Bøn — en dyrebar kærlighedsforanstaltning
„Vær ikke bekymrede for noget, men lad i alle ting jeres ønsker komme frem for Gud, idet I beder og bønfalder under taksigelse.“ — Fil. 4:6.
1. Hvilke kendsgerninger kaster lys over det mirakuløse ved bøn?
HVIS VI blot tænker lidt nærmere over bønnens gave kan vi ikke andet end undre os over hvilket mirakel den i grunden er. Jubelen var stor da menneskene den 10. januar 1946 efter omfattende forberedelser opnåede den første kontakt med månen ved hjælp af radarsignaler og det svage ekko fra disse signaler genlød „med mellem 2,38 til 2,72 sekunders mellemrum svarende til månens afstand på 356.000 og 407.000 km“. Menneskenes radarbølger kan nå månen med lysets hastighed, men hvad betyder det i sammenligning med vore bønner der i løbet af et øjeblik kan nå hele vejen til Jehovas trone der, højt hævet over det materielle univers, må være talløse lysår borte! Hvor let kan vi ikke komme i kontakt med Jehova gennem bøn!
2. Hvad er den første betingelse for bøn og i hvilke to henseender?
2 For at dette mirakel kan finde sted må vi imidlertid bede til den eneste sande og levende Gud, Jehova. (2 Mos. 6:3; Es. 46:9) Bønner til guder der kun eksisterer i menneskers indbildning bliver aldrig hørt, hvilket ba’alspræsterne på ’Elias’ tid med sorg måtte sande. (1 Kong. 18:26-29; Sl. 115:4-8) Den første betingelse for bøn er derfor tro. „Uden tro er det umuligt at have hans velbehag; thi den, som kommer til Gud, må tro, at han er til og lønner dem, der søger ham.“ Læg mærke til at vi ikke kun skal tro at Gud er til men også at han belønner dem som oprigtigt søger ham og opfylder vore bønner. Som Jakob understregede: „Han må vedblive at bede i tro uden at tvivle det mindste, for den som tvivler, er som en havets bølge der af vinden kastes hid og did. Lad ikke den mand mene, at han vil få noget af Jehova.“ (NW) Og som Jesus sagde: „Hvis I har tro som et sennepsfrø . . . vil [intet] være umuligt for jer.“ — Hebr. 11:6; Jak. 1:6, 7; Matt. 17:20.
3. (a) Hvilke eksempler på at Gud opfylder bønner nævnes i hans ord? (b) Hvilket eksempel fra nutiden gives der?
3 Har vi ikke et sundt grundlag for en sådan tro? Formår Gud ikke „at gøre langt ud over det, som vi beder om eller forstår“? Og eftersom han elsker os kan vi være forvissede om at han er lige så villig som han er mægtig til det — så helt anderledes end ufuldkomne mennesker der så ofte enten er villige men intet formår, eller godt formår noget men er uvillige. Ja „når da I, som er onde, forstår at give jeres børn gode gaver, hvor meget snarere vil så ikke jeres Fader, som er i himlene, give gode gaver til dem, som beder ham.“! Bønhørte Gud ikke Elias da han stod over for de 450 ba’alsprofeter? Ezekias, da Sankeribs hær truede Jerusalem? Peter, da han sad som Herodes Agrippas fange? Fremgangen inden for den nye verdens samfund af Jehovas vidner, trods alle forhindringer, er et bevis for at Jehova Gud er lige så mægtig og villig til at opfylde vore bønner i dag som han var det i fortiden. Vi forstår måske ikke altid med hvilke midler Gud opfylder dem, men vi ved at han bruger sin organisation der består af både usynlige og synlige skabninger, sit ord og sin hellige ånd eller virkekraft. — Ef. 3:20; Matt. 7:11; 1 Kong. 18:36-38; 2 Kong. 19:19, 35; Ap. G. 12:5, 7.
Anerkendelse af Guds kanal
4. Gennem hvem må vi henvende os til Gud i bøn og hvad var øjensynlig grunden til at dette ikke blev omtalt i Jesu mønsterbøn?
