget af den mest ihærdige undervisningskampagne, der nogen sinde er blevet ført, for at bringe dette budskab til folkene på denne jord. Deres arbejde er udført på over hundrede sprog og i 159 lande; det har været en underfuld gerning med storslåede resultater.

Ved at oplære sig selv i Guds ord, Bibelen, har Jehovas vidner været i stand til at udrette det, som folkeslagene omkring dem har været ude af stand til at udføre i de forløbne fire tusinde år. Det, at de kender Bibelen, tror på den og lever op til dens guddommelige grundtanker, har sat dem i stand til at samles i enhed og fred, skønt de er af mange nationaliteter, af forskellig hudfarve og taler forskellige sprog. Forvisningen om, at man ikke må slå ihjel, ikke stjæle, ikke bestikke andre eller lade sig bestikke, holdt oppe af Guds ånd og et stærkt ønske om at gøre Guds vilje, har gjort dem i stand til at nedlægge krigsvåben, ikke ænse raceforskelle eller politiske og nationale skranker. De stjæler ikke og lader sig ikke bestikke. De har smedet deres sværd om til plovjern og deres spyd til vingårdsknive. De ruster sig ikke mod hinanden, ligesom de heller ikke mere øver sig i krig. De lever i fred med hinanden.

Deres ledetråd er rigtig tænkemåde og rigtige grundsætninger, og dette har gjort dem i stand til at fjerne alle fejltrin fra deres midte, standse ulovlighed, bortjage løsagtighed og sejre over ondskab. Eller med andre ord, Bibelens sandheder har frigjort dem. De har gjort dem til et samfund, der er adskilt fra denne onde verden, og de højagter Guds navn.

Hvorledes sand kundskab gør fri

Den vigtigste fremgangsmåde er at forandre vore tanker, som leder vore ønsker og vor handlemåde. Ved at forandre vore ønsker, vore viljer, interesser, tilbøjeligheder, vore åndelige tilstande og hjerters hengivenhed i overensstemmelse med Guds vilje og ord, vil vor handlemåde tilsvarende forandre sig til det bedre. Midlet til at opnå en sådan forandring er sandheden, Bibelens sandhed. Et alvorligt bibelstudium vil forandre vort syn på mange ting. Det vil omforme vore tanker således, at de kommer til at stemme overens med Guds rette syn på sagen. Dette råder apostelen Paulus os til:

„Skik jer ikke lige med denne verden, men lad jer forvandle gennem en fornyelse af jeres sind.“ „[Affør] jer det gamle menneske med dets gerninger og [ifør] jer det nye, som fornyes til sand erkendelse efter hans billede, der skabte det.“ — Rom. 12:2; Kol. 3:9, 10.

Belæring kan opbygge et samfund; men kun den sande belæring kan opbygge et den nye verdens samfund, et, som tilpasser sig Guds vilje. Til trods for al den såkaldte visdom, er denne verden dåragtig i Guds øjne. Den slås, kæmper, forbløder og torterer sig selv for at lede og styre sig selv uafhængigt af Gud. Derfor vil den blive knust: „Mit folk skal gå til grunde, fordi det er uden kundskab. Da du har vraget kundskab, vrager jeg dig som præst; du glemte din Guds åbenbaring, så glemmer og jeg dine sønner.“ — Hos. 4:6.

Paulus råder os: „Hvis nogen iblandt jer mener, at han er viis i denne verden, må han blive en dåre, for at han kan blive viis. Denne verdens visdom er nemlig dårskab i Guds øjne; thi der står skrevet: Han er den, der fanger de vise i deres kløgt; og endvidere: Herren kender de vises tanker og ved, at de kun er tomhed.“ Hvis man vil være virkelig viis, må man gå til Bibelen, studere den og følge dens råd omhyggeligt. Dens visdomsord vil fri Dem for denne gamle verdens forviklinger, og den vil give Dem sand oplysning og håb om liv og fred i den nye verden, som Gud skaber. Dette er den højeste grad af uddannelse. Når vi uddanner os selv i disse sandheder, er det en garanti for os om liv og fred. — 1 Kor. 3:18-20.