Hvordan undgås Guds vredes vinperse?

„Jeg trådte vinpersen ene; af folkeslagene var ingen med mig; jeg trådte dem i min vrede, tramped dem i min harme; da sprøjted deres blod på mine klæder.“ — Es. 63:3

1. Hvad kan du undgå, og hvorfor skulle du være glad for at vide, hvordan du skal bære dig ad med det?

HVIS du kan undgå at få selve din livssaft presset ud af dig, vil du så ikke være glad for at få at vide, hvordan du skal bære dig ad med det? Den slagmark, der kaldes Harmagedon, hvor „krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“ skal udkæmpes, vil være som en vældig vinperse og menneskeheden som druerne. Kun forholdsvis få af den nulevende generation vil undgå at blive knust til døde for stedse. Du kan undgå at blive knust på denne måde og i stedet tage del i al den glæde, syngen og råben, der både ledsager og følger efter nedtrampningen, når hele verden bliver omdannet til en stor vinperse. Hvordan det? Det er vel værd at vide.

2. a) Hvordan forklarer Gud betydningen af menneskeblodet? b) Hvad er Gud i sin gode ret til at forlange for et menneske, der uforskyldt er blevet dræbt?

² Blodet, der ruller så rask og frit i dit legemes blodårer, forlener dig med liv som en menneskesjæl. Den store „livets kilde“, Jehova Gud, fortæller os, hvor vigtig blodstrømmen er, når han siger: „Sjælen i al slags kød er dets blod på grund af sjælen i det.“ Vi kan derfor se, hvor rimeligt det er, når han befaler os ikke at tage andres blod ind i vort legeme: „Følgelig sagde jeg til Israels sønner: I må ikke spise blodet af nogen som helst slags kød, fordi sjælen af enhver slags kød er dets blod. Enhver, der spiser det, vil blive udryddet.“ Da livsværdien sidder i blodet, anerkendte Gud med rette et egnet offers blod som soning eller tilbagekøbssum for det liv, menneskeslægten havde mistet som straf for begået uret eller synd. Gud sagde: „Kødets sjæl er i blodet, og jeg har selv hældt det på alteret for jer for at skaffe soning for jeres sjæle, fordi det er blodet, som skaffer soning på grund af sjælen i det.“ (3 Mos. 17:11, 14, NW; Sl. 36:10) Ligesom det behagede Gud at anerkende et passende offers livsblod som betaling for det liv, en anden havde forspildt, således er det fuldt ud retfærdigt af Gud at forlange, at det liv, der gik tabt, når et menneske ganske uforskyldt blev dræbt, skulle erstattes eller opvejes, ved at drabsmanden selv måtte lade livet.

3. a) Hvordan formulerede Gud denne handleregel over for Noa og hans familie? b) Hvad er regnbuen ikke et tegn på, og hvilke overlevende står Noa og hans familie som et billede på?

³ For over fire tusinde år siden fastsatte Jehova dette som sin regel over for de otte mennesker, der overlevede den verdensomspændende vandflod, nemlig Noa og hans familie, fra hvem vi alle nedstammer. Da Jehova Gud gav dem lov til at tage kød af dyr til føde, sagde han: „Kun kød med dets sjæl — dets blod — må I ikke spise. Og desuden vil jeg kræve blodet af jeres sjæle tilbage. Af hver levende skabnings hånd vil jeg kræve det tilbage; og af menneskets hånd, af dets broders hånd, vil jeg kræve menneskets sjæl tilbage. Enhver, der udøser menneskeblod, skal få sit eget blod udgydt ved et menneske; for Gud gjorde mennesket i sit billede.“ (1 Mos. 9:4-6, NW) Et dyreoffers liv kunne ikke gælde som betaling for den dræbtes liv: kun den dræbtes medmenneske, drabsmanden selv, kunne stille den guddommelige retfærdighed tilfreds. Selv om Jehova Gud dengang lod regnbuen vise sig på himmelen som et evigt tegn på, at han aldrig igen ville udslette alt kød i en vandflod, betød det dog ikke, at han ikke kunne eller ville knuse alt kød på anden måde, for eksempel i en verdensomfattende vinperse. De otte mennesker, der overlevede Vandfloden, står som et profetisk tegn på eller en garanti for, at nogle lykkeligt vil overleve katastrofen, når menneskeheden skal sønderknuses i Guds vredes vinperse i Harmagedonslaget. — 1 Mos. 9:11-16; Matt. 24:37-39.

