Hvordan du stiller Jehova på prøve
„Dine udsigter til at give bidrag“ viser din villighed til at stille Jehova på prøve
MON indviede kristne vover at stille Skaberen, Jehova Gud, på prøve? Ville det ikke mildest talt være formasteligt?
Sandt nok fortalte Jesus i ørkenen Satan, fristeren: „Der står atter skrevet: „Du må ikke stille Jehova din Gud på prøve.““ (Matt. 4:7, NW) Men man kan stille Jehova på prøve både på en ret og en uret måde. Da derfor Satan fristende opfordrede Jesus til at foretage et dumdristigt spring fra templets høje tinde for at bevise, at han var Guds søn, svarede Jesus ham med et citat fra Femte Mosebog 6:16 (NW), ifølge hvilket Moses videre havde udtalt: „På den måde du stillede ham på prøve ved Massa.“
Stedet kaldtes Massa, fordi israelitterne dér trættedes med Moses og klagede over, at de ikke havde noget vand: „Er Jehova i vor midte eller ej?“ Ordet „Masse“ betyder „at stille på prøve; prøvelse“. Ved Massa blev israelitterne en prøvelse for Jehova, idet de faktisk begyndte at kommandere med ham: Hvis du er i vor midte, hvorfor sørger du så ikke for noget vand til os? Men at stille Jehova på prøve på den facon er uret, det er oprørsk, anmassende og ondsindet. Det er heller ikke rigtigt af kristne at stille Jehova på prøve ved at løbe en unødig risiko eller ved at tage unødvendige chancer. — 2 Mos. 17:7, NW.
Der er imidlertid også en anden måde, hvorpå vi kan stille Jehova på prøve, den rette. Jehova selv indbyder os til at foretage en sådan prøve. Hvorledes skal vi gøre det? Ved at tage ham på ordet. Som han selv siger: „Bring hele tienden til forrådshuset, så der kan være mad i mit hus; sæt mig på prøve dermed, siger Hærskarers HERRE [Jehova], om jeg da ikke åbner Eder himmelens sluser og udøser velsignelser over Eder i overmål.“ Efter landflygtigheden i Babylon havde israelitterne forsømt tilbedelsen af Jehova i templet, og Jehova understregede her for dem det tåbelige i en sådan handlemåde. — Mal. 3:10.
Der er således intet uret i at sætte Jehova på prøve — i virkeligheden indbyder han os til at gøre det ved at bringe vor tiende til forrådshuset. Hvilket forrådshus? Hvad kan vi bringe som tiende? Og hvorledes kan vi i dag bringe hele vor tiende til Jehovas forrådshus?
Forrådshuset, Malakias talte om, var Jehovas genopbyggede tempel med de indsatte og fungerende præster og levitter. Dette tempel stod som et billede på Guds åndelige tempel, der i vor tid repræsenteres på jorden af den „tro og kloge træl“, den skare mennesker, Jehova har sat „over alle sine besiddelser“. — Matt. 24:45-47, NW.
Tienden repræsenterer eller skildrer ikke vort alt, skønt tallet ti sædvanligvis er udtryk herfor. Det kan det ikke her, eftersom vi giver vort alt én gang for alle, når vi indvier os til Jehova. Israelitterne derimod ydede tienden til ganske bestemte tider år efter år. Israelitternes tiende var blot et pant på deres alt og bestod af en bogstavelig tiendedel. Tilsvarende vil vor tiende være et pant på vor indvielse af alt, hvad vi har, men den behøver ikke nødvendigvis at udgøre en tiendedel, og den behøver heller ikke nødvendigvis at begrænse sig til en tiendedel. Apostelen Paulus udtrykker sig da også således: „Når den gode vilje er til stede, er den gudvelbehagelig, efter hvad den evner, ikke efter hvad den ikke evner.“ — 2 Kor. 8:12.
Hvorledes kan vi så i dag yde tiende? Ja, der er både en åndelig og en materiel tiende, vi er forpligtede til at bringe til Jehovas forrådshus for at stille ham på prøve dermed, så han kan udøse sin overvældende velsignelse over os. Den åndelige tiende yder vi ved at forberede os på og overvære de fem ugentlige møder, hvor den rene tilbedelse foregår. Men det er dog ikke tilstrækkeligt at overvære disse møder; vi må tillige aflægge „den offentlige bekendelse af vort håb“, som lejlighed byder sig, og herigennem opflamme andre „til kærlighed og rette gerninger“. — Hebr. 10:23-25, NW.
Vi bringer ligeledes en åndelig tiende, når vi tager del i forkyndelsen af „denne gode nyhed om Riget“ „over hele den beboede jord til et vidnesbyrd“. Det indebærer at forkynde fra hus til hus og at vende tilbage til de mennesker, der er sig deres åndelige behov bevidst, at gå på gaderne og tilbyde bibelsk litteratur til forbipasserende og invitere dem til offentlige foredrag. Disse former for åndelig tiende hører til de vigtigste tiendeydelser, og bringer vi dem til forrådshuset, stiller vi Jehova på prøve og kan forvente, at han vil udøse så rige velsignelser over os, at vi ikke kan rumme dem. Det behager Jehova, at vi stiller ham på denne prøve og giver ham lejlighed til at vise sin ordholdenhed. Det vil hver eneste heltidsforkynder og hver eneste nidkær deltidsforkynder være rede til at sige ja til hvert øjeblik. — Matt. 24:14, NW.
