Kristen tilbedelse og dydens bevarelse
„Endelig, brødre, alt, hvad der er sandt, alt, hvad der er af alvorlig betydning, alt, hvad der er retskaffent, alt, hvad der er rent, alt, hvad der er værd at elske, alt, hvad der tales godt om, alt, hvad der er dydigt, og alt, hvad der er ros værd, skal I fortsat have i tanke.“ — Fil. 4:8, NW.
1. Hvad er det, alle retfærdselskende mennesker nu kan sætte deres fortrøstning til?
TIL ALLE SIDER står menneskene ansigt til ansigt med beviser for Jehova Guds eksistens, beviser, de ikke kan komme udenom. Skønt mange fornægter ham, betvivler hans eksistens og forklejner hans magt, står hans overhøjhed og retfærdighed urokket og giver dem, som tilbeder ham, fuld forvisning. (Sl. 14:1; 53:2-5) Passer det også i dag, da tiderne er så kritiske og menneskene i almindelighed ikke elsker Gud? Ja, navnlig nu, fordi uretfærdigheden går til yderligheder på alle fronter og ikke alene er et stort tegn på udfrielse af dem, som elsker Jehovas retfærdighed, men også lader Jehovas retfærdighed træde frem i en desto skarpere kontrast mod denne mørke baggrund. — Luk. 21:28-33; Salme 36.
2. Hvem regner dyd for noget værd, og hvad må de nu gøre?
2 Mennesker finder, at disse kritiske tider er svære at komme igennem, dog er det ikke, fordi de beskæftiger deres tanker med dyd og gode egenskaber, men snarere fordi de ikke adlyder formaningen: „Alt, hvad der er dydigt, og alt, hvad der er ros værd, skal I fortsat have i tanke.“ (Fil. 4:8, NW) Sagen er den, at i dag er det kun en minoritet, der sætter virkelig pris på dyd. Hvordan stiller du dig? Ønsker du at vende dig bort fra dem, som er uden dyd? Af betydning er den velkendte profetiske udtalelse: „Men vid dette, at i de sidste dage skal der komme kritiske tider, der er svære at komme igennem. For mennesker vil elske sig selv, elske penge, være indbildske, hovmodige, spottelystne, ulydige mod forældre, utaknemmelige, uvenlige, uden naturlig hengivenhed, uforsonlige, sladderagtige, uden selvbeherskelse, opfarende, uden kærlighed til det gode, forrædere, stejle, opblæste af selvgodhed, mennesker, der elsker vellyst mere end Gud, idet de har en form for gudhengivenhed, men ikke ejer dens kraft; og fra disse skal du vende dig bort.“ (2 Tim. 3:1-5, NW) Her har vi en skildring af mennesker, der er blottet for dyd og gode egenskaber, mennesker, som de kristne skal vende sig bort fra. Vi ser her den modsætning og uoverensstemmelse, der er mellem det, som er dydigt, og det, som ikke er det.
3. Hvad beviser, at dydens gode egenskaber forefindes?
3 Hvis ingen af de elementer, hvoraf dyden består, eksisterede, ville dette skriftsted ikke have nogen kraft. Men dyd eksisterer virkelig. Selve den kendsgerning, at der er strid og uoverensstemmelse mellem retfærdighed og uretfærdighed, viser, at dydens gode egenskaber forefindes. Denne strid eller uoverensstemmelse i spørgsmålet om dyd påpeges også i Titus 1:16 (NW), hvor der står: „Offentligt hævder de at kende Gud, men ved deres gerninger fornægter de ham, fordi de er afskyelige og ulydige og uskikkede til godt arbejde af enhver art.“ Ganske konsekvent stiller Guds ord misgerninger op som en modsætning til Jehova Gud og hans retfærdighed, så trods den gamle verdens påstand om at nære gudhengivenhed viser dens gerninger, at den ikke er i harmoni med Jehova Gud.
