Håb for sjælen
Hvor længe kan du leve? Hvad står du overfor når du dør? Pine, lykke eller udslettelse? Denne artikel vil hjælpe dig til forståelse af det håb for sjælen der findes i Bibelen.
Hvorfor rejser mennesker monumenter og statuer? Hvorfor søger de så omhyggeligt at bevare deres eftermæle i museer, levnedsskildringer og historiebøger? En amerikansk general svarer: „Nationernes monumenter er alle som et en protest imod intetheden efter døden; det samme er statuerne og inskriptionerne, ja selve historien.“ Hvorfor foretrækker så mange, skønt de dog ved de skal dø, både sygdom og smerte fremfor døden? Hvorfor klynger de sig, trods et påstået håb om liv efter døden, til den sidste rest af dette liv, skønt det kan rumme så megen smerte? Af frygt for muligvis at komme i helvede i stedet for i himmelen? Nej, snarere fordi de ikke kan forsone sig med den tanke at deres meninger, evner og stræben, ja at de selv, de betydningsfuldeste af alle i hele deres egen verden, står over for afslutningen, at de skal høre op med at være til. De ville i virkeligheden foretrække pine! Eller med et citat af digteren Bailey, der ikke delte hinduernes eller buddhisternes håb om nirvana eller udslettelse: „Helvede er mere udholdeligt end intetheden.“
Dette var ikke noget problem for det første menneske. Dets Skaber havde givet det et legeme der formelig strålede af sundhed, en klar og virksom forstand, en hustru som medhjælp, og en skøn, parklignende have at bo i. Døden strejfede aldrig dets tanker, den ville ikke eksistere så længe det trofast holdt Skaberens bud. (1 Mos. 2:15-25) Da fejlede det imidlertid, og „ved ét menneske [kom synden ind i verden] og døden ved synden, og døden . . . bredte sig til alle mennesker“. (Rom. 5:12, NW) Udvist af Edens have blev manden og kvinden sig fuldt bevidst hvorledes fristeren havde løjet for kvinden. Han havde lovet at selv oprørere skulle have evigt liv. Men øjeblikkelig kom Skaberens dødsdom over dem i Eden, de blev uddrevet af Edens have, og et stykke tid efter rettede døden sit slag mod deres søn Abel. Der lå han stille og kold. Den sorg som denne alt for tidlige død må have fremkaldt, var dog kun en del af de langt større vanskeligheder der senere skulle komme. Den frygt døden som en byrde lagde over deres sind skulle aldrig fjernes før deres egne hjerter holdt op med at slå, thi den døende Adam forstod at det eneste han kunne opfostre var en menneskeslægt „som af frygt for døden var underkastet trældom hele deres liv“. — Hebr. 2:15, NW; 1 Mos. 3:1–4:16.
Hvilke tragiske udsigter! Fra familiens overhoved Adam erfarede menneskene hvor uendelig ulykkelig deres lod var. Af jordens støv var de dannet, og livsånden som var blevet indblæst i deres næsebor, bevirkede at de kunne røre sig, gjorde dem levende. Lydighed mod Skaberen ville have medført at deres legemer, formet af støv, kunne have bevaret livet til hans pris. Deres ulydighed beviste at de ikke var værdige til liv. De ville atter blive til intet! „Støv er du, og til støv skal du vende tilbage!“ — 1 Mos. 2:7; 3:19; 5:1.
Men „den tanke efter døden at blive til intet er for det hæderlige menneske uudholdelig“, siger Dryden, idet han taler for dem der kalder sig kristne. Og lige så uudholdelig for den uhæderlige, kunne man tilføje. Intet menneske bryder sig om at se sine gerninger, de være sig gode eller onde, blive til intet, sit legeme blive til støv, sit navn dø på menneskers læber, sin anseelse svinde bort i glemsel. Mange som ikke er i stand til at påkalde sig andres opmærksomhed ved gode gerninger, vil, for at gøre sig bemærket, vende sig til onde gerninger; de vil være noget, for at mennesker længe skal kunne huske dem og tale om dem.
