Hvilken rolle bør religionen spille i dit liv?
I dag betragter mange mennesker kun religion som en genvej til at nå deres personlige mål. Bibelen viser klart hvilken ro religionen bør spille i et menneskes liv.
ALDRIG før er der blevet sagt så meget om religion i et land som for eksempel De forenede Stater. Men paradoksalt nok har religion heller aldrig før haft så lidt indflydelse på politik og forretningsliv som nu. Som det så ofte er tilfældet ledsages en forøgelse i kvantitet af en forringelse i kvalitet. Hvorfor? Fordi man ikke har den rette forståelse af hvilken rolle i livet religion bør spille.
Bladet Sunday Examiner, Kalifornien, bragte den 9. februar 1958 en artikel som bevidnede at det stod således til i U.S.A. Den behandlede spørgsmålet: „Hvor mange amerikanere tror VIRKELIG på Gud?“, og den oplyste at „95 procent siger at de gør det, men“, og derefter blev dette „men“ yderligere uddybet.
„Fire femtedele af alle de voksne amerikanere der blev spurgt som et led i en af flere undersøgelser, sagde at de troede at Bibelen var Guds åbenbarede ord,“ men 53 procent kunne ikke nævne blot ét af de fire evangelier.
„Et andet rundspørge viste at firs procent af amerikanerne troede at Kristus er Gud. Men da tredive kendte amerikanere blev anmodet om at opregne de hundrede mest betydningsfulde begivenheder i historien, kom Kristi fødsel først som den fjortende i rækken sammen med opdagelsen af røntgenstrålerne og brødrene Wrigths første flyvning.“
Sunday Examiner fortalte også om den katolske præst Fichter der havde foretaget et rundspørge blandt 10.964 katolikker i et sogn i New Orleans. Han fandt at „4216 praktisk talt lå i en ’dyb søvn’. De hverken gik i kirke, gav bidrag eller lod deres børn deltage i religionsundervisningen“.
„Som et led i den sidste og måske mest betegnende undersøgelse blev en række amerikanere først spurgt om de mente at religion var ’af stor vigtighed’. Langt de fleste svarede bekræftende. Dernæst blev de spurgt: ’Har Deres tro på nogen måde påvirket Deres politiske og forretningsmæssige anskuelser?’ Fireoghalvtreds procent svarede ’nej’.“
På linje med det foregående omtalte New York Times for den 14. oktober 1957 den metodistiske biskop Richard C. Raines’ beklagelse af den voksende tendens til kun at betragte Gud som en „biting“. „I sand religion,“ understregede han, „er det Gud der bestemmer og mennesket der søger Guds vilje og følger den.“ Og The Christian Century for den 12. februar 1958 gengav hvad Albert R. Stuart, biskop i den episkopale kirke i Georgia, havde sagt, nemlig at amerikanerne manglede kaldsfølelse og overbevisning når det gjaldt religion.
Absolut hengivenhed
Ordet „religion“ betyder i sin bogstaveligste og enkleste form et tilbedelsessystem eller en tilbedelsesform, en tjeneste for en guddom. Ifølge Guds ord er sand religion, den kristne religion, ikke en tilfældig biting, ikke kun et middel til at nå et mål. Den er og må for os være målet, hensigten selv, hovedformålet med livet. Den må være den ledende, drivende kraft, den dominerende faktor i vort liv. I sand religion er det Gud der bestemmer og os der udfører den guddommelige vilje uanset hvilke følger det måtte få. Det er i sandhed et kald, en livsvej, der er baseret på kundskab og tro, fornuft og overbevisning; det er kærlighed til sandhed og retfærdighed.
Som Gud sagde til israelitterne: „Jeg, Jehova din Gud, er en Gud der fordrer absolut hengivenhed.“ Og atter: „Du skal elske HERREN [Jehova] din Gud af hele dit hjerte, af hele din sjæl og af hele din styrke.“ Vor tilbedelse af ham må være udelt. Det er derfor han ikke blot advarede sit folk mod at dyrke hedenske guddomme, men også mod at lade materiel velstand forlede det til at glemme ham. — 2 Mos. 20:1, 5, NW; 5 Mos. 6:5; 8:10-14.
Jesus Kristus, Guds søn, indskærpede også dette princip: „Søg først Guds rige og hans retfærdighed.“ „Den, som elsker fader eller moder mere end mig, er mig ikke værd.“ „Hvis nogen ønsker at gå i mit spor, så lad ham fornægte sig selv og tage sin marterpæl op og følge mig bestandig.“ (NW) — Matt. 6:33; 10:37; 16:24.
