Dommens dag — kun en spøg?
På Noas tid troede folk, det var en spøg. På Lots tid troede indbyggerne i Sodoma, at det var en spøg. Jesus antydede, at folk i vore dage ville betragte det som en spøg. Hvad mener De?
DE FLESTE kirkegængere gør kun et svagt forsøg — om overhovedet noget — på at forklare dommens dag. De gør i regelen løjer med den eller omtaler den som dommedag, verdens ende eller dagen, da tiden vil ophøre. Selv præsteskabet ofrer den sjældent en mere intelligent forklaring. Visse spørgsmål er for dem som et puslespil, som de ikke kan sætte sammen og få til at blive til et korrekt, forståeligt billede: Hvad er dommens dag? Hvornår kommer den? Hvem er dommeren? Hvad er resultatet? Lever vi på dommens dag nu?
Dommens dag betragtes af mange mennesker som en spøg, og det skyldes, at de har været forblindet af falsk religion. De har lært, at den bogstavelige jord vil forsvinde. Det er i sandhed en absurd lære, for Guds eget ord siger med overbevisning: „Jorden står til evig tid.“ Når præsterne derfor lærer, at jorden skal forgå, morer det folk, fordi det er så urimelig og ubibelsk en tanke. — Præd. 1:4.
Der er ingen tvivl om, at en dommens dag er forordnet af den almægtige Gud. Bibelen siger: „Jehova [er] vor dommer.“ „Thi han har fastsat en dag, da han vil dømme jorderig med retfærdighed.“ Men nøjagtig hvad menes der med udtrykket „dommens dag“? Det hentyder til den tid, da himmelens højesteret vil fælde redelig dom. I den bibelske betydning af ordet vil dom sige en afgørelse af, hvad der er i overensstemmelse med Guds lov. Til at udføre dette store arbejde har Jehova Gud udnævnt en meddommer, en, som han har oprejst fra de døde, nemlig hans egen elskede søn, Jesus Kristus. Om sin udnævnelse til dommer siger Kristus Jesus: „Faderen dømmer jo heller ikke nogen, men al dom har han overladt Sønnen, . . . og min dom er retfærdig, thi jeg søger ikke at fremme min egen vilje, men hans, som har sendt mig.“ Apostelen Peters ord giver os et bedre indblik i Sønnens hverv som dommer, når han siger: „Og han har pålagt os at prædike for folket og vidne, at han er den, som af Gud er bestemt til dommer over levende og døde.“ — Es. 33:22, Ka; Ap. G. 17:31; Joh. 5:22, 30; Ap. G. 10:42.
Den tusindårige dommens dag
Den dag, Kristus dømmer „levende og døde“, kan ikke være et døgn på fireogtyve timer. For den bibelske regel er: „Én dag er for Herren som tusinde år, og tusinde år som én dag.“ Og således er den dag, på hvilken Jehova har sat Kristus til at dømme, en dag på tusinde år. Denne dommer er tillige konge. Han er således konge-dommer. Hans tusindårige regering begynder efter det universelle Harmagedonslag, en krig, som er forudsagt skulle komme over denne slægt, en krig, i hvilken den almægtige Gud vil ødelægge den nuværende tingenes ordning på jorden. Det vil være Satans verdens symbolske jord, der bliver ødelagt i Harmagedon, og ikke den bogstavelige jord. De symbolske himle, Satan og hans organisation af dæmoner, vil ligeledes forsvinde i Harmagedon, for Jehova bruger sin søn til at styrte Djævelen i afgrunden: „Og han greb dragen, den gamle slange, det er Djævelen og Satan, og bandt ham for tusinde år og kastede ham i afgrunden og lukkede den over ham og satte segl for, så han ikke mere kunne forføre folkeslagene, før de tusinde år var omme.“ — 2 Pet. 3:8; Åb. 20:2, 3.
Skønt hele denne nuværende tingenes ordning vil føle den „visse undergang“ fra Jehova i al dens voldsomhed, vil et stort antal mennesker, sådanne, der elsker retfærdighed, og som har indviet sig til Gud, overleve Harmagedon og nyde godt af de velsignelser, som den tusindårige dommens dag bringer med sig. I løbet af denne dommens dag vil Kristus Jesus oprejse de døde, som er i Guds erindring. Jesus sagde, at vi ikke skulle blive forbavsede over denne kendsgerning: „Undres ikke herover! Thi den time kommer, da alle de, som er i gravene, skal høre hans røst, og de skal gå frem: de, som har gjort det gode, for at opstå til liv, men de, som har øvet det onde, for at opstå til dom.“ — Es. 28:22; Joh. 5:28, 29.
