„Ske din vilje på jorden“, 9. del

Som tidligere omtalt her i det tredje kapitel af bogen „Ske din vilje på jorden“ lod menneskets Skaber den menneskelige familie få sin begyndelse i en jordisk helligdom, Edens hellige have eller Edens paradis, hvor han havde samfund med sine skyldfri skabninger, Adam og Eva. Den jordiske helligdom, Eden, gik tabt for Adams og Evas efterkommere fordi disse to første mennesker ved at overtræde deres himmelske Faders befaling gav slip på deres uskyld. Denne havehelligdom blev ødelagt i Vandfloden på Noas tid. Århundreder senere gav Jehova Gud Moses befaling til at lade israelitterne, der befandt sig i Sinaj ørken, rejse en transportabel helligdom hvor tilbedelsen af Jehova skulle foregå. Israelitterne bragte til sidst denne helligdom ind i det forjættede land, Palæstina. Da Salomon blev konge i Israel, byggede han i stedet et herligt, stationært tempel på Morija bjerg i Jerusalem. Med tiden besmittede jøderne dette tempel i en sådan grad at Jehova Gud proklamerede dets ødelæggelse, som han tillod de hedenske babyloniere at foretage i 607 f. Kr.

Den jordiske helligdom genopbygges

38, 39. (a) I hvor lang tid havde Jehova bestemt at templets tomt skulle ligge øde? (b) Hvem oprejste Jehova i overensstemmelse med Esajas’ profeti, og hvilket dekret udstedtes?

³⁸ Akkurat som Jeremias havde forudsagt lå Salomons tempels tomt øde i halvfjerds år. Samtidig var de tusinder af jøder der havde overlevet Jerusalems og templets ødelæggelse for flertallets vedkommende fanger i Babylon, og tilmed fanger som det hjerteløse Babylon ikke gav andet håb end at dø fjernt fra deres hjem. Men Jehova var i sin himmelske helligdom. Han overvågede hvad der skete og tog alt muligt hensyn til sit navn og til den tilbedelse der tilkom ham. „Thi han ser ned fra sin hellige højsal, HERREN [Jehova] skuer ned fra Himmel til jord for at høre de fangnes stønnen og give de dødsdømte frihed.“ (Sl. 102:20, 21) Han lod alle sine forehavender i forbindelse med sit folk og deres undertrykkere udføre til den fastsatte tid. Han oprejste netop den erobrer som han forud havde omtalt ved Esajas, kong Kyros af Persien: „Jeg er HERREN [Jehova], som skabte alt, som . . . siger om Kyros: ’Min hyrde som fuldbyrder al min vilje!’ Jeg siger om Jerusalem: ’Det skal bygges!’ om templet: ’Det skal grundes!’“ (Es. 44:24, 28; 45:1-5, 11-13) Til alle nationernes forbløffelse faldt det mægtige Babylon i 539 f. Kr. for mederne og perserne og drak således det samme skammens bæger som det havde ladet Jehovas folk drikke. I det halvfjerdsindstyvende år efter Jerusalems ødelæggelse, nemlig i året 537 f. Kr., udstedte perserrigets konge dekretet om genopbygningen af Jehovas helligdom.

³⁹ Kyros’ dekret lød: „Alle jordens riger har HERREN [Jehova], Himmelens Gud, givet mig; og han har pålagt mig at bygge ham et hus i Jerusalem i Juda. Hvem iblandt Eder, der hører til hans folk, med ham være hans Gud, og han drage op til Jerusalem i Juda og bygge [Jehovas], Israels Guds, hus; han er den Gud, som bor i Jerusalem.“ — Ezra 1:2, 3; 2 Krøn. 36:22, 23.

40, 41. (a) Hvorledes blev ofringerne til Jehova genoptaget på det rette sted? (b) Hvornår blev templets grundsten lagt, og hvis ord bevistes derved at være sandt?

