Vær på vagt over for gaver!

HVORFOR bliver vi rådet til at være på vagt over for gaver? Får vi ikke formaning til at opøve os i at være gavmilde? Og er det ikke sandt at det er en større lykke at give end at tage imod? Hvordan skal vi kunne erfare denne lykke hvis andre nægter at tage imod vore gaver? — Luk. 6:38; Ap. G. 20:35.

Jo det er rigtigt nok altsammen, men der er gaver og „gaver“. En moden kristen vil give på grundlag af behov og fortjeneste, i overensstemmelse med apostlenes råd. Apostelen tilskynder os til at give til vore brødre som er i nød, og vise dem som har det slidsomme arbejde med forkyndelse og lærergerning dobbelt ære. (1 Joh. 3:17; 1 Tim. 5:17) Han vil ikke have nogen bagtanke med sin gave, fordi den som tager imod gaven har mulighed for at gøre ham en tjeneste, og heller ikke søge at forpligte ham til at gøre gengæld. Og ikke alene bør den som giver gaven ransage sit hjerte og motivet til sin gavmildhed, men den som tager imod gaven bør også gøre det og kun tage imod gaven hvis han har grund til at tro at den bliver givet ham i oprigtighed.

Det er grunden til at Bibelen ganske særlig formaner dem som indtager en ansvarsfuld stilling, og således er i stand til at gøre gengæld, til at være på vagt over for gaver: „Du må ikke bøje retten, ikke vise personsanseelse og ikke tage imod bestikkelse.“ „Tag ikke mod bestikkelse [gave, KJ].“ — 5 Mos. 16:19; 2 Mos. 23:8.

Dommeren og profeten Samuel fulgte trofast disse befalinger og efter et langt livs tjeneste kunne han udfordre Israels folk og sige: „Hvis okse har jeg taget? Hvis æsel har jeg taget? Hvem har jeg undertrykt? Hvem har jeg gjort uret? Af hvem har jeg taget gave og derfor lukket øjnene?“ Folket måtte indrømme: „Du har ikke undertrykt os eller gjort os uret eller taget noget fra nogen.“ Bemærk: Samuel havde ikke taget imod bare en eneste gave! Hvor mange politikere i dag har et sådant skudsmål? — 1 Sam. 12:3, 4.

Det kunne ikke engang siges om Samuels sønner, for vi læser at „de lod sig lede af egen fordel, tog imod bestikkelse og bøjede retten“. De ældre mænd i Israel begrundede blandt andet deres ønske om at få en konge med disse ord: „Dine sønner vandrer ikke i dit spor.“ — 1 Sam. 8:3-5.

Men en konge gjorde ikke sagen bedre, i hvert tilfælde ikke ret længe, for den faldne menneskenatur gjorde sig snart gældende. På Esajas’ tid fremkom Gud med en svidende fordømmelse af Israels folk: „Tøjlesløse er dine førere, venner med tyve; gaver elsker de alle, jager efter stikpenge.“ — Es. 1:23.

I De forenede Stater er der i de senere år blevet givet og modtaget så mange „gaver“ i Washington, at bøger, aviser og tidsskrifter er kommet med den ene afsløring efter den anden. Så skandaløse er forholdene at den lovgivende forsamling er blevet tvunget til at nedsætte en komité „der skulle fremsætte forslag til højnelse af forbundsregeringens etiske standard“, en indrømmelse af at moralen var så sløj som nogen sinde.

Dette problem med at give og modtage gaver er dog ikke kun begrænset til politikere. I foråret 1957 berettede pressen i U.S.A. at en vis præst, James J. Stewart, i et lukket retsmøde var blevet fradømt kjole og krave fordi han havde agiteret imod den skik blandt kirkens embedsmænd at anmode om „kærlighedsgaver“ fra de præster der kom ind under deres jurisdiktion, for dernæst selv at lade dem gå videre til deres biskopper.

Samtidig fortalte avisernes overskrifter om at fagforeningsledere brugte uredelige metoder. Stormændene inden for industrien nøjedes ikke med at tale om at yde „lån“ og direkte gaver til fagforeningsledere, men påstod i visse tilfælde at det var en så almindelig skik, at endog regeringsembedsmænd havde autoriseret sådanne gaver og oven i købet stillet de nødvendige summer til rådighed når der var tale om regeringskontrakter.

En påfaldende undtagelse blev gjort af præsidenten for Damekonfektionsarbejdernes Internationale Fagforening, Dubinsky. Han indførte ikke alene en lov der på det strengeste forbød enhver af hans fagforenings overordnede at modtage gaver fra arbejdsgiverne, men forlangte at de som havde taget imod sådanne gaver før denne lov blev indført skulle meddele ham det. Hvorfor udstedte han denne lov? Fordi han vidste at sådanne gaver har en „fordærvende indflydelse“ på fagforeningsledere. Han understregede dermed hvad Guds lov til Moses for henved 3500 år siden fastslog vedrørende modtagelse af gaver eller bestikkelse, nemlig at „bestikkelse gør den seende blind og fordrejer sagen for dem, der har ret“. Ja, „uredelig vinding gør vismand til dåre, og stikpenge ødelægger hjertet“. — 2 Mos. 23:8; Præd. 7:7.

En og anden kan være så naiv at tro at der intet forkert er i at modtage en gave fra en der anstiller sig som ven, men ved at gøre det kommer han i gæld til giveren og i et vist afhængighedsforhold til ham, og hans dømmekraft bliver bøjet hvad enten han er sig det bevidst eller ej. Formaningen om at være „snilde som slanger og uden svig som duer“ kan også tages til følge i spørgsmålet om at give og modtage gaver. Den kloge tænker sig om to gange før han accepterer en gave fra en person som han er i stand til at gøre en tjeneste. Bibelen er i sandhed lys og lygte for alle som ønsker at handle ret. — Matt. 10:16.