Kirkefædrene og treenigheden

IFØLGE læren om treenigheden er Faderen, Sønnen og den hellige ånd tre personer i én guddom, der er lige i magt, væsen og evighed. De, som lærer dette, hævder, at de såkaldte kirkefædre også lærte treenigheden, og eftersom de levede så nær apostlene selv, må disse ligeledes have troet på og lært treenigheden. Men troede disse „kirkefædre“ på en treenighed, således som kristenheden påstår? Læg mærke til følgende citater fra disse mænds udtalelser, der er offentliggjort i værket The Church of the First Three Centuries af dr. A. Lamson.

● CLEMENS, der døde omkring år 100 e. Kr., er blevet alvorligt revset af visse katolske teologer, fordi han bruger udtrykket „Guds søn, en skabning“. Engang udtalte han, at „den mest fuldkomne, den mest hellige, den mest autoritative, den mest kongelige og langt den mest godgørende natur er Sønnens, og han kommer næst efter den eneste almægtige, Fader“. „Hvis du vil være indviet [blive kristen], skal du være med i dansen rundt om den uskabte, uforgængelige og eneste sande Gud, mens Ordet lovpriser ham sammen med os.“

● JUSTINUS MARTYR, død omkring år 165 e. Kr., forklarede sin tro på Jesus således over for en jøde: „Der findes en anden Gud eller Herre under universets Skaber, en Gud, der også kaldes Engel, fordi han bekendtgør for menneskene, hvad universets Skaber . . . ønsker kundgjort. Han, om hvem det siges, at han viste sig for Abraham, for Jakob og for Moses, og som kaldes Gud, er en anden end den Gud, der har skabt alt. Jeg siger i tal, ikke i vilje, thi han gjorde aldrig andet, end hvad der var universets Skabers vilje, at han skulle gøre eller sige.“

● IRENÆUS, der døde omkring år 200 e. Kr., ræsonnerede, „at hvis Sønnen ikke skammer sig over at overlade kendskabet til hin dag til Faderen [Mark. 13:32], skal vi heller ikke skamme os over at overlade løsningen på vanskelige spørgsmål til Gud. Vor frelser bruger dette udtryk, for at vi af ham kan lære, at Faderen er over alle; thi „Faderen er større end jeg“.“

● TERTULLIAN, der døde omkring år 230 e. Kr., gjorde lignende iagttagelser: „Faderen er forskellig fra Sønnen, da han jo er større; ligesom den, der avler, er forskellig fra den, der bliver avlet; den, der sender, forskellig fra den, der sendes; den, som udretter noget, forskellig fra den, ved hvem noget bliver udrettet.“ Og igen: „Gud frembragte Sønnen, for at han ved ham kunne frembringe universet. Kristus gør intet uden med sin Faders vilje, da han, har modtaget al magt fra ham.“ „Der var engang, da Sønnen ikke var til.“ „Før alt blev til, var Gud alene, en verden i sig selv, og alt for sig selv.“

● ORIGENES, der døde omkring år 253 e. Kr., sagde: „Faderen og Sønnen er to ting, hvad væsen angår, men et i samtykke, samstemmen og vilje.“ „Målt med Faderen er Sønnen et meget lille lys.“ Han forklarede Johannes 10:30, hvor der siges: „Jeg og Faderen, vi er ét,“ med at henvise til Apostlenes Gerninger 4:32: „Hele forsamlingen af dem, der var kommet til troen, havde ét hjerte og én sjæl.“ Endvidere bemærkede han, at „Faderen, som sendte ham, er den eneste, der er god, og større end han, som blev sendt“.

● HIPPOLYTOS, der havde sin store tid i den første del af det tredje århundrede, og som ifølge The Catholic Encyclopedia „var den mest betydende teolog og romerkirkens mest produktive religiøse skribent i tiden forud for den konstantinske periode“, hævdede, at „Faderen er én Gud, den første og den eneste, alles Skaber og Herre. Intet var ham jævnbyrdigt. . . . Men han var én, alene med sig selv, og fordi det var hans vilje, lod han noget blive til, som ikke før havde været til.“

● LACTANTIUS fra det fjerde århundrede skrev: „Inden denne skønne verden fremstod, avlede Gud, Skaberen og Forvalteren af alt, en hellig, uforkrænkelig og ufattelig ånd, der kaldes hans søn, og skønt han gennem ham senere skabte andre — en utallig hærskare af skabninger, som vi kalder engle — har han alene anset denne enbårne værdig til det guddommelige navn Søn.“

● Mange flere citater fra disse kirkefædre og også fra andre, for eksempel Cyprianus og Dionysius, kunne anføres i samme retning. Selv om hver eneste af deres udtalelser ikke er i fuld overensstemmelse med det lys, der nu skinner over Guds ord, kan der ikke herske nogen tvivl om, at ingen af disse troede på en treenighed, i hvilken Gud Faderen, Gud Sønnen og Gud den Helligånd er lige i magt, væsen og evighed.