Aktivitet og liv kontra inaktivitet og død

„Kæmp for sejr i troens rette strid.“ — 1 Tim. 6:12, NW.

1. Hvordan betragtede de gamle grækere deres sportskampe og sportshelte, og hvorledes ytrede det sig?

KUNNE du have lyst til at se et tætpakket stadion med et mylder af mennesker, der er på bristepunktet af spænding? Så forestil dig i tankerne det gamle Korint med det vældige stadion. Hvert andet år var denne by — den største, den rigeste og den festligste af alle Grækenlands byer — skuepladsen for de nationalt berømte isthmiske lege. I dagevis tiltrak sportskampene sig hele Grækenlands opmærksomhed. Disse lege var ikke bare idrætskampe. De havde en religiøs baggrund. Folket betragtede desuden atleterne som symboler på militær kampberedthed. Hver eneste soldat skulle være en veltrænet sportsmand. Idrætten lagde i endnu højere grad beslag på hele landets interesse, end det er tilfældet i dag. Når legene var begyndt, kunne man ikke opdrive en siddeplads, selv på ståpladserne var der trængsel. Nu marcherer idrætsfolkene ind på sportspladsen, der er dobbelt så stor som boldbanen på Yankee Stadium i New York! Spændingen er stor hos tilskuerne, som med vurderende blikke følger kampdeltagerne. Under den voldsomme kappestrid strækker alle i den myldrende menneskemængde hals for ikke at gå glip af en eneste detalje. Opildnende råb lyder til de kæmpende parter. Et støn af fortvivlelse går gennem mængden og taler sit tydelige sprog om, at en favorit er ved at tabe. Øredøvende bifald bruser den endelige sejrherre i møde! Kampen er forbi; folkemængden fylder gaderne i Korint til trængsel. Der bliver ikke talt om andet end disse sportsbegivenheder i dagevis. Sejrvinderen bliver hyldet og hædret mere end nogen anden på halvøen. Folket forguder ham som nationalhelt. Hans er sejrskransen, der var flettet af vedbendblade eller senere af nåletræskviste. Man overøser ham med gaver, og byen tildeler ham en stor pension for resten af livet. Cicero sagde, at en græsk by hædrede sin sportshelt mere, end Rom fejrede sin største general, når denne vendte hjem efter at have besejret en hel nation.

2. Hvorfor var Paulus’ henvisning til de græske lege så træffende?

² På grundlag af sit nære kendskab til legene i Korint sammenlignede Paulus de første kristnes, Jehovas folks, aktivitet med idrætskampe. I sin tale om løbere, brydere og nævekæmpere, der tager del i væddekampe, illustrerede han meget klart belønningen for aktivitet og faren ved inaktivitet. De kristne, han skrev til, var godt kendt med disse lege. Nogle af dem havde sikkert på et eller andet tidspunkt været blandt det hujende og jublende publikum på stadion. De kunne ikke undgå at vide besked med disse lege, for det var det stående samtaleemne, hvor de end kom hen. De krav, der stilledes til kampdeltagerne, var ypperlige eksempler, der også gælder de kristne i dag. De moderne olympiske lege, der har fået navn efter væddekampene i det gamle Olympia i Grækenland, minder os kraftigt om, hvor aktuelle Paulus’ ord om disse gamle lege er den dag i dag. — 1 Kor. 9:24-27; Fil. 3:13, 14.

3. I hvilke henseender udgjorde den sejrrige idrætsmands liv et passende mønster for os, og med henblik på hvilket stridsspørgsmål?

³ Paulus så i hver enkelt kristen en kampdeltager på et vældigt stadion, et skuespil for engle og mennesker. Satan Djævelen havde udfordret den almægtige Gud og sagt, at mennesker på jorden ikke kunne bevare deres retskaffenhed over for Jehova. Paulus huskede, at Jehova havde opstillet den trofaste Abel og mange andre efter ham på sit hold i styrkeprøven. Han viste, at Jehova var det kristne holdt grundlægger, og Kristus Jesus dets leder. (1 Kor. 4:9; Hebr. 11:4; 12:1, 2) De korintiske kristne vidste så udmærket, hvordan de ærgerrige sportsdyrkere viede hele deres liv til at vinde sejrsprisen. Inden de mødte frem på stadion, havde de regelmæssigt foretaget øvelser, der var lige så vanskelige som dem, kampen omfattede. Deres legemlige skønhed, den legende lethed, hvormed de udførte deres øvelser, deres styrke og udholdenhed var ikke resultatet af blot et par ugers træning. For at deltageren kunne være tilstrækkelig udrustet til at tage kampen op, krævedes der års hårdt arbejde med virkelig at gøre de ting, der skulle udføres under kampene. Han måtte følge meget strenge leveregler og have gode vaner. Det sorgløse og udsvævende liv, som mange korintere levede, måtte han undgå. Som alle de korintiske kristne kunne forstå, var den sejrende sportsmands liv i mange måder et passende mønster for de kristne.