Hvorledes vil nu disse millioner blive dømt, når de kommer frem fra gravene? Efter deres tidligere handlemåde? Nej, de vil få en ny og frisk start. De vil blive dømt efter deres fremtidige gerninger. Ifald de skulle dømmes på grundlag af deres tidligere gerninger, kunne de jo blive dømt, mens de var i gravene. Så behøvede der kun at være en „opstandelse til liv“. Men Jesus, dommeren, har lovet en „dommens opstandelse“, og at sådanne, der opstår på denne måde, vil blive dømt på grundlag af deres fremtidige handlemåde på en jord, der er blevet renset for Djævelens indflydelse. Profetien siger: „Og havet gav de døde tilbage, som var i det, og døden og dødsriget gav de døde tilbage, som var i dem; og de blev dømt, hver efter sine, gerninger.“ Enhver vil ved sine handlinger få lejlighed til at bevise, om han elsker retfærdighed. Kun få er de nationer, der i dag juridisk set gør ret og skel til alle sider, og selv de, der gør det, kan ikke leve op til deres løfter, fordi de består af ufuldkomne mennesker. Dertil kommer, at den fattige mand har meget lidt håb om en retfærdig behandling; kun den rige har råd til at appellere til de højere instanser. Hvor ulig dette vil ikke den tusindårige dommens dag være! Da vil alle være lige. Ingen vil være, forud indtaget imod dem, der tidligere var fattige: „Han dømmer ej efter, hvad øjnene ser, skønner ej efter, hvad ørene hører. Han dømmer de ringe med retfærd, fælder redelig dom over landets arme.“ — Åb. 20:13; Es. 11:3, 4.
Den sidste prøve
Hvad vil der ske ved slutningen af den tusindårige dommens dag? Der vil ske det, at Jesus Kristus, som da har bragt den menneskelige race tilbage til fuldkommenhed, overgiver sin Fader Riget, for at Jehova kan være alt i alle: „Derpå kommer enden, når han overgiver Riget til Gud og Faderen, efter at han har tilintetgjort al magt og al myndighed og kraft.“ Derefter vil Jehova Gud bruge, Jesus til at løslade Djævelen: „Og når de tusinde år er til ende, skal Satan blive løsladt af sit fængsel.“ Hvorfor løslades Djævelen fra sin tusindårige dødlignende tilstand? Fordi en afsluttende prøve må finde sted, for at det kan blive afgjort, hvem der er værdige til af Jehovas hånd at modtage retten til at leve for evigt på jorden. — 1 Kor. 15:24; Åb. 20:7.
Mén ikke, at det er mærkeligt, at Djævelen løslades. Vi må huske på, at det fuldkomne menneske, Adam, blev prøvet af Gud. Jehova brugte hertil „træet til kundskab om godt og ondt“. Men under den afsluttende prøve, efter at de tusinde år er endt, vil den store dommer ikke bruge et træ, men derimod Djævelen til en prøve, på grundlag af hvilken han kan afsige sin dom. Og nogle af de til den tid fuldkommengjorte mennesker vil ligesom Adam i Edens have lade sig føre vild af Djævelen. Resultatet: disse, der med vilje er onde, de vildførte, som symbolsk kaldes Gog og Magog, vil forberede sig på at føre krig mod dem, som forbliver trofaste mod Jehova. Jehova vil ikke tillade en ukontrolleret tingenes tilstand, for når disse oprørere under Djævelens førerskab retter deres sidste angreb mod de trofaste indbyggere i den nye verden, vil Jehova træde til: „Da faldt der ild ned fra himmelen fra Gud og fortærede dem. Og Djævelen, som havde forført dem, blev kastet i ild- og svovlsøen.“ Denne gang vil Gud ikke styrte Djævelen i afgrunden, men kaste ham i ildsøen, et symbol på den anden død eller evig udslettelse. Alle oprørere, som fordærves sammen med Djævelen, vil lide den samme skæbne. — 1 Mos. 2:17; Åb. 20:9, 10.