Ønsket om at vække opmærksomhed, at sætte sig i et minde, eller endnu bedre: gøre sig uforglemmelig, fødte hos dem der søgte trøst og lindring en ny tanke. Det nuværende, ræsonnerede de, kan bestemt ikke være alt hvad mennesket er. Det kan tænke, ræsonnere, gøre sig forestillinger, endog opfinde eller så at sige „skabe“. De spekulerede: „Kan noget der blot er støv gøre det?“ Svaret herpå formede den græske filosof Aristoteles: „Hvad det end er i os der føler, tænker, ønsker, gør os glade, det er noget himmelsk, guddommeligt og følgelig noget uforgængeligt.“ Ja således måtte det være; mennesket kunne ikke dø, døde i virkeligheden ikke! Mennesket var udødeligt!
Men hvorledes kunne denne tanke bringes i overensstemmelse med at døden jo var en realitet som kunne konstateres, at den var tilværelsens ophør? Nogle huskede på deres natlige drømme; hvorledes man tilsyneladende ganske uhindret af de fysiske forhold i drømme kunne tage på lange rejser. Når man vågnede, ja så var man atter på samme sted som da man faldt i søvn. Venner og slægtninge kunne bevidne at man hele tiden havde været der. Mennesker der gerne ville have et håb at klynge sig til, fik hurtigt dette fortolket som et bevis på at de ejede et indre liv — en sjæl, som de begyndte at kalde det — der kunne overskride fysiske grænser og frigøre sig for legemet. Det var en udødelig sjæl, så her var endelig udfrielsen fra dødens frygtelige virkelighed, fra tilintetgørelsen.
At mennesker har ræsonneret sådan, fremgår af arkæologiske udgravninger af gamle byer. Hos ghassulerne, et folk der levede før Vandfloden, fandtes i de stenkantede, ornamentprydede grave lerkar som, da begravelsen fandt sted, havde indeholdt mad. Mad til den afdødes sjæl. Lignende opdagelser er gjort ved det gamle Eridu. Også dyrene ansås for udødelige. Beviset herfor fandtes i en stenkantet drengegrav der indeholdt ikke alene knoglerne af drengen og hans hund, men også en skål med mad til drengen og et kødben til hunden!
Da ideen om det jordbundne menneskes flugt til en åndelig verden først var fostret, opstod også hos menneskene tanken om kontakt med en „gudernes verden“. Det næste skridt var kun kort. Det førte til troen på at der kunne opnås kontakt med afdøde man holdt af, til forfædredyrkelse, til at „store“ mænd der var „gået hinsides“ blev erklæret for guder.
Den menneskelige sjæl
Således opstod en lære, læren om sjælens udødelighed, om sjælens udfrielse, om sjælens fortsatte liv. Ifølge denne opfattelse var sjælen det virkelige menneske, det indre menneske; legemet var blot en ydre skal der husede sjælen under dens jordiske ophold og prøvelse og som derfor blot skulle kastes bort som sommerfuglens puppehylster, mens sjælen svang sig mod himmelen. Noget uforklarligt, ustofligt var denne sjæl.
Den opmærksomme iagttager vil imidlertid have fundet det bemærkelsesværdigt at denne tro kun eksisterede hos folk som aldrig deltog i tilbedelsen af Jehova, nemlig kun i forbindelse med den kultur der fandtes før Vandfloden men som blev tilintetgjort ved denne, samt i tilknytning til den babyloniske kultur og dermed blandt andet i de ægyptiske, assyriske, medo-persiske, græske og hedenske romerske religionssystemer efter Vandfloden.
Endnu mærkeligere må det yderst menneskelige eller materielle billede som den hellige bøgernes bog tegner af sjælen forekomme — ikke mindst kristenhedens mennesker, der har fået udødelighedslæren indpodet. Denne bog siger nemlig ikke — som deres lærere — at sjælen indgydes i legemet ved fødselen, eller at kun legemet — ikke sjælen — fødes. Bibelen siger at sjæle fødes, at Jakobs hustru Lea fødte „Jakob disse: seksten sjæle“. Deres religiøse hyrder accepterer evolutionsteorien om at det menneskelige legeme er en videreudvikling af dyrenes, og hævder at det der gjorde dette legeme til et menneske i Guds billede, var at Gud indgød sjælen i det. — 1 Mos. 46:18, NW.