4-6. Hvordan blev vigtigheden af at overholde reglerne understreget dengang, og hvordan kan dette overføres på de kristne i dag?

⁴ Vigtigheden af at overholde kampreglerne og træne kraftigt blev ustandseligt indprentet den dygtige kampdeltager. Hver deltager aflagde et løfte om, at han ville overholde alle reglerne ganske nøje og opfylde kravene om træning. Hans regelbundne liv var helt viet til træning og øvelseskampe. Straf for lovbrud og et dårligt levned diskvalificerede en deltager. Overholdt man ikke reglerne, var man udelukket fra at komme med i kampene. Således må også vi overholde alle reglerne. En kampdeltager nåede måske først i mål, men hvis han ikke havde fulgt reglerne, gik han glip af sejrsprisen. Selv om vi løber hele løbet til ende, kan vi godt miste sejrsprisen, dersom vi ikke overholder reglerne. Paulus understregede dette, da han sagde: „For at jeg ikke skulle løbe eller have løbet forgæves.“ — Gal. 2:2.

⁵ Edsvorne dommere sørgede for, at reglerne blev overholdt under fortidens kamplege. Lige fra træningen begyndte, levede de sammen med deltagerne dag og nat for at forhindre ethvert snyderi. De pålagde deltagerne en meget hård træning. Kravene for træningen benyttede Paulus til at illustrere visse punkter i sine breve. Kunne man deltage uden forudgående og grundig træning? Nej! Paulus fremhævede, at også vi må gennemgå en sådan opøvelse: „På den anden side, opøv du dig selv med gudfrygtig hengivenhed som mål. For legemlig opøvelse er kun gavnlig til lidt, men gudfrygtig hengivenhed er gavnlig til alt, da den har løfte om livet nu, og det, som skal komme.“ — 1 Tim. 4:7, 8, NW.

⁶ Den teokratiske organisation følger ligesom et sportshold Jehovas regler. Den vinder sejrskransen. Men vil hver enkelt deltager vinde? Tusinder melder sig til kampen, men ikke alle vinder. Nogle taber, fordi de ikke holder reglerne. Hvad ser vi på sportspladsen? At mange ikke overholder reglerne; de undlader at træne, eller de løber slet ikke. Kan de vinde uden at følge reglerne? Paulus svarer: „Desuden, hvis en eller anden kæmper endog i legene, bliver han ikke kranset, medmindre han har kæmpet efter reglerne.“ (2 Tim. 2:5, NW) Ulydighed ved at være inaktive fører til, at de går ud af kampen. — Matt. 10:22.

7. Hvad må vi først have, inden vi kan adlyde reglerne?

⁷ Men du må kende reglerne, før du kan adlyde dem. Hvordan kan du opfylde kravene, medmindre du har kendskab til reglerne? Alle kan lære dem at kende, for de står nævnt i Bibelen. Jehovas organisation gør det let for dig at lære reglerne at kende, for den udgiver teokratiske håndbøger. Du kan få kundskab om reglerne ved menighedsmøderne, ved tjenestecentrerne og under dit personlige studium.

Regler

8. Hvordan får man sit navn opført på Jehovas liste over kampdeltagere?

⁸ For det første må dit navn stå på listen over kampdeltagerne. Den, der har tilrettelagt styrkeprøven, nemlig Jehova Gud, må vide, at du deltager. Du må anerkende vor holdleder, Jesus Kristus. (Joh. 6:44) Du må følge i Jesu fodspor. Hvad var det første, Jesus gjorde? Han indviede sig til at gøre sin Faders vilje. Han sagde: „Jeg er kommen . . . for at gøre din vilje, min Gud!“ (Hebr. 10:7-9; Sl. 40:9) Du skal altså indvi dig og dernæst lade dig døbe. Har du gjort det? Hvis ikke, så er du ikke med i kampen. Få derfor først dit navn opført på listen over Jehovas kampdeltagere! — Es. 55:6.

