Spørgsmål fra læserne
● I 4 Mosebog 8:25, 26 (NW) læser vi om levitterne der tjente ved huset for Jehovas tilbedelse: „Men efter halvtredsårsalderen skal han trække sig tilbage fra mandskabet der gør tjeneste, og ikke tjene længere. Og han skal betjene sine brødre i mødeteltet i varetagelsen af pligterne, men han må ikke yde nogen tjeneste. I overensstemmelse hermed skal du handle over for levitterne med hensyn til deres pligter.“ Eftersom de udnævnte tjenere blandt Jehovas vidner på jorden i dag ikke trækker sig tilbage fra deres tjeneste når de har nået en vis alder, hvilken anvendelse får princippet i ovennævnte hensynsfulde lov, der var fastsat af Jehova, da i vor tid?
I det gamle Israel var der tre hovedfamilier i Levis stamme. Alle mandlige medlemmer heraf der opfyldte betingelserne tjente som medhjælpere for Jehovas præster ved det hellige tabernakel eller tempel. I tidens løb blev disse levitiske familier — hvad Jehova selv havde forudset — temmelig rige på mandlige medlemmer som kunne vælges til tjeneste ved Jehovas tempelhelligdom. Deres muligheder for at komme til at få en tjeneste ved tempelhelligdommen var stærkt begrænsede. For at alle levitterne kunne få lejlighed til at nyde disse tjenesteforrettigheder blev det til sidst nødvendigt for kong David at dele alle levitterne i fireogtyve skifter, idet hvert skifte eller hver afdeling fik tildelt en uges tjeneste ved templet hvert halve år eller i alt to uger i hele året, foruden at alle levitterne i forening tjente ved de særlige højtider tre gange om året i Jerusalem. Det var uden tvivl ikke kun af hensyn til levitternes alder, men også for at forhindre at der blev alt for mange om embederne, at Jehova Gud i ovennævnte lov gav befaling om at de der var fyldt deres halvtredsindstyvende år skulle trække sig tilbage fra den obligatoriske tjeneste. De kunne frivilligt gå dem der stadig var kvalificerede til at tjene ved templet til hånde, men de selv fik ikke tildelt nogen speciel opgave og blev heller ikke draget til ansvar for udførelsen af en sådan opgave. Selv om de havde trukket sig tilbage fra den obligatoriske tjeneste modtog de dog stadig deres andel af de ofre som israelitterne frembar, og af tienden som Israels tolv stammer betalte til understøttelse af tempeltjenesten og tempeltilbedelsen.
Dette fastsætter ikke for Jehovas udnævnte tjenere ved hans åndelige tempel i dag nogen regel for at de skal trække sig tilbage fra forkyndelsen eller fra nogen tjenerposter. De åndelige israelitter eller kristne, som er salvede med Guds hellige ånd til hans tjeneste, er ikke under Moseloven, som i fortiden gjaldt det kødelige Israels nation. Siden Kristi tid befinder det åndelige Israel sig under en ny pagt, som Kristus er mellemmanden for.
Hvad Israels præster angår, trak disse sig ikke tilbage når de var fyldt deres halvtredsindstyvende år, og ypperstepræsten selv tjente i sit hellige embede indtil han døde, hvis han var i stand til det. Faktisk blev den første ypperstepræst i Israel, Moses’ broder Aron, valgt til sin tjeneste da han var treogfirs år, og han tjente i næsten fyrretyve år derefter. Ved begyndelsen af den kristne æra var den åndelige israelit apostelen Johannes i nærheden af de hundrede år da han skrev fem af Bibelens inspirerede bøger og fuldendte de hellige skrifters kanon.
For den kristne eksisterer der ingen lov om at han skal trække sig tilbage fra Jehovas tjeneste når han fylder halvtreds år, lige så lidt som hans salvelse med den hellige ånd til at forkynde Guds ord ophører når han når halvtredsårsalderen. I dag er marken verden, hele kloden; og denne gode nyhed om Guds oprettede rige skal forkyndes til et vidnesbyrd for alle nationerne før enden kommer for denne gamle verden. I kraft af deres indvielse til Jehova Gud til at gøre hans vilje for bestandig er Jehova vidner i dag forpligtede til at fortsætte med at udføre deres betroede hverv: forkyndelsen af den gode nyhed om Guds rige, indtil vidnearbejdet er tilendebragt. Der findes intet bibelsk fortilfælde der berettiger dem til at trække sig tilbage fra tjenesten, ikke engang efter at de har tjent i halvtreds år, og at man derpå giver dem pension. Hvis fremskreden alder gør en indviet kristen uegnet til at varetage et bestemt hverv kan han overflyttes til en anden tjeneste som han kan magte. De forpligtelser som hans indvielse til Gud har pålagt ham tillader ham ikke at befri sig for alt tjenesteansvar og alle tjenesteforrettigheder for at trække sig tilbage og leve i ro og mag af en pension, hvorved han bliver en økonomisk byrde for en menighed eller for organisationen som fører tilsyn med den nye verdens samfund af Jehovas vidner.
Ynglinge sammen med jomfruer, gamle sammen med unge! De skal prise HERRENS navn, thi ophøjet er hans navn alene. — Salme 148:12, 13.