⁴⁰ En rest på cirka 50.000 trofaste israelitter og trælle gav agt på dekretet og var ivrige efter at rejse tilbage til Jerusalem. Da det halvfjerdsindstyvende år efter Jerusalems ødelæggelse var til ende var de tilbage på de steder hvor deres tidligere byer havde ligget, og her slog de sig atter ned. Dette var en fuldstændig opfyldelse af Jehovas forudsigelse ved Jeremias. På den første dag i deres syvende måned, etanim, den måned i hvilken de skulle højtideligholde forsoningsdagen og løvhyttefesten, samledes de med deres jødiske statholder, Zerubbabel, og i forening med deres ypperstepræst, Jesua, genrejste de Jehovas alter på tempelpladsen på Morija bjerg. „Således rejste de alteret solidt på dets egen plads.“ Derpå genoptoges ofringerne til Jehova, som foreskrevet for hver dag. Jøderne holdt endog deres løvhyttefest, som varede en uge, den første løvhyttefest i halvfjerds år. Foruden denne var der „det daglige brændoffer“ eller ’det stadige brændoffer’, det brændoffer som blev bragt hver dag, morgen og aften. (Ezra 3:1-5; 2 Mos. 29:38-42; 4 Mos. 28:3-10) Således begyndte på ny tilbedelsen af Jehova nøjagtig på det sted over hvilket han havde nævnet sit navn. Hvilken glædelig tid for den udfriede rest af hans folk! Grundstenen til templet var endnu ikke lagt, men det skete syv måneder senere, i 536 f. Kr. under Kyros den Stores regering.

⁴¹ Atter havde Jehovas ord på forbløffende måde vist sig sandt. Cirka 185 år efter Esajas’ forudsigelse om Kyros blev grunden til Jehovas tempel lagt og det gamle Israels Guds tempel blev genrejst. Og dog ser vi i dag endnu mere storslåede opfyldelser af Jehovas profetier!

42. Hvilken virkning havde fjendernes indblanding på tempelbyggeriet, og hvorledes forholdt Jehova sig under situationen der derved opstod?

⁴² Jehovas helligdom er helt op til vore dage et yndet angrebsmål. Da jøderne dengang i overensstemmelse med Kyros’ dekret genopbyggede Guds tempel, harmedes de omkringboende folk over genrejsningen af denne rest af Jehovas folk, over genopbygningen af Guds tempel og over genindførelsen af tilbedelsen af ham. De gjorde alt hvad de kunne både dér på stedet og ved perserfyrsternes hof for at hindre genopbygningen af Jehovas helligdom og for at „bringe deres planer til at strande; således gik det, så længe perserkongen Kyros levede, lige til perserkongen Darius’ regering“. (Ezra 4:1-5) Arbejdet på dette Jehovas andet tempel blev i virkeligheden standset såvel efter dekret fra en fejlagtigt underrettet persisk konge som med magt af hedenske modstandere af Jehovas helligdom. Under denne standsning af tempelbyggeriet blev jøderne materialister, og Jehova holdt følgelig sine velsignelser tilbage. For imidlertid at tilskynde denne sin rest af tilbedere til at opfylde hovedformålet med at han havde iværksat deres udfrielse fra Babylon, oprejste Jehova sine profeter Haggaj og Zakarias som skulle påpege jødernes forsømmelighed og styrke deres tro på den almægtige Gud. Modigt tog de i Darius I’s andet regeringsår atter fat på at bygge Jehovas helligdom. Trods fjendernes protester nægtede de at holde op og henviste til Jehovas dekret ved kong Kyros den Store. Fjenderne af helligdommen appellerede til kong Darius I. Perserkongen foretog en undersøgelse, påviste at Kyros virkelig havde udstedt et dekret til jøderne om at genopbygge Jehovas tempel, og beordrede loyalt Kyros’ dekret bragt til udførelse. Hold derfor op med at volde fortræd, I fjender af Jehovas hus, eller I bliver hængt på en pæl og jeres huse bliver gjort til offentlige nødtørftsteder! Ja, lån Jehovas tempelbyggere materialer så de kan fuldføre hans hus! — Ezra 6:6-12, NW.

43. (a) Hvornår blev det nye tempel indviet, og hvornår blev tempeltjenesten genindført? (b) Hvad var hensigten med Ezras besøg ved templet, og hvilken kendt personlighed besøgte det i 332 før Kristus?