4 Hvis vore bønner skal nå op til Gud må vi anerkende hans anviste fremgangsmåde, for Jehova er ordenens Gud. Som universets store Enehersker tillader han ikke sine undersåtter uden videre at trænge sig ind på ham, og navnlig ikke sådanne som er hans fjender på grund af synd. Han har en kanal som vi må anerkende hvis vi, om man så må sige, skal få foretræde hos ham. Fra og med foråret 33 e. Kr. har Jesus Kristus været denne kanal, som han selv sagde: „Ingen kommer til Faderen uden ved mig.“ Mange hævder at komme til Gud gennem Maria eller andre såkaldte helgener, men de tager sørgeligt fejl. For vi læser intetsteds i Guds ord om bønner der opsendes gennem dem eller om nogen befaling til at gøre det. „Thi der er kun én Gud, og kun én mellemmand imellem Gud og mennesker: mennesket Kristus Jesus, der gav sig selv som løsesum for alle.“ Men når det nu forholder sig således, hvorfor indbefattede Jesus så ikke dette krav i den mønsterbøn han lærte disciplene? Sikkert fordi han, da han lærte dem denne bøn, endnu ikke havde bestået sin prøve fuldt ud. Men på sin tjenestegernings sidste dag, da han havde fuldført den gerning hans Fader havde givet ham at gøre, kunne han sige: „Hvis I beder Faderen om noget, skal han give jer det i mit navn. Hidtil har I ikke bedt om noget i mit navn; bed, så skal I få, for at jeres glæde må blive fuldkommen.“ — Joh. 14:6; 1 Tim. 2:5, 6; Joh. 17:4; 16:23, 24.
5. Hvordan bør vor indstilling være når vi beder og hvorfor?
5 For at vore bønner skal nå frem til Gud må de bedes i absolut oprigtighed. De som kun beder „for at blive set af mennesker“ beder forgæves, for Gud hader hyklere. Han hører kun dem som beder „i ånd og sandhed“. Kun de „retsindiges bøn har han velbehag i“, for „de oprigtige skuer hans åsyn“. Vi må også træde frem for Gud i ydmyghed. I betragtning af hans storhed og vor ubetydelighed ville stolthed være meget upassende. Når vi henvender os til Gud med vore anmodninger kommer vi som tiggere, ikke som kunder. Vi kan ikke købslå med Gud for vi har intet at tilbyde. Det er derfor fuldt ud på sin plads at Gud står de hovmodige imod, men viser de ydmyge ufortjent godhed. — Matt. 6:5; Joh. 4:24; Ordsp. 15:8; Sl. 11:7; 1 Pet. 5:5.
6. Hvilken stilling bør vi indtage under bøn og hvorfor kan det være en fordel at knæle?
6 I forbigående skal vi bemærke at Bibelen ikke indeholder noget påbud om at man skal folde hænderne eller indtage en eller anden skinhellig positur. Som Guds ord viser har den stilling vi indtager ingen betydning. Det kan anbefales at knæle når man beder i enrum for det hjælper en til at have den rette ydmyge indstilling over for Skaberen. (Sl. 95:6; Dan. 6:11; Luk. 22:41; Ef. 3:14) At knæle hjælper en til at koncentrere sig. Det er så let at lade tankerne flakke om eller at falde i søvn hvis man beder når man er kommet i seng. Det var sikkert grunden til at Paulus formanede os til ikke alene at være „udholdende i bønnen“ men også „årvågne i den med taksigelse“. — Kol. 4:2.
I harmoni med Guds vilje
7-10. (a) Hvad må vore bønner være i overensstemmelse med dersom vi skal blive bønhørt? (b) Hvilke bibelske eksempler viser dette? (c) Hvad kan vi lære heraf?
7 Såfremt vi ønsker at Gud skal høre vore bønner må de være i harmoni med hans vilje. Jesus lærte os at bede: „Ske din vilje på jorden, som den sker i himmelen,“ og han bad selv: „Dog ikke, som jeg vil, men som du vil.“ Den samme betingelse fremhæves af apostelen Johannes: „Når vi beder om noget efter hans vilje, hører han os.“ Denne betingelse er så logisk og indlysende at det er ejendommeligt at de fleste som beder ignorerer den — og måske alligevel ikke så mærkeligt, når vi tænker på hvor selviske og ubetænksomme mange bønner er. Kommer Guds hensigter ikke i første række? Er de ikke langt vigtigere end nogen af vore personlige interesser? Er menneskers bønner ikke ofte i modstrid med hinanden, især i krigstider, når begge parter beder om sejr? Trods sin alviden og almagt kan Gud ikke opfylde modstridende bønner. — Matt. 6:10; 26:39; 1 Joh. 5:14.
