Hvorledes jeg forfulgte mit livsmål

FORTALT AF ROBERT W. KIRK

I EFTERÅRET 1938, mens jeg arbejdede på en fabrik, sagde jeg til en ven: „Går du aldrig i kirke?“ Han, der var i sandheden, aflagde et kort vidnesbyrd for mig og inviterede mig hjem til sig. Der lærte jeg sandheden at kende. Min moder tog også imod den, og omtrent tre år efter forlod vi vor dejlige lejlighed og solgte møblerne, så jeg kunne blive pioner. Efter at vi havde købt en beboelsesvogn, sluttede jeg op i pionerernes rækker. Hvor var jeg lykkelig for at være pioner! Jeg plejede stolt at forkynde for mine venner: „Jeg er pioner nu!“ Snart besluttede jeg, at jeg ville sætte alt ind på at forblive pioner, for selv om jeg havde forladt et godt arbejde og en regelmæssig indtægt, var det det værd! Nu var jeg virkelig begyndt at forfølge mit livsmål. Min glæde over at være i stand til at tjene Jehova al min tid var vidunderlig!

I 1944 blev det ved et stævne i Pittsburgh meddelt, at enhver, der opfyldte visse kvalifikationer, og som ønskede at gennemgå Gileadskolen, skulle tale med broder Knorr. Så udfyldte jeg den foreløbige ansøgning. Forestil jer min overraskelse, da jeg modtog et fuldstændigt ansøgningsskema og senere en indbydelse til næste klasse! I indbydelsen stod der, at jeg måske ikke kom hjem igen, så jeg solgte min bil og andre ting, som jeg ikke mente ville egne sig til at blive taget med til et fremmed land. Det skal indrømmes, at det ikke var let at skille sig af med ting, som man havde sat pris på, og heller ikke, at man om kort tid skulle sige farvel til familie og venner. Men så huskede jeg på Mattæus 19:29. Det hjalp mig til at træffe den rette beslutning: „Og enhver, som har forladt hjem eller brødre eller søstre eller fader eller moder eller hustru eller børn eller marker for mit navns skyld, skal få det mangefold igen og arve evigt liv.“

Der kan siges meget om livet på Gilead: Det gode kammeratskab, ikke alene med de studerende, men også med lærerne og andre brødre på gården; men fremfor alt den forret hver dag i flere måneder at indtage og blive oplært i den „faste føde“ i Guds ord! Disse måneder lavede mig en del om, huggede nogle af de skarpe kanter af og pudsede mig af og gjorde mig således egnet til missionærtjeneste.

Efter afslutningen i juli 1945 blev jeg sendt til den sydlige del af Illinois som „vennetjener“ for at betjene både hvide og farvede menigheder. Denne del af tjenesten var også meget rig på glæde og opmuntringer. Men det gik dog ikke lige let altsammen. Vidnearbejdet var hårdt på grund af forfølgelser og pøbeloverfald, der var begyndt nogle år i forvejen. Engang, da jeg var alene på vidnearbejde i en lille by, sagde en ældre mand til mig: „Jeg kommer tilbage om ti minutter, og hvis De så stadig er her, ville De ønske, at De ikke var det.“ Jeg blev, hvor jeg var. Han kom tilbage, som han havde sagt, ledsaget af en stor mand, der så ud, som var han skabt til at være bokser. De greb mig og marcherede hen til politistationen med mig. På kort tid var der blevet dannet en pøbelsværm, og det så ud, som alle ville se blod. Politiet blev klar over, at der var vanskeligheder i vente og førte mig ind på politistationen og ud ad en bagdør. Da jeg kørte bort, fulgte sværmen efter og eskorterede mig hele vejen ud af byen. Jeg tog til en nærliggende by, gik fra hus til hus i en time og afsatte tolv indbundne bøger. Aldrig før var det gået mig så godt på så kort tid. En anden gang — det var i nærheden af Lawrenceville, Illinois — fik en præst og politimesteren en sværm af børn til at stene en gruppe af os, mens vi arbejdede fra hus til hus. Efter sådanne erfaringer føler man sig langt stærkere i sit indre og langt mere sikker på, at dette er sandheden.

