De nægtede at gå på kompromis
SAND KRISTENDOM har aldrig været populær hos flertallet. For præsteskabet i det første århundrede var Jesus en uvelkommen gæst på det religiøse område. Hans kompromisløse forkyndelse af sandheden afslørede, at dets hykleriske selvretfærdighed og menneskelige overleveringer havde Guds mishag. (Matt. 15:1-9; 23:1-39) Jesus lærte, hvordan man skulle tilbede den eneste sande Gud, og uden tøven fastslog han, at Guds ord er sandhed. (Joh. 17:3, 17) Det betød, at ikke alene nationernes guder, men også de læresætninger, som var i modstrid med Guds ord, og som præsteskabet med urette forkyndte i Guds navn, var falske og vildledende. Eftersom Jesus havde ret, havde de uret! Den sandhed slog hårdt.
Heller ikke den politiske fløj følte sig vel til mode ved, at en, som man fortalte dem var bestemt til at skulle være „jødernes konge“, havde vist sig på skuepladsen, og da Herodes af „vismændene“ var blevet underrettet om hans fødsel, iværksatte han en dæmoninspireret kampagne for at få ham dræbt. Den slog fejl, men år senere gav den romerske landshøvding Pilatus efter for de religiøse farisæeres krav og lod Jesus henrette, som var han en oprører og lovbryder. — Joh. 19:12-16.
Sande kristne har fulgt det eksempel, Guds søn satte. På samme måde som Jesus viste Jehova absolut hengivenhed og uden vaklen forfægtede tilbedelsen af ham som den eneste rette religion, således har hans efterfølgere standhaftigt fulgt i hans spor. Apostelen Johannes gav udtryk for det samme faste standpunkt, da han sagde: „Vi ved, at vi er af Gud, og at hele verden er i den Ondes vold.“ (1 Joh. 5:19) Men ligesom verden ikke billigede den holdning, Kristus indtog, så den heller ikke med anerkendelse på Johannes’ færd. Han blev til sidst landsforvist til øen Patmos af kejser Domitian.
Især var det jødiske religiøse hierarkis ledere og deres tilhængere opfyldt af had og raseri mod de kristne. De havde allerede indgået et afskyeligt forbund med det hedenske Rom for at få Kristus henrettet. Da antallet af Kristi tilhængere fra Pinsedagen og fremefter voksede, og flere og flere forlod jødedommen for at antage Kristi lære, forblev hadet imod den usvækket.
Stefanus blev myrdet. „Men Saulus, der stadig fnyste med trussel og mord imod Herrens disciple, gik til ypperstepræsten og bad ham om breve til synagogerne i Damaskus, for at han, hvis han fandt nogen, mænd eller kvinder, som holdt sig til „vejen“, da kunne føre dem bundne til Jerusalem.“ (Ap. G. 9:1, 2) Han fortæller os selv grunden til, at han forfulgte de kristne: „I har selvfølgelig hørt om min færd førhen i jødedommen, hvorledes jeg til overmål vedblev at forfølge Guds menighed og skade den, og jeg gjorde større fremskridt i jødedommen end mange af mine jævnaldrende af min race, da jeg var langt mere nidkær for mine forfædres traditioner.“ (Gal. 1:13, 14, NW) Da Saulus så selv blev kristen, blev den tidligere forfølger nu selv forfulgt.
Det hedenske Rom og de stærkt religiøse jøder gjorde således fælles sag i deres had mod de kristne. Nogle historikere har endog fremsat den tanke, at den berygtede Neros hustru Poppæa var omvendt til jødedommen og derfor til en vis grad skulle have ægget Nero til hans dæmoniske forfølgelse af de kristne.
En bog siger således: „For hedningerne var kristendommen kun et udslag af religiøs fanatisme — foragtelig, ja, men ellers uden betydning. Hos jøderne derimod var den genstand for had, . . . Der var snart sagt ikke den ting ved kristendommen, som ikke æggede jødernes had mod den. Den satte deres lov ud af kraft. Den befriede alle hedninger for denne lovs tunge åg uden derved at stille dem på et lavere stade. . . . Den var så at sige et skæbnesvangert oprør og en sprængning indefra, der var farligere end noget angreb udefra. Og det værste af det hele var, at hedningerne forvekslede kristendommen med jødedommen, som var kristendommens bitreste modstander.“1
Et andet historisk værk tilføjer: „Den egentlige årsag til denne fjendtlighed var uden tvivl den misundelse, de jødiske præster og lærde nærede, samt deres frygt for at miste deres personlige fordele, dersom kristendommen tog overhånd. De jøder, der levede uden for Palæstina, i de romerske provinser, lagde ikke mindre grusomhed for dagen over for Kristi uskyldige disciple. Det fremgår af Apostlenes Gerninger og af andre troværdige beretninger, at de ikke sparede sig nogen ulejlighed for at ægge myndighederne og befolkningen til at gøre det af med de kristne. For at skjule denne nedrige handlemåde under en agtværdig klædning udbredte de det rygte, at de kristne nærede forræderiske planer mod den romerske regering; at de som deres konge anerkendte en vis mand ved navn Jesus, en misdæder, som Pilatus med fuld ret havde straffet med døden.“2
Forfulgt af romerne
Skal vi nu heraf slutte, at kristenforfølgelserne i de første århundreder af den kristne æra udelukkende blev iværksat af jøderne? Gør vi det, ville vi kun betragte én side af det billede, som kendsgerningerne tegner. „En af de vigtigste årsager til den fjendtlighed, romerne nærede mod kristendommen, var, at den kristne gudsdyrkelse ikke havde noget som helst af det, der var almindeligt i andre religioner. For de kristne havde ingen ofringer, ingen templer, ingen statuer, ingen orakler, ingen præsteklasse; og den lidet hensynsfulde hob mente, at de, som ikke havde nogen af disse ting, var blottede for al religion, og efter de romerske love blev de, som fornægtede guddommen eller de nationale guder, betragtet som en pestilens i det menneskelige samfund.“3
For romerne, hvis religion indbefattede ofring af røgelse til kejseren, var gudsdyrkelse og statsmagt nært forbundne. Når de kristne nægtede at deltage i disse hedenske ceremonier, blev det derfor taget som et udtryk for manglende kærlighed til fædrelandet. De kristnes urokkelige beslutning om udelukkende at vise Gud hengivenhed fremkaldte den romerske verdens vrede. Kristnes påstand om, at deres handlemåde var den rette, stemplede den romerske verdens færd som uret i Guds øjne, i lige så høj grad som jødedommens, og det brød den sig ikke om.