4. Hvordan beviser dyden og de stridsspørgsmål, den afstedkommer, eksistensen af den retfærdige Gud, Jehova?
4 Materialistisk indstillede bibelhadere kan ikke benægte, at dydens principper eksisterer. Med deres bekendelse til materialisme og deres bestræbelser for at udelukke Jehovas skaber- og guddomskraft søger de også at udelukke al dyd. For at kunne benægte Guds eksistens må de også benægte tilstedeværelsen af høje moralske værdier; eller for at kunne benægte, at sådanne høje moralske værdier forefindes, må de benægte Jehovas eksistens. En sådan benægtelse er en umulighed. Dyd og høje moralske værdier har ikke sit udspring i livløst stof, heller ikke hos den lavere dyreskabning, der ikke er skabt i Guds billede. Det er mennesket, der er skabt i Guds billede. (1 Mos. 1:26, 27) Var mennesket ikke skabt i Guds billede, men i lighed med den lavere dyreskabning eller den livløse skabning, så ville det ikke stå over for et stridsspørgsmål om dyd. At de gør det, er i sig selv et bevis for eksistensen af en dydens Gud; ellers ville al dyd og gode egenskaber samt stridsspørgsmålet om dem aldrig have eksisteret.
5. Påvis en forskel mellem mennesket og den lavere skabning, og påpeg hvilken mulighed dette åbner for dig.
5 Hvorfor har menneskene et ordforråd, der giver udtryk for begreber som dyd, moral, retskaffenhed, tro, håb, loyalitet, ærlighed og andre egenskaber, der har med tilbedelse at gøre, hvis de ikke er anderledes end fisk, fugle, kvæg og kryb? Dyrene gør ikke krav på at eje sådanne egenskaber og lægger dem heller ikke for dagen. På jorden er det kun menneskene, der er udstyret med disse egenskaber, og deres tilstedeværelse er bevis for, at Jehova Gud er til og er retfærdig, og at materialistisksindede mennesker har uret. Dem, som går imod Gud, vanærer Jehovas navn og benægter begrebet dyd, det være sig personer eller organisationer, skal du vende dig bort fra, såfremt du ønsker Guds godkendelse og at opnå liv!
6. Hvilken slags gud er Jehova, og hvad har han bevaret?
6 Jehova er en kærlighedens, retfærdighedens, visdommens og magtens Gud. Han er retskaffenhedens Gud, han er pålidelig, loyal, ærlig og moralsk. De ord, der bruges til at udtrykke menneskets ædle tanker og dets forståelse og værdsættelse af disse gode og fornemme egenskaber, er utilstrækkelige til på fyldestgørende vis at skildre Jehovas retfærdighed. Ikke alene eksisterer disse fornemme egenskaber, men den omstændighed, at mennesker kan erhverve sig dem, er til umådelig trøst for dem, som elsker retfærdighed. Den almægtige Gud har altid draget omsorg for, at tilbedelsen af ham er blevet bevaret på jorden. Denne bevarelse af tilbedelsen af Jehova har betydet bevarelsen af menneskeligt liv på jorden. Endvidere har den betydet bevarelsen af dyd på jorden, hvorfor vi i vore dage har mulighed for at have disse ting i tanke.
7. Beskriv den teokratiske organisation og et af dens karakteristiske træk.
7 Som Gud og Konge for dem, der tjener og tilbeder ham, er Jehova den store Teokrat eller Gudhersker, og det er under denne retfærdige Teokrat, at mennesket blev skabt til at leve. Den storslåede ordning med Jehova Gud i spidsen som Teokraten og med retfærdige skabninger som hans tjenere og tilbedere udgør en teokratisk organisation. Et karakteristisk træk hos denne teokratiske organisation har altid været, at de skabninger eller organisationer, der nægtede at følge dydens vej og håndhæve de retfærdige principper, som kendetegner den teokratiske organisation, er blevet udelukket.
