Hvordan alle mennesker bliver ét under deres Skaber

Denne hovedartikel, som De nu skal til at læse, er af særlig interesse. Den gengiver det offentlige foredrag, som præsidenten for Watch Tower Bible & Tract Society, Pennsylvania, N. H. Knorr, for tiden holder i de større byer på de sydvestlige Stillehavsøer og i det Fjerne Østen under en ti-ugers rejse, der begyndte den 29. februar i år, og som går over Hawaii, Australien, New Zealand, Indonesien, Thailand, Indokina, Filipinerne, Formosa, Syd-Korea og Japan samt Alaska. Læs den og bemærk, hvor betimeligt hans budskab er for os alle.

1. Hvordan skulle alle mennesker være i betragtning af, at de udgør en menneskelig familie, men hvordan er deres stilling i virkeligheden?

FOLKENE burde være ét! Alle mennesker vil engang blive ét! Det bliver en lykkelig tid! Det vil betyde langt mere, end at mennesker knyttes sammen ved rejsebesøg, meddelelsesmidler og internationale alliancer. Aldrig før har folkene været så nært forbundet ved hjælp af sådanne midler som nu. Og alligevel har menneskeheden aldrig før været så splittet som nu. Vi taler om den „menneskelige familie“, men vi opfører os ikke som en familie. I alle samfundslag, på alle virkefelter og i den intellektuelle verden møder vi forskelle, såsom raceforskelle, nationale forskelle, religiøse forskelle, økonomiske forskelle og sociale forskelle samt forskel med hensyn til sprog, traditioner og meget andet. Resultaterne af disse forskelle har været så ulykkelige, at de alle taler for, at en virkelig forening af alle mennesker hurtigt bør finde sted.

2. Hvad vil der ifølge den sikre regel, der blev fremsat af Jesus, den store kristne lærer, ske, hvis der ikke foregår en ændring i menneskehedens splittede tilstand?

² Ved de mange divergerende påvirkninger sprænges samhørigheden, og menneskeheden deles op i flere og flere grupper. Intet under, at verdens ledende mænd er alvorligt bekymrede over den manglende samhørighed og søger at forene menneskeheden, før atom- og brintbomber splitter og sprænger den i endnu mindre partikler. For nylig udtalte en præst som sin mening, at menneskesamfundets skødesynd er „sprængning og splittelse“. Det er, som om en eller anden magt søger at få menneskene til at flygte fra hinanden i alle retninger, så vi næsten er nået til den tingenes tilstand, da, som den kristne bibel har forudsagt, „hvert menneske løfter hånd mod sin næste“. (Zak. 14:13; Es. 19:2, KJ) Man giver i vor tid den ulyksalige selviskhed så frie tøjler, at menneskets ånd ikke længer har magt over den. Som uenigheden nu fortsætter og breder sig over hele jorden, kan det før eller siden kun ende med ét resultat. Jesus, den store kristne lærer, erklærede, at hvis en nation er i splid med sig selv, lægges den øde, og hvis en by eller en husstand er i splid med sig selv, kan den ikke bestå; og hvis Satan Djævelen er i splid med sig selv, hvordan kan hans rige så bestå? (Matt. 12:25, 26) Denne grundsætning eller handleregel, som Jesus fremholdt, er måske såre simpel, men historien vidner om, at den holder stik. Og derfor kan menneskeheden, der er i splid med sig selv, ikke fortsat bestå.

3. Hvad er i virkeligheden resultatet af menneskenes forsøg på at opnå enhed?

³ Mennesker har udtænkt så mange planer til heling af det store brud. Men kast et blik på disse planer! Selv her er der stor uenighed, og denne uenighed om, hvilke programmer man skal følge for at fremme samhørigheden blandt folkene, er i sig selv en splittende faktor. Siden 1918 har den totalitære idé trængt sig frem til en udfordrende position og har skabt en dyb kløft mellem folkene.

4. Hvad er et af de ældste totalitære religiøse systemer, og har det ændret sit endelige mål?

⁴ Det totalitære politiske styre er måske nok ret nyt, men totalitært religiøst herredømme har længe eksisteret. Der findes religiøse systemer, som er totalitære i deres styreform. Historien viser, at et af de ældste er det romersk-katolske. Dets talsmænd har hævdet, at folkenes frelse afhænger af den enkeltes lydighed mod paven i Vatikanstaden. Da dette system betragter sig selv som det eneste middel, hvorved mennesker kan frelses, har det sat sig for at ville erobre verden. Trods alle dets nederlag har det ikke forandret sit endelige mål — en katolsk verden — lige så lidt som Sovjetrusland har forandret sit endelige mål — en kommunistisk verden.

5. Hvad har totalitære religiøse systemer gjort for at hidføre religiøs enhed, men med hvilket udfald?

⁵ Religiøse systemer af totalitær karakter kan ikke skabe et verdensherredømme i egen kraft og udelukkende ved hjælp af religiøse midler. De har været nødt til at søge støtte hos den politiske stats stærke arm for at tvinge folket til at acceptere deres religiøse ideer, læresætninger og krav i hvert fald udadtil. Hvor disse totalitære religionstilhængere er i flertal, har denne magtanvendelse ført til intolerance; men hvor de udgør et mindretal, råber de på tolerance, taler for tolerance og kræver den. Så snart de har fået overtaget, misbruger de deres magt og stilling, og selv praktiserer de intolerance og benytter alle kunstgreb for at berøve andre deres religiøse frihed. Dog er der ikke opnået enhed ad denne vej.

6. Hvor står Øst og Vest og også religionen med hensyn til, hvad demokrati er eller betyder?

⁶ Det totalitære system har sin modsætning i det såkaldte „demokrati“. Hvad er demokrati? Der gives forskellige definitioner. Amerikas Forenede Stater og andre af Vestens lande, har deres definition. Rusland og dets vasalstater har deres definition af, hvad virkeligt demokrati, det vil sige „folkestyre“, er. For eksempel findes der på den russiske side af den grænse, der deler Berlin i øst og vest, et skilt med teksten: „Her begynder den demokratiske sektor af Storberlin.“ Der hersker således stor begrebsforvirring, når det gælder om at definere det samme ord. Én gruppe kan tale om demokrati, og en anden gruppe kan tale om demokrati, og de mener alligevel to vidt forskellige ting. Og så er der ikke blot den politiske definition af, hvad demokrati er, men også den religiøse, den romersk-katolske. Hvis vi slår op i Cathalic Encyclopedia og læser artiklen om demokrati, får vi at vide, at pave Leo XIII i 1901 udsendte et brev til alle romersk-katolske biskopper i hele verden, hvori han gav en katolsk definition af, hvad demokrati er. Han opsummerede det som værende „Katolsk Aktion“, og de, som var med i katolsk aktion, blev kaldt „kristne demokrater“. De seneste aviser informerer os om, at de kristne demokrater på nuværende tidspunkt er aktive på den europæiske skueplads. Men alt dette skaber ikke demokratisk enhed.

