Den ny bog: „Faith on the March“

MILLIONER af mennesker i dag har ingen tro. Mange endog uden at vide af det. Ikke før der opstår ganske særlige omstændigheder, hvor troen skal bestå sin prøve, falder det dem ind at nære tvivl om dens styrke eller have mistanke om dens svaghed.

En ny bog af den inspirerende art er lige udkommet på det amerikanske forlag Prentice-Hall, Inc., of Englewood Cliffs, New Jersey, og kan fås hos alle førende boghandlere i De forenede Stater og Canada. Den bringer alle mennesker, uanset hvilken religiøs baggrund de har, et håbets budskab, der er både gribende og dramatisk. Det er bogen Faith on the March [Troen på march] af A. H. Macmillan, og den bærer som undertitel „Mit liv i glad tjeneste sammen med Jehovas vidner“. Her opridses for os ikke alene et menneskes tro, men en hel religiøs bevægelses tro, der har båret den oppe og ført den lykkeligt igennem nogle af de mest stormfulde år, en religiøs bevægelse nogen sinde har oplevet.

Som præsidenten for Watch Tower Bible and Tract Society siger i bogens forord, der er formet som et brev til læseren: „Denne bog er mere end beretningen om et menneskes voksende tro. Jeg tror, at Macmillan har bestræbt sig for ganske særligt at indfange og portrættere selve essensen af den religion, som han erkender har givet hans liv mening. Han viser, at Jehovas vidner ikke er mere end mennesker. Han lægger ikke skjul på deres fejltagelser, . . . han åbenbarer, hvilke forhåbninger de gør sig, og fremlægger sunde bibelske argumenter for disse forhåbninger for at appellere til alle slags mennesker. Bogen er en ligefrem og sandfærdig skildring. Kun hvad angår A. H. Macmillans personlige erfaringer og oplevelser, er bogen særegen. I mange andre henseender kunne den være skrevet af et hvilket som helst af de hundreder af Jehovas vidner, jeg har kendt.“

Hermed er grundtonen i bogen anslået, og den kommer straks til udtryk i det første kapitel „Et vendepunkt“: „I dag søger mennesker efter religion, fordi livet uden sandheden om Gud og mennesket ikke er tilfredsstillende. Sådanne mennesker famler sig frem uden at vide, hvad verden styrer imod. Engang vidste jeg slet heller ikke. Jeg vidste heller ikke, hvad jeg selv styrede imod. . . .

Hvad jeg har fundet, finder tusinder af mennesker stadig hvert år. De er mennesker som du og jeg og kommer fra alle nationaliteter og racer, fra alle samfundslag og aldersklasser. Sandheden viser ingen personsanseelse. Den tiltrækker alle slags mennesker, og de, som følger den, opdager, at de drages endnu nærmere sammen, bort fra en verden, hvis respekt for den personlige og også for den nationale ukrænkelighed hastigt mindskes.

Nu ved jeg, hvor jeg styrer hen. Jeg er også tryg i bevidstheden om, at jeg ved, hvor verden styrer hen. . . . Da jeg først begyndte at søge efter svarene på disse spørgsmål, var de ikke nær så indlysende, som de er nu. Ja, de begivenheder, som vi i dag betragter som ganske dagligdags, og som udgør beviset, eksisterede overhovedet ikke dengang. De var endnu kun profetier, som fortolkedes på mange forskellige måder af forskellige religiøse grupper. Men en af disse grupper, som bestod af alvorlige mennesker, der studerede Bibelen indgående, fremstillede sagen for mig på en måde, som jeg forstod. Nu ser jeg, at min tillid ikke var ubegrundet.