8. Nævn eksempler på afskærelse og på bevarelse.
8 Et eksempel på dette princips anvendelse har vi i menneskets uddrivelse fra Edens have. (1 Mos. 3:23, 24) Senere hen skete der en anden vældig afskærelse, idet jorden blev renset af en vandflod, i hvilken en ugudelig verden gik til grunde. Under denne renselse fandt en storstilet bevarelse sted her på jorden, en bevarelse af menneskeliv, af dyreliv og af tilbedelsen af Jehova, så den ikke gik til grunde, samt en bevarelse af dyd. Der kan ikke herske nogen tvivl om, at egenskaber, der havde med retskaffenhed og tilbedelse af Gud at gøre, spillede ind, dengang Vandfloden kom. — 1 Mos. 6:5-22.
9. Hvad måtte den enkelte gøre med henblik på dyd, og hvorfor?
9 Menneskene var hjælpeløse, fuldstændig afhængige af Jehova for dette midlertidige livs velsignelser og så vist også for ethvert håb om evigt liv. Jehova havde tilkendegivet sin beslutning om at foretage en udfrielse til hævdelse og herliggørelse af sit navn, men hvad det enkelte menneske angik, måtte det personligt og i handling afgjort vise, at det ejede dydens egenskaber. Gjorde de det ikke hver især, ville de ikke positivt gå ind for Jehovas side i stridsspørgsmålet eller stå op for hans overhøjhed i hævdelse af hans retfærdighed. At følge uretfærdighedens vej er det samme som at fornægte retfærdighed og dermed at fornægte den retfærdige Gud. Hårdnakket at følge en sådan vej er et afgjort bevis for den enkeltes mangel på interesse for retfærdighed og følgelig hans mangel på interesse for den lovede nye verden, hvor retfærdighed skal bo. (2 Pet. 3:11-13) Da den store afskærelse og renselse gennem Vandfloden var gået over i historien, havde de overlevende og deres efterkommere rig lejlighed til at holde alt det i hævd, som Jehova Gud godkendte. En sådan handlemåde betød tilbedelse af Jehova, at lægge dyder for dagen og dermed også grundegenskaben kærlighed; endvidere betød den bevarelse af retskaffenhed, tro på Jehovas ord, et sikkert håb til hans løfter, loyalitet mod ham og hans sag, ærlighed over for ham og over for mennesker og moralsk adfærd i såvel personlige som offentlige anliggender.
Den forbilledlige bevarelse
10. Hvilke forrettigheder fik Israel betroet?
10 Under den videre udførelse af sine hensigter organiserede Jehova det forbilledlige teokratiske Israels folk, idet han brugte mennesker, der var villige til at identificere sig med ham og hans tilbedelse. Idet han rent bogstaveligt, men også forbilledligt, udfriede dem fra trældom under det djævledyrkende Ægyptens verdensmagt, fuldbyrdede han en afskærelse eller udstødelse af en hel hedensk verden ved at skille sit folk Israel ud fra den. Det forbilledlige teokratiske Israels folk måtte stå rent for at kunne tilbede den eneste sande Gud, og inden for deres nationale grænser måtte de bevare den rene tilbedelses fremragende egenskaber, retfærdighedens dyder.
11. Forklar retsvæsenets udvikling i det forbilledlige Israel og formålet dermed.
11 Med Moses som mellemmand modtog Israel Guds lov, der var grundlagt på retfærdighedens principper, som ikke forandrer sig. Jehova var Israels Gud, lovgiver, konge og dommer. (Es. 33:22, KJ) For at undgå, at de enkelte i Israel ved en ringe dømmekraft eller selvisk optræden skulle krænke retfærdsprincipperne, blev både personlige og nationale problemer forelagt Moses til afgørelse. Han var ledet af Guds ånd og handlede i overensstemmelse med Guds lovs principper. Denne godhjertede hjælp viste sig at være for stor en opgave for en enkelt mand, hvorfor Moses med Jehovas godkendelse gav sig til at dele den religiøse retsmyndighed, idet han udvalgte andre mænd og pålagde dem ansvar i den teokratiske organisation, så de kunne hjælpe med at føre Guds lov ud i livet og sørge for, at den blev overholdt, hvad enten det drejede sig om små eller store sager. De stillinger, som Moses og de mænd, han udvalgte, indtog, var ikke bare tomme æreshverv, men vigtige stillinger af praktisk betydning med det ene formål at fælde retfærdig dom. Om disse teokratiske udnævnelser læser vi: „Og Moses gik i gang med at udvælge dygtige mænd af hele Israel og gav dem stillinger som overhoveder over folket, som øverster over tusinde, øverster over hundrede, øverster over halvtreds og øverster over ti. Og de dømte folket ved enhver passende lejlighed. En vanskelig sag bragte de til Moses, men enhver mindre sag var de selv dommere i.“ — 2 Mos. 18:25, 26, NW.