4. Hvorfor vil udpresningen af menneskehedens blod ske i retfærdighed i Harmagedonslaget?

⁴ Noa lavede sig vin efter Vandfloden, og han har sikkert brugt en vinperse. Under fremstillingen af vinen, der skulle gøre menneskehjerter glade, flød druernes blod eller saft i stride strømme ned i karret, når persetræderne knuste klaserne under deres fødder. I „krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“, Harmagedonslaget, skal menneskenes blod udgydes efter en målestok, man aldrig har set mage til, og ve dem, som da kæmper imod den almægtige Gud! Den dag, menneskenes livsblod bliver presset ud af dem, sker det i retfærdighed, i den almægtige Guds vrede, på grund af den vældige blodskyld, der hviler over menneskeheden. Alt det uskyldige menneskeblod, der i tidens løb er blevet udøst, skal opvejes ved, at livssaften bliver presset ud af dem, som har blod på deres hænder. Det vil ikke være nogen uretfærdighed over for menneskeheden, men simpelthen tilbagebetaling af en gæld.

5, 6. Hvilke begivenheder i Juda og Jerusalem viser, at der ikke vil være tilflugt at finde nogetsteds i kristenheden, og hvordan skildrede Gud gennem Esajas, hvad der skete?

⁵ Når denne forfærdelige gengældelse rammer de mennesker, der har pådraget sig blodskyld, vil der ikke være nogen tilflugt at finde noget sted i hele kristenheden, skønt den har Guds navn på sine læber og påstår at være hans folk. Det samme gjorde israelitterne for femogtyve århundreder siden, men det tjente dem ikke som noget tryllemiddel eller nogen beskyttelse, da Jehova udøste sin vrede over dem og straffede Jerusalem og Judas land, fordi de med vilje havde handlet uret og brudt deres pagt med ham. I Harmagedonslaget vil kristenheden befinde sig i en lignende situation som fortidens Juda og Jerusalem, det profetiske billede på den troløse kristenhed. I sin forhåndsbeskrivelse af begivenhederne siger Gud:

⁶ „Se, HERREN [Jehova] gør jorden tom og øde og vender op og ned på dens overflade, han spreder dens beboere; det går lægfolk som præst, . . . Jorden tømmes og plyndres i bund og grund, thi HERREN [Jehova] har talet dette ord. Jorden blegner og segner, jorderig sygner og segner, jordens højder sygner hen. Vanhellig blev jorden under dem, som bor der, thi lovene krænked de, overtrådte budet, brød den evige pagt. Derfor fortærer forbandelse jorden, og bøde må de, som bor der. Derfor svides jordens beboere bort, kun få af de dødelige levnes.“ — Es. 24:1-6.

7. Hvordan vendte Jehova op og ned på Judas land og på Jerusalem, og hvorfor gjorde han det?

⁷ Hvordan vendte Gud op og ned på Juda og Jerusalem? Byen og landet var fuld af indbyggere som et fad, der er fuldt til randen. Jehova behandlede landet nøjagtig, som var det et fad; han vendte bunden i vejret på det og tømte det for indbyggere, så det var mennesketomt, og dets tidligere beboere blev spredt for alle vinde. Jehova havde ved en anden lejlighed givet Samaria en lignende behandling. Samaria var hovedstaden, hvor den afgudsdyrkende og mordlystne kong Akab residerede. Jehova sagde: „Se, jeg bringer ulykke over Jerusalem og Juda, så det skal ringe for ørene på enhver, der hører derom! Jeg vil trække samme målesnor over Jerusalem som over Samaria og bruge samme lod som ved Akabs hus; jeg vil afviske Jerusalem, som man afvisker et fad og vender det om; jeg forstøder, hvad der er tilbage af min ejendom, og giver dem i deres fjenders hånd, og de skal blive til rov og bytte for alle deres fjender.“ Grunden til, at der blev vendt op og ned på landet, angives for en del i forbindelse med dets konge, Manasse, om hvem der siges: „Desuden udgød Manasse uskyldigt blod i store måder, så han fyldte Jerusalem dermed til randen, for ikke at tale om den synd, han begik ved at forlede Juda til synd, så de gjorde, hvad der var ondt i HERRENS [Jehovas] øjne.“ (2 Kong. 21:10-16) Omtrent hundreds år senere fik denne frygtelige profeti sin opfyldelse.