9. Hvori består grundreglerne, og hvad er det, som får nogle til at trække sig ud af løbet?

⁹ Grundreglerne er: Skaf dig kundskab og visdom og ret dig efter det, du lærer. Man kan ikke opnå visdom uden kundskab. Kundskab og visdom er et værn. (Præd. 7:12) Det kræver studium. Måske opnår du ikke et fuldkomment kendskab til alle de finere enkeltheder i mange åbenbarede sandheder. Men du kan og skal forstå hovedlinjerne i sandheden for at kunne være med i kampen. Du må kunne prædike grundsandhederne, når som helst det er påkrævet, og virke som lærer for andre. (1 Pet. 3:15; 2 Tim. 2:2) Kundskab og visdom vil hindre, at du følger dine egne veje. „Stol på [Jehova] af hele dit hjerte, men forlad dig ikke på din forstand; hav ham i tanke på alle dine veje, så jævner han dine stier.“ (Ordsp. 3:5, 6) Mange løber uden for den afstukne bane. De søger at løse problemerne efter denne verdens visdom og sakker bagud under løbet. (1 Kor. 3:19) Kong Saul troede, han handlede ret, da han fulgte sit eget hoved. (Ordsp. 14:12; 16:25) Samuel irettesatte ham, fordi han ikke stolede på Gud: „At adlyde er mere værd end slagtoffer.“ (1 Sam. 15:22) Vær derfor lydig. Gør Jehovas gerning på Jehovas måde. Det er den måde, han har anvist gennem sin organisation. Det er den eneste, der duer!

10, 11. a) Hvordan får legenes diætbestemmelser anvendelse på os? b) Hvorfor bør vi tage rigeligt til os af de åndelige retter nu?

¹⁰ En anden regel gælder spisevaner. Fortidens kampdeltagere fulgte en streng diæt. De teokratiske kampdeltagere må kun spise ved Jehovas bord. (1 Kor. 10:21; Mal. 1:12) Mødedeltagelsen skal være regelmæssig. For at stå kampberedt må man spise Jehovas „mad i rette tid“. (Matt. 24:45; 2 Tim. 3:16, 17) Man må samle sin opmærksomhed om det, der siges i Guds ord. Deltagelse i studiemøderne er nødvendig for at kunne fordøje føden grundigt. Uden den vil man ikke have kræfter til kampen, og hvad mere er, man skal tage fast føde til sig, ikke bare spædbørnskost. Paulus sagde til umodne kristne: „Skønt I burde være lærere i betragtning af den tid, der er gået, . . . er I blevet sådanne, der trænger til mælk og ikke til fast føde. . . . Men fast føde er for modne mennesker, sådanne, som gennem brug har opøvet deres opfattelsesevne, så de kan skelne mellem ret og uret.“ — Hebr. 5:12-14, NW.

¹¹ Du har brug for at spise maden ved den teokratiske trænings bord. Spis andetsteds eller intetsteds, og du har ingen kræfter. Den tid kan komme, da du ikke vil have Vagttaarnet til din rådighed. Bibelen bliver måske dit eneste våben. Hvis du ikke har taget rigelig næring til dig gennem Vagttaarnet, vil du ikke være i stand til at svinge „åndens sværd“, og så kan du ikke vinde i kampen. Du vil måske ikke kunne svinge det, fordi du har forsømt at danne dig en tilstrækkelig reserve af åndelig styrke i dit sind under studiet af Vagttaarnet. Vent ikke til den endelige styrkeprøve med at gribe ordentlig fat om „åndens sværd“. Paulus sagde, at såfremt vi bevarer et fast greb om livets ord, vil vi ikke have „løbet forgæves, ej heller slidt forgæves“. (Fil. 2:16) Du bør fylde dit sind med Guds ord. Så, kan du øse af Jehovas styrke og overleve den sidste dyst. „Thi Guds ord er levende.“ — Hebr. 4:12.