Følgelig satte dommerne sig det særlige mål ikke at dømme dem til døden, men at tvinge dem til at fornægte deres kristne tro. „Hvis de gik ind på at kaste nogle få røgelseskorn på alteret, blev de sendt bort fra retssalen under bifaldsytringer, og uden at der skete dem noget.“4 Hvis de nægtede at afsværge deres tro, blev de ofte dømt til døden, selv om man ikke kunne finde nogen anden fejl ved dem. „Hvilket princip der end dikterer deres handlinger,“ siger Plinius, „synes deres urokkelige stædighed alene at gøre sig fortjent til straf.“5
Den romerske verden var usædvanlig forlystelsessyg. Ikke alene udfoldede man stor ødselhed i de religiøse ceremonier, men man byggede, også uhyre arenaer, hvor man til underholdning lod særdeles blodige gladiatorkampe udkæmpe. De kristne fandt en så utøjlet krænkelse af Guds lov vedrørende blodets hellighed frastødende og nægtede derfor at overvære disse kampe. „Fordi de hadede verdens ondskab og dens brutale sportskampe og modbydelige afgudsdyrkelse, blev de anklaget for at hade hele menneskeslægten.“6 Og det bragte yderligere forfølgelse over dem, ikke alene fra myndighedernes side, men også fra folkets.’
Jehovas vidner af i dag ser sig selv stillet i en lignende situation. Selv om de gør godt mod deres næste og udbreder et kærlighedens budskab, er de genstand for forfølgelse og had i alle dele af verden. Det eneste, de ønsker, er at holde sig neutrale i deres forhold til verdensanliggenderne, men verden fortolker det som had til menneskeslægten. Når de citerer Guds ord og lader det sige det sidste ord i et spørgsmål og lader det gælde som den eneste gyldige rettesnor for en antagelig gudsdyrkelse, betragtes de som snæversynede. Da de ikke vil opgive deres kristne standard til fordel for verdslige fornøjelser, bliver de stemplet som hængehoveder, der dræber glæden for sig selv og andre. Og fordi de ikke vil gå på kompromis om kristne principper for egen fordels skyld, når verden kræver det, betragtes de som umedgørlige, nøjagtig som de første kristne blev det.
Disse vidners trofasthed står som en fordømmelse af dem, der bekender sig for at være kristne, men som kommer til kort i at leve efter Guds ords høje norm, og det kan de lige så lidt lide som jøderne og romerne i fortiden. Med ethvert til rådighed stående middel — ved underfundigt at lokke dem, og når det ikke hjælper, ved med vold at tvinge dem — søger de at få dem til at gå på kompromis. Men kan en kristen gå på kompromis?
Til dem, der vakler i deres tro, siger Jesus: „Jeg kender dine gerninger: du er hverken kold eller varm. Gid du var kold eller varm! Derfor, fordi du er lunken og hverken varm eller kold, har jeg i sinde at udspy dig af min mund.“ (Åb. 3:15, 16) I sin bjergprædiken advarede Jesus dem, som ønsker liv i den nye verden, mod kompromisets brede vej. Han sagde: „Gå ind ad den snævre port; thi vid er den port og bred den vej, som fører til fortabelsen, og mange er de, der går ind ad den; og snæver er den port og trang den vej, som fører til livet, og få er de, der finder den.“ — Matt. 7:13, 14.
Derfor: hvis du kender den vej, som Guds ord viser er den rette, må du være viis og ikke gå på kompromis. „Vær ædru og våg; jeres modstander, Djævelen, går omkring som en brølende løve og søger, hvem han kan opsluge. Stå ham imod, faste i troen.“ — 1 Pet. 5:8, 9.
Henvisninger
1 Great Events by Famous Historians, s. 139, 140.
2 Mosheims Ecclesiastical History, s. 23.
3 Ibid., s. 24.
4 History of Christianity af Edward Gibbon, s. 234, 235.
5 Ibid., s. 213.
6 Great Events by Famous Historians, s. 141.