7. Hvilket brændende spørgsmål er nu under debat, og hvilken verdensorganisation prøver nu at løse problemet, og hvordan?

⁷ Dagens brændende spørgsmål er: Kan menneskeheden blive ét under disse to systemer, det demokratiske og det totalitære? Kan disse to systemer fortsat eksistere side om side og regere samtidig på jorden? Et politisk forsøg på at holde dem sammen er de Forenede Nationers organisation. Vor tids Forenede Nationer er i sandhed arvtager til Folkeforbundet, en fiasko, som nu er død og begravet. Folkeforbundet blev foreslået oprettet af den amerikanske præsident Woodrow Wilson, men hans eget land sluttede sig aldrig til det. I 1955 voksede de Forenede Nationers medlemstal til 76, og endnu flere nationer søger optagelse, men forhindres enten på den ene eller den anden måde. Alle medlemsnationer har holdt fast ved deres nationale suverænitet og har på den måde hindret en stærkere enhed.

8. Hvilke andre planer for enhed foreslår og følger mennesker?

⁸ Nogle er ikke tilfredse med de Forenede Nationer og gør sig til talsmænd for en verdensregering med en verdenshovedstad og med resten af verden opdelt i stater uden national suverænitet. Af forsvarsmæssige grunde og andre årsager taler nogle for et forenet Europa. På samme måde er der andre, som foreslår et Pan-Islam, en forening af alle muhamedanske lande i én politisk blok. Imens forårsager ærgerrighed efter verdensherredømmet, at der udkæmpes kolde krige i efterkrigstidens fredsperiode. Samtidig hermed kæmpes der om folks sind og tanker, idet en kraftig spærreild af propaganda ledes ind over grænserne til andre lande for mentalt at påvirke folk der. I et forsøg på at nedbryde sprogskrankerne har en komité af sprogkyndige, udpeget af de Forenede Nationer, for ikke længe siden opfundet et sprog kaldet „inter-lingua“.

Hvad tiden har vist

9, 10. (a) Hvad har tiden vist med hensyn til det kommunistiske eksperiment? (b) Hvorfor frygter man det totalitære system i dag?

⁹ Tiden har vist, hvor effektive de forskellige menneskelige ideer og planer har været i retning af at skabe verdensenhed eller mindre uenighed. Har det kommunistiske eksperiments otteogtredive år vist sig så rigt på velsignelser, at vi nu alle ønsker hele menneskeheden gjort til ét under et totalitært styre? Nej! siger de, som kender det for, hvad det er. I praksis fører det ud i en politistat. Som et hele beherskes det af frygt — både høj og lav frygter. De ledende frygter for, at en folkerejsning vil styrte dem, og de mistænker hverandre. De er bange for den frygtelige udrensning, for at blive udstødt af partiet på grund af et eller andet uforsætligt fejltrin. De lavere befolkningslag lever ligeledes i stadig frygt for at blive straffet, dersom de ikke holder trit og retning med magthaverne. Den frihed, der prales med, viser sig kun at bestå i friheden til at være medlem af det kommunistiske parti eller at stemme på dets kandidater. Alle de menige påtvinges således en form for ensretning; alle områder, religion, politik, litteratur, undervisning, reklame, forretning, landbrug, videnskab, medicin, samfundsanliggender, teater, ja ethvert menneskeligt virkeområde, kontrolleres, og det hele bygges op som en pyramideformet enhed under de få, der sidder på toppen. Det forlanges, at hele folket tilbeder staten, men det er ikke alle og enhver, som frivilligt bøjer sig i denne dyrkelse af staten.

¹⁰ Det totalitære system må derfor gennemtvinges med magt, og det er i krig med enhver form for demokratisk individualitet, det frie initiativ og den private ejendomsret. I dag betragtes det som en trussel mod den „frie verden“. Det frygtes på grund af dets aggressive holdning, dets ubarmhjertige metoder, og fordi staten er sin egen lov på den måde, at den afgør, hvad der i dens egne øjne er ret, og hvad der er uret. Det totalitære styre er derfor den dybe årsag til kløften mellem Øst og Vest.

11. Hvilke kendsgerninger om det amerikanske demokrati kan ikke skjules, og hvorfor råder der ikke nogen virkelig enhed under det?

¹¹ Godt, vil det så sige, at folket i almindelighed ønsker demokrati? Nej, for ikke alt, hvad de ser i demokratiet, er godt. I Amerika er demokratiet plaget med mænd, som plejer deres egne selviske interesser. Folkestyret er blevet vildledt af listige politikere og fordærvet af egoister. Uhæderlige, egenkærlige interesser benytter lejligheden til at tilsnige sig kontrollen. Frit initiativ er tilladt, ja ganske vist, men det fører til morderisk konkurrence eller monopoldannelse eller dannelse af internationale karteller. I visse dele af landet undertrykkes friheden af mænd, der betragter sig selv som den lokale lov. I sin kampagne forud for det amerikanske præsidentvalg i 1952 sagde general Eisenhower i St. Louis, Missouri, at „den eneste måde, hvorpå man kunne få en ubestikkelig regering, var at rykke den nuværende administration op med rode og erstatte den med ubestikkelige mænd og kvinder“. (New York Times, 21. september 1952) Fik hans republikanske parti indført en sådan ubestikkelig regering, efter at han var blevet præsident for Amerikas Forenede Stater? Spørg det socialistiske parti! Spørg det demokratiske parti! Spørg dem, som tager del i det politiske liv, ikke os. Så vil De opdage uoverensstemmelsen. Demokratiet tager afstand fra ét-parti-systemet, som det eksisterer i totalitære lande. Demokratiet har rivaliserende politiske partier, men denne rivaliseren blokerer vejen for uselvisk og forenet samarbejde til fælles bedste, så der er ingen virkelig enhed.

12, 13. (a) Hvordan har nogle forstået slagordet „Verden må sikres for demokratiet!“, og hvordan stiller Asien og Afrika sig til demokratiet? (b) Hvad er demokratiet ikke bemyndiget til at gøre for verden?

