Jesu slægtninge, 1. del

DA tiden var inde til at Jehovas salvede søn skulle vandre på jorden som Messias, valgte Jehova de rette slægtskabsforbindelser til ham; de dannede en nidkær familiekreds af pålidelige Guds tjenere som skulle værne om hans søn og øve en gavnlig indflydelse på ham. Det viste sig at Jesus fra Nazaret og hans slægtninge blev nogle af de mest dynamiske forkæmpere for den sande tilbedelse af Jehova der nogen sinde har levet på jorden. Disse forkyndere bidrog med deres mange retfærdige gerninger til at kaste en teokratisk glans over den sidste generation af den jødiske tingenes ordning.

Johannes Døber

Johannes Døber var den sidste i den lange række af profeter som Jehova sendte til sit pagtsfolk, jøderne. Det store arbejde Johannes udførte i løbet af et år blandt offentligheden i samarbejde med en gruppe disciple, og i omkring to år mens han var i fængsel, gør ham til en af de største af alle de profeter Gud sendte før den kristne tidsalder. (Matt. 11:11) Ifølge Jehovas ordning blev denne store profet halvfætter til Jesus og han var kun omkring et halvt år ældre end denne.

Jesu moder Maria og Johannes’ moder Elisabet var kusiner. Men ikke nok med det, de havde tidligere sluttet et inderligt venskab, fordi Jehova havde skænket dem begge store privilegier der var meget lig hinanden. (Luk. 1:39-45) Marias moder (som efter traditionen hed Anna og som katolikkerne kalder St. Anna)a og Elisabets moder var kødelige søstre og af Levis stamme. Marias moder ægtede Eli, af Judas stamme, og Maria og hendes søskende blev således judæere; Elisabets moder giftede sig imidlertid ind i Arons præsteslægt, og på den måde blev hendes børn ikke blot levitter, men kom til at høre til levitternes fornemste slægt som børn af Aron. Elisabet, der var efterkommer af Aron, giftede sig med Zakarias der også nedstammede fra Arons præsteslægt. (Luk. 1:5) Deres søn Johannes Døber var derfor af Arons præsteslægt med dobbelt ret, fordi han nedstammede fra Aron både gennem sin fader og sin moder.

Set fra et historisk synspunkt var alt dette meget spændende og interessant. Det var den aronitiske præst Zadok der salvede Salomon af Davids hus til konge over Israel. (1 Kong. 1:33) Ligeledes blev alle senere konger i Juda salvet af den aronitiske ypperstepræst. Og da historiens største salvelse af en konge fandt sted her på jorden blev eksemplet fulgt til mindste detalje. Til denne betydningsfulde begivenhed havde Jehova fremskaffet sin egen aronitiske repræsentant uden at være nødt til at forlade sig på Jerusalems onde aronitiske ypperstepræst som senere fik Jesus henrettet. Ved denne lejlighed hvor Jesus af Judas stamme og af Davids kongelige hus blev salvet, fremstillede han sig for at blive døbt af sin halvfætter, Johannes Døber, af Levis stamme og Arons præsteslægt. På dette tidspunkt blev Jesus lovformeligt salvet fra himmelen med hellig ånd til at være konge over det åndelige Israel.

Josef

Josef, Jesu fosterfader, må have været en mand efter Guds hjerte, ligesom David, hans berømte forfader. I betragtning af den store myndighed og indflydelsesrige stilling som faderen i den israelitiske familie sad inde med, må Josef have været en overordentlig gudfrygtig, pålidelig mand. Hvorfor? Fordi den levende Gud fandt ham værdig til at blive betroet den dyrebareste skat i universet, Jehovas enbårne søns liv, det der stod Guds hjerte nærmest. Barnet Jesus var Jehovas egen søn. Han var ikke Josefs virkelige søn.

Josef var medlem af den jødiske nations førende familie, idet han var af Davids kongelige hus. Josef havde guddommelig, lovformelig ret til tronen. Derfor måtte han, mens Kvirinius var romersk landshøvding i Syrien, rejse til Betlehem for at blive pålagt skat i overensstemmelse med kejserens dekret, eftersom slægtsregistrene for Davids kongelige hus blev opbevaret i Betlehem, Davids fødeby. (Luk. 2:1-3) Mange år senere kunne den forhenværende skatteopkræver Mattæus, der havde indgående kendskab til stamtavler, rejse til Betlehem for at skrive en beretning til gavn for os om denne slægtslinje der førte tilbage til David og Abraham. (Matt. 1:1-16) På dette tidspunkt viser Josef sig som en enestående uselvisk mand, for trods sin berømte, retmæssige arv tøver han ikke med at gøre Guds vilje, men går beredvilligt ind på at adoptere Jesus som sin lovformelige, førstefødte søn og således overlade ham retten til Davids trone. (Luk. 4:22) Fra denne dag blev Jesus kendt som Josefs søn, tømmermandens søn; og han fik de rettigheder der tilkom Josefs førstefødte. — Matt. 13:55.

