Hold inde med knurren og klagen og bevar lykken

„Salige er de, som hører Guds ord og bevarer det.“ — Luk 11:28

1. På hvilken måde er Jehova lykkelig, og hvordan kan mennesker også opnå lykke?

JEHOVA er den, lykkelige Gud. (1 Tim. 1:11, NW) Hans lykke skyldes det, at han i eet og alt er viet til retfærdighed og på sin egen kærlige måde gør sine skabninger lykkelige. I uselviskhed har han draget rig omsorg for, at mennesker kan leve i lykke på jorden, og med dette for øje har han givet dem alt, hvad de har behov. For at erfare sand lykke behøver et menneske blot at give agt på Guds anvisninger og indordne sit liv efter dem.

2. Befinder den nuværende tingenes ordning sig i en tilstand af lykke? Begrund dit svar.

² Hvem kan benægte, at den nuværende tingenes ordning på jorden er præget af ulykke og sorg? Den giver al grund til klage. Disse forhold er en opfyldelse af Åbenbaringen 12:12: „Ve jorden og havet! thi Djævelen er kommen ned til jer; hans harme er stor, fordi han ved, hans tid er kort.“ Profetien er blevet bekræftet som sand: „Det skal du vide, at i de sidste dage skal der komme strenge tider.“ (2 Tim. 3:1) Nogle politikere vil pralende hævde, at folk aldrig har haft det så godt, og dog er langt de fleste knuget af angst for den truende verdenskatastrofe, en atomkrig kan medføre, den chokerende stigning i forbrydelser og moralsk fordærv, det opsving, de mest frygtede sygdomme har taget trods de nyeste videnskabelige opdagelser, og den almindelige utryghed. Deres ansigter genspejler den utilfredshedens ånd, der gennemsyrer hele verdensordningen.

3. Hvordan får andre nu adgang til at opnå lykke, hvem reagerer herpå, og hvad fører dette til?

³ Jehova, uselvisk som han er i sin lykke, drager omsorg for, at mennesker kan få den gode nyhed at høre. Den bliver forkyndt på hele den beboede jord til et vidnesbyrd. (Matt. 24:14) De, der i Ezekiel 9:4 beskrives som sådanne, „der sukker og jamrer over alle de vederstyggeligheder, som øves i dets midte“, hører dette budskab og skiller sig ud fra den plagede gamle tingenes ordning. De begynder at forny deres sind og forandre deres personlighed og indgår i en tilstand af lykke lig Guds. (Rom. 12:2; Ef. 4:24, 31, 32) Når et menneske kommer til at forstå og påskønne Guds ords sandhed, forandres hans livssyn fuldstændigt. Han strømmer over af glæde. Han får en ny omgangskreds, Jehovas vidner, et samfund af lykkelige mennesker. De har åndelig velstand og fremgang. Bestandig lærer de mere og mere om den nye verdens levevis, og de bestræber sig for at følge dens principper i deres liv og færden. De udstråler optimisme og begejstring. De har sandelig god grund til at være lykkelige!

4. Giver udsigterne for dem, der lytter til Guds ord og retter sig efter det, grund til klage?

⁴ De foranstaltninger, Jehova har truffet, for at disse kan opnå evig lykke i hans nye verden, giver i sandhed et lykkeligt eller saligt håb. (Tit. 2:13) De sørgelige tilstande, der råder i disse sidste dage, al den sygdom, smerte og død, der er gået i arv til hele menneskeheden fra dens første forældre, Adam og Eva, er for dem ikke længere nogen grund til klage. Hvor lykkelige er de ikke over, at Gud har vist en vej ud af dette uføre! Fremtidshåbet om et evigt liv i lykke giver dem al grund til glæde. Værdsættelsen af Guds godhed får deres hjerter til at fyldes med taknemmelighed. Det får dem til at forstå, at der er noget, de skylder Gud, nemlig at tilbede ham. En inderlig taknemmelighed driver dem til at indvi sig til tjenesten for Jehova. De bliver gerningens gørere og lykkelige i deres gerning. Fordi de har hørt Guds ord og er fast besluttede på at bevare det og rette sig efter det, kender deres lykkelige fremtidsudsigter ingen grænser. — Jak. 1:25.

5. Hvilken belastning kan en, der nylig har indviet sig til Jehova, blive udsat for, og hvilken forandring kan der finde sted?