Domsperioder for menneskelige samfund
Når man tager i betragtning, at den tusindårige domsdag og domsperioden ved slutningen af denne dag stadig ligger ude i fremtiden, kan man så nu gøre, som man behager og ignorere den gode nyhed om Guds rige? Bibelens svar er nej. Hvis nationer, samfund, familier eller enkeltpersoner ikke skulle holdes ansvarlige for deres handlinger, ville det verdensomspændende forkyndelsesarbejde, som Kristus Jesus forudsagde skulle udføres, ikke tjene nogen livsvigtig hensigt: „Og dette evangelium om Riget skal prædikes over hele jorden til et vidnesbyrd for alle folkeslagene; og så skal enden komme.“ At ignorere dette budskab om Guds nye verden og afslutningen på denne tingenes ordning er et fejlgreb, et dødeligt fejlgreb. Selv om den tusindårige domsdag endnu ikke er begyndt, så tro ikke, at der ikke har været og heller ikke vil komme en domsperiode over det menneskelige samfund.
Hvor alvorlig er en domsperiode? Guddommelig fordømmelse resulterer altid i evig udslettelse. Det var sandt på den dommens dag, som Gud lod komme over Adam i Eden. En anden domsperiode oplevede menneskene på Noas tid. Gud besluttede at udrydde jordens indbyggere på grund af deres ondskab. Han lod advarselen lyde gennem en retfærdighedens forkynder, Noa. Men for de onde mennesker var Noa blot en fanatiker. Der må være faldet mange spøgefulde bemærkninger om Noas forkyndelse og om hans skibsbyggeri! Når vi læser den bibelske beretning, kan vi se for os, hvorledes folk før Vandfloden hånende pegede fingre ad og brølede af latter over denne mand, der var så optaget af at forkynde og af at bygge båden. Men, som Bibelen siger, den domsperiode var ikke nogen spøg, for „ej heller skånede [Gud] den gamle verden, men bevarede kun retfærdighedens forkynder Noa, tillige med syv andre, da han lod syndfloden komme over de ugudeliges verden“. Alle disse „ugudelige“, som forgik, vil aldrig få en opstandelse, fordi Jehovas dom er endelig: „Thi jeg, HERREN [Jehova], er ikke blevet en anden.“ — 2 Pet. 2:5; Mal. 3:6.
Dommens dag for Sodoma og Gomorra var en anden regnskabets tid. Jehovas engel viste sig for Lot, oplyste ham om Guds dom, der bestod i at ødelægge byerne, og advarede ham om, at han skulle flygte for livet. Før flugten blev det pålagt Lot at advare sine slægtninge. Denne gudfrygtige mand spildte ikke tiden, men skyndte sig hen til sine svigersønner med disse for byerne så rystende nyheder: „Stå op, gå bort herfra, thi HERREN [Jehova] vil ødelægge byen!“ Men i sine svigersønners øjne var han en spøgefugl. — 1 Mos. 19:14.
De troede, at Lot drev løjer med dem! Men kan man ikke ligefrem høre hans indtrængende tonefald, da han fortsætter med at sige: „Gå bort herfra!“? Hans slægtninge, der morede sig så højlydt, fandt det så utroligt, at himmelens Gud ville ødelægge deres by, at de ikke engang undersøgte, om der lå noget til grund for Lots advarsel. Således hengav svigersønnerne sig til deres selvvalgte skæbne, evig udslettelse. For Jehova „lod . . . svovl og ild regne over Sodoma og Gomorra“. Den spottende latter forstummede for stedse i Sodoma, dens domsdag havde ikke været nogen spøg. — 1 Mos. 19:24.
Alle de mennesker, der undlod at flygte fra Sodoma, fik samme skæbne, hvad enten det var mænd, kvinder eller børn. De bødede med evig udslettelse, fordi det var en dommens dag. Sodoma og Gomorra er, siger den bibelske nedskriver Judas, „sat til et advarende eksempel, idet de lider straf i evig ild“. — Judas 7.