¹² Ikke alle demokratier er ens. Ikke alle foretrækker den amerikanske form. I dag er „demokrati“ et populært udtryk. Under den første verdenskrig lancerede Woodrow Wilson som Amerikas præsident slagordet „Verden må sikres for demokratiet!“ Lige siden er der overalt i verden gjort noget for demokratiet. Mange har fortolket slagordet „Verden må sikres for demokratiet!“ til „Verden må gøres demokratisk“. Men hele verden ønsker ikke at blive demokratisk, og ikke alle, der ønsker det, ser i Amerika et forbilledligt demokrati. En præst fra Indien, M. A. Thomas, erklærede den 5. december 1955 ved et møde, som Kristi Kinkers Nationalråds Afdeling for Ydre Mission holdt i Dayton, Ohio, at man kunne „hverken tage Amerikas demokrati eller Amerikas kristendom alvorligt, så længe det mange steder var almindeligt at praktisere raceadskillelse“. (New York Times, 6. december 1955) Ved det syvende landsstævne for den Forenede Kirkes Kvinder i Cleveland, Ohio, talte en række præster. Ifølge New York Times, 9. november 1955, „udtalte Hans Velærværdighed dr. James H. Robinson over for de 3000 delegerede, at de Forenede Stater spillede kommunisterne gode kort i hænderne ved at stille sig uforstående over for de asiatiske og afrikanske folkemassers ønske om selv at bestemme deres liv. . . . Hans Velærværdighed dr. M. A. Thomas . . . advarede om, at demokratiet ikke ville have skygge af chance i Asien, medmindre en gennemgribende social og økonomisk regulering snart fandt sted.“

¹³ Nej, demokratiet er ikke bemyndiget til at gøre verden demokratisk. Det må give andre folk rundt om på jorden lov til frit at vælge deres egen lokale eller nationale regering. Det er deres ret. Uheldigvis hjælper dette imidlertid heller ikke menneskeheden til at blive ét.

14. (a) Hvordan blev pave Pius XII skuffet med henblik på religiøs enhed i 1950? (b) Hvad havde den religiøse verdenskonference i Lund, Sverige, i 1952 at sige om religiøs enhed?

¹⁴ Religiøse ledere kritiserer, men verdens religioner kan ikke tilbyde nogen løsning på menneskehedens problem. I 1950 fejrede katolikkerne et „helligt år“. Pave Pius XII kaldte det „året for den store tilbagevenden“, idet han håbede på og bad for, at de protestantiske sekter ville vende tilbage til den såkaldte moderkirkes religiøse fold. Året 1950 gik, men „den store tilbagevenden“ af de protestantiske religiøse afdelinger til enhed med Vatikanstaden udeblev. Protestanterne er ikke alene skilt fra Vatikanstaden, men de er også skilt fra hinanden indbyrdes. I august 1952 afholdt Faith and Order sin tredje verdenskonference, denne gang i Lund, Sverige, og de, fem underkomiteer udarbejdede rapporter over, „hvordan kristne kirker kunne opnå enhed i lære, gudstjeneste og altergang“. Disse rapporter afslørede så store forskelle i tanke og fortolkning, at — vi citerer her New York Times for 26. august 1952 — „ærkebiskop Athenagoras fra den ortodokse kirke på Kypern påstod: Måske vil vi få en forening af kirkerne at se om to hundrede år, men ikke før“. Ved afslutningen på den to-ugers konference meddelte New York Times den 29. august: „Det er ikke lykkedes verdens splittede kirker at trække linjerne op for en forenet kristenhed, erklærede deres repræsentanter i dag ved slutningen på en to-ugers konference. Vi har ikke fået bilagt vore uoverensstemmelser, og vi har heller ikke forelagt verden en simpel metode til opnåelse af enighed, fastslår rapporten over Faith and Order’s tredje verdenskonference.“ Tilbage er der det betydningsfulde spørgsmål: Kan folkene i kristenheden og menneskeheden i øvrigt vente to århundreder på den menneskelige races forening? Den faretruende fremtid svarer nej!

15. Hvad ser vi således vedrørende menneskelige planer og forslag til enhed?

¹⁵ Dette overblik over menneskenes mest fremtrædende ideer og forslag viser os, at ingen af dem har fået hele verden med sig. Ingen af dem har vist sig at være stor nok i sig selv, heller ikke har de vist sig at være store nok til at kunne klare opgaven i fællesskab. De har kun adspredt og splintret de menneskelige bestræbelser. Det vil aldrig lykkes for mennesker at stable noget på benene, der med held kan forene hele menneskeheden.

Ikke kun en drøm

16. Hvorfor er foreningen af menneskene i et broderskab ikke en skuffende drøm, og hvilken forsømmelighed fra menneskenes side er nu årsag til, at deres planer slår fejl?

¹⁶ Er det da kun en skuffende drøm, dette at menneskene skulle kunne forenes i et broderskab? Nej! Men hvorfor ikke? Er ikke alle menneskelige planer og anstrengelser for at flytte denne tanke om „menneskenes broderskab“ fra drømmeverdenen over i virkeligheden slået fejl? Jo, men alligevel er det ingen drøm, for det er den ene altoverskyggende Herskers vilje, ham, som mennesker har ladet ude af betragtning, menneskehedens, egen Skaber. Hvad der har vist sig umuligt for ufuldkomne, selviske, døende mennesker er muligt for Gud, vor Skaber. Hans vilje vil ganske afgjort ske på jorden, lige så vel som den sker i himmelen. Han gav menneskeheden én fælles begyndelse. Hør, hvad en asiater, den kristne apostel Paulus, sagde til de europæiske filosoffer i Aten i Grækenland for 1900 år siden: „Gud, som har skabt verden og alt, hvad der er i den, han, som er himmelens og jordens herre, bor ikke i templer, gjorte med hænder, han tjenes heller ikke af menneskers hænder, som om han trængte til noget, han, som jo selv giver alle liv og ånde og alt andet. Og han lod alle folk nedstamme fra ét menneske og lod dem bosætte sig på hele jordens flade, og han fastsatte bestemte tider og landegrænser for dem, for at de skulle søge Gud, . . . thi i ham lever og røres og er vi, sådan som nogle af jeres digtere har sagt: Thi vi er også af hans slægt.“ (Ap. G. 17:24-28) Mennesker har svigtet med hensyn til at søge denne Gud og følge hans veje. Derfor har deres planer nu svigtet dem.

17. Hvorfor er vi alle ét med henblik på legeme, kød, død, ægteskab og blod?

¹⁷ Under huden er vi alle ens. Uanset hvor på jorden vi bor, ligner vi hinanden i legemlig henseende, selv om vi har forskellig hudfarve. Hvorfor? Fordi Gud Skaberen lod menneskeheden begynde med „ét menneske“, Adam. Denne første mands hustru, Eva, dannede Gud af et ribben, der var taget fra Adam. Er det en barnagtig tanke? Nej; for Jesus Kristus selv sagde: „Har I ikke læst [i de hellige skrifter], at Skaberen fra begyndelsen skabte dem som mand og kvinde og sagde: Derfor skal en mand forlade sin fader og moder og holde sig til sin hustru, og de to skal blive ét kød? Så er de da ikke længer to, men ét kød.“ (Matt. 19:4-6; 1 Mos. 2:21-24) Vi er således alle ét kød, vi er alle mennesker, vi er alle taget af støvet på denne ene jord, vi lever på. Ved døden vil vi alle vende tilbage til jordens støv, såvel de lysere farvede racer som de mørkere farvede racer, der findes jo ingen helt hvide. Som den ene dør, sådan dør den anden, begge under en fælles dødens forbandelse, i den henseende er ingen race de andre overlegen. (Præd. 3:18-21) Vi kan alle gifte os indbyrdes. Ved sådanne ægteskaber mellem én race eller farve og en hvilken som helst anden vil der fødes børn, ikke børn af blandet blod, men af ét blod, skønt af forskellige slægtsgrupper. Det, at man fortsat har giftet sig inden for en bestemt slægtsgruppe, har bevirket, at visse ydre træk og visse egenskaber er blevet mere fremherskende hos børn af sådanne indgiftede, men der er stadig kun én menneskeart.