12. Hvilket ansvar påhvilede israelitterne med henblik på Guds lov?
12 Jehovas lov var den handleregel, hvorefter den israelitiske organisation blev styret. De ansvarshavende mænd i organisationen underviste folket i loven, og folket havde pligt til at holde sig underrettet om Guds lov. De kendte tilbedelsens principper, og de kendte den nærmere anvendelse af disse principper i de sager, loven omhandlede, det være sig nationale og personlige anliggender eller familiesager. Der blev truffet foranstaltning til soning af synd og svaghed, der skyldtes det faldne israelitiske kød. Lovens forskellige forordninger var udfærdiget med det for øje at bevare folket i harmoni med Gud, idet de tilbad ham og altid anerkendte ham, ydermere for at bevare kærligheden til Gud og næsten levende og frodig såvel som dydens gode egenskaber i ethvert anliggende. Jehova ville ikke tolerere, at tilbedelsen af ham og de dertil knyttede gode egenskaber blev fjernet fra jorden; derimod ville han bevare tilbedelsen og dens gode egenskaber i det forbilledlige Israel.
13, 14. Hvilke drastiske forholdsregler blev der truffet, og i hvilken hensigt?
13 Til tider var det nødvendigt at ty til drastiske forholdsregler, for at disse gode egenskaber kunne blive bevaret. Den teokratiske standard kunne ikke sænkes for at behage dem, som nærede større kærlighed til uretfærdighed end til retfærdighed. Lovovertrædere, der vedholdende gik uden for forsoningsordningens grænser, blev slået ihjel, og hele Israels menighed havde direkte ansvar for deres død. Religion eller gudsdyrkelse var ikke adskilt fra folkets regeringsmæssige og økonomiske anliggender, eftersom anerkendelsen af Jehova måtte være til stede i alle livets forhold. Loven foreskrev: „I tilfælde af at en profet eller en, der har drømme, skulle opstå i din midte . . . idet han siger: „Lad os gå efter andre guder, som du ikke har kendt, og lad os tjene dem,“ så må du ikke lytte til den profets ord eller til den, der har haft denne drøm, fordi Jehova jeres Gud sætter jer på prøve for at se, om I elsker Jehova jeres Gud med hele jeres hjerte og hele jeres sjæl. . . . Og den profet eller den, der har haft drømmen, skal lide døden, . . . du skal udrydde det onde af din midte.“ — 5 Mos. 13:1-5, NW.
14 Dødsstraffen var ikke begrænset til den falske profet eller til den, som havde en drøm, for der står: „I tilfælde af at din broder, din moders søn, eller din søn eller din datter eller din elskede hustru eller din ven, der er som din egen sjæl, hemmeligt skulle prøve at lokke dig med ordene: „Lad os gå hen og tjene andre guder,“ . . . må du ikke give efter for hans ønske eller lytte til ham, heller ikke må dit øje have ondt af ham, du må ikke føle medlidenhed med ham eller dække beskyttende over ham, men du skal ufortøvet slå ham ihjel. Din hånd skal være den første, der løfter sig imod ham for at slå ham ihjel, og derefter hele det øvrige folks. Og du skal stene ham med sten, og han må dø, fordi han søgte at vende dig bort fra Jehova din Gud, der førte dig ud af Ægyptens land, ud af trællehuset. Så vil hele Israel høre derom og blive grebet af frygt, og de vil ikke atter øve en så ond handling som denne i din midte.“ (5 Mos. 13:6-11, NW) Men hvad om nu et helt samfund handlede ondt og vendte sig imod tilbedelsen af den retfærdige Gud Jehova? Så skulle hele dette samfund udryddes. — 5 Mos. 13:12-18.