Bibelen siger imidlertid at Jehova skabte, ikke at han lod det første menneske udvikle sig: „Så gik Jehova Gud over til at danne mennesket af støv fra jorden og indblæse livsånde i dets næsebor, og mennesket blev en levende sjæl.“ Det viser således tydeligt at sjælen ikke er noget ustofligt eller uforklarligt inden i mennesket, men en forening af legemet af støv og livsånde. Når mennesket dør går den proces der gjorde mennesket til en sjæl den modsatte vej, „og støvet vender tilbage til jorden som før og ånden til Gud som gav den“. (1 Mos. 2:7, NW; Præd. 12:7) Bevares bevidstheden da ved at en „sjæl“ udfries? Eller ejer denne „ånd“ der vender tilbage til Gud, bevidsthed? Nej, for når mennesket dør, sker følgende: „Hans ånd går bort, han bliver til jord igen, hans råd er bristet [hans tanker ophører, KJ] samme dag.“ Mennesket sænkes ned i intetheden. — Sl. 146:4.
Fra fødsel til død lægger sjælen egenskaber for dagen som, i betragtning af at den anses for overjordisk og guddommelig, er forbløffende menneskelige. Den indeholder blod, føler sult, spiser kød, druer og bikager. Den kan trues af sværd og sønderrives af en løve. (1 Mos. 9:5; 5 Mos. 12:20; 23:24, NW; Ordsp. 27:7; Sl. 22:21; 7:3, dansk oversættelse af 1871) Ja, sjælen er i sandhed menneskelig; den er selve den menneskelige skabning, og når den menneskelige skabning dør, dør sjælen, hele sjælen. Stol ikke på dette blot fordi vi siger det, men stol på det fordi Guds ord siger det: „Den sjæl, der synder, den skal dø.“ — Ez. 18:4, 20.
„Men,“ vil nogle indvende, „det døde legeme der ligger foran os når et menneske er afgået ved døden, det livløse lig, det kan ikke være alt hvad der er tilbage af sjælen. Livet er borte, bevidstheden, sanseevnen. Der må være en „sjæl“ som forlader det døde legeme og lever videre.“ Men hør: Den danske oversættelse af Haggaj 2:13 taler om et „lig“ hvor der i virkeligheden på hebraisk står nephesh, og dette ord oversættes andre steder „sjæl“. Følgelig er — efter bibelsk sprogbrug — et lig egentlig en død sjæl, og 4 Mosebog 6:6 (NW) benytter da også dette udtryk dér hvor den som ønsker at forblive ren advares om at „han [må] ikke komme en død sjæl nær“. Hvad forkert er der ved at udtrykke sig således? Intet! Omtaler vi ikke et lig som en „død mand“, skønt kun en del af det der udgør en mand er til stede? Et levende menneske er en levende sjæl, et dødt menneske er en død sjæl.
Er det vanskeligt at acceptere at når et menneske dør, er der intet liv tilbage, intet der lever videre et eller andet sted? Spørger du stadig: „Hvor blev livet af?“ Måske kan det hjælpe dig til forståelse hvis vi svarer: „Når du adskiller vandet i dets bestanddele, brint og ilt, hvor bliver vandet så af?“ Eller: Når du afskærer flammen på et lys fra at få ilt, hvor bliver flammen så af? For et øjeblik siden forenede vægens materiale sig med ilten i en forbrændingsproces og resultatet var en flamme. Hvor er flammen nu? I begge illustrationer er svaret: „Ingen steder.“ Der skal brint og ilt til at danne vand; adskil dem, og vandet ophører at eksistere. Der skal brændbart materiale og ilt til at danne en flamme; adskil dem, og flammen ophører at eksistere. Der skal et legeme og livsånde til at danne en sjæl; adskil dem, og sjælen ophører at eksistere.
„Men hvad skal der så blive af mig?“ spørger du måske. „Som enhver anden regner jeg med at dø en dag. Hvis Gud har skabt mig sådan, hvad vil jeg så kunne have i vente? Hvilken fremtid vil der være for mig?“
Hvilken fremtid har sjælen?