18. Hvorfor skulle Vesten ikke beherske Østen, når man tager i betragtning, hvor menneskehedens vugge stod? Hvis herredømmes snarlige ende er forudsagt?

¹⁸ Hvorfor er vi så alligevel ikke alle ét? Det er en kendsgerning, at menneskets vugge stod i orienten og ikke i occidenten, i Asien og ikke i Europa eller Afrika. Hvorfor skulle Vesten da dominere over Østen? Den berømte tyske pastor Niemöller forudsagde for nylig i New York, at enden på den „hvide mands herredømme“ var nær. (New York Times, 12. november 1955, side 8) Men hvorfor skal i det hele taget nogen gruppe mennesker dominere over andre? Hvorfor ikke alle leve i enhed?

19. (a) Med hvem var menneskene ét i begyndelsen? (b) Hvad er Skaberens navn, og hvordan viser Ægyptens tilfælde, at man ikke skal lade hånt om hans navn?

¹⁹ Hvor begyndte al den nuværende uenighed? I begyndelsen var menneskeheden på jorden ét med deres Gud og Skaber og med hans usynlige åndelige sønner i himmelen, for alle modtog de livet af den ene Skaber. Men hvad er i øvrigt Skaberens navn, så at vi kan vide, hvem vi taler om? Nede sydpå i Ægypten spurgte israelitterne for næsten femogtredive århundreder siden Guds profet Moses: Hvad er hans navn? Gud bød Moses at svare: „Jehova, dine forfædres Gud, Abrahams Gud, Isaks Gud og Jakobs Gud, har sendt mig til jer. Dette er mit navn til evig tid, og det skal være mit minde generation efter generation.“ Så fej nu ikke dette navn til side med foragt. Farao, Ægyptens hersker, snerrede ad Moses: „Jeg kender overhovedet ikke Jehova, og hvad mere er, jeg vil ikke sende Israel bort.“ Som resultat heraf måtte farao og hans ægyptere lide straf fra Jehova Gud, og faraos mange stridsvogne og militære styrker led til sidst druknedøden i det Røde Hav som rotter i en fælde. — 2 Mos. 3:13-15; 5:1, 2; 14:23 til 15:19, NW.

20. Hvem forårsagede uenigheden i Guds store familie, og hvad kaldte Gud ham, og hvorfor?

²⁰ En af Jehovas himmelske åndelige sønner foranledigede, at der opstod splittelse i Guds store familie i himmelen og på jorden. Han satte sig op mod Jehova Gud for at få herredømme over menneskeheden, nøjagtig på samme måde som farao stod Jehova imod for at søge at bevare herredømmet over israelitterne og beholde dem som slaver. På det hebraiske sprog kaldte Jehova Gud denne utro søn Satan, som betyder „modstander, fjende“. Fordi denne fjendtlige åndeskabning fortalte den første løgn ved at bagvaske Gud, gav Gud ham navnet Malshín eller Djævel. Dette navn betyder „,bagvasker“. (Job 1:6, 7; Åb. 12:9; 20:2) En altomfattende enhed i universet opnås først, når Satan Djævelen og hans tilhængere er tilintetgjort.

21. Gennem hvilken familie fik menneskeheden en ny retfærdig start, hvornår og hvor?

²¹ Adams efterkommer i tiende led hed Noa, og han vandrede i harmoni med Gud. Da den store jordomspændende vandflod kom, druknede alle, som var ude af harmoni med Gud. Vandfloden efterlod kun én familie, som kunne give menneskeheden en ny, retfærdig start, Noas familie. Fra Noas tre sønner, Sem, Kam og Jafet, udsprang de tre store grene på det menneskelige stamtræ med Ararats bjerg i Asien som udgangspunkt. Her landede den store ark, hvori Noa og hans familie havde opholdt sig under Vandfloden. — 1 Mos. 8:4, 15-18; 9:18, 19.

22. Hvordan begyndte uenigheden blandt menneskene igen, og hvilken forbindelse er der mellem Babylon og de mange sprog og verdensherredømmet?

²² Et stykke tid var der nu enhed mellem Gud og menneskene. Så benyttede Satan sig af menneskets fri vilje og nedarvede syndighed og begyndte at bringe samhørigheden mellem Noas efterkommere og Gud til ophør. I Babylon, i den sydvestlige del af Asien, forsøgte på et senere tidspunkt de, som var ude af harmoni med Gud, at forene sig i et projekt, som tog sigte på at forpurre Guds gode hensigt med menneskeheden. For at splitte dem, så de ikke længere stod last og brast om dette onde komplot, forvirrede Gud på mirakuløs måde deres sproglige enhed og forårsagede, at de pludselig begyndte at tale mange sprog, forskellige fra Noas, og Gud sørgede ikke for nogen tolke. Da de nu var ude af stand til at forstå hinanden, udvandrede de fra Babylon. I dag har medlemmer af det Franske Akademi talt op, at der findes 2796 sprog. Senere blev Babylon stærkt nok til at grundlægge det babyloniske imperium, som beherskede verden. Men Jehova sørgede for, at den babyloniske verdensmagt blev ødelagt på mindre end et århundrede. Hans vidner, som blev holdt fangne i Babylon, befriede han, for at de kunne genoprette den rene tilbedelse af ham i Jerusalem. (Es. 43:8-21) Siden Vandfloden på Noas tid har Jehovas trofaste vidner bevaret harmonien med Gud.

