Spørgsmål fra læserne

● På grund af nogle oplysninger, der kom frem i Vagttaarnet for 1. oktober 1956 vedrørende dåben, har flere spurgt, om det var tilrådeligt at lade sig døbe igen. De siger, at deres forståelse af dåben er meget bedre nu, end da de lod sig døbe. Nogle har for år tilbage fået at vide, at deres dåb i vand indenfor et af kristenhedens religionssamfund var tilstrækkelig til at symbolisere deres indvielse, hvis de på daværende tidspunkt forstod, at de indviede sig til at gøre Jehovas vilje, men nu hedder det i denne artikel (side 309, paragraf 14), at en dåb i et af kristenhedens religiøse samfund ikke er gyldig, og at sådanne mennesker bør lade sig døbe igen af Jehovas teokratiske organisation. De spørger, om de nu bør lade sig døbe igen, og hvilken dato for deres indvielse der i så fald bør stå på deres optegnelseskort? Skal det være den sidste dåbsdato, selv om man har været i sandheden og deltaget aktivt i vidnearbejdet i ti eller tyve år eller mere?

Vedrørende mennesker, som engang er blevet døbt af Jehovas vidner, men som kommer til at føle behovet for at lade sig døbe igen efter at have læst ovennævnte artikel, melder følgende spørgsmål sig: Forstod de det dåbsforedrag, der blev holdt, da de blev døbt? Forstod de, at vanddåben symboliserede en indvielse, de allerede skulle have foretaget i deres hjerte, et løfte aflagt ind for Gud, en beslutning om at gøre hans vilje? Var de spørgsmål, der stilledes dem ved deres dåb, ikke tydelige nok? Understregede foredraget og disse spørgsmål ikke tydeligt og kraftigt de krav, der blev stillet? Hvis dåbsforedraget fremstillede sagen enkelt og klart, og spørgsmålene til kandidaterne var enkle og klare og formulerede, så man ikke kunne tage fejl af dem, hvordan kan den, som da svarede ja på disse spørgsmål, nu sige, at han ikke vidste eller forstod, hvad han gjorde?

Vi er uden tvivl alle vokset i forståelsen af vor indvielse, siden vi symboliserede den ved vanddåben. Ja, vi forstod den sikkert ikke til fulde, eller helt så fuldt som vi gør nu. Men det betyder ikke, at vi bør lade os døbe igen. Denne artikel i Vagttaarnet har ikke sagt mere eller andet end det, tidligere artikler har sagt om emnet, bortset fra det ene, at en dåb i et af kristenhedens religiøse samfund ikke kan betragtes som tilstrækkelig nu, siden året 1918, da Jehova Gud ledsaget af pagtens sendebud kom til templet og forkastede kristenheden.

De mennesker, som således føler sig usikre, må komme til klarhed over, hvornår de var sig bevidst, at de indviede sig til Gud, idet de med ren samvittighed tydeligt kan genkalde sig denne indvielse. Hvis den fandt sted, efter at de var blevet døbt for år tilbage, da bør de lade sig døbe igen som symbol på deres virkelige indvielse, og datoen for denne dåb er den, der bør indføres på optegnelseskortet.

Når et menneske én gang har forstået dåbens betydning og har ladet sig døbe som tegn på sin indvielse, vil det ikke være nødvendigt eller passende, at vedkommende lader sig døbe igen, selv om han endog for en tid falder bort eller bliver passiv, lige så lidt som et lem på Kristi legeme behøver at salves på ny. Den dåb, han én gang har underkastet sig, står for bestandig som et vidnesbyrd om hans indvielse til Jehova og som et varigt tegn på hans forpligtelser over for Gud.

Hvad angår mennesker, der er blevet døbt ved fuldstændig nedsænkning i vand, mens de var medlemmer af et af kristenhedens religionssamfund, og før de sluttede sig til Jehovas vidner, kan der siges følgende: I 1918 blev kristenhedens forskellige religiøse organisationer på grund af deres adfærd definitivt forkastet ved Jehovas dom gennem hans sendebud i templet. Forud for den tid havde mange, som var tilsluttet sådanne organisationer, samvittighedsfuldt studeret deres bibel og var kommet til at se, at de måtte overgive sig eller indvi sig til Gud gennem Kristus for at høre ham til og for herefter at gøre hans vilje, idet de satte deres lid til hans hjælp ved den hellige ånd. De så ganske rigtigt, at vanddåben ved fuldstændig nedsænkning var det eneste rigtige symbol på, at de således havde overgivet sig til Gud gennem Kristus. De fik derfor præsten eller den ledende i dette trossamfund til at døbe dem, idet han gjorde det „i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn“, og de troede på Guds ånds virkekraft, som den beskrives i Bibelen, og denne havde de læst og var blevet fortrolige med.