⁴³ Således skred da templets opbygning fremad ved Jehovas magt og ånd, ja endog med støtte fra perserrigets hersker. Arbejdet blev fuldført på godt fire år. „De fuldendte templet på den tredje dag i adar måned [februar-marts] i kong Darius’ sjette regeringsår.“ (Ezra 6:15) Det var i året 516 f. Kr. Opfyldt af glæde indviede Jehovas tilbedere den fuldførte helligdom. På den 14. dag i påfølgende måned, nisan, fejrede de påsken. Tjenesten ved dette tempel, opført af statholderen Zerubbabel, foregik på samme måde som i det tempel Salomon havde bygget. Atter bragtes det daglige offer eller det ’stadige brændoffer’ til Jehova morgen og aften. I 468 f. Kr., perserkongen Artaxerxes’ syvende regeringsår, rejste den jødiske præst Ezra, han der også tog afskrifter af Guds lov, på kongens befaling fra Babylon til templet i Jerusalem for at bringe en stor gave som var indsamlet til støtte for Jehovas helligdom. (Ezra 7:1 til 8:36) I det følgende århundrede fandt efter hvad historien beretter et andet historisk besøg sted ved helligdommen i Jerusalem. Det var den makedonske eller græske kong Alexander den Stores besøg i 332 f. Kr. da han var på sit erobringstogt mod Persien.a Ved dette togt opfyldte han en bibelsk profeti.

44. Hvorfor måtte dette tempel genindvies i 165 f. Kr., og hvilken højtid overværede Jesus til minde herom?

⁴⁴ Cirka to hundrede år senere oplevede dette andet tempel en genindvielse. Den syriske kong Antiokus IV Epifanes gjorde et hadefuldt forsøg på at udrydde tilbedelsen af Jehova. I året 168 f. Kr. vanhelligede han Jehovas tempel ved over Jehovas store alter at bygge et andet alter på hvilket han bragte et afskyeligt offer til den falske gud han tilbad, den olympiske Zeus (eller Jupiter). Dette skete på den 25. dag i den jødiske måned kislev (november-december). Han standsede det daglige offer eller stadige brændoffer ved templet. Med grusomhed forfulgte han dem der uden at gå på kompromis tilbad Jehova. (1 Makkabæerbog 1:20-64) Det var dette der foranledigede makkabæeropstanden, som ledtes af den trofaste præst Mattatias’ sønner. Da Judas, den tredje søn, valgtes til leder, førte han sin lille styrke til sejr over fjenden, genindtog Jerusalem og genindviede templet den 25. kislev i året 165 f. Kr., samme dato som det var blevet vanhelliget af den syriske konge. Lige siden har jøderne højtideligholdt tempelvielsesfesten, hanukkah, på denne årsdag. (1 Makkabæerbog 4:36-59; 2 Makkabæerbog 10:1-9; Josefus’ Antiquities of the Jews, bog 12, kapitel 7, paragraf 7) Det er om denne fest der tales i Johannes 10:22: „Derefter kom tempelvielsesfesten i Jerusalem; det var ved vintertid; og Jesus gik omkring i helligdommen, i Salomons søjlegang.“ På Jesu tid vanhelligede jøderne selv dette tempel ved deres handlinger.

45. Hvem skal ifølge historien være trængt ind i dette tempels Allerhelligste, og hvad blev Judæa i 63 før Kristus?

⁴⁵ Atter skiftede verdensscenen, og Rom blev verdensmagt. I året 63 f. Kr. erobrede den romerske general Pompejus det bjerg hvor Jehovas tempel lå og dristede sig til at gå helt ind i helligdommens Allerhelligste. Dog så han ikke Jehovas pagts hellige ark dér, for den var ikke genopstillet i det Allerhelligste.b General Pompejus lagde ikke hånd på nogen af templets skatte.c Derimod indtog han byen Jerusalem, og Judæa blev en romersk provins.