Hos de folk der forkastede Jehova Gud og hans søn Jesus Kristus, førte dette spørgsmål til at læren om den udødelige sjæl opstod i deres tanker. Derimod opstod den ikke hos dem som nedskrev Bibelens inspirerede beskrivelser af den dødelige sjæl, som er omtalt i det foregående. Du kan være forvisset om at de havde et håb. De stolede på at den Gud der gav sin første, fuldkomne menneskeskabning håbet om evigt liv hvis den forblev lydig, den Gud ville ikke lade disse trofaste, skønt dødelige, bibelskribenter uden håb.
I brevet til hebræerne, kapitel elleve, opregner apostelen Paulus nogle eksempler på den trofasthed de udviste livet igennem. Med veltalenhed beretter han om hvorledes de sejrede i troen, sejrede over sværd, ild, vilde dyr, fjendske riger, ja over deres egne svagheder. Hvorfor udholdt de så trofast alt dette? „For således at opnå en bedre opstandelse.“ (Hebr. 11:32-35) Ikke udødelighed, men opstandelse er vort håb!
Opstandelse for en sjæl som ikke mere eksisterer? Hvorledes? Hvad er der at oprejse? Hvad er der overhovedet tilbage af de trofaste som nu har været døde i århundreder? Den eneste faktor i universet hvoraf opstandelsen afhænger, er hukommelsen, den bedste hukommelse i universet, Guds hukommelse. „Den retfærdiges Ihukommelse er til Velsignelse; men de ugudeliges Navn smuldrer hen.“ (Ordsp. 10:7, dansk oversættelse af 1871) Den forsætlige onde kan være borte for stedse, borte og glemt, men som følge af Jehovas vældige hukommelse er trofaste mænd som Abraham, Isak og Jakob „levende set fra hans synspunkt“. (Luk. 20:38, NW) Som levende sjæle er de ganske vist for længe siden ophørt at eksistere; de ’er ikke’, men Jehova er den „Gud, som gør de døde levende og nævner det, der ikke er, som om det var“. — Rom. 4:17.
De trofastes livsmønster bevares til de mindste enkeltheder uudsletteligt i hans bevidsthed, han som formår personligt at kende hver enkelt af de tilsyneladende utallige stjerner: „Han fastsætter stjernernes tal og giver dem alle navn.“ (Sl. 147:4) Uanset hvor de trofaste er blevet henlagt i deres grav, omfattes de af Guds ubegrænsede hukommelse. Desuden, „den time kommer da alle de som er i mindegravene skal høre hans røst og komme ud“. (Joh. 5:28, 29, NW) Han hvis mageløse magt skabte eller dannede de første menneskesjæle, han kan også genskabe trofaste menneskesjæle og føre dem tilbage til livet igen, ja lade dem genopstå til liv. Dette er hvad der forstås ved opstandelsen.
Den er det sande mål for menneskets higen, den endelige afslutning på dets lange søgen efter fortsat liv, svaret på det spørgsmål som den trofaste Job formulerede således: „Når en Mand dør, mon han da skal leve op igen?“ (Job 14:14, dansk oversættelse af 1871) „Ja,“ svarer Bibelen, „hvis hans trofasthed har bevaret ham i Guds hukommelse.“ Men en del mennesker som lever i denne gamle verdens sidste urofyldte dage, vil opleve en endnu større velsignelse. De vil få den forret at overleve denne verdens ende og aldrig dø, på samme måde som „nogle få, nemlig otte, sjæle [blev] frelst gennem vand“ på Noas tid da Vandfloden oversvømmede jorden. (1 Pet. 3:20) Måtte din higen, dine tanker og længsler få dig til at fæste din lid og dit håb — ikke til falske hedenske løfter om udødelighed — men til det gudgivne løfte du har hørt, det der lyder ud fra Guds ord.
Vore stridsvåben er nemlig ikke verdslige, men mægtige for Gud, så de kan nedbryde fæstningsværker. Med dem nedbryder vi tankebygninger og alt hovmod, der rejser sig imod erkendelsen af Gud, og tager enhver mennesketanke til fange ind under lydighed mod Kristus. — 2 Kor. 10:4, 5.