Vi ønskede at tjene hvor behovet var stort
Fra et ægtepar på en ø i Stillehavet
FØRSTE gang min hustru og jeg hørte om det store forkynderarbejde der skulle udføres på øerne i Stillehavet var i 1951. Vi besluttede at hvis fordomsfulde myndigheder ikke ville lade kristne missionærer komme til øerne og forkynde Rigets budskab, så ville vi bringe disse ydmyge mennesker den gode nyhed om Kristus og hans rige. Vi nærede en dyb kærlighed til dem, og vi tænkte oprigtigt at intet skulle afholde dem fra at høre sandheden. Så vi pakkede vore ejendele og begyndte at forberede os til at komme ud på øerne.
I to måneder søgte jeg arbejde. Jeg prøvede alle tænkelige steder, hos forretningsdrivende og firmaer. Der var intet at få. Så en dag præsenterede en funktionær fra udenrigsministeriet mig for personalechefen i et stort foretagende der virkede på en af øerne. Jeg præsenterede mig som radiotekniker og efter en to timers hård og udmattende prøve kunne jeg gå med løftet om en stilling. Der gik imidlertid nogen tid før jeg kunne tiltræde stillingen. I mellemtiden samlede vi vore ting sammen og fik papirerne i orden; jeg gennemgik også en undersøgelse hos firmaets læge. Undersøgelsen var i sig selv en prøvelse, for lægen sagde at det ville være uklogt af mig at rejse til troperne. Jeg fortalte ham hvor hårdt jeg havde arbejdet i de sidste uger og at jeg ville passe godt på mig selv når jeg først kom derud. Han kunne se at jeg var fast besluttet på at rejse og så gav han mig det blå stempel.
Alt dette lyder meget let på papiret, men i realiteten var det yderst vanskeligt. Jeg véd at jeg mange gange ville have givet op hvis jeg ikke havde været beslutsom i mine anstrengelser. Min hustru og jeg, begge var vi pionerer, overvejede om det var rigtigt af os at tage et indbringende verdsligt arbejde, men vi vidste også begge to at det „at adlyde er mere værd end slagtoffer“. Nu efter disse mange år takker vi vedblivende Jehova af hele vort hjerte for hans ledelse og for velsignelser i overflod. Lykkens bæger har været fyldt til randen siden vi kom hertil.
Jeg rejste alene til øen. Min hustru blev i Sydney indtil jeg havde skaffet et sted for os at bo, hvilket jeg må sige var meget vanskeligt; det er i virkeligheden stadig meget vanskeligt at få noget at bo i her. I løbet af seks uger lykkedes det ved beslutsomhed, venlighed og annoncer i avisen at skaffe et pænt og godt sted. Min hustru ankom og vi flyttede ind i en villalejlighed. Skønt jeg fik en god løn gik den i de første fire måneder til leveomkostninger og husleje. Men hvad gjorde det! Vi var på en af øerne og havde omkring os en masse mennesker hvoraf ikke ét var et Jehovas vidne.
Efter at min hustru var kommet begyndte vi næsten øjeblikkelig at forkynde fra dør til dør. Vi forkyndte først i den europæiske del. Jeg begyndte at forkynde på min arbejdsplads den første uge, men det er ikke altid klogt; det er ofte bedre først at blive ven med de andre og falde rigtig til, selv om det tager tre måneder eller mere. I den tid kan man studere sproget hvis det er et nyt der skal læres. Man bliver også let syg her. Det erfarede vi; så man må passe på. I ugens løb når jeg var på arbejde forkyndte min hustru alene. I weekenden kunne vi træffe de fleste mennesker hjemme; også aftenerne var gode for der var ikke mange fornøjelser der kunne tiltrække befolkningen. Man havde ikke andet valg end at gå hvis man kom for sent til bussen, som sjældent, om nogen sinde, gik efter en plan. Vi havde ikke selv noget køretøj. Alt havde interesse for os. Befolkningen var venlig og vi spredte litteratur, men uheldigvis flyttede de meget omkring. Det lykkedes os kun at starte tre studier. Nu er det anderledes. Befolkningen begynder at slå sig ned et sted for at blive der.
Et sky folk
Vi har haft mange forskellige og betagende oplevelser. Folk er sky og i begyndelsen var det meget vanskeligt at studere med dem. Vi forstod ikke deres sprog og de forstod kun lidt eller slet intet engelsk. Ved et studium vi ledte var der en mand til stede som lyttede uden at sige noget. Vi simplificerede vort engelsk sådan at oversætteren kunne forstå sandhederne som vi fortalte, og videregive dem til de andre. I mange måneder studerede vi med ham og mange andre, men deres generthed, det fandt vi ud af senere, afholdt dem fra at stille spørgsmål eller at besvare spørgsmål, og vi var ved at opgive håbet. Vi besluttede at holde et studium mere med dem, og hvis de ikke viste noget tegn på at de havde lært noget ville vi afbryde studiet og tage til et andet sted. Forestil jer vor glæde da denne mand der sad og lyttede, fortalte os om den forklaring han havde givet en anden om et så vanskeligt emne som det tolvte kapitel i Åbenbaringen. Han havde fundet svaret i Vagttårnet. Da vidste vi at de alle havde lært noget. Hans hjem bruges nu som center for al vor virksomhed.
