Diskuterer du religion?

„DER ER noget, jeg aldrig diskuterer, og det er religion.“ Har du nogen sinde sagt sådan? Der er mange mennesker, der aldrig vil tale om religion, hvorimod de ofte diskuterer politik eller sport eller andre emner i timevis for at søge at overbevise andre om klogskaben i deres synspunkt. „Religion er for polemisk et emne,“ siger de. Men er ikke også politik polemisk? Er det af større betydning at have det rette syn på politik end at have det rette syn på religion?

Den virkelige grund, til at mange mennesker ikke ønsker at diskutere religion, er sikkert, at de ikke ved ret meget om dette emne. Der er oven i købet mange, der ikke engang ved, hvad det trossamfund, de selv tilhører, lærer. Da de ikke ved af nogen kendsgerninger, der bekræfter deres tro, kan de ikke forsvare denne på tilfredsstillende måde, og derfor bliver de vrede eller føler sig personlig generet, når nogen påviser svagheden i deres tro. I almindelighed er folk mere end villige til at tale om det, de har grundigt kendskab til.

Viser man had til et menneske ved at være uenig med det i dets religiøse opfattelser? Langtfra! En intelligent diskussion kan være i høj grad gavnlig. Undertiden kan en smule polemik endda være af det gode, for det tilskynder til nøjere undersøgelse. Alt for få har virkelig undersøgt deres religion. Hvordan har du valgt din religion? Har du blot antaget den religion, dine forældre havde, eller har du selv undersøgt kendsgerningerne? Er din religion arvegods, eller er det en, du selv er kommet til tro på? Der kan være stor forskel på disse to former for religion.

Men hvordan kan man få afgjort, om en religion er sand eller usand? Ved at undersøge og eftertænke, hvad den lærer i lyset af den eneste sikre vejleder i religiøse spørgsmål, den bog, der fortæller os, hvad sand religion var, før den blev adsplittet i så mange forskellige trosretninger. Denne bog, Bibelen, er din rettesnor, dit vejkort, din instruktionsbog i alt, hvad angår religion.

Men hvor godt kender du Bibelen? Kan du ud fra den bevise det, du tror på? Det har stor betydning, at du kan. Tror du, at Bibelen er for indviklet, til at du kan forstå den, til trods for at du ved en mængde om langt vanskeligere, men langt mindre betydningsfulde ting? Ganske vist har nogle religiøse ledere søgt at gøre Bibelen til et mysterium og give det udseende af, at kun en teologisk student kan forstå den, men deres teori er ikke sand. Hver kristen skulle kunne bruge Bibelen og være parat til at forsvare sin tro med den, for hans tro har kun værdi, hvis den stemmer overens med den bog, som Jehova Gud så barmhjertigt og kærligt har skaffet til veje til gavn for os.

Han, som inspirerede Bibelen, har angivet dette princip: „Kom nu, og lad os ræsonnere sammen.“ (Es. 1:18, KJ) Sund ræsonneren indbefatter systematisk tænkning og nøjagtig viden. Den kræver, at vi har kendskab til Guds ord. Bibelen opfordrer os til altid at være „rede til forsvar over for enhver, der kræver regnskab af jer for det håb, som er i jer, dog med sagtmodighed og frygt“. Det er af livsvigtig betydning at tale om sandheden. Kunne du forestille dig Jesu apostle sige: „Jeg diskuterer aldrig religion“, eller det første århundredes nidkære, begejstrede kristne ude af stand til at understøtte deres tro med Bibelens ord? De første kristne udbredte deres budskab med en sådan ildhu, at de blev beskyldt for at bringe „hele verden i oprør“! Er din tro en sådan overbevisning for dig? Hvis ikke, hvad havde da de første kristne, som din religion ikke har givet dig? Forståelse? Nidkærhed? Kristen modenhed? — 1 Pet. 3:15; Ap. G. 17:6.

Johannes sagde: „Så bær da frugter, som er omvendelsen værdige.“ (Luk. 3:8, 9) Bærer man frugt, hvis man overhovedet ikke vil tale om sin tro? hvis man ikke kan forsvare den med bibelske beviser? Kan man hjælpe andre, hvis man blot siger: „Min tro er rigtig“, uden at kunne vise hvorfor?

Ingen kan benægte, at den kristne må forventes at vide alt dette. Paulus skrev til hebræerne, at de skulle være modne lærere, ikke kun småbørn. Han sagde: „Den faste føde er for de fuldvoksne, for dem, som gennem brugen har fået sanserne opøvet til at skelne mellem godt og ondt.“ (Hebr. 5:14) Opøver man sine skelneevner, hvis man mener, at den sande gudsdyrkelse ikke er så vigtig som den øjeblikkelige politiske situation eller ens yndlingssportsholds stilling? hvis man ikke engang ved, hvad ens egen tro går ud på? hvis man aldrig vil tale om religion og aldrig drøfte den med andre?

Men de, som forkaster Bibelen, som ikke mener, at den er en sikker vejleder, og som ikke ved, hvad den siger, er ikke de eneste, der undlader at adlyde Guds påbud om at ræsonnere sammen. Der er en anden gruppe, som højlydt og med stor kraft hævder at tro på Bibelen, citerer skriftsteder ved enhver lejlighed og er mere end villige til at fordybe sig i en spidsfindig disput om religion, men alligevel kan det ikke siges, at de ræsonnerer med andre om Guds ord. De er mere optaget af at bevise, at de selv har ret, end af at finde sandheden. De lægger mere vægt på ordgyderi, der appellerer til følelserne, end på fornuften, på kævleri end på diskussion på grundlag af pålidelig viden. De fornærmer Gud ved kun at appellere til hans skabningers følelser og ikke til deres intellekt eller fornuft.

Den prædikant, der råber og taler ubehersket, appellerer til følelserne og ikke til fornuften. Hvis han må spille på folks fordomme i stedet for at fremholde de foreliggende kendsgerninger, hvis han må søge at gøre indtryk på tilhørerne ved sin stemmeføring og sin personlige tiltrækningskraft og ikke ved sandheden i det, han fremholder, hvis det er på alt dette og ikke på Bibelens faste grundlag, han støtter sine synspunkter, så adlyder han på ingen måde påbudet om at ræsonnere over Guds ord.

Guds ords sandhed er logisk. Den ligger på et højt plan, for den repræsenterer universets største intelligens. Men netop dens ophøjede logik gør den så enkel, at enhver, der ønsker det, kan forstå den. Den kan diskuteres roligt og fredeligt uden hverken føleri eller kævl. Den sande kristne er ivrig efter at ræsonnere over Guds ord, at overbevise andre om dets sandhed. Han er interesseret i religion og har kendskab til emnet. Han ved, hvad han tror, og hvorfor han tror det. Han er ivrig efter at diskutere sin gudsdyrkelse, fordi den er så betydningsfuld. Unddrag dig derfor ikke, nægt ikke at diskutere den, men kom nu og lad os ræsonnere sammen over Guds ords sandhed.