„Ske din vilje på jorden“, 3. del

Artikelserien fra bogen „Ske din vilje på jorden“ fortsætter i kapitel 1, „Hvis Vilje?“ Vi betragter stadig skønheden i det syn Johannes fik da han var gået ind ad ’den åbne dør ind til himmelen’, eller i virkeligheden ind i selve Guds nærhed. Rundt om Guds strålende trone så Johannes fireogtyve ældre personer; de symboliserede den til sidst fuldstændige kristne menighed på 144.000 medlemmer, herliggjorte i himmelen. Beskrivelsen af de syv fakler og et glarhav foran Guds trone giver indtryk af at det Johannes ser foregår i Guds tempel, hvor alt er rent og helligt. Vi er nu nået til paragraf 28.

Retfærdighed, magt, kærlighed og visdom nedlagt i hans skabninger

28. Hvilke fire levende skabninger sås ved Guds trone?

²⁸ Lad os ikke blive forbavsede over hvad vi yderligere ser i Johannes’ syn. Vi bør ikke tro at der i himmelen er dyr som tilfældet er her på jorden. Hunden Laika, som levede indespærret nogle få dage i den russiske Sputnik II, der blev skudt ud i rummet den 3. november 1957, kom ikke højere op end til den bane i hvilken denne menneskegjorte måne fór rundt om jorden indtil den faldt ned og ødelagdes den 14. april 1958. Men i Guds hellige nærhed findes skabninger med egenskaber der symboliseres ved visse dyr her på jorden. Dem ser vi idet Johannes meddeler os flere detaljer angående sit mirakuløse syn. „Og midt for tronen og rundt om tronen er der fire levende skabninger som er fulde af øjne foran og bagpå. Og den første levende skabning er som en løve, og den anden levende skabning er som en ung tyr, og den tredje levende skabning har et ansigt som et menneskes, og den fjerde levende skabning er som en flyvende ørn.“ — Åb. 4:6, 7, NW.

29. Hvad symboliserer disse levende skabninger, og hvad hentyder deres antal, fire, til?

²⁹ Disse fire levende skabninger, der befinder sig foran og omkring Guds trone, symboliserer en organisation af Guds skabninger som har de fire fremtrædende egenskaber eller attributter, der i første instans fandtes hos Skaberen selv, og som han også nedlagde i skabninger som han gjorde i sit billede og sin lighed. Bibelen beretter specielt om Guds fire hovedegenskaber eller attributter, nemlig retfærdighed, magt, kærlighed og visdom, der til fuldkommenhed virker i forhold til og i harmoni med hinanden. Disse egenskaber knytter sig til personens liv eller adfærd og eksisterer ikke adskilt eller afsondret herfra, men findes i selve Guds væsen og desuden i alle de skabninger som er skabt i hans billede. Eftersom de levende skabninger, fulde af øjne både foran og bagpå, findes i et antal af fire, danner de tilsammen et billede af Guds organisation bestående af gudlignende skabninger; denne kendetegnes ved den samme fuldkommenhed som vi finder i et kvadrat med dets rette vinkler, lige sider, og fuldkomne balance.

30. Hvad symboliserer den første skabnings lighed med en løve og den anden skabnings lighed med en ung tyr?

³⁰ Alle disse skabninger har træk der er en forening af de fire fremtrædende, gudlignende egenskaber som adskiller dem fra jordens fornuftløse dyr. At den første levende skabning ser ud som en løve tilkendegiver at Guds velafbalancerede organisation modigt går ind for retfærdigheden. Jesus Kristus, Guds første skabning, omtales som Guds retfærdige og kaldes „løven af Judas stamme“. (Joh. 5:30; Ap. G. 3:14; 7:52; 22:14; Åb. 5:5) At den anden levende skabning så ud som en ung tyr hentyder til den magt eller kraft som Gud i rigt mål har skænket sin organisation af gudlignende skabninger. I overensstemmelse hermed sagde apostelen Paulus: „Alt formår jeg i ham, som giver mig kraft.“ Og til de kristne skrev han: „I øvrigt, hent kraft fra Herren og hans vældige styrke!“ — Fil. 4:13; Ef. 6:10.

31. Hvad vises der ved at den tredje skabning havde et ansigt som et menneskes og at den fjerde skabning lignede en flyvende ørn?