8 Læg mærke til hvordan dette princip kom til udtryk da Moses levede. Da han påkaldte Jehova, dengang Farao og hans hærstyrker havde omringet israelitterne, gjorde Gud et mirakel og banede vej gennem Det røde Hav, fordi Moses’ bøn var i harmoni med Jehovas hensigt: at vinde sig selv et navn og at udfri sit folk fra Ægyptens trældom. Da Israels folk fortjente at blive udryddet fordi de havde lavet en guldkalv, og senere igen da de gjorde oprør efter at have hørt de troløse spejderes rapport, skånede Jehova ligeledes israelitterne fordi Moses gik i forbøn hos ham og mindede ham om hans navn og hans pagt med deres forfædre. Jehova bønhørte også Moses ved andre lejligheder når Moses bad på hele folkets vegne. — 2 Mos. 14:15-28; 32:7-14; 4 Mos. 11:1, 2; 12:1-15; 14:11-20; 21:5-9.
9 Men Gud bønhørte ikke Moses dengang han bad om at få lov til at komme ind i det forjættede land. Moses havde forskertset sin ret da han blev så forbitret på de knurrende israelitter at han talte og handlede overilet ved Meribas vand, og Jehova skiftede ikke sind. Skønt Moses lovpriste Jehova og takkede ham for hans godhed og vedblev med at trygle: „Lad mig da få lov at drage over og se det herlige land hinsides Jordan, det herlige bjergland og Libanon!“ bad han forgæves. I stedet for at få sit ønske opfyldt blev han irettesat: „Lad det være nok, tal ikke mere til mig om den sag.“ Moses havde tydeligt nok nået grænsen for Jehovas tålmodighed. Moses’ bevæggrunde var af ren sentimental karakter, idet hans tilstedeværelse i det forjættede land ikke var påkrævet for at Jehovas hensigter kunne gennemføres. Var Josua ikke blevet udset til at føre folket? Jo, det var han. — Sl. 106:32, 33; 5 Mos. 3:24-28.
10 Vi kan høste nøgtern belæring af Moses’ erfaringer. For det første er der større sandsynlighed for at vore ønsker bliver opfyldt hvis de har tilknytning til Jehovas navn. Endvidere er det en befriende tanke at vide at Jehova ikke lader sig påvirke af sentimentalitet, men at hans bevæggrunde har sit udspring i hans visdom, retfærdighed og kærlighed. Som en hjælp til at vænne os fra selvoptaget sentimentalitet har vi den mønsterbøn Jesus lærte os, for den lader det som har størst vigtighed komme først. Og hvad kommer først? „Vor Fader i himlene, lad dit navn blive helliget. Lad dit rige komme. Lad din vilje ske, som i himmelen, således også på jorden.“ Ved at lade retfærdighedens universelle sejr gennem hævdelsen og herliggørelsen af Jehovas navn og overhøjhed være det vi først og fremmest lægger vægt på i vore bønner, hjælpes vi til at lade dette indtage førstepladsen i vort liv. — Matt. 6:9, 10, NW.
Personlige anliggender
11. Hvilke skriftsteder viser at det også er berettiget at nævne personlige anliggender i vore bønner?
11 At vore personlige anliggender i åndelig og materiel henseende, selv om de kommer i anden række, dog har deres berettigelse i vore bønner ses af Bibelen, for der står: „Vær ikke bekymrede for noget, men lad i alle ting jeres ønsker komme frem for Gud, idet I beder og bønfalder under taksigelse.“ Og igen: „Kast alle jeres bekymringer på ham, thi han har omsorg for jer.“ Hvad vi end er interesseret i, eller hvad der indvirker på os eller tynger vort sind, det være sig problemer af åndelig eller fysisk art, er alt sammen noget vi kan indflette i vore bønner. „Sig det til din Fader!“ Når vi har kastet vor byrde af os skal vi holde op med at bekymre os derom og i stedet have tillid til at „Gud lader alt sit værk samarbejde til gode for dem, som elsker Gud“. (NW) — Fil. 4:6; 1 Pet. 5:7; Rom. 8:28.