Ved sin egen handlemåde illustrerede Jesus hvad han lærte andre. Til Guds fastsatte tid indviede han sig til at gøre Guds vilje, og lod sig døbe i Jordanfloden af Johannes som en offentlig tilkendegivelse heraf, hvorefter han modtog Guds hellige ånd. Fra da af arbejdede han ikke længere som tømrer og valgte heller ikke en eller anden karriere som behagede ham selv. Nej, fra da af udførte han den guddommelige vilje, hvilket var hensigten med hans komme til jorden: „Dertil er jeg født, og dertil er jeg kommen til verden, at jeg skal vidne om sandheden.“ — Joh. 18:37.
Hans apostle og første disciple fulgte hans eksempel. Peter, Andreas, Jakob og Johannes forlod deres fiskeri for at tage tjenesten op sammen med ham; Mattæus forlod sin stilling som skatteopkræver. Derfor kunne Peter også sige: „Se, vi har forladt alt og fulgt dig.“ Ligeledes opgav Paulus sin ansete position som farisæer. — Mark. 10:28.
Den fremtrædende plads som religion bør indtage i livet understreges af den sammenligning Paulus drager mellem den kristne og en soldat: „Ingen som gør tjeneste som soldat indvikler sig i livets erhvervsmæssige beskæftigelser, for at han må opnå godkendelse af den som hvervede ham til soldat.“ — 2 Tim. 2:4, NW.
Deltidstjeneste antagelig
Det betyder ikke at enhver kristen soldat bogstaveligt må forlade alt ligesom Jesus og hans apostle. Det er også Guds vilje at en kristen stræber „efter det, der er godt i alle menneskers øjne“, og „sørger for sine slægtninge“. Hvis han ikke gør det „har han fornægtet troen, ja, er værre end en vantro“. Måske vil lydighed mod disse befalinger begrænse ens forkyndervirksomhed, men den kristne vil ikke med vilje indvikle sig i erhvervsmæssige beskæftigelser eller andre foretagender med det for øje at opnå større fortjeneste end nødvendigt. Al anden virksomhed ville da kun have til hensigt at bestride udgifter i forbindelse med tjenesten. — Rom. 12:17; 1 Tim. 5:8.
Lad det i forbigående være sagt at det samme princip gælder hobbies. En kristen går ikke så højt op i en hobby at han bliver slave af den. Han vil kun dyrke den i en sådan udstrækning at den tjener til adspredelse.
Med den alvorlige, oplyste kristne forholder det sig altså ganske anderledes end med den der kun er kristen af navn. I stedet for at lade sin religion tjene et eller andet personligt formål, lader han alt i livet tjene sin religions formål, og hvad der ikke gør det, fjerner han. Arbejdsgivere finder uvægerligt at den kristne er pålidelig og dygtig, hvad enten han er en afrikansk kobberminearbejder eller en amerikansk privatsekretær. Det sker dog at en arbejdsgiver ikke er tilfreds. Af hvilken grund? Fordi det kristne vidne for Jehova ikke er spor ærgerrig efter at komme frem i verden og ikke konkurrerer med sine kolleger om at opnå de mest indbringende stillinger. Arbejdsgiveren kan ikke forstå at den kristne ikke tragter efter rigdom, berømmelse, prestige eller magt, men at det vigtigste for ham er at praktisere sin religion, at gøre den guddommelige vilje. Når alt kommer til alt er et verdsligt arbejde den kristnes bibeskæftigelse; hans virkelige beskæftigelse eller kald er den kristne tjeneste.
Af mange vægtige grunde kommer den kristne tjeneste i første række. Gennem den får Skaberen, Jehova Gud, den ære der tilkommer ham, idet der aflægges vidnesbyrd om hans navn; derved fjernes den skændsel og vanære som selviske og uvidende mennesker har kastet på hans navn. Gennem tjenesten anvises endvidere frelsens vej for mennesker med god vilje så de får mulighed for at undfly den snarlige ødelæggelse i Harmagedon. Kristne tjenere advarer også de onde for at disse selv kan stå med det fulde ansvar for og vide grunden til deres tilintetgørelse. Og endelig sikrer man sig sin egen frelse ved at være optaget i den kristne tjeneste, således som Paulus viser: „Thi med hjertet udøver man tro til retfærdighed, og med munden bekender man offentligt til frelse.“ — Rom. 10:10, NW.
For at den kristne kan opfylde sine forpligtelser i denne retning og på den rigtige måde, må han ligesom jøderne i Berøa omhyggeligt undersøge Skrifterne daglig. Han må give agt på befalingen: „Gør dit yderste for at fremstille dig som godkendt af Gud, som en arbejder der intet har at skamme sig over, som anvender sandhedsordet på rette måde.“ Han må vise at han anerkender at „al skrift er inspireret af Gud og gavnlig til belæring, til irettesættelse, til at sætte ting på plads, til optugtelse i retfærdighed, for at gudsmennesket kan blive fuldt ud dygtigt og udrustet til al god gerning“. — Ap. G. 17:11; 2 Tim. 2:15; 3:16, 17, NW.