³¹ Den tredje levende skabning havde et „ansigt som et menneskes“. Nu siges det om menneskets Skaber: „Gud er kærlighed.“ (1 Joh. 4:16) Mennesket, der er skabt i Guds billede eller lighed, skulle derfor på tilsvarende måde være kærlighed og fremfor alt hvad det i øvrigt måtte have evne til, give udtryk for kærlighed. Den tredje levende skabnings menneskeansigt symboliserer derfor at Guds organisations trofaste børn er kærlige og således ikke øver ondt mod deres medskabninger. „Den, der ikke elsker, kender ikke Gud, thi Gud er kærlighed.“ (1 Joh. 4:8) Forenet med denne kærlighed og med retfærdighed og magt er visdom, himmelsk visdom; og den kendetegnes ved den flyvende ørn, som den fjerde levende skabning sammenlignes med. Ørnen flyver højt oppe under himmelen og dens syn rækker langt. „Ørn flyver højt og bygger sin højtsatte rede . . . viden om skuer dens øjne.“ (Job 39:30-32) „Visdom er dåren for høj,“ men den er ikke for høj for de vidtskuende, opadstræbende i Guds trofaste organisation. De er hurtige som ørnen til at handle i overensstemmelse med Guds visdom. — Ordsp. 24:7.

32. Hvad betyder det at de fire levende skabninger har mange øjne foran og bagpå og forkynder Jehovas hellighed dag og nat?

³² De symbolske fire levende skabninger var fulde af øjne foran og bagpå. På samme måde er medlemmerne af Guds retfærdige, mægtige, kærlige og vise organisation vågne, årvågne eller på vagt. De har i særdeleshed deres opmærksomhed henvendt på Gud i alle forhold og har øje for enhver antydning af hvad han ønsker de skal gøre. Dette bemærkelsesværdige træk understreges af den videre beskrivelse af dem: „Og hvad disse fire levende skabninger angår, har de hver især seks vinger; rundt omkring og underneden er de fulde af øjne. Og de hviler ikke dag og nat, mens de siger: ’Hellig, hellig, hellig er Jehovaa Gud, den Almægtige, som var, og som er, og som kommer.’“ (Åb. 4:8, NW) Heraf ses det tydeligt at disse fire levende skabninger med mange øjne billedligt fremstiller sådanne der kan tale og som anerkender Gud og værdsætter hans hellighed, hans almagt og hans målbevidsthed, og som desuden kender hans navn.

33. Hvilken lighed med hensyn til vinger var der i profeten Esajas’ syn af Jehova i templet?

³³ Længe før Johannes, havde også profeten Esajas et syn af Gud i hans tempel. Esajas så dengang himmelske skabninger, serafer, stående oven over Guds trone. Ligesom de fire levende skabninger havde også disse tre par vinger. Hvorledes brugte de disse vinger? „Med de to skjulte de ansigtet, med de to fødderne, og med de to fløj de; og de råbte til hverandre: ’Hellig, hellig, hellig er Hærskarers HERRE [Jehova], al jorden er fuld af hans herlighed!’“ — Es. 6:1-3.

34. Hvad kunne de fire skabninger gøre som følge af at de hver havde tre par vinger der også var fulde af øjne?

³⁴ Det er indlysende at med tre par vinger kunne de fire levende skabninger som Johannes så, enten flyve eller ile fremad; de kunne dække visse dele af sig selv eller lægge dem beskyttende hen over andre skabninger; og de ville have tilstrækkeligt klarsyn til at vide hvordan de skulle bruge disse vinger som var fulde af øjne rundt omkring og underneden. Disse ejendommeligheder hentyder til at Guds trofaste tjenere skildret ved de fire levende skabninger, har de samme evner til at komme hurtigt omkring, at beskytte og at holde sig vågne og agtpågivende. For eksempel læser vi i Salme 34:8: „HERRENS [Jehovas] engel slår lejr om dem, der frygter ham, og frier dem.“ Dag og nat kan Guds retfærdige, mægtige, kærlige og vise organisation yde enhver påkrævet tjeneste. Hvorfor? Fordi dens medlemmer „hviler hverken dag eller nat“ eftersom de bestandig bekendtgør og trefoldigt understreger hvor hellig Jehova Gud den Almægtige er. Vi bør derfor værdsætte Guds universelle organisation.

35. Hvorledes viste de fireogtyve ældste at den kristne menighed er i harmoni med hvad de levende skabninger gør og siger?