12, 13. Hvad kan vi ifølge Bibelen anmode om i vore bønner?
12 I denne henseende kan man med rette sige at vore bønner er en målesnor for vor åndelige modenhed. Hvis vi viser Jehova „absolut hengivenhed“ og søger „Guds rige og hans retfærdighed“ først vil de personlige ting vi beder om hovedsagelig være af åndelig natur og derfor rimeligvis også være i overensstemmelse med Guds vilje. Blandt det vi kan og burde bede om, er mere og mere af Guds hellige ånd eller virkekraft, hvad Gud med glæde vil give os således som Jesus viser i Lukas 11:13. Visdom er en anden gave som Gud med rundhåndethed giver alle som beder om den, og derfor bør vi også bede om visdom. (Jak. 1:5) I lighed med David skulle vi altid bede: „Lær mig at gøre din vilje, thi du er min Gud.“ Vi kan bede forgæves hvis vi beder om at slippe fri for en prøvelse, men vi vil ikke bede forgæves hvis vi beder om visdom til at kunne magte den og styrke til at holde ud under den. Det var Paulus’ erfaring, for efter at han havde bedt tre gange, men forgæves, til Gud angående „en torn i kødet“ der var ham en sådan plage, trøstede Gud ham med at sige: „Min nåde er dig nok; thi i magtesløshed udfolder min kraft sig helt.“ — Sl. 143:10; 2 Kor. 12:7-10.
13 Eftersom vore mødre har undfanget os i synd har vi bestandig brug for at bede: „Forlad os vore synder,“ idet vi bønfalder herom på grundlag af Kristi genløsningsoffer, således som vi allerede har været inde på. „Hvis vi bekender vore synder, er han trofast og retfærdig, så han tilgiver os vore synder og renser os fra al uretfærdighed.“ Da dette kan lade sig gøre, hvor tåbeligt ville det så ikke være at bære på syndens tyngende skyldfølelse når vi gennem bøn kan blive befriet for den hvis vi sætter os for at handle anderledes i fremtiden! — Sl. 51:7; Luk. 11:4; 1 Joh. 1:9.
14. Hvem bør vi som omtalt i 1 Timoteus 2:1, 2 bede for og af hvilken grund?
14 Det er også i harmoni med Guds vilje at vi beder „for alle slags mennesker, for konger, og for alle dem som er i høje stillinger, så vi fortsat må leve et stille og roligt liv i gudhengivenhed og alvor i alle måder“. Ikke sådan at forstå at vi skal bede for at disse måtte blive omvendt til den rene tilbedelse af Jehova, på trods af deres tilbøjeligheder, men blot at de ikke skal modstå vor tjenestegerning. Sådanne bønner er ikke selviske. Vi kan også bede om at Guds vilje må ske i retssager der er under behandling. — 1 Tim. 2:1, 2, NW.a
15. Hvilke materielle ting har vi lov at bede om?
15 Jesus viste at det også er på sin plads at bede om materielle ting da han indbefattede denne anmodning i sin mønsterbøn: „Giv os i dag vort brød for denne dag.“ Ikke luksus, ikke mere end hvad vi har brug for, men vi bør være tilfredse med „føde og klæder“. Som vi læser andetsteds: „Tvende ting har jeg bedt dig om, nægt mig dem ej, før jeg dør: Hold svig og løgneord fra mig; giv mig hverken armod eller rigdom, men lad mig nyde mit tilmålte brød, at jeg ikke skal blive for mæt og fornægte [dig] og sige: ’Hvo er HERREN [Jehova]?’ eller blive for fattig og stjæle og volde min Guds navn men.“ Læg også her mærke til at det materielle kommer efter det åndelige! — Matt. 6:11, NW; 1 Tim. 6:8; Ordsp. 30:7-9.
Bed om Guds velsignelse og lev i overensstemmelse med dine bønner
16, 17. (a) Hvad viser Nehemias’ erfaring os med hensyn til hvad vi bør bede om? (b) Hvordan viser Paulus at han forstod denne sandhed?