12, 13. a) Hvor længe skal vi blive ved med at træne til og være med i løbet? b) Hvilken taktik benytter Satans redskaber sig af, og hvorledes modvirker den teokratiske organisation den?

¹² Jehova har ikke gjort nogen undtagelse fra følgende regel: Bliv ved med at træne og øve dig. Ingen kampdeltager — det være sig en løber, en bryder eller en nævekæmper — kan undlade at træne og så vente at vinde. Han vil ikke alene få ømme muskler af mangel på træning, men han vil tabe kampen. På Jehovas kamphold var Abel den første retfærdige kampdeltager. Kampen mod de onde åndemagter i de himmelske egne hører ikke op før i Harmagedonslaget. Det teokratiske hold er som et moderne olympisk idrætshold. Kampen er ikke forbi med den første styrkeprøve. Mange andre prøver følger år efter år. Sådan er det også med et fodboldhold. Det træner og spiller en kamp, træner videre og spiller den næste kamp og så fremdeles, lige til sæsonen er slut. Ville det ikke være en ulykke for et hold, hvis det ved kampens begyndelse måtte give op, fordi det ikke havde trænet og derfor ingen udholdenhed havde? Vi må derfor træne og øve os, lige til runden slutter i Harmagedon. Vi kan gøre det ved regelmæssigt at overvære møderne, ved at være ude i tjenesten flere gange hver uge eller hver dag og ved at foretage et personligt studium.

¹³ Lad os nu danne os et klart billede af situationen. Den teokratiske organisation har ikke kun én kamp at udkæmpe, men snarere en fortsat række kampe. Mærk dig, at det først er umiddelbart før Harmagedonslaget, at der alle vegne og på én gang vil blive øvet et verdensomspændende pres mod hele organisationen jorden over. Inden den tid vil der blive øvet tryk mod organisationen snart i ét land, snart i et andet. I hvert land er der en afdeling af det teokratiske hold. Mens nogle afdelinger så at sige er i færd med at løbe eller kaste diskos, er andre afdelinger i gang med brydning eller boksekampe. Mens nogle er under pres, træner andre til det pres, der kommer senere. Men alle holdets afdelinger er til enhver tid kampberedte. Ikke så snart er en kamp overstået, før vi gør os klar til den næste. For Jehovas organisation er der altid en kamp et eller andet sted i denne verden, og andre steder går træningen sin vante gang.

14. Hvilke sejre er der blevet vundet, men hvad er de dog ikke ensbetydende med?

¹⁴ Der vindes mange forskellige sejre rundt om i verden. Tag for eksempel vore brødre i de tyske koncentrationslejre. De kom sejrrige ud af den anden verdenskrig. I de Forenede Stater, i Canada og andetsteds har der været i tusindvis af fængslinger, pøbelangreb, forbud og proskriptioner, men ved Jehovas ufortjente godhed har hans vidner stået det alt sammen igennem med sejren på deres side. Men sejr i én kamp i ét land er ikke ensbetydende med, at vi har vundet den endelige sejr, og at holdet kan opløses.

Fare

15, 16. Hvilken adfærd følger nogle, og hvilke advarende ord i Bibelen giver de fornyet aktualitet?

¹⁵ Mange, der med held har stået kampen igennem i forfølgelsens år, har senere overtrådt reglerne om fortsat træning. De er nu gået ud af løbet og er ikke længere på holdet. Mange mistede deres arbejde og blev skilt fra deres familie, fordi de var villige til at udholde alt for at opnå Jehovas godkendelse. Under den kamp troede nogle, som havde siddet i fængsel eller i koncentrationslejr, at løbet var forbi, da de fik deres frihed igen. De forlod banen og holdt op med at træne. De løb ikke et marathonløb, men kun et kort distanceløb, og så gav de op. Intet er mere fortvivlende end at se en løber give op og gå ud af løbet, fordi han er ude af træning. I Guds ord bliver vi advaret om, at der er vanskeligheder i vente overalt på jorden. Husk, vi har fået at vide, at angrebet kommer fra Gog og fra „nord“. Træning er nødvendig, for at vi kan holde ud under den afgørende del af løbet eller kampen.

