Del med andre
1. Forklar forskellen mellem verdslig og kristen gæstfrihed.
KRISTEN gæstfrihed er et udslag af kærlighed; verdslig gæstfrihed et udslag af stolthed. Der er afgrundsdyb forskel på de to slags gæstfrihed. Den ene har sit udspring i kærlighed og venlighed, den anden i stolthed og selviskhed. Verden praktiserer gæstfrihed, for at mennesker skal „lægge mærke til“ det. Ofte venter de, at de indbudte skal gøre gengæld. „Jeg giver dig en middag, hvis du giver mig en,“ er devisen for verdens falske gæstfrihed. Hvor helt anderledes handler ikke den kristne! Når han deler med andre, er det ikke af stolthed eller med ønske om at få noget igen, men af inderlig kærlighed til Gud og mennesker. Mens verdens mennesker giver en mand noget på grund af det, han har, giver den kristne en mand noget på grund af det, han er, nemlig hans næste, hans broder. Den tid kommer snart, da hver eneste levende menneskesjæl vil følge den kristne gæstfrihedens vej og således ligne sin Fader i himmelen. — Matt. 6:1.
2, 3. a) Hvilken trang føler man, når man tager imod sandheden? b) I hvilken udstrækning har fårene i modsætning til bukkene reageret på det budskab, Kongens brødre har bragt dem?
2 Den, som har det rette hjertelag, og som har modtaget Jehovas rige åndelige velsignelser, føler trang til at være gæstfri og dele sine materielle goder med andre — i det øjemed at dele den gode nyhed med andre. Var det ikke fårene i Jesu lignelse, der delte, hvad de havde, med Kongen? Kongen sagde til fårene: „Jeg blev sulten, og I gav mig noget at spise; jeg blev tørstig, og I gav mig noget at drikke. Jeg var fremmed, og I tog gæstfrit imod mig; nøgen, og I klædte mig. Jeg blev syg, og I sørgede for mig. Jeg var i fængsel, og I besøgte mig.“ Hvordan kunne fårene gøre alt dette for en himmelsk konge? „Sandelig siger jeg jer,“ sagde Jesus, „i samme udstrækning I gjorde det mod en af de mindste af disse mine brødre, gjorde I det mod mig.“ — Matt. 25:35, 36, 40, NW.
3 Hvor sandt er ikke dette nu, da lignelsen får sin opfyldelse her i endens tid! For at den gode nyhed kunne blive forkyndt, har Kongens brødre, den salvede rest, holdt ud under forfølgelse og fortrædeligheder. Hvem kom dem til hjælp? Bukkene? Aldrig i livet! De havde intet tilovers for Kongens brødre, hverken sympati eller tid. De ville lige så lidt yde Kongens åndelige brødre hjælp og bistand, som de ville have hjulpet Kongen selv, hvis han var her på jorden. Men fårene viser i taknemmelighed over de åndelige rigdomme, de har fået i eje, ikke alene resten af Kristi efterfølgere gæstfrihed, men også deres broder, Kongen, troskab af hjertet. På grund af den hjælp og bistand, fårene har ydet Kongens brødre, siger han til dem: „Kom, I, som har min Faders velsignelse, arv det rige, der er beredt jer fra verdens grundlæggelse.“ — Matt. 25:34, NW.
4-6. Hvordan kan vi vise, at vi oprigtigt elsker Gud, mens Djævelens tingenes ordning endnu består?
4 At dele med andre, især med de sande kristne, er en handlemåde, der tydeligvis godkendes og anbefales af Kongen. Eftersom forkyndelsen af den gode nyhed endnu ikke er fuldført, er der stadig rig lejlighed til at dele ens goder med andre, hvad enten de hører til resten eller til de andre får, og derved hjælpe dem til at fortsætte i Rigets gerning. „Så lad os da, mens vi har lejlighed til det, gøre godt mod alle, men især mod dem, der har hjemme i den samme tro.“ — Gal. 6:10.
5 Der kan ikke herske tvivl om, at det at øve godt mod vore brødre indbefatter at dele vore materielle goder med dem. I sin beskrivelse af sand kærlighed sagde apostelen Johannes: „Men den, der har jordisk gods og ser sin broder lide nød og lukker sit hjerte for ham, hvorledes kan Guds kærlighed blive i ham? Børnlille, lad os ikke elske med ord, ej heller med tunge, men i gerning og sandhed.“ — 1 Joh. 3:17, 18.