16 Vi må bestandig bede Jehova om at velsigne vore bestræbelser, for medmindre Jehova bygger huset og vogter byen bygger og vogter vi forgæves. (Sl. 127:1) Nehemias var blandt de af Jehovas tjenere der forstod denne sandhed. Hvad gjorde Nehemias øjeblikkelig dengang kong Artaxerxes spurgte ham om hvad han ønskede? „Så bad jeg til himmelens Gud.“ Jehova bønhørte ham straks. I samme sekund nåede Nehemias’ bøn op til Jehovas trone og den blev ufortøvet besvaret, for kongen efterkom hvert eneste af Nehemias’ ønsker og han så sit hjertes inderligste længsel opfyldt: Jerusalems mure blev genopbygget trods voldsom modstand, og det i løbet af kun tooghalvtredsindstyve dage. — Neh. 2:1-8; 6:15.
17 Apostelen Paulus forstod også denne sandhed. Gang på gang fremhævede han betydningen af bøn i sine breve og omtalte dette emne snesevis af gange. Han stolede ikke på sine naturlige evner eller på sine overnaturlige kræfter. Han vidste at det var Guds velsignelse og ikke Paulus’ planten eller Apollos’ vanden der fik noget til at gro. Han slutter hvert eneste af sine fjorten breve med udtryk der i virkeligheden er en bøn om at der må blive vist dem han skriver til, nåde eller ufortjent godhed. (1 Tess. 5:28) Det ses også af den omstændighed at han gang på gang opfordrer de forskellige menigheder til at bede for ham og hans arbejde, som da han skriver: „I øvrigt, brødre, bed for os, at Herrens [Jehovas] ord må få frit løb og komme til ære hos andre ligesom hos jer.“ Hvis den med gaver så rigt udstyrede apostel Paulus indså nødvendigheden af Guds velsignelse over sin tjenestegerning, hvor langt mere burde så ikke vi gøre det! — 2 Tess. 3:1; Ef. 6:18-20.
18, 19. Hvilke forpligtelser påtager vi os med vore bønner?
18 Når vi beder om Jehovas velsignelse over vore bestræbelser siger det sig selv at vi for vor part gør vort yderste. At bede om noget uden at handle i overensstemmelse med det vi beder om, ville være hykleri. Gud gør ikke noget for os som vi godt selv kunne gøre. Vi kan kun håbe på at høste hvis vi ikke giver op når vi gør det rette. Mens det er Gud der får det til at gro, må vi ikke glemme at der ikke ville være noget for Gud at få til at gro hvis ikke Paulus først havde plantet og Apollos vandet. Vi kan heller ikke forvente at Gud vil høre vore bønner hvis vi handler i modstrid med dem. Hvordan kan Gud opfylde vor bøn: „Led os ikke ind i fristelse,“ hvis vi ikke er påpasselige med at træde lige spor med vore fødder, eller hvad der er endnu værre, med velberåd hu kaster os lige ud i fristelser? Hvad der end er den nøjagtige betydning af Jesu ord er en ting sikker: de forpligter os til at søge at undgå fristelser. Lige meget hvad vi beder om, det være sig visdom, hellig ånd, fred, åndelig fremgang, vort daglige brød, forpligter vi os gennem vore bønner til at gøre vor del. — Gal. 6:9; 1 Kor. 3:7; Matt. 6:13; Hebr. 12:13.
19 Princippet med at handle i overensstemmelse med vore bønner har en side til, nemlig den at de forpligter os til, i den udstrækning vi formår, at handle ligesom vi anmoder Gud om at handle. Vi må behandle andre således som vi ønsker at Gud skal behandle os. Ønsker vi at han skal vise os barmhjertighed? Så må vi vise barmhjertighed. (Matt. 5:7) Kun hvis vi viser andre barmhjertighed kan vi i oprigtighed bede om at blive vist barmhjertighed. Det er grunden til at Jesus gav mønsterbønnen denne ordlyd (New World Translation): „Tilgiv os vor skyld, som vi også har tilgivet vore skyldnere.“ Læg mærke til udsagnsordets fortidsbøjning, der angiver at vi ikke bare agter at tilgive andre når vi beder om tilgivelse for os selv, for blot at glemme alt om det når vi har opnået tilgivelse, men at vi ønsker tilgivelse i samme mål som vi allerede selv praktiserer at tilgive! — Matt. 6:12.
