Håbet om en opstandelse

Selv om nogle på Paulus’ tid betvivlede det, og det på Augustinus’ tid var den mest omstridte læresætning, og selv om de fleste teologer i vor tid ser bort fra det, udstråler Bibelen dog håbet om en opstandelse.

GUDS ord, Bibelen, giver fyldestgørende grundlag for at nære håbet om en opstandelse. For det første fortæller Bibelen om syv mennesker der virkelig er blevet oprejst fra de døde ved Guds kraft: ét af Elias, et andet af Elisa, tre af Jesus, og to af Gud selv, nemlig den mand hvis legeme kom i berøring med Elisas ben, og Jesus. For det andet indeholder Guds ord også mange profetier fra fortiden, for eksempel sådanne som berettet af Job, David, Esajas, Hoseas og andre, der tydeligt forudsiger en opstandelse af de døde. Og Jesus Kristus, den største af alle profeter, forudsagde gentagne gange ikke alene sin egen opstandelse, men udtalte også at ’den time skulle komme’ da han ville kalde alle dem der var i mindegravene frem. — Joh. 5:28, 29, NW.

Men ikke nok med det; alle de fire evangelieforfattere omtalte Jesu opstandelse idet de giver varierede men alligevel indbyrdes samstemmende beretninger derom. Jesu disciple havde ingen højere uddannelse, men de var intelligente og ærlige. De gengav de nærmere omstændigheder i forbindelse med Jesu opstandelse på det sted den indtraf og det uden tøven. Skønt Jesus flere gange havde forudsagt sin opstandelse kom den som en overraskelse for hans disciple. Det eneste de kunne forvente fra menneskers side når de forkyndte Jesu opstandelse, var forfølgelse og martyrium. Og kun Jesu opstandelse kan forklare den kendsgerning at Jesu disciple, som The Encyclopedia Americana udtrykker det, „kom ud af en tilstand af mørke og fortvivlelse og ind til en frydefuld og uforfærdet djærvhed“.

Af gode grunde lod apostelen Peter derfor Jesu opstandelse være højdepunktet i talen han holdt på Pinsefestens dag, efter at have helbredt en vanfør mand, da han (to gange) blev stillet for rådet, og da han vidnede for Kornelius. Til Kornelius sagde Peter om Jesus: „Ham opvakte Gud på den tredje dag og lod ham blive åbenbaret, ikke for hele folket, men for os, der forud af Gud var udvalgt til vidner, og som spiste og drak sammen med ham, efter at han var opstået fra de døde.“ — Ap. G. 10:40, 41.

Det er også ene og alene Jesu opstandelse og mødet med Jesus ansigt til ansigt dér der kan forklare at Saulus fra Tarsus, denne højlærde, fanatiske forfølger og farisæer, blev til den kristne Paulus. Intet under at Paulus gang på gang omtaler Jesu opstandelse og den kristnes håb om en opstandelse, både i sin forkyndelse og i sine breve. Hvor magtfuldt og veltalende argumenterede han ikke for opstandelsen da han skrev sit første brev til korinterne, kapitel femten! Hvor logisk viser han ikke at kristne ville være de „ynkværdigste“ af alle mennesker hvis der ingen opstandelse var! Og hvor passende er ikke den tilskyndelse han retter til de kristne: „Bliv stadige, urokkelige, hav altid fuldt op at gøre i Herrens arbejde, idet I ved at [en sådan] møje ikke er forgæves,“ i betragtning af opstandelseshåbet! — 1 Kor. 15:19, 58, NW.

Hvorfor en opstandelse?