6 Kærlighed er ikke kun tomme ord, men giver sig udslag i gæstfrihed. „Nægt ikke den trængende hjælp, når det står i din magt at hjælpe; sig ej til din næste: „Gå og kom igen, jeg vil give i morgen!“ — såfremt du har det.“ Den, som ejer sand kærlighed, deler med de trængende; han betænker sig ikke så længe, at han aldrig deler noget med nogen, eller sådan, at når han endelig gør det, er det for lidt og for sent. Da vi stadig befinder os i Djævelens verden, hænder det, at vore brødre ganske uforskyldt og ikke på grund af dovenskab kommer i yderste nød. Årsagen kan være stormskade, oversvømmelse, ildebrand, ulykker, sygdom eller forfølgelse. Hvis en sand kristen ser sin broder i nød og nægter ham hjælp, når det står i hans magt at hjælpe, „hvorledes kan Guds kærlighed blive i ham“? — Ordsp. 3:27, 28.
Del med andre „alt efter deres behov“
7. Hvad siger Bibelen om at dele med andre? Hvad må vi overvinde for at følge dens formaning?
7 Skal vi dele med andre til det rette tidspunkt og i det rette omfang, må vi bekæmpe og overvinde den menneskelige tilbøjelighed til glemsomhed og ubetænksomhed. Optaget af sit eget virkefelt er den enkelte tilbøjelig til at overse eller være uopmærksom over for andres behov. Det er grunden til, at de kristne får følgende formaninger: „Idet I ikke bare af personlig interesse ser på jeres egne sager, men også af personlig interesse ser på de andres.“ „Del med de hellige alt efter deres behov.“ De skal „være rundhåndede, rede til at dele med andre“. „Glem ikke at gøre vel og dele med andre.“ — Fil. 2:4; Rom. 12:13; 1 Tim. 6:18, NW; Hebr. 13:16.
8. Med hvem kan vi især dele „efter deres behov“? Hvorfor er det ikke favoriseren?
8 Nogle brødre, som anvender al deres tid til forkyndelsen af den gode nyhed, trænger måske mere til hjælp end andre. I denne forbindelse er der ofte lejlighed til at yde bistand. Det er ikke at favorisere nogen, men at følge den bibelske handleregel, der er bevaret i 1 Timoteus 5:17, 18 (NW) til vor belæring: „Lad de ældre mænd, som præsiderer på rette måde, anses for værdige til dobbelt ære“, eller som fodnoten tilføjer „dobbelt belønning“. Hvem gør sig især fortjent til en „dobbelt belønning“? Navnlig dem, som arbejder hårdt med at tale og undervise. For Skriften siger: „Du må ikke binde munden til på en okse, når den tærsker“; og: „En arbejder er sin løn værd.“ Du ved, hvem der arbejder hårdt. Det er ikke vanskeligt at se. At vise dem personlig interesse og dele med dem „alt efter deres behov“ og efter de midler, du har til rådighed, er ret og rigtigt og velbehageligt i Guds øjne. Det er ikke favoriseren, når vi yder zone- og sektionstjenere, missionærer, pionerer og andre, „som arbejder hårdt med at tale og undervise“ i den gode nyhed, „dobbelt“ gæstfrihed. Det er Guds vilje.
9, 10. a) Hvad sagde apostelen, da han skrev til menigheden vedrørende dem, som præsiderer på rette måde, og som arbejder hårdt i forkyndelsen af den gode nyhed? b) Hvilken forret har vi fælles med det første århundredes kristne?
9 Apostelen anbefalede ofte, at bestemte brødre eller søstre på grund af deres arbejde blev modtaget med gavmild og forstående gæstfrihed: „Jeg anbefaler jer Føbe, vor søster, der er menighedstjenerinde i Kenkreæ, for at I må tage imod hende i Herren, som det sømmer sig for de hellige, og hjælpe hende med alt, hvori hun kommer til at trænge til jer; thi hun har været en hjælp for mange og for mig med.“ Paulus vidste, at Føbe, „en tjenerinde“ i menigheden i Kenkreæ, var en flittig arbejder, og at hun ofte havde delt, hvad hun havde, med andre, ja med apostelen selv. Nu anbefaler han, at brødrene i Rom tager imod hende på den måde, hun har taget imod andre, således „som det sømmer sig for de hellige“. — Rom. 16:1, 2.
