Men hvor er frugterne?

ET VINTRÆ kan godt se ud til at trives uden dog at bære frugt. Dets ufrugtbarhed kan skyldes at dets grene breder sig uden at blive beskåret. I lignelsen om vintræet lagde Jesus ikke vægt på grenenes og bladenes antal eller størrelse, men han talte om træets frugtbarhed: „Hver gren på mig som ikke bærer frugt, tager [min Fader] bort, og hver som bærer frugt beskærer han for at den skal bære mere frugt.“ — Joh. 15:2, NW, margen.

Kristenhedens religioner i Sovjetrusland, der hævder at være kristne kan sammenlignes med et vintræ. I de senere år er de voldsomme angreb der ellers har været rettet mod dette træ hørt op, og resultatet er at træet har bredt sig til alle sider. Rektoren ved et russisk ortodoks præsteseminarium erklærede således: „For hvert år bliver det lettere at undervise i religion.“ Og atter hører vi: „Man lægger mærke til at religionens indflydelse tager til overalt i Sovjetunionen.“ „Der er lige så mange mennesker der går i kirke i Rusland som i England.“ Og en engelsk præst der besøgte Rusland sagde: „Jeg havde ventet at finde en kirke i katakomberne, men i stedet fandt jeg en levende og aktiv kirke.“

Til støtte for hvad der her er nævnt, erklærer talsmænd for den russiske ortodokse kirke at denne virker gennem 25.000 kirker, 30.000 præster, en halvfjerdsindstyve klostre og mindst ti præsteseminarier og akademier. I dag er der seks gange så mange kirker i brug som der var for tyve år siden, skønt der stadig er færre end tilfældet var før revolutionen i 1917.

Hvad materiel velstand angår, oplyste en journalist at „mange præster havde biler og en god levestandard. Der var virkelig mange af præsterne der var klædt i smukke dragter“. Adskillige af patriarkerne „har store biler af nyere årgange“. „Enten er kirken velhavende eller også betaler regeringen en bemærkelsesværdig høj løn,“ udtrykte dr. Soper, lederen af de engelske metodister.

Mange andre religiøse organisationer melder også om bemærkelsesværdig fremgang i Rusland; det drejer sig især om baptistkirken, der hævder at være den næststørste. Dens lokale ledere siger at det går meget bedre nu end i zartiden; de har 5400 menigheder, 500.000 døbte medlemmer og omkring tre millioner tilhængere. En russisk baptistpræst siger: „Vore folk er ’varme’ kristne. Vi genopliver det første århundredes kristendom i det tyvende århundrede.“ Kristenhedens vintræ trives åbenbart frodigt i Rusland, men er det ensbetydende med at det bærer frugt?

Intet fremgår mere tydeligt af Bibelen end at det sande kristne vintræ må bære frugt i form af prædiken, forkyndelse og aflæggelse af vidnesbyrd. Jesus forkyndte. Hans apostle forkyndte. Andre fik befaling til at forkynde. Alle blev de belært om at frelse afhang af ens offentlige bekendelse. Men det er værd at lægge mærke til at mens Sovjetruslands forfatning giver gudløs kommunisme frihed til at propagandere for sin tro, nægter den religiøse organisationer denne ret. Tilbedelsesfrihed? Ja, men kun for så vidt den religiøse kultus begrænses til at foregå inden for kirkebygningen.

Vi læser således i et populært ortodoks kirkeblad: „Man gør imidlertid intet direkte forsøg på at omvende ham [læseren] ved at gøre indsigelse mod det grundlag for naturvidenskab som talsmænd for den gudløse stat selv har valgt. Dette ville antagelig blive betragtet som ’religiøs propaganda’, en rettighed som Sovjet-forfatningen ikke udstrækker til de troende.“

En gruppe amerikanske præster der besøgte Rusland i 1956 udtalte, at Ruslands kirker „er under den russiske regerings indflydelse“ og at de „til gengæld for deres tilbedelsesfrihed åbenbart er gået ind på at følge Sovjets kommunistledelse i vigtige spørgsmål“, såsom den kommunistiske fredspropaganda. Men er det kommunismen eller er det Guds rige der er verdens fredshåb?

Guds ord kræver af kristne at de frembringer „Åndens frugt“, som „er kærlighed, glæde, fred, langmodighed“, o.s.v. (Gal. 5:22) Den udelukker al griben til kødelige våben. Så langt fra at bære sådan frugt, bøjer kristenhedens vintræ i Rusland sig tværtimod under regenternes militærsystem.

I The Christian Century, 12. marts 1958, skrev kvækeren, Sidney A. Bailey: „Som kvæker var jeg især interesseret i at få at vide om det er muligt for en russisk adventist at adlyde det sjette bud. De svarede at ingen bør dræbe et menneske der ikke har gjort sig skyldig i en forbrydelse, men at det er lovligt at forsvare éns familie eller nation mod angreb.“ Han spurgte også formanden for rådet for religiøse anliggender „hvordan Sovjet-regeringen behandler militærnægtere. Først sagde han at der ingen militærnægtere var i Rusland. . . . Men i samtalens løb blev det klart for mig at der dog er nogle som nægter at gøre militærtjeneste i Rusland. Hr. Gostev var ikke helt nøjagtig i sin udtalelse, men . . . de der nægter denne tjeneste, sådanne som Jehovas vidner, behandles åbenbart som desertører, og anklages for de militære domstole“.

Det er muligt at kristenhedens vintræ i Rusland er stort og vokser sig endnu større, men bærer det åndens frugt og Rigets forkyndelses frugt?