23. Hvordan har Satan Djævelen søgt at forene sin verden, og med hvilket resultat?

²³ Den kristne apostel Johannes skrev til sine medkristne: „Vi ved, at vi har vor oprindelse hos Gud, men hele verden ligger i den Ondes magt.“ (1 Joh. 5:19, NW) Hvor sande disse ord er, behøver vi ikke at diskutere her. Den Onde, Satan Djævelen, har søgt at tilvejebringe enhed i sin egen verden ved at udslette Jehovas vidner, som ikke vil være ét med denne verden. Han bragte endog døden over Jehovas største vidne, Jesus Kristus, Guds søn fra himmelen. Men den almægtige Gud oprejste sit „troværdige og sanddru“ vidne fra døden på den tredje dag og lod ham senere vende tilbage til himmelen. (Åb. 1:5; 3:14; Joh. 18:37) Satan Djævelen har aldrig været i stand til at udrydde Jehovas vidner, og han kan end ikke forene sine egne tjenere, som Jehovas vidner ikke vil blande sig med, hverken når det gælder politik, religion, sociale institutioner eller handel.

24. (a) Hvorfor kan Satan aldrig forene sin jordiske organisation? (b) Hvilket altoverskyggende spørgsmål står den overfor, og hvem vil afgøre det?

²⁴ Satan vil aldrig blive i stand til at tilvejebringe enhed i sin synlige organisation på jorden. Hvordan skulle han kunne det? Det var jo ham selv, der sprængte enheden i det levende univers, da den fuldkomne mand Adam levede i sit paradisiske hjem i Edens have. Satan vil ikke kunne tilvejebringe fredens eller enhedens fuldkomne bånd, som er oprigtig kærlighed. Han kan ikke tilføre sin synlige organisation en sådan forenende kærlighed; han hader kærlighed, og af alle hader han mest Gud, som er kærlighed. „Kærligheden er af Gud.“ (1 Joh. 4:7, 8, 16) Satans synlige organisation står i dag ansigt til ansigt med ét altoverskyggende spørgsmål. Spørgsmålet er ikke: Hele menneskeheden under demokrati eller hele menneskeheden under kommunisme? Nej, det mest betydningsfulde spørgsmål er: Hele menneskeheden splittet og uden samhørighed under Satan Djævelen eller hele menneskeheden forenet til ét under Gud, Skaberen? Den almægtige Gud og ikke mennesker vil afgøre dette spørgsmål. Det vil bringe os evige velsignelser.

25. Hvordan blev det gjort muligt at frelse alle lydige mennesker gennem en menneskelig genløser, og hvordan blev Guds enbårne søn denne genløser?

²⁵ Den første fuldkomne mand, Adam, fulgte sin hustru og brød med Gud. Hans ulydighedssynd bragte ufuldkommenhed og død ikke alene over ham selv, men også over alle hans efterkommere indbefattende os, der lever i dag. (Rom. 5:12) I kraft af at vi er ét som en familie af mennesker, og fordi kilden til al vor syndighed og vor død er ét menneske, blev det muligt at frelse hele den lydige menneskehed ved bare én fuldkommen menneskelig genløser og befrier. Denne ene kunne ikke være en søn af synderen Adam. Han måtte nødvendigvis være en søn af den syndfri Gud. Derfor sendte Jehova sin enbårne søn fra himmelen. Hvordan? Han overflyttede sin søns liv fra himmelen til den jødiske jomfru Marias moderskød, så han kunne fødes som et fuldkomment menneske. Jehova Gud selv gav ham navnet Jesus, som betyder „Jehova er frelse“. (Matt. 1:18-25; Luk. 1:26-35) „Kristus“ betyder „den salvede“, og Jesus blev Kristus i tredive-års-alderen, da han blev døbt i vand, for da salvede Jehova ham med sin hellige ånd fra himmelen, for at han skulle være ypperstepræst og konge i den retfærdige nye verden. — Matt. 3:13-17; Luk. 3:21-23; Ap. G. 10:37, 38.

26. Hvorfor kom Guds søn ikke til jorden for at forblive et fuldkomment menneske til evig tid, og hvad er således Guds gave til os gennem hans søn?

²⁶ Guds søn kom ikke til jorden for at blive der som et fuldkomment menneske til evig tid. For at blive et fuldkomment menneske måtte han opgive sit himmelske legeme og sin magt og stilling i himmelen. På samme måde måtte han for at vende tilbage til himmelen opgive sit fuldkomne menneskelegeme af kød, ben og blod for at blive åndeskabning igen. „En ånd har jo ikke kød og ben.“ „Kød og blod kan ikke arve Guds rige.“ (Luk. 24:39 og 1 Kor. 15:50) Guds kærlige hensigt med menneskene gik ud på, at Jesus skulle give sit liv som menneske som et fuldkomment offer til Gud og på den måde købe villige mennesker fri for synden og dens straf, døden, igen. Ligesom døden gennem synden fra det ene fuldkomne menneske (vor første jordiske fader) derfor kom over os alle, således kan evigt liv gennem det ene fuldkomne menneskes, Jesu Kristi, offerdød gives alle os, som tager mod hans offer. Vi kan derfor forstå sandheden i ordene: „Den løn, synden betaler, er død, men gaven, Gud skænker, er evigt liv ved Kristus Jesus, vor herre.“ — Rom. 6:23, NW.

27. (a) Hvilket håb har Gud således stillet os i udsigt, og hvilket middel har han, som kan gøre det til virkelighed? (b) Hvorfor vil der kun være én regering, og hvem vil alle, der elsker livet, derfor slutte op om?

²⁷ Det er således i sin kærlighed og retfærdighed, Jehova Gud fremholder dette hjertevarmende håb for os om, at alle folkene skal blive ét under deres Skaber og hans Kristus. Ikke alene har han besluttet og forudsagt det i den hellige bibel, men, som vi har set, er han i besiddelse af det retfærdige middel, hvormed det kan gøres til virkelighed. Om måden, hvorpå hans søn Jesus Kristus bliver den, ved hvem denne enhed under Gud, Skaberen og Faderen, virkeliggøres, læser vi: „Da [Jesus] fandt sig selv i skikkelse af et menneske, ydmygede han sig og blev lydig lige til døden, ja, døden på en marterpæl. Netop af denne grund ophøjede Gud ham også til en højere stilling og gav ham i sin godhed navnet, som er over alle andre navne, så at hvert knæ, deres i himmelen, deres på jorden og deres under jorden, skulle bøje sig i Jesu navn og hver tunge åbent bekende, at Jesus Kristus er Herre til ære for Gud, Faderen.“ (Fil. 2:8-11, NW) Desuden læser vi i Romerbrevets 13. kapitel, vers 1 (NW): „Lad enhver sjæl underkaste sig de højere myndigheder; thi der er ikke myndighed uden ved Gud.“ Ja, „magten er Guds“. (Sl. 62:12) Engang i fremtiden vil altså hele universet blive forenet under al skabningens almægtige Herre, Jehova Gud, Skaberen. Han skaber den ene regering, som alle skabninger i himmel og på jord må bøje sig for, anerkende og adlyde. Han har allerede udnævnt denne regerings leder. Det er hans én gang opofrede søn Jesus Kristus, som nu er blevet herliggjort i himmelen med al magt og myndighed til at regere. Alle levende individer i himmelen og på jorden må slutte op om ham, hvad enten de er engle eller mennesker, og alle forstandige skabninger, som elsker evigt liv, vil klogeligt gøre dette.