¹⁶ Førhen så vi alle frem til, at fortidens trofaste vidner skulle vende tilbage som fyrster på jorden. Så åbenbarede Jehova, at fyrsterne — hans organisations tjenere — er iblandt os. Det fik begejstringen til at kølnes hos sådanne, som ventede at se de opstandne „fyrster“. Bekræfter ikke dette Jesu ord om, at kærligheden skulle „blive kold hos de fleste“? (Matt. 24:12) Mange kampdeltagere, som kom i fængsel under den hårde forfølgelse, afgav Jehova et højtideligt løfte om, at de, når de atter kom på fri fod, ville kæmpe videre og sætte alle kræfter ind i løbet. Men da de fik friheden igen og kunne opfylde deres højtidelige løfte til Jehova Gud om at yde alt, hvad de formåede, glemte de deres løfte.

17. Hvilken virkning har forfølgelse ofte på de kristne?

¹⁷ Når en afdeling af den teokratiske organisation i ét land har en hård forfølgelsens kamp at udkæmpe, er der forholdsvis flere aktive kampdeltagere på holdet end i træningsperioder. Holdafdelingens slagkraft forøges. De enkelte i afdelingen strømmer over med nidkærhed. Alt bliver sat ind i kampen, selv livet. De ser, at aktivitet er løsenet, og derfor er de overmåde aktive. Sidste nyt fra den teokratiske kampplads afventes med iver og spænding. Der er ingen tid til ligegyldighed, til forsømmelighed eller til personlige uoverensstemmelser. Kampen er i fuld gang for dem. Hverken stilling eller pengemidler kan holde dem tilbage. Enhver byrde, der gør kampen sværere at kæmpe, kaster de af sig. Alle er villige til at gøre alt for at vinde sejr, selv om de skal bo i telte og udstå alverdens strabadser. De styrker og ruster deres sind til aktivitet. (1 Pet. 1:13, NW) Flere melder sig som frivillige til heltidstjenesten. Ansøgere til beteltjeneste må skrives på venteliste. Deltagere myldrer frem; alle vil være med i kampen, alle vil hjælpe til med at vinde sejr.

18. Hvilke muligheder bringer fredelige og rolige forhold med sig, men hvordan bærer mange sig ad i en sådan tid?

¹⁸ For mange ligger faren ikke i kampen under forfølgelser, men i fredstidstræningen. Hvad betyder dette modsætningsforhold? Beder vi Jehova om at sende større forfølgelse? Nej, vist ikke. Vi peger på dette forhold for at understrege, at vi altid skal forberede os til de kampe, der ligger foran os. For tiden har vi i nogle lande lejlighed til at gøre os kampklare til den helt store dyst. Men mange tager det med ro. De sagtner træningstempoet. Skønt heltidstjenesten frembyder vidunderlige muligheder, ser vi, at holdet mangler pionerer, at tallet på menighedsforkynderne daler, og at der må tigges om frivilligt mandskab til beteltjenesten. Få er de, som melder sig. Kan vi ikke indse, at denne periode, hvor der tilsyneladende råder fred i de forskellige lande, ikke er en tid til at slappe af? Det er jo det rene selvmord, ikke sandt?

19, 20. Hvordan skal fredstidstræningen være? Hvorfor? Hvordan illustreredes dette?

¹⁹ Vær forvisset om, at fredstidstræningen skal være ihærdig og hård. Lige så hård som selve den endelige kamp. Jo hårdere vi tager del i træningen, jo lettere bliver sejren. Tænk på træningen, der gik forud for legene i det gamle Korint. Løberne hængte vægtlodder om deres fødder, når de løb. Bokserne bar tunge uniformer og øvede sig på sandsække. Men til selve kampen tog de vægtlodderne af og lod uniformerne ligge. Med dette i tanke sagde Paulus, at vi skal „aflægge alt det, som tynger, og synden, som så let besnærer os, og lad os med udholdenhed løbe det løb, der ligger foran os“. (Hebr. 12:1, NW) Træn og opøv dig til i fremtiden at kunne tage kampen op mod prøvelser, farer og forhindringer. Du vinder eller taber, alt efter hvordan du har trænet til kampen. Fredstidstræningen, inden forfølgelsen sætter ind, betyder derfor større aktivitet, regelmæssighed i tjenesten, overværelse af alle møder samt et grundigt, personligt studium. Det er skæbnesvangert at tro, at tiden er inde til at lade hænderne synke. — Zef. 3:16.

