Hvorfor frygte fremtiden?
HVAD vil fremtiden bringe? Ville vi ikke gerne vide det? Mange videnskabsmænd og statsmænd tror, at verdensforholdene vil vedblive at være som hidtil, at der vil ske delinger og omskiftelser inden for regeringerne, forbrydelser, korruption, krige o.s.v. Men læg mærke til, hvad Bibelen har at sige om den sag: „Græm dig ikke over ugerningsmænd, misund ikke dem, der gør uret! Thi hastigt svides de af som græsset, visner som det friske grønne. Stol på HERREN og gør det gode, bo i landet og læg vind på troskab, da skal du have din fryd i HERREN, og han skal give dig, hvad dit hjerte attrår.“ Og videre: „Vær stille for HERREN og bi på ham, græm dig ej over den, der har held, over den, der farer med rænker. Tæm din harme, lad vreden fare, græm dig ikke, det volder kun harm. Thi ugerningsmænd skal ryddes ud, men de, der bier på HERREN, skal arve landet. En liden stund, og den gudløse er ikke mere; ser du hen til hans sted, så er han der ikke. Men de sagtmodige skal arve landet, de fryder sig ved megen fred.“ — Sl. 37:1-4, 7-11.
Af disse få vers kan vi se, at menneskene står over for vidunderlige forandringer. De, der gør det onde, de, der øver uretfærdighed, de, der gør sig til talsmænd for onde planer, og de, der er uforbederligt onde, vil snart blive udslettet af jorden for evigt. „Den gudløse er ikke mere.“
Men for mange i dag synes den tid meget fjern; både den retfærdige og jorden synes at stå over for en total tilintetgørelse for det ondes hånd. Men det er ikke tilfældet. Bibelen omtaler vor tid som en tid, „da de, der lægger jorden øde, selv skal ødelægges“, hvilket betyder, at vi kan vente, at den almægtige Gud vil føre krig mod al ondskab og gøre vor jord til et passende bosted for retfærdige mennesker. Den krig, Gud udkæmper, kaldes i Bibelen Harmagedon. — Åb. 11:18.
Hør blot, hvad Bibelen har at sige om dette slag i Zefanias 1:14-18: „Nær er HERRENS dag, den store, den er nær og kommer hastigt. Hør, HERRENS dag, den bitre! Da udstøder helten skrig. Den dag er en vredens dag, en trængselens og nødens dag, en ødelæggelsens og ødets dag, en mørkets og mulmets dag, en skyernes og tågens dag, en hornets og krigsskrigets dag imod de faste stæder og imod da knejsende tinder. Over menneskene bringer jeg trængsel; som blinde vanker de om, fordi de synded mod HERREN. Deres blod øses ud som støv, deres livssaft ligesom skarn. Hverken deres sølv eller guld evner at frelse dem på HERRENS vredes dag, når hele jorden fortæres af hans nidkærheds ild; thi undergang, ja, brat tilintetgørelse bringer jeg over alle, som bor på jorden.“
Fremtiden vil altså bringe menneskene en forfærdelig krig — Guds krig! Truslen om og frygten for atom- og brintbombekrig er stor og frygtelig, men trods en sådan krigs rystende følger vil den være intet i sammenligning med det, Jehova Gud har i beredskab for menneskene. Folk burde i vor tid være mere bekymrede for deres liv, for Harmagedon er ikke langt borte. De burde søge at finde en måde, hvorpå de kan overleve — ikke en eventuel tredje verdenskrig, men krigen på Guds, den Almægtiges, store dag, der med usvigelig sikkerhed vil komme. Nogle vil imidlertid overleve.
I Zefanias 2:1-3 åbenbarer Jehova Gud, hvad hans skabninger må gøre for at komme gennem Harmagedon og indgå i hans nye verden. Han siger således: „Saml jer, saml jer, I folk, som ej kender skam, før I endnu er blevet som flyvende avner, før HERRENS glødende harme kommer over eder, før HERRENS vredes dag kommer over eder. Søg HERREN, alle i ydmyge i landet, som holder hans bud, søg retfærd, søg ydmyghed! Måske kan I skjule jer på HERRENS vredes dag.“
Heri består dit håb, hvis du giver agt på Jehovas bud. Vær derfor forudseende. Se ud i fremtiden gennem Guds ords teleskop. Ret dit blik mod den nye verden. Den vil komme. Den er lige så virkelig som solen og månen. Når vi ved, at dette er sandt, kan vi se, hvor dåragtigt det er at græmme sig over de onde og deres tilsyneladende fremgang. Deres tid er i sandhed kort! „En liden stund, og den gudløse er ikke mere; ser du hen til hans sted, så er han der ikke. Men de sagtmodige skal arve landet, de fryder sig ved megen fred.“ — Sl. 37:10, 11.