Bøn og kærlighed
20, 21. (a) På hvilke måder er bøn et udtryk for kærlighed? (b) Hvilket eksempel kan belyse dette?
20 Vi bør heller ikke overse hvor nært knyttet bøn og kærlighed er til hinanden. Er bønnens dyrebare foranstaltning ikke et udslag af Guds kærlighed til os? At universets store Suveræn har truffet foranstaltning til at svage, ufuldkomne og syndige skabninger af støv kan komme frem for hans åsyn når som helst de ønsker det med hvad som helst de har på hjerte og sinde, er så afgjort endnu et bevis for at „Gud er kærlighed“. Omvendt kan det siges at vore bønner er et udtryk for kærlighed fra vor side, kærlighed til Jehova, kærlighed til vore brødre, ja kærlighed til os selv fordi vi forstår vort åndelige behov.
21 Som det før er blevet bemærket i dette blad er vor indvielse ikke en indvielse til en upersonlig sag, men til en person, til vor kærlige himmelske Fader, Jehova Gud. Vore bønner kan derfor sammenlignes med telefonsamtaler som et barn der er på kostskole fører med sin fader derhjemme. Vor himmelske Fader har truffet hele denne ordning, han har påtaget sig alle omkostninger — og tro ikke at det ikke har kostet ham noget. Det kostede ham hans enbårne søns liv — og det glæder hans hjerte når vi henvender os til ham i bøn, for han elsker os virkelig. Vi holder af at være sammen med dem vi elsker, ikke sandt? Hvis vi elsker vor himmelske Fader vil vi ofte nyde dette samvær med ham. Gør vi det i den udstrækning vi har lejlighed til, eller påskønner vi ikke denne forret tilstrækkeligt?
22. Hvordan vil kærlighed yderligere give sig udslag i vore bønner?
22 Kærlighed får os til at værdsætte hvad Gud bestandig gør for os, og den vil få os til ofte at henvende os til ham med lovprisning og taksigelse og til at dvæle i hans nærværelse. Ligesom de elskendes tanker kredser om den elskede, således burde vi som elsker Jehova lade vore tanker kredse om ham og hans godhed når som helst vi ikke er optaget af noget der kræver vor særlige opmærksomhed og koncentration. Navnlig når vi bliver dybt grebet på grund af en særlig velsignelse vil vor kærlighed få vore hjerter til at strømme over med spontan lovprisning. „Sig tak under alle forhold; thi det er Guds vilje med jer.“ Som Job udtrykte det: ’Hvis vi finder udsøgt glæde i den Almægtige, vil vi påkalde Gud til hver en tid.’ (NW) Så vil vi bestandig lovprise Jehova, „syv gange daglig“. — 1 Tess. 5:18; Job 27:10; Sl. 119:164.
23, 24. (a) På hvilken anden måde kan vi, som det fremgår af bibelske eksempler, vise kærlighed ved at bede? (b) Hvilke særlige forrettigheder har vi i denne henseende i dag?
23 Elsker vi vore brødre? En måde hvorpå vi kan vise dem kærlighed er at bede for dem. Foruden Jesu gode eksempel, som vi allerede har omtalt, er der også Paulus’. Han betjente ikke kun sine brødre offentligt og i deres hjem og skrev kærlige, belærende og opmuntrende breve til dem når han ikke kunne være hos dem personligt, men han vedblev med at bede for dem. Lad os blot anføre to eksempler: „Jeg . . . ophører ikke med at takke for jer. Jeg nævner jer bestandig i mine bønner.“ „Det er hvad jeg stadig beder om, at jeres kærlighed må blive mere og mere rig på nøjagtig kundskab og dyb skelneevne.“ Lad os også i denne henseende efterligne Paulus som han efterlignede Kristus. — Ef 1:15, 16; Fil. 1:9; 1 Kor 11:1, NW.