²⁰ Tag for eksempel et løb, der blev løbet for nylig. En velkendt engelsk løber tilbagelagde distancen over én engelsk mil på mindre end fire minutter. En verdensrekord! Tror du, han kunne have gjort det, hvis ikke han havde trænet regelmæssigt uden at skåne sig selv, og hvis ikke han havde sat alt ind på denne træning? Nej, naturligvis ikke. Ved du, at mange af løberne ikke kunne klare det løb? De manglede udholdenhed. En løber sank om på banen. Såfremt vi skal vinde den sidste kamp, må vi træne ihærdigt nu.

21. Hvor og hvordan kan vi træne til endnu hårdere kampe i fremtiden?

²¹ Nogle undlader at træne ved ikke at være aktive og regelmæssige i vidnearbejdet fra dør til dør eller tage del i det regelmæssige gruppestudium, fordi verden ikke ser med velvillige øjne på denne træning. De drømmer om at bevise deres retskaffenhed, når de engang i fremtiden bliver fængslet eller sendt i koncentrationslejr. De vil blive slået og lide nederlag, fordi de ikke trænede til den store styrkeprøve. Det at træne nu og opøve sig gennem studium, regelmæssig forkyndelse og personlig dygtiggørelse i tjenesten er en hovedbestanddel af selve kampen. Størsteparten af Jehovas vidners arbejde i dag udføres uden for fængsel. Måske kommer tiden, da vidnearbejdet overalt vil foregå under jorden eller i fængsler. Men det bliver måske selve optakten til afslutningen i Harmagedonslaget. (Es. 43:10, 12; Åb. 2:10) Hvorfor vente, til diktatoren, koncentrationslejren eller Djævelens fængselstremmer lægger en jernhånd om dig? Kan du vente med at slutte op om Guds folk i vidnearbejdet, til det er forbi? Nej og atter nej! Vær med i kampen nu inden Jehovas „sælsomme værk“ i Harmagedonslaget! — Es. 28:21.

22. Hvilken anden ufravigelig regel fremgår af udtalelser af Jeremias, Jesus og andre?

²² En ufravigelig træningsregel er, at Jehovas ord skal forkyndes. Ingen af fortidens profeter udsatte forkyndelsen til næste dag. Jeremias sagde, at Guds ord var som en brændende ild i hans indre, han kunne ikke holde det for sig selv, han måtte have det ud — han måtte forkynde! (Jer. 20:9) Jesus, der begyndte dette løb for os, var af Jehova salvet til at forkynde. (Luk. 4:18) Vi må følge i hans fodspor og forkynde. Vor hovedopgave bør som hans være forkyndergerningen. (1 Pet. 2:21) Paulus sagde: „Det er ude med mig, om jeg ikke forkynder.“ (1 Kor. 9:16, AT) Lader du være med at forkynde nu, vil du blive krævet til regnskab for de onde, som må lade livet. Forkynd nu, og du er uden skyld i deres død. (Ez. 33:8, 9) Har vi meldt os til løbet, kan vi ikke blive væk under træningsperioden. Og det er i dag, der skal trænes, brødre, ikke i morgen. Inaktivitet betyder, at vi er så godt som døde. Holder vi op med at træne, og trækker vi os ud af løbet, er vi døde i Guds øjne. Vær ikke død i uvirksomhedens synd. Vær aktive nu og i live i morgen, brødre!

Hvad skal vi fæste vort blik på?

23, 24. a) Hvad skal vort blik være rettet imod, og hvorfor? b) Hvad er vort mål, og hvorfor vil nogle ikke nå det?