⁵ Desværre er det ikke alle, som indvier sig til Jehova, der fortsætter med at leve lykkeligt og tjene Jehova, der hvor de får en opgave. En tid lang er de opslugt af at tilegne sig de nye sandheder om Guds ord og hensigter, og glæden over at lade disse gode ting gå videre til andre lægger helt beslag på deres interesse. Men så sker der mærkelige ting i disse nyindviedes liv. Forholdene synes at forandre sig. Det viser sig, at et liv i tjeneste for Jehova som et af hans vidner ikke er en dans på roser. Genvordigheder melder sig, eller hård forfølgelse sætter pludselig ind for at berøve dem den nyfundne glæde. Selv den daglige tjeneste for Jehova Gud bliver en byrde. At forkynde dag efter dag bliver mere og mere anstrengende og krævende. Folk, de træffer i hjemmene under tjenesten på arbejdsmarken, er ligegyldige og sløve over for budskabet om Riget. Forkyndelsen afføder mange vanskelige problemer. Den medfører et omstændeligt arbejde, der tager sig ud som en endeløs række af små enkeltheder, som alle skal passes med omhu. Eller vort nye vidne må tumle med et problem i sit hjem, et problem, der er opstået, fordi han tjener Gud på en ny måde. Familiebåndet udsættes for en hård belastning, der kan have de alvorligste følger og måske vil betyde et brud på dette bånd. Hans hengivenhed for Jehova og det indvielsesløfte, han for kort tid siden aflagde, sættes på prøve.

6. Hvad sker der, når et nyt vidne for Jehova begynder at finde fejl og kritisere?

⁶ Eller også er vort nye vidne for Jehova fuld af nidkærhed. Han sætter en ære i at gå foran i tjenesten og rigtig tage fat på arbejdet. Når han ser nærmere til — han er måske tilsluttet en lille menighed — er fremgangen tilsyneladende meget ringe. Det er naturligvis, fordi tingene ikke bliver gjort på den rette måde, mener han. Han bemærker, at der blandt menighedens medlemmer er nogle, som er ligegyldige og forsømmelige. Der bliver ikke gjort store fremskridt i forkyndergerningen. Han synes, der bør ske noget og det snart. Så begynder han at rynke på næsen og kritisere. Inden længe går det op for ham, at han ikke er nær så lykkelig som i begyndelsen. Hans glæde over at tjene Gud ebber langsomt ud.

7. Hvorfor og hvordan forsvinder den lykke, han først erfarede, da han kom i kontakt med den nye verdens samfund?

⁷ Vor nye broder forstår det måske ikke lige med det samme, men hans holdning er ved at undergå en radikal forandring. Han er på kant med alle de foranstaltninger, menigheden træffer i forbindelse med tilbedelsen af Gud og tjenesten. Han kritiserer sine medtjenere. I stedet for at tjene Jehova med glæde er han nu vanskelig og knurrer og klager over arrangementerne. Han vil, at alting skal være lettere og mere bekvemt. Han tager anstød af det arbejde, det besvær og den ulejlighed, de andres fejl og forsømmelighed volder ham. Han siger til sig selv eller endogså til andre: „Hvis de bare ville gøre tingene ordentligt, ville det hele gå meget lettere!“ I mellemtiden er den lykke, han oprindelig følte, totalt forsvundet. Det er ikke altid let at afgøre, nøjagtig hvornår eller hvordan det er gået til, men eet er sikkert, han er ikke tilfreds. Hans lykke og glæde er borte. Han er faldet tilbage til den gamle verdens knurren og klagen. Det er blevet ham en vane at misbillige de foranstaltninger, Jehova har truffet. Han siger til sig selv: „Jehova og hans organisation skylder mig en bedre behandling.“ Han betvivler visdommen af de forskellige afgørelser og anordninger og ønsker at følge sit eget hoved. Da han ikke er ivrig efter at gøre Guds vilje, som den kommer til udtryk gennem hans organisation, klager han. Han holder op med at forkynde og føler sig elendig tilpas. Han er deprimeret og går omkring og ser sur ud. Hurtigt har han mistet glæden over samhørigheden med Jehova og hans nye verdens samfund.