15. Definér, hvad dyd er, og vis, hvordan religion og dyd griber ind i hinanden.
15 Disse forholdsregler skulle sikre, at den rene tilbedelse af Jehova forblev ubesmittet, at hans retfærdige befalinger blev overholdt, og dermed også at dydens gode egenskaber i almindelighed blev bevaret. Dyd har at gøre med moralsk vandel eller med en handlemåde, der følger normen for, hvad der er ret, ypperligt, retskaffent, retlinet og moralsk. Dyd er ikke bare at afholde sig fra at volde fortræd, men det er en aktiv egenskab eller evne, det være sig af fysisk eller moralsk natur, der kendes på styrke, mod og tapperhed. Den omfatter enhver fortræffelig egenskab, hvad der er fortjenstfuldt, værdifuldt, kyskt og rent. Eftersom den retfærdige Gud, Jehova, er ophav til alle disse dydens egenskaber, er de alle forbundet med tilbedelsen af ham. At gå bort fra tilbedelsen af Gud er at gå bort fra al dyd. Da de falske religionsudøvere blev dræbt, udryddedes djævledyrkerne af Israel, hvilket tjente til bevarelse af sand tilbedelse og dyd.
16. Hvilken vægt blev der lagt på ren tilbedelse i loven om formastelig optræden?
16 I det syttende kapitel i Femte Mosebog gives der retningslinjer, der viser, at israelitterne skulle have mod til at aflægge sandfærdigt vidnesbyrd imod enhver, der var afskyelig i Jehovas øjne, og også mod til som de første at løfte deres hånd til at slå overtræderen ihjel. I denne handling skulle de følges af hele folket for at „udrydde det onde af din midte“. (5 Mos. 17:7) De, som ikke billigede præsternes retfærdige domme, skulle selv slås ihjel. „Hvis en sag, der er forelagt til dom, er dig for usædvandig, . . . så skal du stå op og drage til det sted, Jehova din Gud udvælger, og du skal gå til præsterne, levitterne, og til den dommer, som fungerer i de dage, og du skal rådspørge dem, og de skal give dig retskendelsens ord. Så skal du handle i overensstemmelse med det ord, de pålægger dig. . . . I overensstemmelse med den lov, som de vil gøre dig opmærksom på, og i overensstemmelse med den retskendelse, de vil kundgøre dig, skal du handle. Du må ikke afvige fra det ord, som de pålægger dig, hverken til højre eller til venstre. Og den mand, der formaster sig til ikke at lytte til præsten, som gør tjeneste der for Jehova din Gud, eller til dommeren, den mand skal dø, og du skal udrydde det onde af Israel. Og hele folket skal høre det og gribes af frygt, og de vil ikke mere handle formasteligt.“ — 5 Mos. 17:8-13, NW.
17. Hvilket godt resultat medførte de strenge forholdsregler, der var givet i loven til det forbilledlige Israel?
17 Det var ikke blodtørst. Det var en aktion fra Jehova Guds side, der tog sigte på at bevare den lovede sæds slægtslinje, den sæd, der omsider viste sig i Jesu Kristi skikkelse. På grundlag af denne genløsningsforanstaltning og det præsteembede, som denne trofaste Jehovas tjener beklæder, har menneskene fået mulighed for evigt liv i den nye retfærdighedens verden. Vi takker Gud for, at han gik så positivt til værks for at bevare den forjættede sæds slægslinje intakt og ubesmittet, og at han i hellig hengivenhed for retfærdighed ligeledes bevarede tilbedelsen af sig på jorden.