10 Dengang det styrende råd blandt de første kristne udsendte særlige tjenere til menighederne for at hjælpe dem med deres åndelige behov, havde brødrene den forret at vise gæstfrihed. Sådan er det også i dag. Det styrende råd udsender særlige tjenere, såsom zone- og sektionstjenere og betelbrødre til at yde menighederne åndelig hjælp. Det er menighedernes forret at tage imod disse særlige tjenere, „som det sommer sig for de hellige“, og at dele med dem „alt efter deres behov“.
11. a) Hvad vil det sige at dele med andre „alt efter deres behov“? b) Hvad er det, der har Guds velbehag, når vi deler med andre?
11 Eftersom kristen gæstfrihed skal vises „efter deres behov“, er den rundhåndet, men holdt inden for rimelighedens grænser. Vi skal være rede til at dele, men med rimelighed. (Tit. 3:2, NW) Man må være „mådeholden i sine vaner“. Selv om rundhåndethed er en bibelsk regel, er ødselhed det ikke. Ingen bør gøre sig selv fattig, end ikke midlertidigt. Det hænder, at brødrene ikke tilbyder at dele, hvad de har, med andre, fordi de ikke synes, de har noget særligt at byde på, ikke nogen „fedekalv“. Men det er en forkert indstilling. Ingen broder skulle afholde sig fra at beværte en særlig tjener, fordi han kun kan byde ham almindelig mad. Dengang Guds søn viste gæstfrihed, syntes han da, at ganske almindelig mad ikke var god nok? Det måltid, som han på mirakuløs vis fremskaffede til de 5000, bestod ikke af nogen „fedekalv“, men af brød og fisk. Skønt Jesus ved Guds kraft kunne have dækket et festmåltid lige så overdådigt som de rige romeres, valgte han at give mængden mad „efter deres behov“. Mén derfor ikke, at du skal give det udseende af, at du sidder bedre i det, end du i virkeligheden gør; det ville ikke være at følge gæstfrihedens vej, men derimod stolthedens. Vor kristne gavmildhed skal stå i forhold til vor sans for at økonomisere for den gode nyheds skyld. Så vil vor gavmildhed aldrig blive til ødselhed, og vor sparsommelighed ikke udarte til nærighed. Når du deler med andre, er det ikke det, du deler med den anden, der har betydning i Guds øjne, men grunden til, at du deler med ham: „For hvis villigheden er der først, er den særdeles velbehagelig, efter hvad et menneske har, ikke efter hvad et menneske ikke har.“ — 1 Tim. 3:2; 2 Kor. 8:12, NW.
12. a) Hvordan bør den kristne tage imod det, der tilbydes ham? b) Hvilken fare ligger der i uhæmmet selviskhed?
12 Ligesom vi skal være rimelige, når vi giver noget bort, skal vi også være det, når vi modtager noget. Eftersom vi giver, således „som det sømmer sig for de hellige“, skal vi også tage imod på lignende måde. Vær rimelig, når du tager imod, hvad der tilbydes dig. Hvis du bliver opfordret til at dele et måltid med en anden, må du være mådeholden, uselvisk. Hvis der for eksempel er fem om at dele et måltid, og der kun er fem stykker kød på fadet, så vil det venlige, det uselviske, være kun at tage ét stykke, selv om ens appetit kunne give en lyst til at tage mere. Jehova hader selviske mennesker. Ingen havesyg vil arve Guds rige. (1 Kor. 6:10) Husk, at det ved afslutningen på Kristi tusindårige regering vil være et udslag af selviskhed, der vil få mange mennesker til at dele skæbne med Djævelen. Begynd allerede nu at rykke alle former for selviskhed op med rode. Jo større fremskridt vi gør i den retning nu, desto lettere vil det være for os, når vi skal bestå den endelige prøve. Det kræver vågen venlighed og betænksomhed at give noget bort, men det gør det også at tage imod noget.