24 Især bør vi huske at bede for vore brødre der har et større ansvar og for de brødre der bliver forfulgt. Lad os være udholdende i sådanne bønner, således som Jesus indtrængende pålagde os med sin lignelse om den ihærdige enke: „Skulle Gud så ikke skaffe sine udvalgte ret, dem, som råber til ham dag og nat, og skulle han ikke være langmodig over for dem? Jeg siger jer: Han skal skaffe dem ret i hast.“ Hvis vi af hjertet elsker vore brødre vil vi vedblive med at bede for dem. — Luk. 18:7; Matt. 7:7.
25. Hvilken virkning vil tilbørlig kærlighed til os selv have på vore bønner?
25 Tilbørlig kærlighed til os selv vil ligeledes få os til at forstå vort åndelige behov, hvilket igen vil få os til at ønske at henvende os til Gud i bøn, således som vi allerede har omtalt. Det vil optænde ønsket hos os om regelmæssigt at komme frem for Gud, hver morgen når vi står op og hver aften når vi går til ro og ved måltiderne. Vi vil også være opmærksomme på at bede før og mens vi tager del i tjenesten, og navnlig hvis vi har den forret at forkynde ordet offentligt fra talerstolen. Vi vil også lytte omhyggeligt til bønner andre beder på vore vegne, og leve med i dem, for eksempel ved menighedsmøderne, og ikke lade vore tanker være andre steder henne. Får vi den forret at blive opfordret til at bede offentligt vil vi bede klart, forståeligt og oprigtigt så alle der hører det af hjertet kan sige „Amen!“
26. Hvorfor og hvordan får bønnen vor kærlighed til at vokse?
26 Til sidst bør vi mærke os at bøn ikke kun er et udslag af kærlighed, men at den får vor kærlighed til at vokse. Oprigtige bønner bedt i en forsamling af brødre knytter os sammen i kærlighed. De hjertets tanker der kommer til udtryk er vore tanker; vi tænker og føler ens. Hvilken forret var det ikke for apostlene at høre Jesu bøn der er berettet i Johannes 17! Det samme kan siges om dem som hørte de bønner der står nedskrevet i 1 Kongerne 8:15-54; Ezra 9:6-15; Nehemias 9:5-38; Esajas 37:14-20. Bøn i familiekredsen knytter familien nærmere sammen, og bøn ved de forskellige menighedsmøder knytter menighedens medlemmer tættere sammen. I vor daglige omgang med vor familie eller med menigheden bliver vi måske somme tider stødt og går af den grund og bærer lidt nag. Men når vi hører den som har været årsag hertil, ydmygt, oprigtigt og med barnlig ligefremhed repræsentere os i bøn til Gud forsvinder ethvert nag.
27, 28. Hvad tilkendegiver at bøn er en dyrebar kærlighedsforanstaltning fra Jehovas side til gavn for os?
27 Bøn er i sandhed et forbløffende mirakel, en dyrebar kærlighedsforanstaltning. Vi kan ikke bevare vor uangribelighed ind for Gud uden bøn. Onde mennesker kan tage vore bibler fra os, berøve os lejligheden til at komme sammen med vore brødre eller til at deltage i tjenesten på arbejdsmarken, men de kan aldrig tage bønnens dyrebare gave fra os. Vi ved hvad vi bør bede om; først og fremmest om retfærdighedens sejr i universet og om alt hvad der måtte være i overensstemmelse med Jehovas vilje med os, om hans ånd, om hans visdom, om hans tilgivelse af vore synder, om hans velsignelse over vore bestræbelser og om vore daglige fornødenheder. At Jehova opfylder bønner i dag ses af den udbredelse den sande tilbedelse har fået, af hans folks lykke og af at hans tjenere bevarer deres uangribelighed på trods af bitter modstand og forfølgelse.
28 Da vi lever i strenge tider har vi nu mere end nogen sinde brug for at være årvågne, at undgå selvsikkerhedens snare, og at forstå vort åndelige behov der kræver dybere studium af hans ord, meditation og samvær med vore brødre, tjeneste på arbejdsmarken og navnlig bøn. Og har vi ikke, i betragtning af den nye verdens samfunds åndelige velstand og det større lys der skinner på vor sti, al grund til at lovprise og takke vor himmelske Fader? Bønnens dyrebare forret er i sandhed et bevis på Guds kærlighed, og ved at bede beviser vi vor kærlighed til ham og til vor næste.
[Fodnote]