Mens jeg i East St. Louis, Illinois, i 1946 betjente den farvede menighed, modtog jeg et brev fra Brooklyn med spørgsmål, om jeg ville rejse til Burma. Burma? Flere spørgsmål løb gennem min hjerne: Hvor lå Burma egentlig? Hvad var det for folk? Var der mange forkyndere der? Og mange andre spørgsmål. Naturligvis vidste jeg, at jeg ville rejse uden hensyn til, hvad svarene var herpå. Jeg blev sendt til betelhjemmet i Brooklyn til yderligere oplæring i to måneder; så hjem i ti dage. Jeg stod på toget i Cleveland i december (1946), og efter nogle dages forløb sejlede jeg videre vestpå fra San Francisco. Det var med blandede følelser, jeg så Amerikas kyst svinde mere og mere. Naturligvis var det med en følelse af vemod, men på samme tid var jeg lykkelig over, at jeg til sidst var på vej til det Fjerne Østen, hvor der var så hårdt brug for missionærer, idet der endnu ikke var en gileadit i den del af verden.

På skibet var der ikke mange lyttende ører, da det viste sig at være ladet med falske hyrder — cirka 800 — fra mange forskellige religiøse organisationer, alle med forskellige dele af Orienten som mål. Så jeg havde masser af tid til at tænke. Når jeg i tankerne genkaldte mig det, jeg havde hørt om Burma, prøvede jeg da — ude på det udstrakte Stillehav — at vænne mig til tanken om at bo i en hytte, sidde på en måtte og være nødt til at bruge fingersprog, til jeg havde lært burmesisk. Men der ventede mig en overraskelse. Jeg skulle snart opdage, at i Burma går det moderne i spand med det primitive; også, at der i Burma ikke blot er burmesere, men en mangfoldighed af mennesker af alle farver og sprog og forskellig levestandard, kultur, religion og sædvaner, især i de større byer. Jeg blev hentet af forkyndere, der var klædt i vestens klædedragt og talte flydende engelsk. Jeg blev kørt i en jeep over brolagte gader, ikke til en hytte, sådan som jeg havde ventet, men til et stort træhus, som skulle være mit fremtidige hjem. Brødrene, dengang kun 18 i hele landet, bød mig hjertelig velkommen, og jeg var lykkelig over at være sammen med dem.

Men selv om man med mange ting var længere fremme, end jeg havde ventet, var man dog langt bagefter den standard, jeg havde forladt i de Forenede Stater. Burma var blevet hårdt ramt af den anden verdenskrig. Man havde kun en lille elektricitetsforsyning, idet regeringsforetagender skulle have først. Kun få hjem havde elektrisk lys. Om aftenen og natten var de fleste gader mørke. Det vrimlede med tyve; det var usikkert at færdes ude efter mørkets frembrud. Befordringsmidlerne var begrænset til nogle få gamle militærlastbiler, der var lavet om til busser. Vi brugte en skrøbelig gammel bus til turen ud til rigssalen. Så tog vi petroleumslamperne fra bussen ud og pumpede dem op, så de var parate til mødet. I dag, i 1955, er alt naturligvis langt bedre end dengang i de første år efter, at japanerne havde trukket sig tilbage fra Burma.

Som landets eneste pioner tog jeg hver morgen alene ud i tjenesten, undtagen i weekend’en, da tog menighedsforkynderne med mig. Somme tider kunne jeg for et øjeblik tænke, hvor skønt det ville være at rejse hjem igen, men alt det meget arbejde, der lå foran, og tjenestens glæder jog sådanne tanker på flugt, da jeg for nylig havde sat mig for at ville fortsætte med at forfølge mit livsmål. Jeg havde haft tre kartoner litteratur med mig fra de Forenede Stater, for brødrene i Burma havde endnu ikke fået de sidste publikationer. I løbet af tre uger var min litteratur afsat. Folk var meget venlige, jeg blev inviteret indenfor i næsten hvert hjem, og mange bød på te og andre forfriskninger. Jeg kunne benytte engelsk i ikke så få hjem og var overrasket over de mange forskelligartede mennesker, man mødte fra dør til dør. Bortset fra burmesere og andre indfødte, som for eksempel karenere, var der så mange fremmede — kinesere, tamilianere, telegere, bengalesere og mange, mange andre indiske racer. Jeg lærte nogle få burmesiske sætninger til brug i ikke-engelsktalende hjem. De fleste af dem, jeg besøgte, var buddhister, hinduer og lignende, som ikke engang troede på Bibelen, så det første, jeg måtte gøre i mange hjem, var at bevise, at Bibelen var sand.