8. Hvorfor fik landet ikke den rigtige side opad, da der blev vendt op og ned på det, og hvornår kom det først til at befinde sig i sin rette tilstand?

⁸ Fik Juda og Jerusalem den rigtige side opad, da der blev vendt op og ned på dem? Nej! For Jerusalem og dens tempel blev ødelagt af babylonierne, Judas land blev hærget og affolket, end ikke kvæget blev ladt tilbage i landet, og dets tidligere beboere blev enten ført i fangenskab i Babylon eller skræmt til at flygte til Ægypten. Landet fik vendt bunden i vejret som et fad, der tømmes for sit indhold; det øde land blev til et vildnis, en jungle med trøstesløse ruiner, et tilholdssted for uhyggespredende vilde dyr og fugle. Det var ikke den rette tilstand for Judas land. Gud havde i overensstemmelse med sit løfte givet sit udvalgte folk dette land, for at de skulle bebo det. Da det derfor havde ligget øde hen i halvfjerdsindstyve år og fået sine sabbater godtgjort, omstyrtede han Babylon og førte en trofast rest af sit folk tilbage, for at Jerusalem kunne blive genopbygget, templet rejst på ny og landet atter befolket. Et land blev født på den dag og befandt sig atter i sin rette tilstand, som et fad, der vender den rigtige side opad. Landet var atter fuldt af indbyggere, der priste og tilbad Jehova. Heri ser vi et profetisk billede på, hvordan Jehova Gud vil bevare og udfri en trofast rest, der skal overleve Harmagedonslaget. — Es. 45:17-22; 66:8, 9; 2 Krøn. 36:17-23.

9. Hvad sammenligner Jehova sin behandling af Judas land med, og hvad viser dette med henblik på kristenheden?

⁹ Det var frygteligt, som Judas land fik sin hellige stad og sit tempel ødelagt og det meste af sin befolkning dræbt ved sværd, sult eller pest, mens de øvrige blev ført i fangenskab og måtte leve i landflygtighed i fjendeland. Det var Jehova, hvis pagt de havde brudt, og hvis land de havde besudlet med uskyldigt blod, der lod denne ulykke ramme dem, og sammenligningsvis taler han om den, som trampedes Judas land i en vældig vinperse under et frygteligt blodbad, hvor de skyldige måtte lade livet. (Jer. 2:21; Es. 5:1-8) Sorgfuldt siger nedskriveren af Klagesangenes profetiske bog: „Alle, som vandrer forbi, give agt og se, om der gives en smerte som den, der er tilføjet mig, hvem HERREN [Jehova] voldte harm på sin glødende vredes dag. . . . Herren gav mig dem i vold, som er mig for stærke. Herren forkasted de vældige udi i min midte, han indbød til fest på mig for at knuse mine unge, trådte persen til dom over jomfruen, Judas datter. [Jehova], han er retfærdig, jeg modstod hans mund.“ (Klages. 1:12, 14, 15, 18) Dette skildrer, hvad det vil betyde, når Jehova behandler kristenheden i Harmagedonslagets vinperse. Kun bliver det langt frygteligere, for kristenheden strækker sig ud over hele jorden. Ingen bør tro, at man til den tid kan finde tilflugt i den blodbestænkede kristenhed.

10, 11. a) Hvorfor gives der intet sted i denne gamle verden, hvor man kan undgå at blive knust i Harmagedonslaget? b) Hvorfor skal man ikke søge tilflugt i „jordens vintræ“?

