Jehovas navn — et stærkt tårn
HVAD navnet „Jehova“ angår kan hele menneskeheden siges at falde i tre kategorier. Langt den største del af menneskene ved ikke at Jehova er navnet på Bibelens Gud, himmelens og jordens Skaber. Af dem der ved det, er der så igen kun forholdsvis få der forstår betydningen af dette navn, og at det er et tilflugtssted: „Jehovas navn er et stærkt tårn; den retfærdige løber ind i det og er reddet.“ Nu spørger du måske: Hvorledes kan et navn være et stærkt tårn? — Ordsp. 18:10, AS.
Det kan det være på grund af det Jehova har til hensigt at gøre i forbindelse med sit navn. Og hvad er det? Han vil ophøje sit navn for øjnene af al skabningen ved at udslette dem der modstår og bagvasker det. For dem der nu ærer og forkynder det navn vil det imidlertid være et stærkt tårn, for Jehova vil beskytte dem fra deres fjenders vrede, ligesom han også vil skærme dem når hans egen vrede kommer til udtryk over for hans fjender.
Dette fremgår meget tydeligt af beretningen om hvordan Jehova handlede med Farao og Israels folk. Dengang Moses anmodede Farao om at lade israelitterne rejse ud i ørkenen så de kunne holde højtid for Jehova, udbrød denne hovmodige monark hånende: „Hvem er HERREN [Jehova], at jeg skulle adlyde ham?“ Jehova kunne naturligvis øjeblikkeligt have tilintetgjort Farao og hans folk men han valgte ikke at gøre det. Hvorfor? Af den grund som han lod Moses bekendtgøre for Farao: „Derfor har jeg ladet dig blive i live for at vise dig min magt, og for at mit navn kan blive forkyndt på hele jorden.“ Ti plager var ikke tilstrækkelige til at overbevise Farao om hvem Jehova var, og det blev derfor nødvendigt for Jehova at udslette Farao og hans hær i Det røde Hav. At Jehova således havde nået sin hensigt fremgår af at folkene i Jeriko og Gibeon mange år senere, såvel som filisterne på dommeren Samuels tid århundreder efter, vidste besked om Jehovas vældige gerninger mod ægypterne. — 2 Mos. 5:2; 9:16.
Det navn som betød tilintetgørelse for Farao og hans hær var ensbetydende med frelse for israelitterne. Som vi læser: „Dog frelste han dem for sit navns skyld, for at gøre sin vælde kendt.“ Det var derfor først og fremmest til dem Jehova sagde: „Jeg har forkyndt, og jeg har frelst, og jeg har påvist; og der var ingen fremmed Gud iblandt jer: derfor er I mine vidner, siger Jehova, og jeg er Gud.“ — Sl. 106:8; Es. 43:12, AS.
Navnet Jehova var ikke blot et stærkt tårn for israelitterne da de drog ud af Ægypten, men gang på gang i tiden derefter som Bibelen så klart viser. Det var for sit navns skyld at Jehova ikke udslettede israelitterne for deres afgudsdyrkelse og oprør i ørkenen, det var derfor han gav dem sejr over deres fjender i Kana’ans land, derfor han gav David sejr over Goliat, og derfor han udfriede Ezekias og hans folk fra Sankeribs hær. Salmisten beder gentagne gange om tilgivelse eller udfrielse eller udtrykker sin tillid på grundlag af Jehovas navn. Og det var også for sit navns skyld at Jehova udfriede sit folk fra det babyloniske fangenskab.
Jehova handler på samme måde med Kristi efterfølgere, de åndelige israelitter og deres medarbejdere i vor tid. Den måde hvorpå Jehova i fortiden handlede med sine fjender, er ligeledes et billede på hvordan han i nutiden, ja i den allernærmeste fremtid, vil handle med sine fjender. Og han vil i hvert enkelt tilfælde gøre det for sit navns skyld.
I almindelighed overser man den kendsgerning at kristne må være Jehovas vidner; og dog kunne Bibelen ikke tale tydeligere herom. Satte ikke Jesus sin Faders navn først i sin mønsterbøn: „Vor Fader, du som er i Himlene! Helliget vorde dit navn“? Jo han gjorde. Og kundgjorde han ikke sin Faders navn for sine efterfølgere? Jo også det, for den nat han blev forrådt bad han: „Jeg har herliggjort dig på jorden ved at fuldføre den gerning, du har givet mig at gøre. Jeg har åbenbaret dit navn for de mennesker, du tog ud af verden og gav mig. . . . Og jeg har kundgjort dem dit navn og vil kundgøre dem det.“ — Matt. 6:9; Joh. 17:4, 6, 26.
Eftersom de kristne er Kristi efterfølgere har de på lignende måde pligt til at gøre Jehovas navn kendt. Det er i virkeligheden selve formålet med at de er blevet kristne, som disciplen Jakob, Jesu halvbroder, viste: „Simeon har fortalt, hvordan Gud først drog omsorg for ud af hedninger at vinde sig et folk, som kunne bære hans navn.“ Da det forholder sig således er profetens ord også henvendt til dem: „I [er] mine vidner, siger Jehova, og jeg er Gud.“ — Ap. G. 15:14; Es. 43:12, AS.
I dag viser verdens ledende mænd, både de religiøse og politiske, at de er som fortidens Farao. De nægter at anerkende Jehova som universets retmæssige suveræn, Jesus Kristus som verdens retmæssige konge, og hans rige som menneskenes eneste håb. De fremsætter deres egne planer i trods mod Jehova og undertrykker det folk der bærer Jehovas navn. For sit navns skyld vil Jehova derfor atter lade sine fjender slikke støvet. — Sl. 2; Åb. 16:14, 16.
Jehova lader nu igen sine vidner forkynde sit navn og sine hensigter. Derved bliver fjenden advaret om at omvende sig eller møde tilintetgørelsen. Samtidig råber hans vidner til alle retfærdselskende mennesker: „Søg Jehova, alle I ydmyge på jorden, som har holdt hans bud; søg retfærdighed, søg ydmyghed. Måske vil I blive skjult på Jehovas vredes dag.“ Det betyder at vi må studere Guds ord med de hjælpemidler som han har tilvejebragt, for at vi kan forstå det; det betyder at vi må handle i overensstemmelse med den kundskab vi opnår ved at udvise tro, indvi os til at gøre Jehovas vilje, og derpå vokse til modenhed i kundskab og kristen virksomhed. — Zef. 2:3, AS
Alle de der anerkender Jehovas navn, ærer det og gør det kendt for andre, og som lever op til det ved en ret adfærd, vil finde beskyttelse og frelse. I sandhed: „Jehovas navn er et stærkt tårn; den retfærdige løber ind i det og er reddet.“ — Ordsp. 18:10, AS.