Læg mærke til, at disse mennesker foretog en virkelig indvielse til Gud gennem Kristus og bad om hans hellige ånd, og at de følte sig bundet af denne indvielse lige siden. De foretog ikke denne indvielse gennem præsten eller den person, der døbte dem. Dette bekræftes af, at da de fik forelagt sandheden af Jehovas vidner, så de, hvilken pligt der påhvilede dem, ikke den på ny at indvi sig til Gud, men at gå ud fra det modbilledlige Babylon, at „drage ud fra hende“, og derfor afbrød de forbindelsen med disse religiøse trossamfund og blev Jehovas vidner, idet de fortsatte med at gøre Guds vilje med bedre kundskab og klarere forståelse. De blev ikke døbt igen, men vedblev at opfylde deres tidligere indvielsesløfte, og Jehova gav bevis på sin anerkendelse af dem ved at bruge dem i sin tjeneste og ved gennem dem at lægge sin ånds virkekraft for dagen, mens de samtidig frembragte frugterne af hans ånd. Dette viser, at det, der gør en indvielse gyldig, ikke er, hvad døberen (hvad enten han er præst eller noget andet) tror eller forstår, men hvad den døbte selv tror, forstår og gør. Indvielsen var korrekt, dåben i vand som symbol derpå var korrekt, og Gud viste sin anerkendelse heraf ved at udgyde sin hellige ånd over den døbte. Hvorfor skulle der da finde en ny dåb sted, efter at man har forladt det modbilledlige Babylon som en opfyldelse af sin indvielse og er blevet et af Jehovas vidner?

Læg især mærke til, hvad førnævnte paragraf 14, side 309, i Vagttaarnet siger: „Ofte stilles det spørgsmål, om en, der tidligere er blevet døbt ved en ceremoni i et andet religiøst samfund, skal døbes igen, når vedkommende har fået nøjagtig kundskab om sandheden og indvier sig til Jehova.“ Bemærk de sidste fem ord: „Og indvier sig til Jehova.“ Det vil sige at have foretaget en indvielse, efter at man har modtaget de sandheder, som er blevet forelagt af Jehovas vidner, og efter at man har forladt det modbilledlige Babylon. Det betyder, at dette menneske ikke symboliserede sin indvielse til Gud, da det blev døbt „i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn“ af en af de ledende i et religiøst samfund, men blot blev et medlem af dette samfund. Derfor så dette menneske behovet for at foretage en indvielse og symbolisere den ved dåben, efter at det havde sluttet sig til Jehovas vidner. Det ville være rigtigt af et sådant menneske at lade sig døbe igen. I overensstemmelse hermed er beretningen i Apostlenes Gerninger 19:1-7 om de tolv mænd, der lod sig døbe igen. De var før blevet døbt i Faderens navn, men ikke i Jesu navn eller den hellige ånds navn, som de slet ikke havde hørt om, og derfor var deres tidligere dåb ikke sket i alle de nødvendige faktorers navn, og det var grunden til, at de ikke kunne modtage den hellige ånd, før Paulus lod dem døbe igen.

Hvis nogen i dag, da kaldet til at drage ud af Babylon lyder klart for alle, hører dette kald og alligevel forbliver i et af det modbilledlige Babylons religionssamfund og lader sig døbe her, vil en sådan dåb følgelig ikke have gyldighed. Hans beslutning kunne ikke være en indvielse til at gøre Guds vilje, for — som paragraf fjorten siger — et sådant menneske ville „have skilt sig ud fra sådanne gudsbespottelige, babyloniske systemer, før det havde ladet sig døbe af dem“. Et sådant menneske kunne først foretage en indvielse, der ville blive anerkendt af Gud, når det var „draget ud af Babylon“, og denne indvielse måtte vedkommende symbolisere ved atter at lade sig døbe, idet han bliver fuldstændig nedsænket under vand. Datoen for denne dåb er den dato, der skal stå på forkynderens optegnelseskort i den menighed, han er tilsluttet. Datoen for indvielsen opgives aldrig, men det er underforstået, at indvielsen har fundet sted før dåben.

Hvis et menneske overværer et dåbsforedrag, men ikke sidder blandt dåbskandidaterne og ikke højt besvarer de spørgsmål, der stilles, men bagefter beslutter at lade sig døbe som symbol på sin indvielse og derfor slutter sig til processionen af dåbskandidater og virkelig lader sig døbe på samme grundlag som de øvrige, da har et sådant menneske forpligtet sig over for Jehova Gud gennem Kristus. Hans indvielse, som han har symboliseret, må stå som en eviggyldig forpligtelse for ham, og han må betragte sig selv som bundet af den over for Gud. Gud læste hans hjerte og så, hvad han gjorde, og holder ham bundet af hans offentlige bekendelse. Men skulle det, som ovenfor er beskrevet, herefter ske for nogen, er det bedst, at vedkommende følger denne fremgangsmåde, før han underkaster sig dåben: gå hen til den taler, som holdt det dåbsforedrag, du lige har hørt, og lad ham stille dig de to spørgsmål privat, så du kan besvare dem bekræftende.