Del med hinanden „uden knurren“
13. Hvordan skal man vise gæstfrihed for at behage Gud?
13 Den uselviske giver uden at knurre. „Enhver give, som hans hjerte har tilsagt ham, ikke tvært og tvungent; thi Gud elsker en glad giver.“ Man ville synes, at det var unødvendigt at formane nogen til at give uden at knurre, og dog fandt Peter det påkrævet at sige: „Vær gæstfri imod hverandre uden knurren.“ — 2 Kor. 9:7; 1 Pet. 4:9.
14. a) Hvad kan være grunden til, at nogle kun modstræbende giver andre noget? b) Hvordan kan man opdage dem, der misbruger andres gæstfrihed, og hvilken bibelsk regel kan man anvende på dem?
14 Nogle af de første kristne må have været misfornøjede, når de skulle vise gæstfrihed. De må have været selviske, nærige og gnieragtige. Eller måske er deres gæstfrihed blevet misbrugt, så de er blevet bitre. Nogle af menighedens medlemmer i Tessalonika vandrede „usømmeligt“ og arbejdede ikke. Nogle af disse har været snyltere, der levede af brødrenes gæstfrihed. De har måske besøgt forskellige hjem på tur og snyltet på brødrene. I hvert tilfælde fandt Paulus det klogt at fastsætte denne regel: „Hvis nogen ikke vil arbejde, skal han heller ikke have føden.“ Når denne bibelske regel anvendes, behøver ingen broder at mene, at det er farligt at udvise gæstfrihed. Hvorfor ikke? Nej, for hvis han forstår at skelne, kan han med det samme se, hvem der misbruger brødrenes gæstfrihed. En snylter er ikke åndeligsindet; hans tale er ikke oprigtig teokratisk. Mangel på åndeligsindethed kan snart mærkes. Men fremfor alt er der det håndgribelige bevis: arbejder han? En flittig arbejder har ikke tid til at snylte, for han har travlt med at skaffe sit eget udkomme og med at forkynde den gode nyhed. En snylter har tid, fordi han ikke er en flittig arbejder. Derfor er det let at afgøre, hvem der er værdige til at modtage vor gæstfrihed. Med dem skal vi dele „uden knurren“. — 2 Kor. 9:7; 2 Tess. 3:10, 11, NW.
15. Hvordan roste og opmuntrede apostelen Johannes sin elskede ven Gajus?
15 I Bibelen omtales mange, der betragtede det som en stor forret at vise gæstfrihed, og de gav „uden knurren“. Apostelen Johannes skrev til Gajus: „Du elskede! trofasthed viser du gennem det, du gør for brødrene, ja endog for tilrejsende. De har vidnet for menigheden om din kærlighed. Og du vil gøre vel i at hjælpe dem videre frem på deres rejse på en Gud værdig måde. Thi for navnets skyld er de draget ud uden at tage imod noget af hedningerne. Derfor er vi skyldige at tage os [gæstfrit, NW] af sådanne mænd, for at vi kan blive deres medarbejdere for sandheden.“ Gajus havde vist de flittige arbejdere gæstfrihed, og den fortræffelige ånd, han lagde for dagen, var kommet Johannes for øre, og nu roste han ham for hans „trofasthed“. Han opmuntrede Gajus ved at formane ham til fortsat at modtage brødrene „på en Gud værdig måde“. — 3 Joh. 5-8.
16-18. a) Hvem var Lydia, og hvorfor skal vi være som hun? b) Hvordan betragtede Paulus gæstfrihed? Hvorfor skal vi være som han?
16 En anden, der viste den rette ånd, var Lydia. Paulus traf hende i Filippi i Makedonien. Hun tog imod sandheden og blev døbt. „Da hun og hendes husstand var blevet døbt, indbød hun os og sagde: „Dersom I agter mig for at være Herren tro, så kom hjem i snit hus og bliv dér!“ Sådan nødte hun os.“ — Ap. G. 16:15.