Den materielle tiende
Hermed være ikke alt sagt. Skal forkyndelsesarbejdet føres videre i hele verden, fordrer det pengemidler. Derfor læser vi om Jesus og hans apostle, da de vandrede fra by til by og forkyndte den gode nyhed, at mange kvinder ledsagede dem og „gik dem til hånde med det, de havde“. (Luk. 8:1-3) På samme måde kan vi i nutiden bidrage til forkyndelsesarbejdet med nogle af vore materielle ejendele og også stille Jehova på prøve med dem. Sådanne bidrag i form af penge ydes naturligvis af egen fri vilje og ikke under tvang.
De forhold, der stod at læse om i Rocky Mountain News den 19. november 1956, er ukendte blandt de mennesker, som tilbeder Jehova. En moder havde skrevet til avisen, at præsten havde afslået at døbe hendes barn, fordi hun på grund af omstændighederne var kommet bagud med betalingen af sit bidrag til kirken. Ej heller kender man hos Jehovas vidner til at optage kollekt. Ifølge Time magazine for den 28. maj 1956 er den en af grundene til, at mange ældre mennesker i U.S.A. ikke kommer så ofte i kirke, som de gerne ville. I den nye verdens samfund efterleves derimod apostelen Paulus’ gode råd: „Enhver give, som hans hjerte har tilsagt ham, ikke tvært og tvungent; thi Gud elsker en glad giver.“ — 2 Kor. 9:7.
Mangfoldige er de måder, hvorpå vi kan sætte Jehova på prøve ved at bringe ham den materielle modbilledlige tiende. For eksempel kan vi yde frivillige bidrag til bestridelse af udgifterne i forbindelse med rigssalen; vi kan hjælpe trængende og nødstedte brødre, særlig forkyndere i heltidstjenesten; vi kan skænke vort bidrag til de forskellige stævner, vi overværer. Ja, og selve de udgifter, vi har i forbindelse med at komme til og at overvære sådanne stævner, er en del af den tiende, vi bringer til Jehovas forrådshus og stiller ham på prøve med.
Men i særdeleshed bringer vi ham sådanne tiendeydelser, når vi sender bidrag direkte til Selskabets hovedkontor eller et af dets afdelingskontorer. Disse bidrag anvendes ikke blot til at støtte de tusinder af heltidstjenere, der arbejder i forskellige stillinger i organisationen, med det strengt nødvendige, men også til at udrede udgifterne ved at føre de mange og dyre retssager til forsvar for og juridisk befæstelse af den gode nyhed. — Fil. 1:7, NW.
Resultatet af at sætte Jehova på prøve ved at yde disse materielle modbilledlige tiendebidrag har været, at et vældigt forkyndelsesarbejde i verdensvid udstrækning har kunnet tilrettelægges og gennemføres. Som Yearbook of Jehovah’s Witnesses for 1957 viser, havde mere end 640.000 forkyndere i 1956 del i forkyndelsen af „denne gode nyhed om Riget“ i 162 lande, og de anvendte hertil i alt over syvogfirs millioner timer. Jo vist har Jehova holdt ord og udøst sine velsignelser over dem, der bringer hele tienden til ham.
„Dine udsigter til at give bidrag“
Vor villighed til at stille Jehova på prøve ved at bringe den materielle modbilledlige tiende til ham kan vi vise gennem et samarbejde om ordningen „Dine udsigter til at give bidrag“ og pr. brev eller brevkort underrette Selskabet om, hvor meget vi har grund til at tro, at vi vil kunne yde i bidrag til Selskabet i løbet af det kommende år. Det giver Selskabet mulighed for bedre at planlægge sit arbejde, og vi vil have et bestemt mål for øje med hensyn til, hvad vi mener, vi kan give. I hvert enkelt tilfælde skal meddelelsen sendes til afdelingskontoret i det land, du bor. Der findes enogfirs sådanne kontorer ud over hele verden. I Danmark adresseres brevet eller brevkortet til Vagttaarnets Bibel- og Traktatselskab, Søndre Fasanvej 54, København, Valby.
Hvordan skal du forme meddelelsen om „dine udsigter til at give bidrag“? Du kan skrive noget i denne retning: „Det er mit håb, at jeg i løbet af de næste tolv måneder vil være i stand til at sende et bidrag på kr. . . . til støtte for forkyndelsen af den gode nyhed om Riget. Bidraget vil jeg sende i sådanne beløb og til sådanne tidspunkter, som jeg bedst kan, og efter de økonomiske vilkår, der tilstås mig ved Jehova Guds og Jesu Kristi ufortjente godhed.“ [Underskrift] På side 182 er der en fortegnelse over nogle af afdelingskontorerne. En komplet liste over alle afdelingskontorer findes bagest i de fleste af Selskabets publikationer.
Jehova Gud har ikke nødig at modtage vor „tiende“, hverken i materiel eller åndelig henseende. Men i sin kærlighed og visdom er det ham velbehageligt at give os lejlighed til at stille ham på prøve ved at bringe hele vor tiende, både den materielle og åndelige, ind i hans forrådshus. I samme udstrækning vi personlig gør det, vil vi personlig kunne vente Jehovas velsignelse således som han udøser den over den nye verdens samfund som et hele — og det i så rigt mål, at vi ikke vil kunne rumme den.
Vi kan altså roligt slå fast, at der findes en måde, hvorpå vi med Jehovas godkendelse kan stille ham på prøve, nemlig den, der bidrager til hans ære og pris og vor evige velsignelse.