³⁵ Den sande kristne menighed er i fuld harmoni med hvad de symbolske fire levende skabninger gør og siger. Dette påpeger Johannes da han videre fortæller os hvad han så i synet. Han siger: „Og når som helst de levende skabninger frembærer herlighed, ære og tak til ham der sidder på tronen, ham som lever for evigt og altid, falder de fireogtyve personer i fremrykket alder ned for ham der sidder på tronen og tilbeder ham, som lever for evigt og altid, og de kaster deres kroner foran tronen og siger: ’Du er værdig, Jehova,b ja du, vor Gud, til at modtage herligheden og æren og magten, for du har skabt alle ting, og de eksisterede og blev skabt som følge af din vilje.’“ — Åb. 4:9-11, NW.

36. Hvilke spørgsmål stiller vi angående politiske og især religiøse herskere på jorden i dag når vi tænker på de fireogtyve ældste?

³⁶ Opfylder de politiske herskere eller i det mindste de religiøse herskere inden for og uden for kristenheden dette symbolske syn i dag? Tager de deres kroner, diademer, deres mitraer, deres embedsturbaner eller andre hovedbeklædninger af og kaster dem hen foran Ham der indtager den „afgørende position“ på den højeste trone i universet, den Udødelige som lever og regerer for evigt og altid? Stiger de ned fra deres troner eller embedssæder og falder ned for denne Gud og Skaber idet de overgiver ham deres regeringsmagt og -myndighed og erkender at det er Ham der er værdig til at modtage herligheden, æren og magten fordi han er Skaberen af alle ting? Efterligner de på denne måde de fireogtyve „ældste“? Eller prøver de at gøre sig selv til helte eller guder som folk kan gøre til afguder og tilbede, idet de forlanger at folket skal ’give kejseren hvad Guds er’? Prøver de at tilrive sig den „afgørende position“ i verdensrummet og at rane verdensherredømmet og gennemtvinge deres vilje over for jordens folk? Eller viser de villighed til at overlade deres herredømme over et land eller en stamme til det ophøjede, evige Guds rige? Verdensbegivenhederne i vor tid giver det sande, uomtvistelige svar på disse spørgsmål.

37. Hvem tilskriver de der symboliseres ved de „ældste“, æren, og hvorfor bør vi prøve at lære hvad hans vilje er og gøre den?

³⁷ De som de fireogtyve „ældste“ virkelig symboliserer, erklærer redeligt at al magt kommer fra Gud, Skaberen, og at de ikke fortjener nogen herlighed eller ære. Men de erkender at Gud, Skaberen, er værdig til at modtage herlighed, ære og magt, og derfor værdig til at modtage tilbedelse, underkastelse og lydighed. Da han er Skaberen af alle ting har han også skabt os. Vi blev ikke til på nogen anden måde. Vi fik ikke en tilværelse her på jorden i kraft af vor egen vilje. Nej, som de fireogtyve „ældste“ sagde til Gud der sad på sin trone: „De eksisterede og blev skabt som følge af din vilje.“ Eftersom det skyldes Guds vilje at vi blev skabt og i dag har en tilværelse, blev vi også skabt til at gøre Guds vilje. Alle eksisterer vi udelukkende for at gøre hans vilje. Med rette bør vi derfor ønske og prøve at lære hvad hans vilje er, og så gøre den. Ellers vil vi til vor egen ulykke forfejle hensigten med vor skabelse og tilværelse.

38. Hvem er det største menneske der har levet på jorden, hvad erkendte han, og hvem sendte han ud for at prædike?

³⁸ Det største menneske som har levet på jorden anerkendte netop dette faktum. Han stod i et intimt bønsforhold til Gud. Hans navn var Jesus. Hans fader var ikke hebræer, ikke israelit eller jøde, men Gud selv, hvilket kendsgerningerne som vi her skal komme ind på, vil vise. Derfor kaldte han heller ikke noget menneske sin fader, men omtalte Gud som sin himmelske Fader. Da Jesus var tredive år gammel blev han salvet med og modtog Guds ånd, hvorfor han kaldtes Jesus Kristus. I Den hellige Bibel finder vi optegnet „Jesu Kristi . . . stamtavle“, „den gode nyhed om Jesus Kristus“ (NW). (Matt. 1:1; Mark. 1:1) Han er den største lærer der nogen sinde har levet på jorden. Han havde elever eller disciple, og visse af disse disciple sendte han ud for at prædike. Han kaldte dem apostle eller udsendinge. — Mark. 3:7, 9, 13, 14, NW.