28. Hvordan vil Gud hastigt gøre det af med alle årsager til uenighed blandt mennesker?

²⁸ Den almægtige Gud har magten til at oprette denne himmelske regering, der vil samle hele skabningen til ét. Han har også magten til at befri jorden for al opposition mod en sådan regering. Han vil fjerne alle årsager til uenighed blandt menneskene. Hvordan? Ved at besnakke alle de uenige styrker? Nej! Guds skrevne ord siger, at han vil gøre det i ét rask tag i den kommende universelle Harmagedonkrig og dermed feje denne nuværende gamle, uenige verden bort. Satan Djævelen er skyld i, at der er en sådan mangel på enhed. Derfor vil Gud tilintetgøre Satans organisation i himmel og på jord. Satans usynlige organisation i himmelen står bag al ondskaben og uenigheden på jorden i dag. Derfor vil Gud ødelægge den. Satans synlige organisation, der er behersket af politik, egennyttigt handelsvæsen og falsk religion, og som udnytter menneskeheden, vil Gud rykke op fra dens dybt rodfæstede position og på den måde befri jorden for den. Derefter vil han skabe en fuldstændig ny verden med et nyt usynligt styre og et nyt jordisk samfund.

29. (a) Hvad er det for en egenskab, som Gud kan give andre, og som gør, at Guds metode forener menneskene? (b) Hvilke to store bud må vi derfor holde?

²⁹ Jehova kender måden, hvorpå hele menneskeheden kan blive ét. Han sørger for det nødvendige enhedens bånd, og det er kærlighed. Hele menneskeheden hungrer allerede efter kærlighed, først og fremmest kærlighed fra Gud og dernæst kærlighed fra hinanden. Gud har anbefalet menneskene sin kærlighed. Hvordan det? Hans søn Jesus Kristus fortalte hvordan, da han sagde: „Thi Gud elskede verden så højt, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som udviser tro på ham, ikke skal gå til grunde, men have evigt liv.“ (Joh. 3:16, NW) Til gengæld må mennesker også elske Gud og hinanden. Derved opfylder de universets to store bud, som Jesus fremholdt dem: „Du skal elske Jehova din Gud af hele dit hjerte, af hele din sjæl og af hele dit sind. Dette er det største og første bud. Der er et andet, som er dette ligt: Du skal elske din næste som dig selv.“ Og Jesus viste, at din næste er dit medmenneske, selv om han i øjeblikket er af en anden nationalitet end du, såsom jøde eller samaritaner. (Matt. 22:37-39, NW; Luk. 10:29-37) De, som ønsker og spejder efter menneskehedens enhed, må søge sammen i en fælles kærlighed til deres store Skaber og Livgiver, Jehova Gud, og i kærlighed til hans søn, som han gav som offer og genløser for menneskeheden, og hvem han har udnævnt som den nye verdens konge. Desuden må de også elske deres næste, for hvis de ikke elsker deres medmennesker, som de ser, og som de bor sammen med her på jorden, så elsker de i virkeligheden ikke Gud, som de ikke ser og ikke kan se. Gud elsker vor næste; vi bør også elske vor næste.

30. (a) Hvorfor behøver alle mennesker en ny fader? (b) Hvem har Gud tilvejebragt til at være denne fader, og hvordan borttog denne skellet mellem jøderne og de andre nationer?

³⁰ For at gøre hele menneskeheden til ét har Jehova yderligere sørget for en ny stamfader til os i den retfærdige nye verden. Det første menneske, Adam, var den fader, han sørgede for der tilbage i Edens have. Men den fader bragte død over os alle, hans børn, fordi han ikke bevarede sin fuldkommenhed og ret til livet. Han brød sin Skabers bud og lov. På den måde bragte Adam os død og ikke liv. Han døde på grund af sin synd. Hans efterkommere er døde slægtled efter slægtled, og vi er døende. Adam blev ikke vor evighedsfader. Den evige fader, vor Skaber skænker os, er hans egen levende søn, Jesus Kristus, der døde som et fuldkomment menneske for os, men nu lever som en udødelig ånd i sit oprindelige himmelske hjem. „Således står der også skrevet: „Det første menneske, Adam, blev til en levende sjæl“; den sidste Adam blev til en levendegørende ånd.“ (1 Kor. 15:45) På jorden var Jesus Kristus af jødisk nationalitet, og jøderne adskilte sig fra andre folk ved deres gudgivne lov. Men Jesus opfyldte formålet med den lov. Ved at dø som offer ikke alene for jøder, men for alle folk, fjernede han skellet mellem jøder og enhver anden nation. Han gjorde det muligt for folk af alle nationer at blive kristne og blive én hjord i forenet tilbedelse af den ene Gud, Jehova. — Ef. 2:11-19.

31. Hvordan vil den frelste menneskehed blive ét gennem én fader?

³¹ I den kommende nye verden vil Jesus blive hele menneskehedens udødelige fader for at give dem fuldkomment menneskeligt liv på en paradisisk jord. Jehovas egen profeti siger: „Thi et barn er født os, en søn er os givet, på hans skulder skal herredømmet hvile; og hans navn skal være: Underfuld-Rådgiver, Vældig-Gud, Evigheds-Fader, Fredsfyrste. Stort bliver herredømmet, endeløs freden.“ (Es. 9:6, 7) Ved at blive født som fuldkomment menneske og som ypperstepræst frembære sit offer, sit liv som menneske, helede han bruddet mellem os og vor Skaber. Nøjagtig som hele menneskeheden nu er af ét kød og af samme familie, fordi de stammer fra det første menneske, Adam, på samme måde vil de undsatte mennesker blive ét i den nye verden, fordi de bliver børn af Herskeren og Fredsfyrsten, „Evigheds-Faderen“. Hans egen Fader er Gud, Skaberen. Gennem Jesus vil hele den frelste menneskehed have én Farfader eller Bedstefader, Jehova.

32. Hvorfor vil der ikke være nogen familieskænderier og intet had, og hvorfor vil de være én race med ét sprog?

³² Hele menneskeheden må holde sig i forbindelse med denne eneste og første kilde til livet, alle tings Skaber. Dersom de holder fast ved ham i kærlighed, vil de også holde sammen i kærlighed, som én familie. Der vil ikke forekomme skænderi eller had i den menneskelige familie. De vil ikke få det evige liv gennem nogen menneskelig fader, men hver eneste vil modtage det direkte fra den ene „levendegørende ånd“, Evigheds-Faderen. Det vil gøre dem alle til ét folk, én race, og deres evige Fader vil lære dem ét sprog.