8. Hvad er hovedårsagen til, at den knotne er ulykkelig?

⁸ Hvem ville ligefrem bevidst vælge at være ulykkelig? Hvorfor så klage og knurre, det bringer nemlig altid ulykke med sig? Den knotne er selv skyld i sin ulykke, for han har ladet selviskheden få overtaget. Han fatter overhovedet ikke, hvorfor disse prøver rammer ham. Han har ikke længere det rette syn på det besvær, de genvordigheder og de forfølgelser, der har krydset hans vej. Han har glemt, hvad Peter skrev: „I elskede, I skal ikke undre jer over den ildprøve, I gennemgår, som om det var noget mærkeligt, der hændte jer. Nej, jo mere I får del i Kristus-lidelser, des mere skal I glæde jer, så I også kan glæde og fryde jer, når hans herlighed åbenbares. Hvis I hånes for Kristi navns skyld, er I salige; thi herlighedens ånd, Guds ånd, hviler over jer.“ (1 Pet. 4:12-14) Her har vi den grundlæggende årsag til, hvorfor det er nødvendigt for den kristne at bevare sin retskaffenhed og betragte prøverne under den rette synsvinkel. Det er derfor at vente, at det vil betyde en kamp at bevare sin retskaffenhed. — Job 1:6-12.

9. a) I betragtning af hvilken advarsel burde den kristne ikke klage eller gøre oprør over sine byrder og genvordigheder? b) Hvilke erfaringer kan en kristen vente at blive udsat for, når han har indviet sig til Jehova?

⁹ Jesus Kristus advarede sine efterfølgere om, hvad de havde i vente: „Dette har jeg talt til jer, for at I ikke skal forarges. De skal udelukke jer af synagogerne, ja, den tid skal komme, da enhver, som slår jer ihjel, skal mene, at han derved dyrker Gud. Og det skal de gøre, fordi de hverken kender Faderen eller mig. Men dette har jeg talt til jer, for at I, når den tid kommer, skal mindes, at jeg har sagt jer det.“ (Joh. 16:1-4) Lad ingen blive så selvoptaget, uforstandig eller glemsom vedrørende grundene til, at han bør bevare sin retskaffenhed ind for Jehova, at han giver sig til at klage og knurre eller måske går så langt som til at gøre oprør over byrderne og genvordighederne. Stands hellere op et øjeblik og tænk efter: Dengang du indviede dig til at tjene Jehova for livet, ventede du da, at det skulle blive et liv i luksus, magelighed og lediggang? Den, som ønsker ferie, tager ikke arbejde. Den, som melder sig til en eller anden hær, venter ikke at få fritagelse fra krigstjeneste. Og de kristne har frivilligt meldt sig til åndelig krigsførelse. — 2 Kor. 10:3, 4; Ef. 6:13.

10. Hvorfor er den kristne ikke at beklage, selv om han kan have sine vanskeligheder, og får alle genvordighederne og problemerne ham til at blive ulykkelig?

¹⁰ Jehovas vidner behøver ikke at klage over deres skæbne, fordi de får del i Kristi lidelser. De, som knurrer og klager, er altid ulykkelige. Jehova lover, at de, som tilbeder ham, skal være lykkelige, og han lyver ikke. Hvad gør det, at vi må udstå lidelser, overvinde vanskelige problemer eller holde ud under forfølgelse? Er genvordigheder ensbetydende med tab af lykken? Erfaringen har så afgjort vist, at svaret er et eftertrykkeligt nej! Har du for nylig overværet et af Jehovas vidners stævner? Der bliver regelmæssigt afholdt lokale, nationale og internationale stævner. At overvære dem koster ofte meget besvær og mange penge. Tit må der foretages lange og farefulde rejser. Ofte må stævnedeltagerne kampere på åben mark uden særlige bekvemmeligheder. Under selve stævnet må deltagerne rejse i overfyldte busser eller undergrundsbaner og sidde timevis i et tætpakket stadion. Men hvem vil vove at sige, at det at overvære et af Jehovas folks stævner ikke er en af de mest uforglemmelige og lykkelige oplevelser i ens liv?

11. Hvilket sindelag sømmer sig for en Kristi efterfølger, og hvilken adfærd har Jehovas bifald?

¹¹ Den kristne viser det rette sindelag, når han modigt og med glæde udholder genvordigheder og endog forfølgelse, vel vidende, at disse prøver ikke kan berøve ham hans lykke. På denne måde holder han sig bestandig for øje, hvorfor det er af så altoverskyggende betydning for ham at bevare sin retskaffenhed ind for Jehova uden at svækkes eller føle selvmedlidenhed eller beklage sig over den store forret, der er blevet ham til del. Lad os ikke glemme, at Jehova bifalder vor udholdenhed under forfølgelse. Hans egen søn gav os et enestående eksempel. Vi bliver direkte gjort opmærksom på, at han i denne henseende var et forbillede for os. I et velkendt skriftsted får vi besked om, at vi skal følge lige i hans fodspor. „Thi da er man under nåden, om man, bunden til Gud i sin samvittighed, finder sig i genvordigheder, selv om man lider med urette. Thi hvad ros fortjener det, om I tålmodigt finder jer i at blive slået, når I forsynder jer? Men finder I jer i at lide, skønt I gør det gode, da er I under Guds nåde. Thi dertil blev I kaldet, fordi også Kristus led for jer og efterlod jer et forbillede, for at I skal gå i hans fodspor, han, som ikke gjorde synd, og i hvis mund der ikke blev fundet svig, han, som ikke skældte igen, når han blev udskældt, ikke truede, når han led ondt, men overgav sin sag til ham, der dømmer retfærdigt.“ — 1 Pet. 2:19-23.