Det varede nogen tid, før jeg rigtig begyndte at falde til. Jeg måtte først vænne mig til mange mærkelige foreteelser og skikke — for eksempel det (for Burma) normale, at folk tager bad under vandhanen ved vejkanten; at andre åbenlyst skifter sarong lige midt i det klare dagslys eller sidder på hug ved rutebilstationen, mens de venter på bussen, og at den store vandbøffel og okserne trækker kæmpemæssige træstammer. I begyndelsen undrede jeg mig også over, hvad de røde mærker var, man så overalt på gader og sideveje. Det så ud som blod, og jeg kunne ikke forestille mig, hvad det kunne være. Senere lærte jeg, at de stammede fra en rød saft, som folk spytter ud, når de tygger betel og nødder. Selv nu efter de otte års forløb morer det mig stadig at se nogen bære ting på hovedet, det være sig et bundt bananer eller en paraply.

Men jeg arbejdede støt mod mit mål i livet, og den tilfredshed, der kommer af at hjælpe andre i tjenesten og iagttage en menighed vokse, mere end opvejer de ubehageligheder, som en nyankommen må kæmpe med selv i Burma. Den kærlighed, man føler for de „andre får“, og bevidstheden om, at de behøver ens støtte for at vokse til modenhed, hjælper så afgjort mere end noget andet til, at man finder sig hurtigere til rette. I 1948 kom der for eksempel et brev til os fra en gruppe mennesker i en landsby 200 kilometer borte. I otte år havde de prøvet på at få forbindelse med Jehovas folk. En af dem havde fået fat i en indbunden bog og var blevet overbevist om, at han havde fundet sandheden. Han vidnede for andre i landsbyen. Flere forlod den katolske kirke, dannede selv en lille menighed og mødtes regelmæssigt til bibelstudium. En broder og jeg rejste ud til denne fjerntliggende landsby og fandt tolv forkyndere, som ventede på at blive døbt og organiseret teokratisk. De blev overraskede og glade, da de hørte om Jehovas organisation og dens store udstrækning og sådanne steder som betelhjemmet og Gilead. Det at møde dem og hjælpe dem ud i tjenesten var en vidunderlig oplevelse.

En mand fra Tamil, som jeg var begyndt at studere med for nogle år siden, havde også tidligere været katolik. Han havde forladt kirken, endnu før han kom i forbindelse med Jehovas folk, efter blot at have læst et eksemplar af de kristne Græske Skrifter på sit eget sprog. Hungrig efter sandheden, som han var, slugte han ivrigt alt, hvad der blev forklaret ham ved studierne. Selv om han har en stor familie at forsørge, er han nu en af vore ivrigste forkyndere. Han anvender 40-60 timer om måneden i tjenesten og leder omkring syv bibelstudier. Hvilken glæde at se ham gøre fremskridt i sandheden!

Jeg havde den forret at være til stede ved den nye verdens samfunds stævne på Yankee Stadium 1953 og derefter besøge mit hjem. Selv om dette stævne var så vidunderligt, og det var så dejligt atter at se dem derhjemme, kan jeg forsikre jer, at mine tanker var her i Burma hos denne lille gruppe forkyndere, som jeg har lært at elske så højt. Efter nogle få dage i Amerika var jeg parat til — ja længtes efter — at rejse tilbage til mit virkefelt. Jeg føler, at der er så meget arbejde at gøre her og så få arbejdere til at gøre det.

Selv om alle missionærerne her er tynget af ansvarsfulde hverv, tager vi os nu og da tid til at sætte os ned og kaste et blik tilbage på nogle af vore tidligere erfaringer. Det giver en vidunderlig sans for proportioner at drage sammenligninger mellem ens liv, før man blev missionær, og efter man blev det. Vi er kun fire her, men vi er alle enige om, at ingen af os ville bryde sig om at vende hjem for bestandig. Jeg for mit vedkommende kan sige, at det, at jeg forlod, hvad jeg kaldte et hjem, og drog til et distrikt i et fremmed land, som jeg kun kendte lidt til, har givet mig langt større styrke i Jehova. Arbejdet har været mere tilfredsstillende. Jeg har været i stand til at give langt mere, end jeg ville have været i stand til hjemme. Når jeg nu ser en burmesisk forkynder stå ved en dør og holde en 3-8 minutters prædiken med Bibelen i hånden — et menneske, som kun for kort tid siden gik i kirke — får det mig til at værdsætte Jehovas ufortjente godhed og den forret, jeg har ved at deltage i hans arbejde her i Burma. Jeg betragter det som en gave fra Jehova, at jeg er her! Jeg er lykkelig for at være her, lykkelig for at gøre min pligt som afdelingstjener! Ja, når man forfølger sit livsmål, er vanskelighederne større, der er langt flere hindringer, men når disse er overvundet, forøger de afgjort ens åndelige styrke til ære og nytte for Jehova.