²³ En anden regel er: Se ufravendt hen mod sejrsprisen, vedbendkransen. Nogle kristne vender blikket bort fra den sejrskrans, som er stillet dem i udsigt. Det er ikke forkasteligt at holde sig livets sejrskrans for øje. Det er jo Gud, der skænker den. Jehova fremelsker ønsket om denne belønning i vore hjerter. Grib den. Belønningen er løbet værd. Det er til ingen nytte at sige: „Jeg er så glad for at være i sandheden, og jeg vil tjene Jehova, uanset om jeg får en belønning eller ej.“ Vær forsigtig; foragt ikke Guds godhed. Når han stiller dig dette løfte i udsigt, har han sin bestemte grund. Og den er, at du skal jage efter belønningen og løbe lige til det sidste for at gribe den. Forvis dig om, at du hele tiden holder dig belønningen for øje. Lad os som eksempel tage en jordisk fader, som ønsker, at hans søn skal tage sin eksamen. Han lover ham en cykel, hvis han får den. Den dreng vil gøre sig særlig umage. Hver en ledig time vil han bruge til at indhente kundskaber, så han kan bestå sin eksamen. Han ser belønningen for sig, mens han læser. Han drømmer om den. Han består, for cyklen er hans højeste ønske. Jehova har lovet os, der er hans børn, en langt større belønning, evigt liv. Det er fuldt ud på sin plads, at vi holder os sejrsprisen for øje som en spore til at løbe, for det er et vanskeligt løb, vi har foran os. Ja, vi søger at opnå sejrsprisen, men det er prisens Giver, vi elsker, og vi ønsker at behage ham.

²⁴ Hvorfor giver så mange op? Fordi de ikke fæster deres opmærksomhed ved målet, et evigt liv. Paulus skrev: „Brødre, jeg mener ikke om mig selv, at jeg allerede har grebet det; men der er det at sige til det: Idet jeg . . . rækker efter det, der er foran, jager jeg frem mod målet efter sejrsprisen, kaldet fra det høje, som Gud skænker i Kristus Jesus.“ (Fil. 3:13, 14, NW) „Kaldet fra det høje“ gælder den salvede skare. Men kaldet til de „andre får“ kommer også „fra det høje“. Evigt liv på jorden er lige så attråværdigt for de „andre får“, som liv i himmelen, „livets sejrskrans“, er det for de salvede, der er kaldet af Jehova. (Åb. 2:10) Hvad forskel er der? Den ene er en skønnere sejrspris, men begge bringer evigt liv, og det er liv, vi higer efter. Nogle lader deres syn af Jehovas hensigter, af hans rige og af hans teokratiske gerning formørke. De vil ikke studere hjemme og ikke overvære studiemøderne. De har ikke noget udsyn. Sådanne vil ikke nå i mål. Uden syner forvildes et folk. (Ordsp. 29:18) Har du under løbet tabt sejrsprisen af syne? Hold dig prisen for øje, så vil du holde dig til den afstukne bane og ikke blive ført på vildspor af Djævelen og således miste livet.

25. Hvorfor skal vi ikke se os tilbage?

²⁵ En anden af løbets regler er, at løberen ikke må se sig tilbage under løbet. Nogle begynder løbet, og alt går godt et stykke tid. Men så får de den tanke, at der er noget, de er gået glip af. De drejer hovedet og ser bagud og begynder at overveje, om de ikke skulle vende tilbage til deres tidligere levevis. Fornøjelser, forretninger, gamle venner eller andre ting spøger i deres hukommelse og får dem til at trække sig ud af løbet, retskaffenhedens løb. En sådan adfærd var det, der fik Jehova til at diskvalificere Lots hustru. Ser du dig tilbage? Gør du det, vil du snuble og gå ud af løbet. Lad ikke det, der er bagved, hindre dig i at jage fremad. — Fil. 3:13.

26, 27. Hvem er vor egentlige fjende, og hvorfor er den nuværende tidsperiode særlig farlig?

²⁶ Fortidens deltagere i bryde- eller boksekampe måtte hele tiden holde øje med deres modstander. I vor tids teokratiske kamp undlader mange til deres eget fordærv at gøre dette. I nogle afdelinger af Jehovas kamphold spejder mange efter modstanderen i skikkelse af en diktator, sikkerhedspoliti eller pøbelsværme. De indser ikke, at i deres kamp er den sande modstander usynlig for det menneskelige øje. Er du blevet uvirksom? Så er det ikke gået op for dig, at vi ikke kæmper mod en fjende af kød og blod. Med Paulus’ øjne ser vi vor fjende. Han sagde: „Vi har en kamp, ikke mod blod og kød, men imod . . . de onde åndemagter i de himmelske egne.“ — Ef. 6:12, NW.