Stå mål med de gode eksempler
MANGE mennesker i den gamle verden søger materielle goder i et forrykt kapløb for at stå mål med „Jensens“. De, som har viet sig til den nye verden, vil hellere stå mål med Esajas og Jeremias, Peter og Paulus.
De er mere interesserede i åndelige end i jordiske rigdomme: „Saml jer ikke skatte på jorden, hvor møl og rust fortærer, og hvor tyve bryder ind og stjæler, men saml jer skatte i himmelen, hvor hverken møl eller rust fortærer, og hvor ingen tyve bryder ind og stjæler. Thi hvor din skat er, der vil også dit hjerte være. Ingen kan tjene to herrer; han vil jo enten hade den ene og elske den anden eller holde sig til den ene og ringeagte den anden. I kan ikke tjene både Gud og mammon.“ — Matt. 6:19-21, 24.
Ved at ophobe materielle værdier i større mængder, end vi har brug for, og ved at være opsat på at samle sig prangende rigdomme, bringer vi vort åndelige velfærd i fare og lader på den måde hånt om advarselen: „Thi vi har ikke bragt noget med ind i verden og kan heller ikke bringe noget ud fra den. Når vi har føde og klæder, skal vi lade os nøje med det. Men de, som vil være rige, falder i fristelser og snarer og mange uforstandige og skadelige begæringer, som styrter mennesker i undergang og fortabelse; thi kærlighed til penge er en rod til alt ondt; drevet af den er nogle faret vild fra troen og har voldt sig selv megen bitter smerte.“ — 1 Tim. 6:7-10.
Velstand afføder grådighed. Jo mere man får, desto mere ønsker man, og til sidst er det ikke dig, der har pengene, men pengene, der har dig, og følgende inspirerede udtalelse viser sig dermed at være sand: „Den, der elsker sølv, mættes aldrig af sølv, og den, der elsker rigdom, mættes aldrig af vinding.“ Også det er tomhed. Igen siges der: „Hans øje bliver ikke mæt af rigdom.“ Materialisme vil fortrænge det åndelige, hvis man giver den lov til det: „Thi kødet begær er imod ånden og ånden imod kødet; de to ligger nemlig i strid med hinanden, så I ikke kan gøre det, som I gerne vil.“ Derfor skulle kristne ikke lade sig hilde i forfængelighedens snare og begynde et misundeligt kapløb for at stå mål med de materialistiske „Jensens“: „Lad os ikke blive egoistiske, så vi udæsker til kappestrid indbyrdes og misunder hverandre.“ — Præd. 5:9; 4:8; Gal. 5:17, 26, NW.
Samler man sig rigdomme ud over ethvert rimeligt behov, mangler sådanne rigdomme ikke alene varig værdi, men stempler dig tillige som materialistisk og vidner imod dig og din åndelige habitus: „Jeres rigdom er rådnet op, og jeres overklædning er blevet mølædt; jeres guld og sølv er fortæret af rust, og den rust skal være et vidne imod jer og vil æde jeres kød. Som ild er det, I har samlet jer i de sidste dage.“ Med velstand kan et menneske vække stor opmærksomhed; men den varer ikke længere, end det bølgeskvulp, der opstår, når en sten kastes i vandet. „Thi solen står op med sin glød og svider græsset, så dets blomster falder, og deres skønhed forsvinder; således skal også den rige visne på sine veje.“ „Thi alt det, der er i verden, kødets lyst og øjnenes lyst og pral med jordisk gods, er ikke af Faderen, men af verden. Og verden forgår og dens lyst; men den, der gør Guds vilje, bliver til evig tid.“ — Jak. 5:2, 3, NW; 1:11; 1 Joh. 2:16, 17.
Det, der består, er altså de åndelige ting, som man ikke ser, og ikke de materielle ting, der mætter øjet, og som mange nu hober op for at stå over andre. Sande kristne indser dette ligesom apostelen Paulus og anser åndelige skatte for mere attråværdige: „[Vi], som ikke har blikket rettet mod de synlige ting, men mod de usynlige; thi de synlige varer kun til en tid, de usynlige varer evigt.“ — 2 Kor. 4:18.
Profeten Moses vendte de materielle skatte ryggen, for at han kunne se fremad mod belønningen for at være åndeligsindet: „I tro nægtede Moses, da han var blevet stor, at lade sig kalde søn af faraos datter. Han foretrak at lide ondt sammen med Guds folk fremfor at nyde synden en stakket stund; han regnede det for større rigdom end Ægyptens skatte at dele Kristi skændsel; thi han så frem til lønnen.“ Det samme gjorde også den profet, der var større end Moses, nemlig Kristus Jesus. Satan Djævelen tilbød ham herredømmet over alle jordens riger; men Jesus afslog denne materielle rigdom, pragt og magt og holdt i stedet fast ved sin retskaffenhed og sande tilbedelse af Jehova. Senere ønskede materialistiske jøder at gøre ham til konge, fordi han gav dem brød. På ny sagde han nej til en kongemagt, som var i modstrid med Jehovas foranstaltning; og da han bød disse jøder at søge, ikke det brød, der forgår, men ham selv som det brød fra himmelen, der bringer evigt liv, nægtede de at benytte sig af denne åndelige forordning. — Hebr 11:24-26; Matt. 4:8-10; Joh. 6:15, 26-66.
Hvad vil Jehovas vidner gøre? „Thi dertil blev I kaldet, fordi også Kristus led for jer og efterlod jer et forbillede, for at I skal gå i hans fodspor,“ sagde Peter. „Bliv mine efterlignere, ligesom jeg er Kristi efterligner,“ og „agt på dem, der vandrer efter det forbillede, I har i os,“ sagde Paulus. „Brødre! tag profeterne, der talte i Herrens navn, til forbillede i at lide ondt og være tålmodige,“ skrev Jakob. Ja, tag disse trofaste profeter og vidner for Jehova til eksempler og efterlign dem, fæst dine øjne på dem, prøv at stå mål med dem og ikke med de materialistiske „Jensens“, som er af denne gamle verden, der forgår! Hvorfor prøve at stå mål med „Jensens“, når vi ikke ønsker at dele „Jensens“ skæbne? Prøv i stedet at følge de gode eksempler, vi har læst om, for vi ønsker at betræde de samme stier som de og sammen med dem være med i retfærdighedens nye verden. — 1 Pet. 2:21; 1 Kor. 11:1; Fil. 3:17; Jak. 5:10.