12. Hvad er os en hjælp til at bevare vor lykke, når vi gør Jehovas vilje?

¹² Det er ikke gavnligt for kristne at anlægge et snævert syn på de prøver, der kommer over dem. Faktisk bringer sådanne genvordigheder nogle af de største glæder med sig. Det er yderst vigtigt at betragte prøver og vanskeligheder under den rette synsvinkel, hvad enten det er de nuværende eller de fremtidige. Det er forkyndergerningen, der behager Jehova og gør ham glad. „Vær viis, min søn, og glæd mit hjerte, at jeg kan svare den, der smæder mig.“ (Ordsp. 27:11) Vi kan kun bevare vor lykke, såfremt vi uden at knurre og klage adlyder hans vilje og holder trofast ud i hans tjeneste.

13. Har vi så store vanskeligheder i dag, i betragtning af hvorfor vi har indviet os?

¹³ Når vi standser op og tænker lidt over tingene, forstår vi, at vi ikke udsættes for så store vanskeligheder og prøver i vore dage. Det går endnu mere op for os, når vi overvejer, hvor tvingende nødvendigt det er, at vi bevarer vor retskaffenhed, og hvorfor vi indviede os til Jehova. Hvem er blevet mere ilde behandlet end Paulus, der fortæller: „Indtil denne stund har vi både sultet og tørstet og manglet klæder; vi bliver mishandlet; vi er hjemløse.“ Denne nidkære Jesu apostel udholdt alle sådanne prøver uden at klage, og han fortsætter med at sige: „Skælder man os ud, velsigner vi; forfølger man os, finder vi os deri; spotter man os, svarer vi med gode ord; som verdens fejeskarn er vi blevet.“ — 1 Kor. 4:11-13.

14. I hvilken sindstilstand afsluttede Paulus sit andet brev til korinterne til trods for sine mange strabadser og genvordigheder?

¹⁴ Ganske vist er den kristnes liv ikke altid let nu om stunder. Det var det heller ikke på Paulus’ tid: „Er de Kristi tjenere? . . . jeg er det endnu mere. Jeg har haft fuldt op af slid og slæb, har tit været i fængsel, fået hug og slag i overflod og ofte været i dødsfare. Af jøderne har jeg fem gange fået „fyrretyve slag på eet nær“. Tre gange er jeg blevet pisket, een gang stenet, tre gange har jeg lidt skibbrud, et døgn har jeg tilbragt på dybet; ofte på rejser, i farer på floder, i farer blandt røvere, i farer fra landsmænd, i farer fra hedninger, i farer i by, i farer i ørken, i farer på havet, i farer blandt falske brødre; under slid og møje, ofte under nattevågen, under sult og tørst, ofte under faste, i kulde og uden klæder. Og foruden meget andet, som kunne nævnes, har jeg arbejdets daglige pres, bekymringerne for alle menighederne.“ (2 Kor. 11:23-28) Paulus lod sig ikke slå ud af alle sine strabadser og genvordigheder. Glad og lykkelig slutter han sit brev med disse ord: „I øvrigt, brødre, glæd jer, vær fuldt beredte, lad jer formane, vær enige, hold fred, så skal kærlighedens og fredens Gud være med eder.“ — 2 Kor. 13:11.

15, 16. a) Er det at stille sagen for meget på spidsen at sige, at de, som knurrer og klager, forskertser deres lykke og til sidst mister selve livet? b) På hvem og hvornår passer det advarende eksempel, som de knurrende israelitter satte?