Foruden at foretage privat studium af Bibelen sammen med bøger som er en hjælp til bibelstudium, må den kristne lyde befalingen: „Lad os give agt på hverandre så vi opflammer hverandre til kærlighed og rette gerninger, og lad os ikke forsømme at komme sammen, som nogle har for skik, men opmuntre hverandre, og det så meget mere som I ser dagen nærme sig.“ Det betyder at han må overvære menighedsmøder, af hvilke der er fem hver uge for de kristne Jehovas vidner. Ved at deltage i sådanne møder vokser den kristne i kundskab, tro, forståelse og kærlighed, og bliver yderligere udrustet til sin tjeneste. Og eftersom et sådant personligt studium og samvær med andre tager tid, må han give agt på rådet, at købe „den belejlige tid til jer selv fordi dagene er onde“, ved at lade de vigtigste ting komme først. — Hebr. 10:24, 25; Ef. 5:16, NW.
Ny personlighed
Præsterne taler måske om at den kristne må gøre den gudommelige vilje, at den kristne religion er et kald og må være baseret på en dyb overbevisning; men kendsgerningerne viser klart at de ikke har kunnet få deres hjorde til at indse at det at være en kristen betyder at man gør forkyndelsen af evangeliet til sit livsmål, ligesom Jesus Kristus gjorde det. Og den kendsgerning at samvittighedsløse profitmagere, korrupte politikere, ægteskabsbrydere, utugtige, og endog hårdkogte gangstere kan være velsete kirkegængere viser hvor ynkeligt præsteskabet er kommet til kort med hensyn til at påskønne den rolle som religion skulle spille i forbindelse med sande og retfærdige principper.
Det er derfor apostelen Paulus advarer: „Hverken utugtige eller afgudsdyrkere eller ægteskabsbrydere . . . eller tyve eller havesyge, ingen drankere, . . . ingen røvere skal arve Guds rige.“ De som ønsker at være kristne må rette sig efter denne formaning: „Ophør med at lade jer forme efter denne tingenes ordning, men bliv forvandlet gennem en fornyelse af jeres sind, for at I kan forvisse jer om hvad der er Guds gode, velbehagelige og fuldstændige vilje.“ (NW) Blandt kristne er der „ikke forskel på græker og jøde, omskåren og uomskåren, barbar, skyte, træl og fri, men Kristus er alt og i alle.“ Kristne må lade sig lede af principper, ikke af indflydelse udefra eller af selviske tilbøjeligheder; Guds vilje, ikke deres egen, eller deres som er modstandere af Gud, må være bestemmende for kristnes adfærd. Ingen ukærlige racefordomme eller nationale og sociale fordomme må bryde deres enhed. — 1 Kor. 6:9, 10; Rom. 12:2; Kol. 3:11.
Religionen bør indvirke på alt hvad vi har med at gøre, som Paulus fortsætter med at sige: „Alt, hvad I tager jer for i ord eller handling, gør det alt sammen i Herren Jesu navn . . . I hustruer skal underordne jer under jeres mænd, som det sømmer sig i Herren. I mænd! elsk jeres hustruer, og vær ikke bitre imod dem. I børn! adlyd jeres forældre i alt, thi det er Herren velbehageligt. I fædre! lad være at opirre jeres børn, for at de ikke skal blive forskræmte. I trælle! vær i alle forhold lydige . . . I herrer! yd jeres trælle hvad ret og billigt er.“ Og ligegyldigt under hvilke andre menneskelige forhold vi lever må vi lade os lede af ’den kongelige regel om at elske vor næste som os selv’, og af den „gyldne regel“ om ’at gøre mod andre som vi ønsker de skal gøre mod os’. — Kol. 3:17 til 4:1; Matt. 22:39; 7:12.
Hvad vil hjælpe os til at give religionen den rette plads i vort liv? I særdeleshed tro, håb og kærlighed. Tro på at Gud belønner dem som tjener ham. Kærlighed til ham af hele vort hjerte og sind og af hele vor styrke. Og håb om hans nye retfærdige verden, hvor der ikke mere vil være død, sorg eller skrig, og hvor sandheden om Jehova vil dække jorden som vandene dækker havets bund. — Es. 11:9; Matt. 22:37; 1 Kor. 13:13; 2 Pet. 3:13; Åb. 21:4.
Ja, Guds ord viser klart at den sande religion bør spille den dominerende rolle i vort liv. Den bør være drivkraften; den bør være bestemmende for vort liv, og give det mening og fylde, samt gøre det rigere og virkelig lykkeligt. Den bør sætte os i stand til at tjene Gud og vor næste på den bedste måde. Dersom vi således giver religionen den rette plads i livet kan vi være forvisset om at opnå evigt liv i Guds nye verden. At dette ikke blot er logisk og bibelsk men også praktisk, blev bevist på en bemærkelsesværdig måde ved det eksempel som de kristne vidner for Jehova satte ved deres internationale stævne „Den guddommelige Vilje“ på Yankee Stadium og Polo Grounds i New York sidste sommer.