Spørgsmål fra læserne

● Hvordan bør man forholde sig, hvis en forkynder nægter at afbryde forbindelsen med en, der er blevet udstødt? Jeg tænker ikke her på en, der er medlem af samme familie som den udstødte, så de må bo i samme hus, men på en, der insisterer på, at han vedblivende kan komme sammen med den udstødte, og måske siger, at der blev handlet forkert, da vedkommende blev udstødt. — A. P., Canada.

Apostelen Paulus siger, at vi „ikke skal have samkvem med nogen, som bærer brodernavn, og som dog er utugtig eller havesyg eller afgudsdyrker eller æreskænder eller dranker eller røver, ja, end ikke spise sammen med en sådan“. (1 Kor. 5:11) Hvis en forkynder nægter at følge denne anvisning og ignorerer forbudet mod at komme sammen med den udstødte, gør denne forkynder oprør mod Jehovas menighed, og „genstridighed er trolddomssynd, og egenrådighed er afgudsbrøde“. Ved at tage parti for den skyldige og bryde med menigheden på grund af dette spørgsmål skaber forkynderen splittelse. Paulus sagde: „Jeg formaner jer, brødre! til at holde øje med dem, som volder splittelserne og fører mennesker til fald ved at afvige fra den lære, I modtog; hold jer borte fra dem!“ — 1 Sam. 15:23; Rom. 16:17.

Man bør give forkynderen indtrængende formaninger og stille ham over for den kendsgerning, at han ved at komme sammen med den udstødte gør fælles sag med ondskaben, og at han ved sin handlemåde lukker sig selv ude fra menigheden og stiller sig i klasse med ham, der har handlet uret. Hvis forkynderen efter tilstrækkelige advarsler vedbliver med at komme sammen med den udstødte i stedet for at stille sig på linie med Jehovas organisation, bør han også udstødes. Ved åbenlyst at sympatisere med en udstødt gør sympatisøren det sværere for den udstødte at indse sin uret, og han hindrer den udstødte i oprigtigt at angre og derved til sidst opnå genoptagelse i menigheden. Den oprørske handlemåde skaber vanskeligheder for begge de implicerede.