Kom endelig på besøg igen!
En englænder som var ansat i luftvåbenet, kom til kundskab om sandheden og tog sit standpunkt. Tre gange måtte han foretage en rejse for at blive fremstillet i retten, og hver gang blev han ledsaget af den samme militærpolitibetjent. Over for denne forklarede han selvfølgelig grunden til retssagen og aflagde et fint vidnesbyrd. Politibetjenten viste oprigtig interesse, og det blev lovet ham at den nærmeste menighed skulle få hans navn og adresse således at brødrene dér kunne sætte sig i forbindelse med ham.
Politimanden ventede tålmodigt i nogle uger på at et vidne skulle aflægge ham besøg. I løbet af denne tid lykkedes det ham at gøre sin hustru interesseret også. Hun havde i tredive år været medlem af Christadelphia-menigheden. Tiden gik, men der var stadig ingen som kom og besøgte dem. Ægteparret skulle dog alligevel få sandheden.
Fire måneder senere oprandt det man kalder julen. I politibetjentens hjem var der pyntet op med kulørte papirudklip og juletræ, og datteren tog en af sine legekammerater med hjem for at denne kunne se det alt sammen. Da man spurgte pigen hvordan der var pyntet hjemme hos hende, svarede hun uden omsvøb at hjemme havde de ikke sådan noget, for det var hedensk og havde intet med Bibelen at gøre, og at de var Jehovas vidner og kom til møde i rigssalen. Da husets frue hørte det, skrev hun straks en seddel og bad pigen gå hjem til sin moder med den. På sedlen udbad hun sig Jehovas vidners nyeste brochure samt en sangbog. Da søsteren læste sedlen, syntes hun jo nok at det var en lidt løjerlig anmodning, så hun gik hen for at se hvad der var på færde. Og således kom familien atter i forbindelse med sandheden.
I selv samme uge besøgte jeg menigheden på min sædvanlige rejse rundt i zonen. Jeg hørte om familien, og det blev aftalt at jeg skulle besøge den og hilse på manden, der alene af den grund tog fri fra tjeneste og kom hjem for at tage imod disse vidner der havde ladet vente så længe på sig. Jeg tilbragte to vidunderlige timer sammen med familien, og inden jeg tog af sted oprettede jeg et studium med hustruen, mens manden fik litteratur med sig til militærlejren. Blandt andet fik han „Forvis Jer Om Alt“, eftersom han allerede havde taget livtag med feltpræsten. Familien stod lige parat til at tage imod sandheden, og de var alle kede af at de havde spildt tiden mens de måtte vente på at vidnerne skulle komme og besøge dem.
Fire måneder senere kom jeg på besøg igen på min næste runde i zonen. Da havde manden sagt luftvåbenet farvel, både han og hans hustru var begyndt at forkynde regelmæssigt, og nu afventede de det næste stævne så de kunne blive døbt. Alt dette kunne være blevet til ingenting hvis der ikke igen var blevet oprettet kontakt med familien gennem et af vore små vidner. Hvad der blev af genbesøgssedlen bliver nok aldrig opklaret, men hændelsen understreger med al ønskelig tydelighed hvor vigtigt det er at vi lader adressen på vore interesserede gå videre dersom vi ikke selv kan tage vare på dem, og også at vi har ansvaret for de interesserede indtil vi er sikre på at andre brødre har sat sig i forbindelse med dem og vedligeholder interessen. — Beretning sendt fra London af en af de rejsende repræsentanter for Vagttårnets selskab.