Domsdag siden 1918
Hvad betyder alt dette? Apostelen Peter svarer: „Og byerne Sodoma og Gomorra dømte han til ødelæggelse og lagde dem i aske, idet han satte dem til advarende eksempel for ugudelige mennesker i kommende tider.“ Sodomas domsdag fremstillede således billedligt dommens dag, som vil komme over nationernes folk i „de sidste dage“, som vi nu lever i. Siden 1918 har den indsatte konge, Kristus Jesus, holdt dom over nationernes folk. Jesus behøver ikke at være på jorden for at gøre dette; men han gør det usynligt fra himmelen, som han forudsagde: „Men når Menneskesønnen kommer i sin herlighed, og alle englene med ham, da skal han sætte sig på sin herligheds trone. Og alle folkeslag skal samles foran ham, og han skal skille dem fra hverandre, ligesom hyrden skiller fårene fra bukkene.“ På hvilket grundlag dømmer Jesus? På grundlag af menneskenes holdning over for Jehovas vidners forkyndelse om det oprettede rige. Jesus forudsagde, at dette verdensomspændende vidnearbejde ville blive udført under hans anden nærværelse: „Denne gode nyhed om Riget skal prædikes over hele den beboede jord til et vidnesbyrd for alle folkeslagene, og så skal den absolutte ende komme.“ — 2 Pet. 2:6; Matt. 25:31, 32; 24:14, NW.
„Den absolutte ende“ betyder højdepunktet af hans domsperiode, Harmagedonslaget. Da håndhæver Jehova sin tilintetgørelsesdom, ved at „Herren Jesus åbenbares fra Himmelen med sine mægtige engle, med flammende ild, og bringer straf over dem, der ikke vil vide af Gud at sige, og over dem, som ikke er lydige mod vor Herres Jesu evangelium; de skal nemlig straffes med evig undergang bort fra Herrens ansigt“. Disse, der dør ved Harmagedon, vil lide den samme straf som folket i Sodoma, det vil sige, de vil ikke få en „dommens opstandelse“ i løbet af den tusindårige domsdag; de vil for evigt forblive døde. — 2 Tess. 1:7-9.
At overleve Harmagedon og komme ind til den tusindårige domsdag, i løbet af hvilken menneskeheden vil blive bragt tilbage til fuldkommenhed, vil være en velsignelse uden sidestykke. Det er en velsignelse, der står åben for alle uden hensyn til deres tidligere liv, hvis de lytter til advarselsbudskabet nu og tilbeder Jehova i lydig tjeneste. Dog vil de fleste mennesker indtage en ligegyldig holdning, som placerer dem i bukkeskaren. Herren forudsagde denne mentale holdning: „Og som det gik til i Noas dage,“ og „som det gik til i Lots dage,“ erklærede Jesus, „på samme måde skal det gå den dag, da Menneskesønnen åbenbares.“ På Noas tid havde folk for travlt til at lytte til Noa, og hvis de endelig gjorde det, hånede de ham. På Lots tid troede nogle af Sodomas indbyggere, at deres domsdag kun var en spøg, og de morede sig godt, men deres morskab fik en brat ende ved deres udslettelse. Derfor fortæller Jesus os, at vi ikke må handle på samme ligegyldige og negative måde. Peter siger også: „I de sidste dage skal der lyde spot fra spottere.“ Hvad vil være genstanden for deres latter? Forkyndelsen af nyheden om, at Kristus har taget magten i sit rige og nu dømmer nationernes folk. Dette, sammen med den nødvendige advarsel om Harmagedon, finder masserne utroligt og betragter det kun som en spøg. — Luk. 17:26, 28, 30; 2 Pet. 3:3.
Men Jehovas vidner spøger ikke. De ville ikke år efter år, dag efter dag forkynde uophørligt fra hus til hus, i folks hjem og på gaderne, hvis deres budskab var en spøg. De er så alvorligt optaget af at lade advarselen om Harmagedons nærhed lyde, at de i 1955 anvendte et så kolossalt antal som 85.832.250 timer til dette arbejde. Benyt Dem af lejligheden til at høre dette det nødvendigste af alle budskaber i alle enkeltheder. Undersøg det omhyggeligt ved hjælp af Deres bibel. Deres skæbne står på spil. Husk derfor på Sodomas leende indbyggere og deres skæbne, og husk Jesu advarende sammenligninger mellem den tid og vor tid. Drag fordel af dette nu ved at høste kundskab om, at denne nuværende domsdag er en kendsgerning og ikke en spøg.