Tre andre studiegrupper som min hustru påbegyndte i denne landsby er nu tjenestecentre. En ung mand på sytten år er blevet en glimrende oversætter. En tilfældig samtale med tre drenge der taler pidgin-engelsk har resulteret i et studium der ledes på fem sprog. Nogle af studiedeltagerne er nu en del af en af de tre menigheder der er blevet oprettet.
En dag da der blev afholdt et stort møde mellem alle stammerådgiverne, kom en mand til mig og spurgte om vi ville lære indbyggerne i hans landsby om Bibelen. Vi traf øjeblikkelig foranstaltninger dertil, og inden en måned var gået var Jehovas vidners første rigssal under opførelse i denne lille landsby. Omkring tredive voksne var tilsluttet. Snart ønskede denne samme mand at hans undersåtter i bjergene skulle høre, så vi drog af sted ad en stejl bjergvej. Denne bjergegn har nu sin egen rigssal der huser mere end fyrre vidner for Jehova. Femten kilometer længere oppe i bjergene er endnu en rigssal ved at blive bygget. Nej, denne interesserede mand har ikke gjort holdt her — endnu en landsby har en menighed med næsten halvtreds mødedeltagere. Mange af disse er nu døbt.
Zonetjener og belønning
Et af vore mest betagende minder er vort første zonetjenerbesøg. Denne broder havde filmen „Den Nye Verdens Samfund i Virksomhed“ med. Adskillige tusind så og glædede sig over filmen, og de måtte indrømme at Jehova har en organisation af mennesker der tjener ham. Det mest frydefulde øjeblik på en-dags stævnet var da dåbskandidaterne blev bedt om at rejse sig, og over halvfjerds rejste sig! Det var et gribende syn for os. Vore hjerter strømmede bogstavelig talt over af taknemmelighed da vi så fyrre brødre og tredive søstre stå langs junglefloden, parat til at symbolisere deres indvielse til Jehova. Mange af disse mennesker har hørt om sandheden, men ikke tilstrækkeligt til at det har kunnet bringe dem til modenhed. Ikke desto mindre fortæller de den gode nyhed over en strækning på hundreder af kilometer langs kysten, og de venter spændt på den tid da nogle modne brødre vil tilbyde at hjælpe dem. Behovet er stort.
Når vi ser tilbage på de år vi har været her, ser vi hvilken velsignelse forkyndelsen på øerne har været for os. Fra én forkynder i september 1951 er tallet nu steget til 175 forkyndere i april 1957. Disse er organiseret i tre menigheder og tolv grupper. I forening med dem overværer mindst fire hundrede personer møderne, og udover disse er der hundreder af interesserede spredt rundt på øerne. Nu da vi skriver denne rapport kender vi i det mindste seks landsbyer langs kysten hvor modne brødre øjeblikkelig kunne oprette menigheder.
Mit verdslige arbejde har gjort det muligt for os at bygge vort eget hus, hvilket bruges som rigssal for de europæiske brødre. Vi har også været så heldige at få fat i en lille ejendom som nu huser fire specialpionerer og en menighedsforkynder. Vi har på en eller anden måde kunnet finde logier til otte andre europæiske brødre som nu arbejder sammen med os. Selv om mit arbejde holder mig beskæftiget cirka 200 timer om måneden har det dog været det middel der satte os i stand til at påbegynde arbejdet her og Jehova har føjet sin velsignelse til, fordi det var med det mål for øje.
Skønt tallet på vore europæiske brødre på et tidsrum af lidt over et år er steget fra otte til atten, kan vi stadig ikke magte alt det arbejde der skal gøres her. For nogen tid siden foretog vi en rejse rundt på øen for at orientere os om vort isolerede distrikt. Da vi så alle de mennesker der levede i de forskellige byer og landsbyer vi besøgte stønnede vi simpelt hen efter hjælp.
Hvorfor ikke lade dit verdslige arbejde tjene dig og gøre det muligt for dig at arbejde for Riget hvor behovet er stort? Du har meget at vinde ved at tage et sådant skridt og i sandhed intet at tabe. Det har virkelig været al den anstrengelse værd som vi har lagt for dagen siden 1951.