Du spørger mig, hvorfor jeg stadig går aktivt op i denne bevægelse, hvorfor min iver er større og min overbevisning stærkere end nogen sinde før? Det skal jeg sige dig. Det er, fordi jeg har levet og set mange af de forhåbninger, jeg gjorde mig i min ungdom, gå i opfyldelse. Det er, fordi jeg har levet og allerede har set virkeliggjort bibelske profetier, som er dyrebare og hellige for os — men som dog spottes og ringeagtes af mennesker, der ingen tro har. Det er, fordi jeg har levet og set denne samme bevægelse jaget og forfulgt af dem, som hævdede at tjene Gud, indtil den lå slagen i døden — for atter at rejse sig og blive genfødt til nyt liv, reorganiseret til et endnu vældigere arbejde og dog indviet til at følge de samme retfærdsprincipper, som har kendetegnet dens virksomhed fra begyndelsen. Jeg har set denne bevægelse holde fast ved disse principper uden at gå på kompromis for selvisk fordels skyld. Jeg har set ærgerrige mænd stå frem inden for organisationen og søge at fordærve den for blot at møde et fuldstændigt nederlag, fordi flertallet af dem, der har sluttet sig til denne bevægelse, er indviede til at tjene Gud og ikke mennesker, og denne indvielse er urokkelig. Jeg har fundet fællesskab, ja et sandt broderskab med mennesker af alle racer og folkeslag. Det er, hvad jeg har ønsket fra min ungdom.

Kan du sige mig, hvorfor et menneske, som ikke én, men mange gange har set begivenheder ske, som han har fået fortalt, han ville komme til at se, ikke skulle have tro? hvorfor et menneske, som har iagttaget Guds forudsagte hensigter ske fyldest og profetierne gå i opfyldelse — kan du sige mig, spørger jeg, hvorfor et sådant menneske ikke skulle have tro? Min tro bliver stærkere for hver dag, der går, og da jeg allerede har set så meget gå i opfyldelse, bliver jeg mere og mere overbevist om, at det, jeg endnu håber vil ske, også en dag vil blive til virkelighed.“

Ud af dette tema vokser den sande beretning om en tro, der er i stadig vækst. Forfatterens lange og nære forbindelse med Charles Taze Russell sætter ham i stand til at fortælle om dette elskelige menneskes tidlige søgen efter sandheden, om de prøvelser, Russell kom ud for, og om den stigende interesse for budskabet om „millenniets daggry“. Han fører læseren tilbage til året 1914 med dets håb om „verdens ende“, som man dengang ventede, og forklarer så, hvorfor 1914 ikke blev en skuffelse, idet han klart viser, at „endens tid“ for Satans verden virkelig begyndte i det år. Der gives en levende beskrivelse af det interne oprør, der fulgte efter Russells død, og dermed er givet et svar til alle, som med vilje modstår Guds organisation. Så følger en detaljeret beretning om retssagen mod Selskabets ledere, forfatteren selv indbefattet, i 1918, og om den tid, de tilbragte i Atlanta fængselet. Den går over i en beskrivelse af den uvished, som de ved deres løsladelse nærede om arbejdets videre forløb, men som afløstes af en voksende begejstring og glæde over den nye verdens samfunds fødsel. Kampe udkæmpet i retssale, pøbeloverfald, ændringen i den organisationsmæssige opbygning, så den stemte med den oprindelige teokratiske norm, den internationale vækst, arbejdets finansiering — fører os gennem Rutherfords administration som Selskabets anden præsident og ind i den tredje præsidents, N. H. Knorrs, tid.

Forfatteren fremlægger for os en levende skildring, der viser, at religion ikke er en filosofi, der blot kontrollerer menneskets opførsel, og heller ikke består i formvæsen, der skal forberede „sjælen“ til en tilværelse i det „hinsidige“. Han pointerer, at den sande religion er noget, man lever, noget, der forårsager en ændring i hele ens tankegang, så man kan opfylde de særlige krav, Gud stiller til alle, som vil vinde hans godkendelse. Bogen giver et billede af en fuldstændig ny verdens samfund, som efterlever denne religion nu i vor tid, et samfund, som skiller sig ud fra de nuværende grådige, gudløse og selviske systemer, og som består af mennesker af alle racer, stammer og tungemål, der dog er forenede i fælles tilbedelse af Gud.