39. Hvilken måde lærte han dem at bede på, og hvem skulle de bede til?

³⁹ Jesus lærte sine disciple at bede til Gud på en måde som Gud kunne anerkende. Det enkleste, men mest storslåede mønster på en bøn han lærte dem, finder vi i hans velkendte bjergprædiken. Han lærte dem at de ikke måtte bede hyklerisk eller blot for et syns skyld: „Når I beder så sig ikke det samme om og om igen, sådan som nationernes folk gør, for de tror de vil blive hørt på grund af deres mange ord. Lign derfor ikke dem, for Gud jeres Fader ved hvad I trænger til endog før I beder ham.“ (Matt. 6:5-8, NW) På denne måde lærte han dem at anerkende Gud som deres Skaber og Livgiver, og følgelig som deres Fader, den der sørger for hvad de behøver. Derpå tilføjede han:

Mønsterbønnen

40. Hvorledes lød mønsterbønnen som han lærte dem?

⁴⁰ „Derfor skal I bede således: ’Vor Fader, du som er i Himlene! Helliget vorde dit navn; komme dit rige; ske din vilje på jorden, som den sker i Himmelen; giv os i dag vort daglige brød; og forlad os vor skyld, som også vi har forladt vore skyldnere; og led os ikke ind i fristelse; men fri os fra det onde.’“ — Matt. 6:9-13, fodnoten.

41. Var det til en navnløs gud han lærte dem at bede? Hvordan gav han selv svar på dette spørgsmål?

⁴¹ Da Jesus var på jorden beherskede romerrigets kejser en stor del af den beboede jord, blandt andet Det mellemste Østen, hvor Jesus levede. Jesus lærte ikke sine elever, sine disciple, at bede til en navnløs guddommelig person, en Gud der ikke kunne kaldes ved navn, en Gud som så snart hans titel „Gud“ nævnes, opfattes ens af enhver, uanset hvilken af de millioner af såkaldte guder den pågældende tilbeder. Jesus Kristus omtalte mange gange Guds, Faderens, personlige navn. Før han begyndte at prædike ved et møde i sin hjemby Nazaret tog han Esajas’ bog og læste for sine tilhørere det første og andet vers i det 61. kapitel som lyder: „Den herre Jehovas ånd er over mig fordi Jehova har salvet mig til at forkynde godt nyt.“ (NW; Luk. 4:16-21) Det fremgår heraf at Gud har et personligt navn.

42, 43. Hvordan adskiller Gud sig fra enhver anden som kaldes gud, og hvilken udtalelse af en hindu angående dette er i modstrid med Guds ord?

⁴² Gud har et navn som adskiller ham fra enhver anden person eller ting som tillægges titlen „gud“. Han ærer og respekterer selv sit navn og vil ikke tillade nogen der taler upassende eller vanærende om hans navn at leve evigt. Han lader sit navn stå bag de løfter, profetier og erklæringer han udtaler, for at han ikke skal blive forvekslet med nogen anden der af mennesker tilbedes som gfud. Med hensyn til hans navn stemmer Bibelen, hans skrevne ord, ikke overens med følgende udtalelse, som nylig blev fremsat:c

⁴³ „Guders navne frembringer ikke religion, så lidt som mænds og kvinders navne giver disse personlighed. Fra begyndelsen har man givet og anvendt navne uden på nogen måde at skænke deres lighed med eller forskel fra andre navne en tanke. . . . Hvad enten man siger Gud, Jehova, Bhagwan, Iswara, Allah, Hari, Siva eller Rama, er det det samme væsen enhver gudsdyrker mere eller mindre ubestemt tænker på når han udtaler det navn han er blevet oplært til at forbinde med universets mysterium og begrebet tilbedelse.“

44. Hvad vidste man om den Gud Jesus lærte sine disciple at bede til?

⁴⁴ I modsætning hertil lærte Jesus sine disciple at bede, ikke til en såkaldt Moder-Fader-Gudd eller til en navnløs gud, men til en Gud hvis navn både Jesus selv og de israelitiske ypperstepræster kendte. Hvis Guds personlige navn, som er Jehova, intet betød, hvorfor indledte Jesus da mønsterbønnen, som han lærte disciplene, således: „Vor Fader, du, som er i Himlene! Helliget vorde dit navn“? De der lyttede til Jesu bjergprædiken troede selv, ikke på Indiens eller et andet lands guder, men på den samme Gud som Jesus selv tilbad. Kristi eget navn ærer denne Guds og himmelske Faders navn, for navnet Jesus betyder „Jehova er frelse“. — Matt. 1:21.

(Fortsættes)

[Fodnoter]