17 Lydia fulgte gæstfrihedens vej. Paulus viste også den rette ånd. Lydia betragtede det som en stor forret at beværte disse Jehovas tjenere. Paulus var ikke alt for ivrig; han handlede aldrig, som om Lydia var forpligtet til at tage sig af ham. Paulus påtog sig aldrig den mine: „Det er min gode ret,“ eller „Det er ikke andet, end hvad du skylder mig.“ Han kom ikke med en eneste hentydning til mad og husly. Lydia kom selv med forslaget. Hun var vågen! Hun vidste, at Paulus skulle have noget at spise og et sted at sove om natten. Paulus, der ikke ønskede at falde nogen til byrde, uanset hvor godt de sad i det, tog kun mod tilbudet, da hun indtrængende havde opfordret ham til det. Lukas’ bemærkning: „sådan nødte hun os“, viser, hvilken hensynsfuld og varmhjertet kvinde Lydia var. Vær som hun.
18 Vi skulle også være som Paulus. Apostelen lod aldrig nogen føle, at de var forpligtede over for ham. Regn aldrig med, at andre skal vise dig gæstfrihed. Tro ikke, at det er noget, brødrene skylder dig. Hvis en broder for eksempel kører dig til et møde i sin bil, skal du ikke tænke, at han fra da af er forpligtet til at gøre det hver uge. Den rette, uselviske indstilling bør være denne: „Jeg vil hellere spadsere til møde end falde andre til byrde. Hvis en broder viser mig den venlighed at køre mig til møde i sin bil, vil jeg takke Jehova for hans godhed; og hvis broderen ikke gør det igen, vil jeg ikke føle mig stødt eller bære nag.“ Bevarer vi denne uselviske indstilling, vil brødrene, som giver os noget, føle, at de giver „en rigelig gave og ikke noget, de er blevet aftvunget“. — 2 Kor. 9:5, NW.
At give kræver initiativ
19. Hvad skal vi huske på, når vi gør noget for at være gæstfri?
19 Såfremt vi ønsker at dele noget med andre, kræver det handling fra vor side. Ikke på en måde, der får dem til at føle sig forlegne, men således at de med lethed kan acceptere det, der tilbydes. Hvis du inviterer en flittig arbejder til middag, så sig ikke: „Bryder du dig om at spise til middag hos os?“ men sig: „Kom med hjem og spis til middag hos os.“ Mener du det ærligt, så sig det i en positiv form. Med apostelen Paulus’ ønske om ikke at falde nogen til byrde i tanke kan du forestille dig, hvad han ville have svaret på spørgsmålet: Bryder du dig om at spise til middag hos os? Lydias opfordring var positiv, og så måtte hun alligevel nøde ham til at komme.
20, 21. a) Nævn bibelske eksempler på nogle, der gjorde sig ulejlighed for at dele med andre. b) Hvilke dybe følelser fremkaldte deres gæstfrihed?
20 Skal vi tage skridtet til at dele noget med andre, må vi undertiden gøre os ekstra ulejlighed. Da Paulus skrev til Timoteus, fortalte han om, hvordan Onesiforus gjorde sig ulejlighed for at kunne besøge apostelen, da han var i fængsel, og bringe ham forfriskninger. „Måtte Herren vise barmhjertighed mod Onesiforus’ hus, fordi han ofte bragte mig forfriskning og ikke skammede sig over mine lænker. Tværtimod; når det hændte, at han var i Rom, eftersøgte han mig ivrigt og fandt mig.“ I en storby som Rom krævede det ihærdig eftersøgning at finde Paulus. Men Onesiforus gjorde sig denne særlige anstrengelse. Han bragte apostelen forfriskninger, ikke bare én gang, men „ofte“. Denne gavmildhed rørte Paulus så dybt, at han måtte udbryde: „Måtte Herren give ham at finde barmhjertighed hos Jehova på hin dag.“ — 2 Tim. 1:16-18, NW.