Forfatteren viser, at denne nye livsførelse blev en nødvendighed efter vore første forældres, Adams og Evas, ulydighed, og at døden som følge af denne ulydighed har gået sin sejrsgang over jorden, uden at nogen har kunnet standse den. Han minder læseren om, at Jesus Kristus løskøbte menneskeslægten ved at give sit liv som løsesum for næsten to tusind år siden, men at menneskets fjende, døden, stadig sidder i højsædet, og Satan endnu er på fri fod og som denne tingenes ordnings gud griber ind i ethvert forsøg, mennesker gør for at forbedre deres stilling. Kun Jehova Gud kan sætte tingene på deres rette plads igen. At det er hans hensigt at ville gøre det, og måden, hvorpå det vil ske, er temaet i hele Bibelen. „Om vi skal få gavn af Guds arbejdsprogram, beror udelukkende på, hvordan vi ser på det, om vi er villige til at gå ind på det og med glæde vil opfylde de krav, han stiller til os.“

Det er en bog for vor generation. Den er født ud af en verdens behov for stabilitet, tro og sikkerhed. Nu, da nationerne er væbnet til tænderne med de mest dødbringende våben, der nogen sinde er opfundet; da frygt, had og mistanke sidder omkring konferencebordet; da mistillid og bedrag underminerer selv møjsommeligt istandbragte fredsforhandlinger og nedrustningsbestræbelser — hvor ringe en gnist skal der da til for at sætte hele verden i flammer? Men her fremholdes et konkret, et fornuftigt og et sandt håb.

Ud af denne bogs sider dukker beretningen om mod, om liv, der er blevet anvendt på noget godt, om selvopofrende mænd, der kun levede for at tjene deres Gud og deres næste. Her gives vidnesbyrd om hundreder tusinder af mennesker, der har fået kundskab, forstod den og tog til sig af den, mennesker, som nu belønnes med fred i sindet og sikkerhed i hjertet. De ser kendsgerningerne i øjnene og tager et afgjort standpunkt til spørgsmålet: „Vil man fortsætte med at yde sin støtte til et system, der har fyldt jorden med lidelse, sorg, synd og død? Eller vil man vælge og indrette sig efter at leve i Guds nye verden, hvor kærligheden vil råde?“ Her er beretningen om en tro, der er blevet prøvet og forædlet i ildovnen, og dog er det en beretning, der udstråler glæde og optimisme.

I en sidste henvendelse til læseren siger forfatteren vedrørende det håb, Bibelen fremholder: „For godt til at være sandt, siger du. Tværtimod. Ville det ikke være et noget mangelfuldt ræsonnement at mene, at det faldne menneske kunne udtænke en bedre fremtidsordning for skabninger, der er skabt i Guds billede, end den alvise og kærlige Skaber selv? . . . Har du nogen sinde spurgt dig selv: „Hvor meget elsker jeg egentlig Gud? Hvis jeg opdager, at Guds ord, Bibelen, modsiger, hvad jeg altid har troet, hvilken af de to vil jeg så følge? Hvis jeg skulle vælge mellem et menneske, som jeg respekterede og skattede højt, og min Skaber, hvem ville mit valg så træffe? Hvis det pludselig blev mig forbudt ved lov at tilbede og dyrke Gud, og det kunne koste mig livet, hvis jeg fortsatte med det, hvad ville jeg så gøre?““

Forfatteren fortsætter: „Du kan en skønne dag komme ud for sådanne forhold, hvor du må afgøre, om du har den sande religion. Det kan blive en virkelig kamp, men jeg er sikker på, at dersom du træffer det rette valg, vil det give dig fred i sindet og være Gud velbehageligt. Jeg har været stillet over for dette valg og mange andre, og i dag er jeg mere end nogen sinde besluttet på at holde ud i min tro. Den har gjort livet værd at leve for mig. Den hjælper mig stadig til at se fremtiden i møde uden frygt.

Jeg håber, at min beretning vil hjælpe dig til at gøre det samme. Gør den det, har det været umagen værd at fortælle den.“