¹⁰ Heller ikke noget andet sted i denne gamle verden kan man søge tilflugt eller undgå at blive knust i Harmagedonslaget. Samtlige nationer, både i den hedenske verden og i den såkaldt kristne verden, skal nedtrampes, som befandt de sig i en kæmpevinperse. Hele den gamle verdensordning er som et mægtigt „vintræ“, der har bredt sine ranker ud over hele jorden og fyldt den med sin dårlige frugt, og nu er tiden moden til, at dette vintræ skal rykkes op med rode, sønderhugges og med voldsom kraft have sit livsblod presset ud. Alle nationerne, selv kristenhedens, der gør påstand på at udøve kristendom, har ført indbyrdes krige og gennemvædet jorden med blod. Nu, siden Guds riges fødsel i himlene i 1914, og siden Jehovas vidner har forkyndt denne kongelige fødsel vidt og bredt over hele verden, har nationerne nået topmålet af ondskab ved at berede sig til krig mod Jehova Gud og hans kronede konge, Jesus Kristus.

¹¹ I vor brintbombealder er dette internationale „jordens vintræ“ blevet fuldmodent, og tiden er inde, da det vældige træ skal høstes, og rod, stamme, grene og frugt kastes i Guds vredes vinperse. Jehova Gud fremskynder endogså modningen af dets ugudelige frugt med den udfordring, hans vidner nu forkynder: „Råb det ud blandt folkene, helliger en krig, væk heltene op! Lad alle våbenføre mænd komme og drage op! Smed eders plovjern om til sværd, eders vingårdsknive til spyd! Svæklingen skal sige: Jeg er en helt! Skynd eder og kom, alle hedningefolk viden om, og saml eder! Før dine helte derned, HERRE [Jehova]! Hedningefolkene skal vækkes op og drage til Josafats dal; thi der vil jeg sidde til doms over alle hedningefolk viden om. Sving seglen, thi høsten er moden; kom og stamp, thi persekummen er fuld! Persekarrene løber over, thi stor er folkenes ondskab. Skarer på skarer i opgørets dal! Thi nær er HERRENS [Jehovas] dag i opgørets dal.“ (Joel 3:14-19) De, som nu søger tilflugt i dette „jordens vintræs“ grene, enten ved at fortsætte som grene på dette træ eller ved at sidde under det og nyde dets frugt, vil blive udslettet af tilværelsen sammen med det, når det knuses i Guds vredes vinperse. Det vil sandelig være noget værd at undgå at blive knust på denne måde.

12. Hvad er en af hovedgrundene til, at Gud presser livet ud af denne verden, og hvem vil især få dette at føle?

¹² En af hovedgrundene til, at Gud presser livsblodet ud af den gamle verdensordning, er den enorme blodskyld, der hviler på den, og som den må straffes for. Dette gælder ikke alene denne verdens politiske, kommercielle og sociale organisationer, men også dens religioner. Samtlige religioner i denne verden har sluttet op om det internationale forbund, de Forenede Nationer, og støtter det. Disse religioner fremstilles symbolsk under en bestemt skikkelse, den store skøge, Babylon, den store, der rider på dyret med de syv hoveder for at drage i krig mod Jehovas „herrernes Herre og kongernes Konge“. Årsagen til, at alt det blod på uretfærdig vis er blevet udgydt på jorden, kan spores tilbage til falsk religion, og derfor skal dette mystiske Babylon, den store by, kræves til regnskab for det. Johannes, der så de syner, der omtales i Åbenbaringen, henleder opmærksomheden på hendes blodskyld, lige før hun skal henrettes, og siger i den forbindelse: „Jeg så kvinden beruset af de helliges blod, af Jesu vidners blod. . . . Og i den by fandtes blod af profeter og hellige og af alle dem, som blev myrdet på jorden.“ (Åb. 17:6; 18:24) Når retfærdighedens Gud eksekverer dommen i Harmagedonslaget, gengælder han denne verdens religion dens kvalmende blodtørst og dens blodskyld.

13. Hvad siger de himmelske hærskarer med henblik på denne retfærdshandling, og hvordan vil de skyldige komme til at drikke deres eget blod?