46. Hvorledes blev Herodes den Store konge over Judæa, og hvad prøvede han at gøre ved Jesus?

⁴⁶ Nogle år senere førte general Crassus alt hvad han kunne finde af værdi i templet bort.d Nu rejste jøderne sig til oprør, men romerne overvandt dem. I året 40 f. Kr. udnævnte det romerske senat edomitten eller idumæeren Herodes den Store til konge over Judæa. Dog var det først i året 37 f. Kr. at han stormede og indtog Jerusalem og blev konge de facto. Det er fra dette år man bør regne Herodes’ kongeværdighed, som på denne måde ses at strække sig til efter Jesu fødsel i Betlehem omkring den 1. oktober år 2 f. Kr. Det var denne onde kong Herodes som forsøgte at myrde spædbarnet Jesus og således hindre at han voksede op og blev konge. — Matt. 2:1-19.

47. Hvad tog kong Herodes for at behage jøderne fat på, men hvorledes blev det alt sammen ødelagt som en opfyldelse af Jesu ord?

⁴⁷ Herodes, som senere kaldtes den Store, herskede i syvogtredive år. Henimod midten af sin regeringstid planlagde han at ombygge templet der havde stået fra statholderen Zerubbabels tid. For at behage jøderne ønskede han at bygge det meget større. I år 17 f. Kr. fik han byggearbejdet påbegyndt og det fortsatte uden at den regelmæssige tempeltjeneste blev afbrudt. I løbet af halvandet år var tempelhelligdommen eller náos fuldført. Det tog otte år at fuldføre tempelgårdene og de overdækkede gange udenom. Den fuldstændige genopførelse af templet tog dog meget længere tid og blev i virkeligheden ikke tilendebragt af Herodes den Store. Ved påskefesten år 30 (e. Kr.) fortalte jøderne Jesus, at arbejdet på templet havde stået på i seksogfyrre år, og så skulle han kunne genoprejse det på tre dage? (Joh. 2:13-22) Faktisk var templet ikke fuldført efter ombygningen før år 64 e. Kr. Det var kun seks år før den romerske hær under general Titus ødelagde både templet og byen som en opfyldelse af den profeti Jesus havde udtalt i foråret 33 (e. Kr.). (Matt. 24:1, 2) De som havde tilbedt dér spredtes til jordens ender.

48. Hvad har overflødiggjort genrejsningen af den jordiske helligdom, og hvilken lovet regering har dette forbindelse med?

⁴⁸ Jehovas jordiske helligdom er aldrig siden blevet genopbygget. Dette er fuldstændig i harmoni med hans vilje. En sådan livløs, materiel helligdoms dage er forlængst forbi. Jehova har vendt sin opmærksomhed mod en langt mere betydningsfuld helligdom, en levende helligdom, et levende tempel, og til dette har han overført sit navn og sin hellige ånd. Når denne helligdom i nær fremtid er fuldført vil den blive stående til hans evige, universelle ære. Gennem denne usædvanlige helligdom vil han velsigne de mennesker af alle slægter og nationer som gør hans vilje på jorden. Som hans helligdom på Morija bjerg i Jerusalem var knyttet til hans kongemagt over Israels folk, således er hans evige, åndelige helligdom uadskilleligt knyttet til hans lovede regering, det himmelske rige. Den er bygget af en der er større end både kong Salomon og statholderen Zerubbabel, for ikke at tale om kong Herodes.

Kapitel IV

Guds rige set i glimt

1. Hvorfor satte Jehova Gud retten i Edens helligdom, og hvem dømte han til at få hovedet knust?

INDTIL synden kom ind i verden var Jehova Gud den mennesket antog som sin hersker i Edens helligdom. Da mennesket brød sin retmæssige herskers lov og således valgte at få en ny hersker og lovgiver, holdt Jehova Gud rettergang. Han forkyndte sin dom over menneskets nyvalgte hersker, Satan Djævelen, som nu var blevet en rivaliserende gud, symboliseret ved den forførende slange. Dommeren Jehova sagde: „Jeg sætter fjendskab mellem dig og kvinden, mellem din sæd og hendes sæd; den skal knuse dit hoved, og du skal hugge den i hælen!“ (1 Mos. 3:15) Mange mennesker er blevet bidt i hælen af en bogstavelig slange, og mange mennesker har knust en slanges hoved under deres hæl, men lige indtil den dag i dag har slanger fortsat fået nyt afkom. Der er derfor ikke sket en fuldbyrdelse af den guddommelige kendelse i Eden, thi i sin dom havde Gud i virkeligheden udtalt, at „den gamle slange, som kaldes Djævelen og Satan“, skulle få sit hoved knust. — Åb. 12:9.

