Håbet om en ny jord

KUNNE De ikke tænke Dem at leve i en bedre verden? En verden, der var fri for den grådighed, det fordærv og den lidelse, der præger den nuværende? Ville det ikke bringe sand trøst at have et virkeligt grundlag for at kunne håbe på sådan en bedre verden? Det ville det absolut.

Der er et sundt grundlag for håbet om at opleve en sådan bedre verden, for der er en Gud i himmelen, hvad hele naturen også vidner om. Og gennem hans ord, Bibelen, erfarer vi, at han er en kærlig, altseende og almægtig Gud. Da det er tilfældet, kan vi være evigt forvisset om, at han ser de nuværende forhold, og at han derfor i retfærdig harme vil gøre ende på dem, sådan som han forudsagde for over fem og tyve århundreder siden: „Bi derfor på mig, så lyder det fra HERREN, på dagen, jeg fremstår som vidne! Thi min ret er at sanke folkene, samle rigerne og udøse over dem min vrede, al min harmglød; thi af min nidkærheds ild skal jorden fortæres.“ (Zef. 3:8) Den begivenhed omtales andet steds i Bibelen som Harmagedon.

Men De vil måske spørge: Hvad kan det nytte, hvis Gud ødelægger selve jorden ved at lade ild fortære den, så den brænder til en slagge, samtidig med at han fjerner de onde forhold? Lad os imidlertid ikke drage nogen forhastet slutning, for Guds ord anvender både billedsprog og bogstavelig tale.

At vi ikke skal tro, at den bogstavelige jord vil blive fortæret af ild, fremgår af mange andre forsikringer, Gud har givet os. For eksempel den vi finder i Esajas 45:18, hvor der står: „Thi så siger HERREN, himmelens Skaber, han, som er Gud, som dannede jorden, frembragte, grundfæsted den, ej skabte den øde, men danned den til at bebos: HERREN er jeg, ellers ingen.“ Når Gud har skabt jorden for at den skal bebos, må den blive ved at eksistere, ikke sandt? Som en særlig garanti for denne klodes varige beståen, siger Guds inspirerede beretning: „Slægt går, og slægt kommer, men jorden står til evig tid.“ — Præd. 1:4.

Sund fornuft alene skulle kunne sige os, at det må være Guds hensigt med jorden, der, så vidt vi ved, er den eneste planet, hvorpå der er liv. Sådan en smuk klode med gigantiske, sneklædte bjergtoppe, grønne dale, bugtende floder og stille søer, vældige oceaner og strålende solnedgange, prægtige træer, en umådelig vrimmel af farvestrålende blomster og andre planter, skiftende årstider, regnbuens under for slet ikke at tale om de mange, mange arter af fugle og vanddyr og de mange arter af dyr på landjorden, både vildtlevende og tamme! Ville en alviis og almægtig Gud ødelægge alt dette, blot fordi mange af jordens opsynsmænd ikke påskønner Guds godhed og endog har modvilje imod, at deres medmennesker glæder sig over det, som de ønsker at beholde for sig selv?

Er det ikke langt mere fornuftigt at slutte, at Gud blot renser jorden for dem, der besmitter den med deres selviskhed og ondskab, så han kan fuldbyrde sin hensigt med jorden, at få den beboet af retfærdige skabninger, der tilbeder ham og elsker deres næste, som de elsker sig selv? Naturligvis. Hvilken vært ville brænde sit hus af, blot fordi lejerne, der boede i det, ikke behandlede det godt? Ville han ikke snarere sætte de uønskede lejere ud og leje huset ud til andre, som han havde grund til at tro ville blive gode lejere? Det er netop, hvad Gud fortæller os, at han vil gøre: „En liden stund, og den gudløse er ikke mere; ser du hen til hans sted, så er han der ikke. Men de sagtmodige skal arve landet, de fryder sig ved megen fred.“ — Sl. 37:10, 11.

Husker De Bibelens beretning om den onde verden før Vandfloden? Ødelagde Gud på den tid selve jorden på grund af menneskenes ondskab? Nej, ved hjælp af den verdensomspændende vandflod fjernede han blot de onde, der fordærvede jorden, og udfriede dem, der elskede Gud og deres næste og stod på retfærdighedens side, tillige med repræsentanter for de forskellige dyrearter, fra denne katastrofe og førte dem ud på en renset jord. Vandfloden ødelagde ikke jorden, den fjernede blot dens uønskede beboere. På samme måde er det med Harmagedons voldsomme omvæltning, der hastigt nærmer sig; jordens onde beboere vil blive udslettet, men kloden vil blive stående.

Hvilket vidunderligt sted vil jorden så ikke blive! Angående den tid lover Gud: „Se, jeg skaber nye himle og en ny jord, det gamle huskes ej mer, rinder ingen i hu.“ (Es. 65:17) Udtrykket nye himle betegner ikke nye mælkevejssystemer af stjerner, men derimod nye, usynlige herskere, der skal erstatte de nuværende, Djævelen og hans dæmoner, på samme måde som udtrykket den nye jord ikke betegner en ny planet, men en ny tingenes ordning på jorden, en ny verdens samfund, der allerede nu er ved at blive dannet.

Angående de forhold, der vil råde på den nye jord, fortsætter Guds profet med at sige: „Da bygger de huse og bor der selv, planter vin og spiser dens frugt; de skal ikke have møje forgæves, ej avle børn til brat død. Ulv og lam skal græsse sammen og løven æde strå som oksen, men slangen får støv til brød; der gøres ej ondt og voldes ej men i hele mit hellige bjergland, siger HERREN.“ (Es. 65:21, 23, 25) Guds ord indeholder mange lignende profetiske forsikringer.

Hvis vi ønsker at undfly denne gamle verdens tilintetgørelse og komme til at leve på den rensede nye jord, hvor retfærdighed skal bo, må vi nu give agt på Guds profetiske befaling, der findes i Zefanias 2:3: „Søg HERREN [Jehova]; alle I ydmyge i landet, som holder hans bud, søg retfærd, søg ydmyghed! Måske kan I skjule jer på HERRENS vredes dag.“

Alle I ærlige mennesker, der er retsindigt indstillet over for Gud, vær derfor fortrøstningsfulde, for Bibelens profetier viser, at den nye jord ikke alene er en realitet, men at den står lige for døren. Gud kan ikke lyve, og han er for retfærdig og kærlig til at vække håb hos os, blot for at skuffe os ved ikke at opfylde sine løfter, sådan som politikerne gør. Han siger: „Jeg taled og lader det ske, udtænkte og fuldbyrder det.“ — Es. 46:11.