Verdensfred — ved hvem?

FRED, verdensfred, det er, hvad de fleste af os taler om, og hvad vi næsten alle ønsker, men det er kun forholdsvis få, der virkelig ved, hvordan, hvornår og ved hvem freden vil komme.

Ned gennem tiderne har menneskene forsøgt at skabe fred på mange forskellige måder, ved forbund, pagter, konferencer og krige, men alt sammen til ingen nytte. Og til trods for vor tids ihærdige bestræbelser og viden synes verdensfreden lige så langt borte som den altid har været. Hvorfor forholder det sig således?

Bibelen, Guds sandhedsord, fortæller os, mærkværdigt som det lyder, hvorfor. I virkeligheden forudsiger den med forbavsende nøjagtighed den stemning og indstilling, der præger de politiske ambassadører, som søger at skabe fred. For eksempel siger den i Esajas 33:7: „Fredens sendebud græder bittert.“ Det gør de naturligvis, fordi deres fredsbestræbelser slår fejl. Endvidere fortæller den os, at den propaganda, som verdensorganisationerne og de politiske nationer udsender til fremme af freden, er falsk. Gennem sin profet Jeremias henleder Gud vor opmærksomhed herpå, idet han siger: „De farer alle med løgn fra profet til præst. De læger mit folks brøst som den simpleste sag, idet de siger: Fred, fred! skønt der ikke er fred.“ — Jer. 6:13, 14.

Har dette ikke vist sig at være sandt? Har ikke både de religiøse og politiske profeter indgivet menneskene håb om fred, endog i så stærk en grad, at de mange mislykkede bestræbelser har fået mange til at tvivle og miste troen? I dag siger folk nøjagtig de ord, som profeten Jeremias sagde, at de ville sige: „Man håber på fred, men det bliver ej godt, på lægedoms tid, men se, der er rædsel.“ Er det ikke den måde, forholdene har udviklet sig på især siden 1914? Man mente, at den første og den anden verdenskrig skulle gøre en ende på alle krige, sikre verden for demokratiet og give plads for de „fire friheder“. Folkeforbundet og de Forenede Nationer havde til hensigt at opretholde freden og bevare enheden i verden. Men hvad skete? Kort efter den første verdenskrig ændrede Mussolini og Hitler verdensbilledet, og nu lægger russerne og kineserne en dæmper på menneskenes håb om fred. — Jer. 8:15.

I betragtning af disse kendsgerninger har De uden tvivl undret Dem over, hvorfor menneskers bestræbelser for at skabe fred har været så frugtesløse. Bibelen fortæller os hvorfor. I Åbenbaringen 12:12 afslører den, hvem der er den ansvarlige for verdensveerne, og denne afsløring viser os også, hvorfor menneskene står hjælpeløse over for verdensproblemerne. Læg mærke til, hvad der siges: „Ve jorden og havet [de urolige menneskemasser]! thi Djævelen er kommen ned til jer; hans harme er stor, fordi han ved, hans tid er kort.“ Her har De svaret. Det er Satan Djævelen, usynlig for og mægtigere end menneskene, der er ansvarlig for verdens kaos og ikke Gud.

Disse veer over menneskeheden vil tage til, indtil Gud gør en ende på Satan Djævelen og alle hans onde tilhængere i Harmagedonslaget. Det har han lovet at ville gøre om kort tid. Paulus hjælper os til forståelse heraf ved at sige: „Og fredens Gud skal snart knuse Satan under jeres fødder.“ — Rom. 16:20.

Når dette har fundet sted, vil der blive verdensfred, fred mellem alle jordens familier, fred mellem mennesker og dyr, fred mellem mennesker og Gud. Og hvor længe.? Salmisten svarer: „I hans dage blomstrer retfærd, og dyb fred råder, til månen forgår.“ (Sl. 72:7) Vi stiller spørgsmålet igen: Verdensfred — ved hvem? Ved Gud, på hans måde, om kort tid.

Jeg vil høre, hvad Gud HERREN taler! Visselig taler han fred til sit folk og til sine fromme og til dem, der vender deres hjerter til ham; ja, nær er hans frelse for dem, som frygter ham. Da dømmer han mange folkeslag imellem, skifter ret mellem talrige, fjerne folk; deres sværd skal de smede til plovjern, deres spyd til vingårdsknive; folk skal ej løfte sværd mod folk, ej øve sig i våbenfærd mer. Da sidder hver under sin vinstok og sit figentræ, og ingen skræmmer dem, så sandt hærskarers HERRES mund har talet. Ret fæster bo i ørkenen, i frugthaven dvæler restfærd; retfærds frugt bliver fred og rettens vinding tryghed for evigt. Da bor mit folk i fredens hjem, i trygge boliger, sorgfri pauluner. — Sl. 85:9, 10; Mika 4:3, 4; Es. 32:16-18.