Der bliver stadig spist „manna“

BIBELEN fortæller hvordan Gud lod Israels folk leve af manna i de fyrre år de var i ørkenen. Mannaen lignede hvide frø og var sød ligesom „honningkager“. (2 Mos. 16:13-31) I betragtning af denne beskrivelse er det af interesse at lægge mærke til hvad det amerikanske blad National Geographic i sit nummer for december 1957 havde at sige om mannaen. I artiklen „Det gamle Testamentes tid genoplives“ stod der at læse:

● „Endnu en gang finder vi en bibelsk beretning der understøttes af pålidelige kendsgerninger, for miraklet med mannaen der kom ned fra himmelen finder sted hvert år ved Sinaj. Med usvigelig sikkerhed kommer der på mystisk vis hver sommer små hvide dråber af en sød og nærende substans til syne på buskene. I højsæsonen kan man samle et par pund om dagen.

● I 1927 rejste en zoolog fra Jerusalems hebraiske universitet, professor F. S. Bodenheimer, til Sinaj-halvøen for at løse mannaens hemmelighed. Hans øvede blik opklarede hurtigt mysteriet: de små honningdugdråber skyldes skjoldlus.

● Disse bittesmå skabninger opsuger plantesafter som nok er fattige på det kvælstof insekterne kræver til regulering af deres stofskifte; men som til gengæld er rige på kulhydrater. Når skjoldlusene har brugt kvælstoffet udskiller de det tiloversblevne af saften som søde dråber. Fordampning forvandler hurtigt væsken til en klæbrig fast masse.

● Indtil denne dag er manna et yndet lækkeri i Det nære Østen. Den bedst kendte slags kommer fra Kurdistan, og sælgere falbyder den på Bagdads gader som kager under navnet man.“

● Mens et mirakel uden tvivl var nødvendigt for at forsyne alle israelitterne med tilstrækkelig manna og med dobbelt så meget hver fredag og intet på deres sabbat eller lørdag, er det virkelig interessant at der gives en naturlig forklaring på mannaens forekomst, og at den stadig kan findes i den del af verden (og tilsyneladende kun dér) hvor Bibelen beretter at israelitterne levede af den.