33. Hvornår blev den nye verdens regering lagt på Evigheds-Faderens skuldre, og hvornår vil uenighed ikke længer blive tilladt her på jorden?

³³ Den nye verdens Skaber har nu lagt herredømmet på Evigheds-Faderens, Jesu Kristi, skuldre i himmelen. Dette er i harmoni med den bøn, Jesus lærte sine disciple at bede til Gud: „Komme dit rige; ske din vilje på jorden, som den sker i himmelen.“ (Matt. 6:9, 10) I året 1914 lagde Jehova regeringen på sin søns skuldre. Det bevises af Bibelens tidsregning understøttet af de verdensbegivenheder, som opfylder Bibelens profetier. Derfor vil foreningen af folkene under deres Skaber snart være mere end et håb, den vil være en skøn virkelighed. Den regering, som er oprettet i himmelen, tillader ikke mere uenighed deroppe. Den har lukket Satan Djævelen og hans usynlige organisation bestående af dæmoner ude derfra. Den har slynget dem ned i jordens nærhed. Disse onde åndemagter, Satan og hans dæmoner, har ansvaret for de ulykkelige tilstande, som råder i verden i dag. Det eneste, den nuværende verden er forenet om, er modstanden mod Gud og hans rige, der hviler på Kristi skuldre. Det er af denne grund, den nye verdens Gud finder det på sin plads at tilintetgøre den gamle verden, denne tingenes ordning, som har Satan Djævelen til gud og hersker. (Åb. 12:7-13, 17; 2 Kor. 4:4) Siden Satan og hans dæmoner blev styrtet ud fra himmelen, har splittelse ikke mere været tålt i Guds hellige himle; her nede på jorden vil splittelse heller ikke blive tålt mere efter den universelle Harmagedonkrig, som nu er så nær. — Åb. 20:11 til 22:3.

De, der glæder sig over enhed i dag

34. Blandt hvem på jorden eksisterer der i dag enhed under Skaberen?

³⁴ Er der i dag i denne uenighedens verden slet ingen mennesker, der lever enigt sammen under menneskehedens Skaber? Jo, der er! En sådan enhed forekommer inden for Jehova Guds teokratiske hjord. Hans hjord er den samme som det folk, der i hans ord tiltales således: „I er mine vidner, siger Jehova, og jeg er Gud.“ (Es. 43:12, AS) Disse vidner består først og fremmest af en rest af Jesu Kristi salvede efterfølgere. De har en himmelsk kaldelse til at regere sammen med ham på hans himmelske trone for at velsigne alle jordens slægter. Foruden disse omfatter den store hyrdes hjord nu hundrede tusinder mennesker fra alle jordens slægter. Jesus Kristus omtalte disse som sine „andre får“. Han udtalte, at den tid skulle komme, og den er kommet nu, da han ville samle disse „andre får“ og føre dem sammen med resten af hans medarvinger til Riget, og de skulle alle udgøre „én hjord“ under „én hyrde“. Der råder stadig gudfrygtig harmoni iblandt dem.

35. Hvilket offentligt vidnesbyrd herom blev givet i 1953 i New York city?

³⁵ Som et offentligt vidnesbyrd om den enhed, der råder blandt Jehovas folk, behøver vi blot at betragte det otte-dages internationale stævne, de holdt i juli måned 1953 på Yankee Stadium, New York city, kendt som „Den nye verdens samfunds stævne“. Over 125.000 delegerede af alle hudfarver og sprog fra seksoghalvfems lande overværede stævnet. Mandag blev kaldt Nordamerikas dag, tirsdag Atlantøernes dag, onsdag Sydamerikas dag, torsdag Asiens dag, fredag Afrikas dag, lørdag Europas dag og den sidste søndag Stillehavsøernes dag; og svarende til navnet på hver dag blev der aflagt rapporter og fortalt oplevelser. Om søndagen, den 26. juli 1953, steg tilhørerantallet til 165.829, som kom for at høre det offentlige foredrag, „Efter Harmagedon — Guds nye verden“.

36. Hvilket vidnesbyrd herom blev der givet i langt større udstrækning i 1955?

³⁶ Et nyere vidnesbyrd om denne enhed i Skaberens hjord på jorden i dag ses i beretningen om „Det Triumferende Riges“ stævner, som Jehovas vidner afholdt i tiden fra den 22. juni til den 28. august 1955. Disse stævner blev holdt i løbet af ti på hinanden følgende uger i tretten større byer i Nordamerika, England og Europa på ni sprog. Der mødtes Jehovas folk i den nye verdens samfund fra mere end 60 lande og i et samlet antal på over 300.000 delegerede. I lighed med Jesus blev 13.016 døbt i vand, og det højeste samlede antal på 403.628 kom og hørte det offentlige foredrag „Verden besejres snart — af Guds rige“.

37. Til trods for hvad har deres enhed indtil nu vist sig at være ubrydelig?

³⁷ Som medlemmer af den nye verdens samfund er Jehovas vidner besluttet på at bevare deres verdensvide enhed. Indtil nu har deres enhed vist sig at være ubrydelig, og det til trods for den bølge af forfølgelser, som er væltet ind over dem, og til trods for alle de politiske forskelle, som har delt katolikker, protestanter og jøder, og til trods for verdenskrigene og de mindre krige, som har fået katolikker til at kæmpe mod katolikker og protestanter mod protestanter. Ånden i Satans verden har sået splid i kristenheden, så den står sig selv imod. Men Jehova Guds ene kærlighedsånd har holdt Jehovas vidner samlede som en enhed overalt på jorden. (Ef. 4:3-6) De er nu virksomme i 158 lande. Men uanset hvor de bor, uanset hvilken hudfarve de har, hvilken nationalitet de tilhører, hvilket sprog de taler, holder de sammen. Deres enhed er en prøvet og fastslået kendsgerning i dag.

38. Hvordan kan vi vide, at den nye verden er nær, og hvornår vil Gud pludselig sende total ødelæggelse over den gamle verden?

³⁸ Denne enhed vil følge med ind i Guds nye verden. Ud fra Bibelens beviser og ud fra verdensbegivenhederne og verdensforholdene, som støtter disse beviser, ved vi, at den nye verden er nær. Menneskers anstrengelser for at skabe enhed i den gamle verden og for at holde den i gang vil være forgæves. Netop det, at mennesker bestræber sig på at hidføre en forening af den menneskelige race, vil være, siger Guds ord, en del af tegnet på, at vi har nået enden på den gamle verden, at vi er på randen af Harmagedonslaget, og at vi befinder os på tærskelen til Guds nye verden. Hans ord siger, at tiden vil komme, da de siger „Fred og sikkerhed!“, som om de havde nået målet, verdensenhed. Men så snart de siger det, erklærer den kristne apostel Paulus, vil øjeblikkelig tilintetgørelse ramme dem så pludseligt, som fødselsveer kommer over en kvinde med barn, og de kan på ingen måde undslippe fuldstændig ødelæggelse for Guds hånd. — 1 Tess. 5:1-3, NW.