21 En anden, der gjorde sig ulejlighed for at vise gæstfrihed, var kvinden i Sjunem. Hun lagde mærke til, at Elisa tjente Jehova, og da han en dag kom forbi, tog hun initiativet til at bede ham om at spise hos sig. En dag bestemte hun sig til, at hun kunne gøre mere. Derfor sagde hun til sin mand: „Jeg ved, at det er en hellig Guds mand, der stadig kommer her forbi; lad os mure en lille stue på taget og sætte seng, bord, stol og lampe ind til ham, for at han kan gå derind, når han kommer til os!“ En dag, da Elisa hvilede sig i den lille stue, spurgte han sin værtinde, om han kunne vise hende en venlighed til gengæld. Hun ville intet have. Men gennem en tjener fik Elisa at vide, at sjunemkvinden ingen børn havde, og at hendes mand allerede var oppe i årene. Profeten forstod, hvilken stor velsignelse det ville være for denne kvinde at få en søn. Han kaldte på hende og fortalte hende, at til næste år ville hun have en søn i sine arme. Hvilken velsignet lod! Hendes inderligste håb blev opfyldt bare fordi hun havde gjort det muligt for en af Jehovas tjenere at få husly. — 2 Kong. 4:9, 10.
22-25. a) Hvad kan være grunden til, at nogle undlader at være „rede til at dele“ med andre? b) Hvem var „rede til at dele“ med apostelen Paulus, da han var i trang, og hvem var ikke? c) Hvorfor sagde apostelen at han „plyndrede“ de makedoniske menigheder ved at tage imod deres støtte?
22 Når brødre ikke er årvågne, hensynsfulde og „rede til at dele med andre“, således som sjunemkvinden og Onesiforus var det, og de ellers har midlerne til det, er det så, fordi de er nærige? Nej, det er langt snarere på grund af tankeløshed eller måske manglende modenhed. I denne henseende mindes vi korinterne, da Paulus første gang betjente dem. Trods sin deltidsbeskæftigelse led han savn. Men korinterne var ikke „rede til at dele“ med ham. De gjorde ikke noget for at dele deres goder med Paulus. Senere hen, da Paulus havde forladt dem, følte han trang til at nævne, at han havde betjent dem uden at bede om det mindste:
23 „Eller begik jeg en synd ved at ydmyge mig selv, for at I kunne ophøjes, fordi jeg med glæde forkyndte jer den gode nyhed om Gud uden omkostninger for jer? Andre menigheder plyndrede jeg, idet jeg tog imod støtte af dem for at tjene jer; men da jeg var hos jer, og jeg kom i trang, faldt jeg ikke en eneste til byrde, for brødrene, der kom fra Makedonien, forsynede mig rigeligt med, hvad jeg havde behov.“ — 2 Kor. 11:7-9, NW.
24 Disse ord skulle få os til at tænke. Korinterne tænkte sig ikke om. Paulus betjente dem i over et år, og dog var der ingen af dem, der delte med ham efter hans behov. Når han var i trang, hjalp brødrene fra Makedonien ham og det rundhåndet. Det stærke udtryk, at Paulus „plyndrede“ andre menigheder ved at tage imod støtte fra dem, så han kunne betjene korinterne, viser, hvor dybt dette rørte apostelen. Hvorfor? Ikke for hans egen skyld. „Thi jeg har lært at nøjes med det, jeg har. Jeg ved, hvad det er at have trange kår.“ — Fil. 4:11, 12.
25 Forholdet var dette: Brødrene i Korint havde øjensynlig de materielle goder og kunne dele med andre. Korint var i virkeligheden så berømt for sin velstand, at det var blevet et mundheld. Men menighederne i Makedonien var fattige, meget fattige, så fattige, at Paulus talte om deres „dybe fattigdom“, af hvilken der vældede „en rigdom af gavmildhed“ frem. Trods denne uhyre fattigdom bad makedonierne indtrængende om at få den forret at være med til at dele med de hellige; tit gav de over evne. Menighederne i Makedonien havde brug for det lidt, de ejede, til udbredelsen af den gode nyhed i deres eget distrikt, og dog hjalp de Paulus i en by, der var berømt for sin velstand. Korinterne kunne have hjulpet. Men Paulus, der til enhver tid ønskede, at den gode nyhed skulle gives for intet, bad dem aldrig om hjælp, og de tilbød aldrig nogen hjælp. — 2 Kor. 8:1-4.