Den største anerkendelse af Josefs og Marias gode og dygtige varetagelse af forældrepligterne i forbindelse med den forstandige opdragelse af Jesus, er den korte men rammende beretning i Bibelen som siger: „[Han] var lydig imod dem. . . . Og Jesus gik frem i visdom og vækst og yndest hos Gud og mennesker.“ Øjensynlig varetog Josef sit hverv som Jesu første lærer godt; han oplærte ham til at blive en dygtig tømrer, og som sådan arbejdede Jesus til han var omkring tredive år gammel. — Luk. 2:51, 52; Mark. 6:3.

Maria

Davids bemærkelsesværdige kvindelige efterkommer, Maria, datter af Eli af Davids hus, ville have glædet den gamle konges hjerte hvis han havde levet og set hende varetage sin store teokratiske tjenesteforrettighed. De mange gange hun omtales i Bibelen er tilstrækkelige til at vi kan danne os et ganske interessant billede af hende. Hun var jomfru, ikke blot fysisk, men også åndeligt, idet hun var ubesmittet af sin tids frafald. Hendes kendskab til De hebraiske Skrifter var stort og hendes hengivenhed over for Jehova var udelt og fuldkommen.

Selv om hun var stærk i troen og havde stor kundskab, blev hun ængstelig da hun blev tiltalt af den højtstående engel Gabriel, den samme teokratiske budbringer fra de himmelske haller som havde talt til præsten Zakarias et halvt år tidligere. „Vær hilset, du benådede, Herren [Jehova] er med dig!“ Det var den hilsen Gabriel udtalte som optakt til dette dramatiske møde. Maria blev i høj grad foruroliget over denne hilsen og spekulerede over hvad den mon betød.

Så fik hun at vide at Jehova ønskede at hun skulle være moder til et drengebarn der skulle fødes ved Guds hellige ånds kraft og kaldes „den Højestes Søn; og Gud Herren skal give ham Davids, hans faders, trone. Han skal være konge over Jakobs hus til evig tid, og der skal ikke være ende på hans kongedømme“. Dette var i sandhed et tilbud om en enestående tjeneste! Og som en bemærkelsesværdig troens kvinde tog hun beredvilligt imod det. — Luk. 1:26-38.

Borte fra det åbenlyst frafaldne Jerusalem, under den loyale Josefs beskyttende omsorg og i en rolig stald, fødte denne hengivne Jehovas tjenerinde på en naturlig måde et fuldkomment drengebarn efter en normal ni måneders svangerskabsperiode. Han var ikke inkarneret som halvt ånd og halvt menneske, men var et fuldkomment, kødeligt menneske i enhver henseende. Mennesker med god vilje, trofaste hyrder, der var blevet vækket af et englekor, kom til krybben for at være vidner til denne fødsel af universel betydning. Otte dage senere blev barnet som det var skik og brug omskåret, og fik navnet Jesus.

Maria gemte omhyggeligt i sit hjerte alle de usædvanlige ting der skete i forbindelse med denne Jehovas søn som hun havde fået den forret at føde. Hver dag var hun opmærksom på hans voksende behov og øvede altid en ren, kærlig og hengiven indflydelse for at denne hendes myndling kunne modtage den bedste teokratiske opdragelse og uddannelse. Tredive år senere, da Jesus begyndte sin store tjenestegerning, fulgte hun nøje hans karriere. Hun blev også en af hans hengivne efterfølgere. Jesus begunstigede hende aldrig fremfor andre hengivne kvinder mens han udførte sin tjeneste. Han tiltalte hende aldrig som „moder“, men altid som „kvinde“. — Matt. 12:48; Joh. 2:4.

Hun havde den lykkelige forret at være en af de 120 som på Pinsedagen modtog den hellige ånds gave for at de kunne blive de første salvede lemmer på Kristi legeme og kunne vise sig værdige til at få liv sammen med ham i hans himmelske rige. Således fik hun et håb om liv i himmelen, ikke for at blive himmelens dronning, men for at blive et af de 144.000 medlemmer af Kristi herlige, himmelske brudeskare. Maria var et strålende eksempel på en trofast, teokratisk kvinde. Teokratiske kvinder i dag gør vel i at efterligne hendes hengivne, lydige og trofaste handlemåde.

[Fodnote]