39. Hvilken verden vil vinde i Harmagedon, og hvad vil den hidføre for alle dem, som står på Guds side?

³⁹ Harmagedonslaget vil blive universelt, for hele Guds organisation vil være stillet op i slagorden mod Satans organisation. Det vil blive en kamp, en kollision mellem to verdener, den gamle verden og den nye verden. Den nye verden, som Gud har skabt, vil stå som vinder, og den vil hidføre verdensvid enhed for hele menneskeheden. Nej, mere end det, universel enhed! Enhed vil gennemtrænge himmelen, hvor alle englene står opmarcheret under Guds konge, Jesus Kristus, og sammen med ham vil udkæmpe Harmagedonslaget. Jehovas vidner på jorden behøver overhovedet ikke at tage del i kampen. Til dem er der sagt: „Kampen er ikke eders, men Guds!“ (2 Krøn. 20:15) De ser hen til, at Jehova ved Jesus Kristus vil kæmpe slaget og hævde sin stilling som eneherre i det ganske univers.

40. Hvad vil de, som har Guds godkendelse, opleve i Harmagedon, og med hvem begynder den „nye jord“?

⁴⁰ Alle de, som nu slutter fred med Gud og bliver ét med ham og hans regering, der hviler på Kristi skuldre, vil vinde hans gunst og derfor komme under guddommelig beskyttelse i Harmagedon. De vil blive skjult under guddomskraften, når den store katastrofe bringer ødelæggelse over den gamle verden. De, som nu søger Gud og stræber efter at kende hans vilje og gøre den, vil blive bevaret af Gud. Som én hjord vil de leve over i den nye verden, ligesom Noa og hans familie overlevede Vandfloden, som udslettede den tids onde verden. „Den nye jord“ vil begynde med denne forenede hjord af Jehovas vidner og tjenere. Den vil forblive til evig tid. Efter at have givet en beskrivelse af den nuværende verdens ødelæggelse siger apostelen Peter: „Men efter hans forjættelse venter vi nye himle og en ny jord, hvor retfærdighed bor.“ — 2 Pet. 3:13.

41. Hvad vil der ske med enheden blandt de overlevende fra Harmagedon, og hvordan vil endnu flere blive forenet med dem på jorden?

⁴¹ Fredsfyrstens og Evigheds-Faderens regering vil som de „nye himle“ styre over den „nye jord“. De overlevende fra Harmagedon vil allerede være „én hjord“ bestående af Jehovas vidner, en ny verdens samfund, som allerede er organiseret. Den enhed, der råder blandt alle de overlevende mennesker under Skaberen og hans konge, vil aldrig blive sprængt. Fredsfyrsten vil ikke blot bevare den fredfyldte enhed blandt de overlevende, men desuden gøre andre til ét med dem. Hvilke andre? På nuværende tidspunkt holder dødens magt alle dem, som sover i mindegravene, adskilt fra de levende. Ved den almægtige Guds magt vil Evigheds-Faderen forene de døde med de levende ved at oprejse alle dem, som er i gravene og er bevaret i Guds erindring, så de vågner op igen til nyt liv på jorden. Da Gud for nitten hundrede år siden oprejste Jesus Kristus til liv, var det en garanti for, at han ikke alene ville oprejse Kristi salvede efterfølgere til udødeligt liv i himmelen, men også for, at han vil oprejse alle de begravede, som har et jordisk håb, til liv på den „nye jord“. (Joh. 5:28, 29; 1 Kor. 15:12-20) Jesus Kristus skal regere i tusind år efter Harmagedon, og disse opstandne vil under hans styre have rigelig tid og lejlighed til at blive ét med alle dem, som lever under deres Genskaber og hanes konge. Evig ødelæggelse møder dem, som afslår at blive ét med Gud gennem Jesus Kristus.

42. Hvilken malende skildring af menneskehedens enhed og sorgløse fred under deres Konge giver Jehova os gennem profeten Esajas?

⁴² I en malende skildring af den enhed og sorgløse fred, menneskene skal opleve under deres Skabers konge, siger profetien: „Og retfærd er bæltet, han [Kongen] har om sin lænd, trofasthed hofternes bælte. Og ulven skal gå hos lammet, panteren hvile hos kiddet, kalven og ungløven græsse sammen, dem driver en lille dreng. Kvien og bjørnen bliver venner, deres unger ligger side om side, og løven æder strå som oksen; den spæde skal lege ved øglens hul, den afvante række sin hånd til giftslangens rede. Der gøres ej ondt og voldes ej mén i hele mit hellige bjergland; thi landet er fuldt af HERRENS [Jehovas] kundskab, som vandene dækker havets bund.“ — Es. 11:5-9.

43. Hvorfor er kundskab nødvendig for at få del i den nye verden med denne enhed, og hvor er den at få?

⁴³ For at få del i den nye verden med dens evigvarende enhed mellem menneskene under deres Skaber er det absolut nødvendigt for os nu før Harmagedon at få del i den omtalte Jehovas kundskab. Som bevis herpå er der skrevet, at Gud vil bringe trængsler over dem, som forulemper hans folk „ved åbenbaringen af Herren Jesus fra himmelen med sine mægtige engle i en flammende ild, når han bringer fortjent straf over dem, som ikke kender Gud, og dem, som ikke adlyder den gode nyhed om vor Herre Jesus. Disse skal undgælde med evig undergang borte fra Herren og fra hans vældes herlighed“. (2 Tess. 1:6-9, NW) Der er også skrevet: „Mit folk skal gå til grunde, fordi det er uden kundskab.“ (Hos. 4:6) Hvorfor dog ødelægges i Harmagedon, fordi De er uden kundskab? Den livgivende og frelsende kundskab er lige for hånden. Hvor? Hos Jehovas vidner, for hvis Skaberen ikke havde givet dem kundskab, kunne han ikke sige til dem: „I er mine vidner, siger Jehova.“

44. Hvorfor må man fra nu af slutte sig til Jehovas vidner for at få mere kundskab?

⁴⁴ Slut Dem fra nu af til den nye verdens samfund af Jehovas vidner, så vil De kunne opnå større kundskab. Det er den eneste organisation på jorden i dag, som virkelig praktiserer gudfrygtig harmoni og enhed under Jesus Kristus, den ene hyrde. Det er den eneste, synlige organisation, som i dag kan tilbyde menneskeheden håbet og forvisningen om at overleve den uundgåelige verdenskatastrofe i Harmagedon og komme ind i Guds nye verden.

45. Hvad tilskyndes vi til at gøre nu, da Jehova er begyndt at gøre alle lydige mennesker til et under deres Skaber?