18. Var bogstavelige eller symbolske eller begge slags overtrædelser forbudt?
18 Tyveri, ægteskabsbrud og drukkenskab, for blot at nævne tre, var blandt de personlige synder eller overtrædelser, der blev fordømt af Gud i hans lov til Israel, og som måtte undgås af dem, der ønskede at tilbede Jehova i renhed og sandhed. Disse bogstavelige krænkelser af dyden var ikke alene urette i sig selv, men blev i Bibelen brugt som symboler på åndelige synder, det vil sige synder, der ikke har at gøre med materielle ting, som har indvirkning på den enkeltes forhold til Jehova Gud, men med usynlige ting, der indvirker på den enkeltes forhold til Jehova. Dog var den bogstavelige udøvelse af sådanne synder, selv efter at de kom til at stå som symboler for åndelige overtrædelser, ikke tilladt i Israel. Dette understreges med henblik på den modbilledlige teokratiske kristne organisation, der viste sig på skuepladsen, da den mosaiske lovpagt, hvorunder Israel var organiseret, ophørte.
Det kristne modbillede
19. Hvilken stor forandring tilvejebragte Jehova gennem Kristus Jesus?
19 Jehova nåede under den fremadskridende fuldbyrdelse af sine hensigter, der tager sigte på den fuldstændige hævdelse og herliggørelse af hans navn, til det tidspunkt, da han ville gøre ende på Israels lov og samtidig bringe den profetiske opfyldelse af den i stand ved sin elskede søn Kristus Jesus. Jesus påbegyndte udviklingen af noget nyt, noget, der var forskelligt fra det forbilledlige Israels teokratiske nation, nemlig den sande teokratiske kristne organisation. Skønt lovpagten med Israel ophørte med Kristus Jesus og ikke har været i kraft siden hans pælfæstelse og opstigen til himmelen, har lovens retfærdige principper dog fortsat fuld gyldighed, ja de har endog større kraft og gyldighed for dem, som udgør den kristne organisation. Med Jesu Kristi genløsningsoffer som grundlag oprettede Jehova den kristne menighed under den nye pagt.
20. Hvad kan der med bestemthed siges vedrørende kristen dyd?
20 „Gud, som visselig har givet os tilstrækkelige kvalifikationer til, at vi kan være tjenere for en ny pagt, ikke for en skreven lov, men for ånd; for den skrevne lov fordømmer til død, men ånden levendegør.“ (2 Kor. 3:2-6, NW) Det ses, at Paulus ikke siger, at der findes et lovens bogstav og en lovens ånd, at der er modsætning mellem disse to begreber, og at vi derfor kan overtræde bogstaven i Guds lov, men holde dens ånd. Det er ikke tilfældet. Hvad Paulus påpeger er derimod, at der er en forskel mellem den skrevne lovbog, der blev givet israelitterne gennem Moses, og Guds ånd. Guds ånd udvikler hos de kristne retfærdighedens frugter og sætter dem i stand til at holde sig adskilt fra den ugudelige, dødsdømte verden. Den skrevne lov dømte israelitterne til døden, men Guds ånd vil under medvirken af den nye pagt, som er grundlagt på Kristi Jesu genløsningsoffer, føre mennesker til evigt liv. Heri består modsætningen. Kan vi for et øjeblik tro, at når det var enkeltpersoner inden for Israels folk forbudt under lovpagten at øve disse skændige gerninger, som menneskeheden i almindelighed begik dengang, så skulle kristne være mindre forpligtet til at sky en sådan adfærd? Nej, naturligvis ikke. Tværtimod er de positive kristne befalinger om retfærdighed langt mere gennem gribende end Moselovens negative befalinger. Guds ånd, der hviler over dem, som tjener ham i kristen tilbedelse inden for den nye verdens samfunds rammer, sætter dem i stand til at bevare deres retskaffenhed i det sikre håb, at de i en skøn fremtid vil opnå fuldkommen retfærdighed.