26. Hvordan kan kristne menigheder i dag vise den „makedoniske“ ånd og villighed til at dele med andre?
26 Hvilke modsætninger! Korinterne, der var ubetænksomme og for umodne til at skønne på at dele med andre, og makedonierne, der var så betænksomme og modne, at de gav over evne. De kristne menigheder i dag skulle være som makedonierne, hensynsfulde og rede til at dele med andre. Nogle brødre, som har bil, tager med glæde en stor omvej for at bringe nyinteresserede til møderne. Det er udmærket. Men de, som har bil, glemmer somme tider, at de kan dele dette transportmiddel med deres egne brødre. Hvor skønt er det ikke, når brødre bruger deres biler til at hjælpe dem, som er ældre eller svagelige, eller dem, som bor meget afsides! Nogle, der ikke opøver denne villighedens ånd til at dele med andre, siger: „Jamen hvis jeg skulle køre helt ud i yderkanten af byen for at bringe en ældre søster hjem, ville det tage mig en halv time!“ Ja, det tager muligvis noget af vor tid at dele med andre. Men hvis vi gør os ulejlighed for at hjælpe vore brødre og bruger noget af vor tid på det, så er den tid ikke spildt. „Glem ikke at gøre vel og dele med andre; thi i sådanne ofre har Gud velbehag.“ — Hebr. 13:16.
27. Hvilke spørgsmål bør vi stille os selv med henblik på at dele med andre?
27 Spørg dig selv: Deler jeg nogen sinde noget med andre? Står det i min magt? Gør jeg mig nogen sinde ulejlighed for at vise mine brødre venlighed? Tænk over disse spørgsmål. Hvis du har en bil, og det regner efter mødet, gør du dig så den ulejlighed at spørge, om du kan give en eller anden en hjælpende hånd ved at køre dem hjem? Hvis du skal til at spise, og der er mere end rigeligt, tænker du så nogen sinde på at invitere en pioner hjem og dele det med ham? Hvis du har tøj tilovers, spørger du så en trængende broder, om han kan bruge det? Eller glemmer du det? Kristi apostel sagde: „Glem ikke at . . . dele med andre.“
28. Hvad bør menighedstjenere være vågne overfor?
28 Hvis du er menighedstjener og inviterer en broder fra en nabomenighed til at holde foredrag hos jer, overlader du det så til tilfældigheder, om han bliver gæstfrit modtaget af brødrene? Eller minder du dem om deres forret i den forbindelse? Kan du forestille dig de makedoniske brødre, fattige som de var, sende en besøgende tjener af sted igen uden så meget som at give ham en bid brød?
Alt for den gode nyheds skyld
29. a) Hvilken pligt påhviler der os, selv om det er for den gode nyheds skyld, at vore brødre deler med os? b) Hvordan kan taknemmelighed i lighed med kærlighed finde udtryk både i ord og i handling?
29 Når brødrene viser os gæstfrihed alt efter vort behov, ved vi, at de i egentligste forstand gør det for den gode nyheds skyld. Men det fratager os ikke pligten til at være taknemmelige. Tværtimod skulle vi være så meget mere taknemmelige. Når brødrene deler deres goder med dig, må du ikke glemme at udtrykke din taknemmelighed i ord. Det er blevet forudsagt om „de sidste dage“, at mennesker ville være „utaknemmelige“, og det er de også. (2 Tim. 3:1, 2) Men medlemmerne af den nye verdens samfund må aldrig blive sløve til at vise taknemmelighed! Til tider kan vi vise vor taknemmelighed i handling og ikke kun i ord. Hvis du kører i bil med en, som du ved kun har begrænsede midler, en pioner for eksempel, vil et rimeligt bidrag til dækning af benzin- og olieudgifterne være et udtryk for taknemmelighed. Husk altid, at hvis nogen påskønner små, ja ubetydelige venligheder, viser det, at de bedømmer et menneske efter hjertet og ikke efter pengepungen, at de sætter pris på vedkommende på grund af det, han er, og ikke det, han har. Taknemmelighed kan hjælpe os til at ligne vor himmelske Fader, der ser på hjerterne.
30. Hvilke velsignelser følger der med, når vi deler med andre for den gode nyheds skyld?
30 Gæstfrihed, der udvises for den gode nyheds skyld, medfører store velsignelser. For den besjæler os ikke alene med en taknemmelighedens ånd over for vore medmennesker, men fremfor alt over for Gud. Jo mere taknemmelige vi er over for Gud, des mere vider vore hjerter sig ud, og des rigere bliver vi på åndelig dømmekraft. Paulus sagde: „Således bliver I rige i alle måder og kan vise al slags gavmildhed, som gennem os fremkalder tak til Gud. Thi den hjælp, som ydes ved denne tjeneste, råder ikke alene bod på de helliges savn, men vil også bære rig frugt i de mange taksigelser til Gud.“ At udvise og at nyde gæstfrihed forøger således vor kærlighed til ham, som har nedlagt den gæstfri ånd i vore brødres hjerter, miskundhedens Gud, Jehova. — 2 Kor. 9:11, 12.