2. Hvilke spørgsmål opstod som følge af Guds profetiske dom?

² Det dødelige sår skulle tilføjes Slangen af Guds kvindes, det vil sige hans hellige, universelle organisations, lovede „sæd“ eller afkom. Den organisation er som en hustru for ham og kan frembringe børn der kan træde i hans tjeneste. Hans profetiske dom i Eden rejste straks spørgsmålet: Hvem bliver Guds kvindes sæd? Men det var ikke det eneste: Hvornår vil denne sæd knuse den forhadte Slanges hoved og tilintetgøre den og dens afkom? Hvornår vil menneskene, der er offer for Slangens løgn, opleve denne store befriende handling? Selv de himmelske engle der udgør den hustruorganisation der er Guds kvinde, var interesseret i at vide dette. — 1 Pet. 1:12.

3. Hvad var en forudsætning for at Satans hoved kunne knuses, og hvorfor skete det ikke ved Vandfloden?

³ At den gamle Slanges hoved skulle knuses var ensbetydende med en kamp mellem herskere. Satan Djævelen havde opkastet sig til hersker over mennesket ved at forlede det til at adlyde sig fremfor Jehova Gud. Der måtte en anden mægtig hersker til hvis herskeren Satan skulle overvindes og tilintetgøres. Vandfloden på Noas tid berøvede ikke Satan hans herskermagt. Den gjorde ende på „den gamle verden“, „de ugudeliges verden“, men lod stadig Satan beherske sin dæmoniske sæd, de usynlige ånder eller faldne engle. — 2 Pet. 2:5.

4, 5. (a) Hvor begyndte oprøret efter Vandfloden? (b) Hvad havde Noa ikke opkastet sig til over sine efterkommere, men hvorledes fulgte Nimrod ikke hans eksempel?

⁴ I den verden der fremstod efter Vandfloden lokkede Satan Djævelen snart de fleste af Noas efterkommere til åbent oprør mod Jehova Gud der havde frelst deres forfædre, Noas familie, gennem den verdensødelæggende vandflod. Det er værd at lægge mærke til at dette oprør først blussede op omkring oldtidens by Babylon ved Eufratfloden i Mesopotamien, det land som nu kaldes Iraq. „Noa levede 350 år efter vandfloden.“ (1 Mos. 9:28) Men på intet tidspunkt i alle disse år gjorde han krav på at være Guds kvindes lovede sæd blot fordi det var ham der havde bygget frelsens ark; han gjorde sig heller ikke til konge over sine efterkommere, hvilket ville have indbefattet hele menneskeheden. Hvis han havde gjort det ville han have etableret en verdensregering med sig selv som hersker over alle mennesker. Men Noas sønnesøns søn, Nimrod, fulgte ikke sin gudfrygtige oldefaders eksempel. Nimrod afbrød forbindelsen med Noa. Skønt Noa stadig levede brød Nimrod den regnbuepagt som Gud havde sluttet med Noa for at beskytte dyreblodets hellighed. Nimrod blev jæger, ikke alene lystjæger men også kriger, og han opkastede sig til konge i opposition til Jehova. Vi læser:

⁵ „Dette er Noas sønner Sem, Kam og Jafets historie. Og Kams sønner var Kusj og Mizrajim og Put og Kana’an. Og Kusj blev fader til Nimrod. Han var den første der blev mægtig på jorden. Han optrådte som en mægtig jæger i opposition til Jehova. Derfor er der et mundheld der lyder: ’Ligesom Nimrod en mægtig jæger i opposition til Jehova.’ Og begyndelsen til hans rige var Babel og Erek og Akkad og Kalne i Sinears land. Fra dette land drog han til Assyrien og gav sig til at bygge Nineve og Rehobot-Ir og Kela og Resen mellem Nineve og Kela.“ — 1 Mos. 10:1, 6, 8-12, NW.

(Fortsættes)

[Fodnoter]