¹⁵ Dette med at knurre og klage har sine alvorlige sider, som Jehovas vidner ikke bør overse, for når nogle i Jehovas organisation klager, betyder det simpelt hen, at de er misfornøjede med og ærgerlige, over det, Gud vil. Faktisk er det Jehova, de klager over. Vi har nogle meget slående bibelske eksempler, der viser, at de, som knurrer og klager, uvægerligt sætter deres lykke over styr. Ofte har sådanne endogså mistet livet. Det viser os, hvor alvorligt det er at knurre mod Jehova eller mod hans organisation og dens anvisninger; det kan føre til sorg, ulykke og sluttelig død. Gør du dig andre tanker om dette spørgsmål, og synes du, at det er at stille sagen for meget på spidsen? Eller at det er at overdrive advarselen? Så vil det være klogt af dig at mærke dig et andet skriftsted. Det har at gøre med det, fortidens Israel erfarede som forbilleder på begivenheder i vor tid. Måske har du gang på gang læst dette skriftsted. Gik det op for dig, at det har forbindelse med spørgsmålet om at komme denne utilfredshedens ånd til livs? „I må heller ikke knurre, som nogle af dem knurrede og blev dræbt af „ødelæggeren“. Dette skete dem, så de kan være advarende eksempler, og det blev skrevet til påmindelse for os, til hvem de sidste tider er kommet.“ (1 Kor. 10:10, 11) Hvad var det egentlig, de knurrede over? Havde Jehova ikke udfriet dem fra undertrykkelsen i Ægypten, beskyttet dem og i sin kærlige omsorg sørget for mad til dem, så de hverken led sult eller kulde eller måtte gå nøgne? De havde ingen verdens bekymringer. Dog gav de sig til at klage og klynke som forkælede børn. Glem aldrig, at israelitterne er et advarende eksempel for sådanne, som knurrer og klager i vor tid.

¹⁶ Man ville synes, at enhver ville være tilfreds med at leve en tilværelse og eje så sikre fremtidsudsigter som israelitterne, dengang de stod på tærskelen til det forjættede land. Men, nej tak! De foragtede Jehovas gaver. De havde uafladeligt gjort vrøvl og arbejdet sig op til en ulykkelig sindstilstand. Det er en let sag for os at se, hvor tåbeligt det var af israelitterne at glemme alt det, Jehova havde gjort for dem, men tager vi ved lære af denne lektie, således som vi burde, og forstår vi, hvad det er der gør al knurren og klagen så alvorlig?

17. Hvorfor er det nu for vor egen lykkes skyld dåragtigt at klage over Guds omsorg og foranstaltninger?

¹⁷ Af hensyn til vor egen lykke skulle vi aldrig forlange noget mere eller bedre af Jehova, således som israelitterne gjorde, når de rynkede på næsen ad hans foranstaltninger for dem. Dåragtigt jamrede de over, at intet blev gjort godt nok eller hurtigt nok efter deres hoved. Nu stod de der og fik ikke engang den arvelod, Jehova havde ført dem hen til. Der ventede dem ikke andet end døden i ørkenen. De, som nu knurrer og klager over Guds måde at gøre tingene på, vil heller ikke arve den nye verdens velsignelser, skønt denne verden er lige for hånden, og de vil også miste deres nuværende lykke. Jehova ønsker ikke en ny verden, der er fuld af gnavpotter. I det profetiske forbillede lod han en hel generation udelukke fra at komme ind i det forjættede land, fordi de knurrede. — 4 Mosebog, det 13. og 14. kapitel.

18. Hvilken adfærd ville være tåbelig, når vi betænker den fremtid, der ligger foran os, og hvis erfaringer bliver vi her mindet om?

¹⁸ Det er en ubeskrivelig glæde at udmale sig den nye verdens velsignelser. Den vil vise sig at være et land, „der flyder med mælk og honning“, således som det på symbolsk vis blev skildret i fortiden. (4 Mos. 13:27) Hvem ville med en så strålende fremtid for sig tænke på at vende tilbage til den gamle verden? Genkald i erindringen, hvordan disse israelitter, netop som de stod på tærskelen til det forjættede land, i flok gav sig til at råbe op om de genvordigheder og trængsler, der mødte dem. „Da opløftede hele menigheden sin røst og brød ud i klageråb, og folket græd natten igennem. Og alle israelitterne knurrede imod Moses og Aron, og hele menigheden sagde til dem: Gid vi var døde i Ægypten eller her i ørkenen! Hvorfor fører HERREN os til dette land, når vi skal falde for sværdet og vore kvinder og børn blive til bytte? Var det dog ikke bedre for os at vende tilbage til Ægypten? Og de sagde til hverandre: Lad os vælge os en fører og vende tilbage til Ægypten!“ — 4 Mos. 14:1-4.

19. Hvorfor burde Jehovas vidner fremfor alle andre mennesker afholde sig fra at klage og i stedet være lykkelige?