31. Hvorfor er det ikke den sande kristnes hovedopgave at dele de materielle goder med andre? Hvad kommer i første række?
31 Hvis vi er villige til at dele vore materielle goder med andre for den gode nyheds skyld, er det utænkeligt, at vi skulle forsømme at dele selve den gode nyhed med andre! Dog tror mange stadig, at det eneste, Gud forlanger af os, er, at vi er venlige og øver godt rent materielt. Men det er i virkeligheden ved at dele den gode nyhed med andre, at du vil „frelse både dig selv og dem, som lytter til dig“. Der er noget mangelfuldt og ufuldstændigt ved en kærlighed, som er villig til at dele materielle goder, men ikke åndelige, med andre, og de mennesker, der nærer den form for kærlighed, følger ikke Kristus. (Matt. 19:21) At opfylde de materielle behov alene er ikke nok: „Uddelte jeg end alt, hvad jeg ejer . . . men ikke havde kærlighed [så jeg fulgte Kristus ved at dele de livgivende, åndelige goder med andre], da gavnede det mig intet.“ Hvis vi virkelig elsker Gud og vor næste, vil vi gøre alt, også dele vore materielle goder med andre, for den gode nyheds skyld og i lighed med apostelen forsikre: „Jeg gør alt for den gode nyheds skyld, for at jeg kan dele den med andre.“ — 1 Tim. 4:16, NW; 1 Kor. 13:3; 9:23, NW.
32, 33. Hvori har gæstfrihedens ånd og lysten til at dele med andre sit udspring, og hvad fører disse egenskaber til? Hvem bør vi derfor ligne?
32 Hvor berigende er ikke gæstfrihedens ånd og lysten til at dele med andre! „Som Guds tjenere anbefaler vi os . . . ved mildhed“, idet vi viser fremmede gæstfrihed. Ved at dele med vore brødre viser vi kærlighed og taknemmelighed og virker for udbredelsen af den gode nyhed. „Således bliver I rige i alle måder og kan vise al slags gavmildhed.“ Du bliver lykkeligere: „Der er større lykke ved at give end ved at modtage.“ Du opnår en ubeskrivelig indre glæde som belønning. Du gør andres kærlighed til dig større. Men mere end noget andet: du gør vor kærlighed til Jehova rigere, fordi du fremkalder mange taksigelser til Gud. Ja, at give er berigende for dem, som beflitter sig derpå. Salomo sagde: „En giver gavmildt og bliver dog så meget rigere; en anden holder på det, han burde give væk, og lider kun savn. Rundhåndet mand bliver beriget.“ Således ser vi, at skønt det at vise gæstfrihed og at dele med andre har sit udspring i vor opmærksomhed over for andres behov, bliver vort liv rigere, hvis vi lægger disse gode egenskaber for dagen. — 2 Kor. 6:4-6; 9:11; Ap. G. 20:35, NW; Ordsp. 11:24, 25, RS.
33 Hvorfor lide mangel? Hvorfor ikke lade sig berige i alle måder? Vi må „være rundhåndede, rede til at dele med andre“. „Vær gæstfri imod hverandre uden knurren.“ (1 Tim. 6:18, NW; 1 Pet. 4:9) Vær som Abraham, der viste fremmede gæstfrihed og beværtede engle. Vær som Lydia, der betragtede gæstfrihed som en stor forret. Vær som Onesiforus, hvis venlighed greb en apostel om hjertet. Vær som sjunemkvinden, der gjorde sig ulejlighed for at vise gæstfrihed og blev belønnet med en søn. Vær som makedonierne, der trods fattigdom var så årvågne og betænksomme, at de delte det lidt, de havde, med andre. Ja, vær som din himmelske Fader: FØLG GÆSTFRIHEDENS VEJ!