I begyndelsen var der intet behov for en opstandelse eftersom Gud skabte mennesket til at leve evigt, betinget af dets lydighed. Og da de første to mennesker blev ulydige, opstod der ikke for dem noget behov for en opstandelse da de jo havde forspildt retten til livet. Gud kunne straks have fjernet dem sammen med den der havde forledt dem til synd, Satan Djævelen, men det gjorde han ikke. Og hvorfor ikke? Fordi Satan pralede med at han kunne vende alle skabninger bort fra Gud. Derfor lod Gud Adam og Eva leve så de kunne frembringe børn, og Satan fik lov til at prøve at bevise sin pralende påstand. Gud var overbevist om at der blandt Adams efterkommere ville være nogle for hvem det ville lykkes at modstå Djævelen og derved ophøje Gud og bevise at Han var uden skyld i Adams overtrædelse. — 1 Mos. 2:17; 3:19; Job kapitel 1 og 2.

Men ligegyldigt hvad Adams efterkommere ville gøre var de alle under fordømmelse og ville dø som følge af Adams overtrædelse. (Rom. 5:12) For at de der ville fortjene det kunne fritages for den guddommelige fordømmelse, foranstaltede Gud at hans søn skulle dø som en genløsningsbetaling. Og for at give liv til de fortjenstfulde der var gået i graven, foranstaltede han opstandelsen. Ja, „Gud elskede verden så højt at han gav sin enbårne søn, for at enhver som udøver tro på ham ikke skal gå til grunde, men have evigt liv“, gennem en opstandelse. Det er også gennem opstandelsen at Jehova Gud virkeliggør sin oprindelige hensigt med jorden, nemlig at den skal blive et paradis beboet af en fuldkommen menneskeslægt. — Joh. 3:16, NW; 1 Mos. 1:28.

Hvem, hvad og hvordan?

Opstandelsen er et af Skaberens mest forbavsende mirakler. At det er et mirakel skulle imidlertid ikke få vor tro til at vakle, for Gud er både alvidende og almægtig. For ham er intet vanskeligt eller umuligt. (1 Mos. 18:14; Matt. 19:26) Opstandelsen er ensbetydende med en genskabelse af alle dem der er i „mindegravene“, det vil sige er gemt i Guds erindring. Hvem er da gemt i Guds erindring? Ingen af dem der med overlæg har været onde eller som har pådraget sig familie eller samfundsfordømmelse fordi de havde samkvem med de onde. Alle sådanne bliver glemt af Gud. (2 Mos. 32:33; Ordsp. 10:7; 11:7) En opstandelse fra de døde vil kun blive dem til del der har bevist deres uangribelighed, eller som i det mindste har stræbt efter at være retfærdige men på grund af uvidenhed ikke har tjent Gud og derfor betegnes de „uretfærdige“. — Ap. G. 24:15.

Hvad vil genopstå? Legemet? Nej, for det er opløst, og dets atomer er blevet optaget i andre levende organismer, der måske igen er blevet optaget i andre levende skabninger. Er det sjælen der opstår? Nej og ja. Nej og ja? Netop! Nej, hvis du med „sjæl“ mener det ifølge trosbekendelsen immaterielle „et eller andet“ der er uafhængigt af et legeme og som formodes at være udødelig. Men ja, hvis du tænker på den bibelske betydning af sjæl, nemlig det psykosomatiske hele, bestående af legeme, sind og livsånde. „Mennesket blev en levende sjæl,“ læser vi i 1 Mosebog 2:7 (NW), og ikke „mennesket fik en sjæl“. Ved døden ophører sjælen, individet, med at eksistere. „Den sjæl, der synder, den skal dø.“ Og i døden er der hverken kundskab, visdom eller tanke. (Sl. 146:3, 4; Præd. 9:5, 10; Ez. 18:20) I opstandelsen får det der døde — mennesket, sjælen — liv, og Gud giver mennesket et passende legeme. Som vi allerede har bemærket gælder dette naturligvis kun de mennesker hvis livsmønster er bevaret i Guds erindring. Hvilke faktorer er bestemmende for dannelsen af vor personlighed eller vort livsmønster?

Vor personlighed er resultatet af fire faktorer der spiller ind i vort liv. Først er der arveligheden, ved hvilken vi præges af visse tilbøjeligheder og muligheder, mentalt, fysisk, moralsk og følelsesmæssigt. For det andet er miljøet i høj grad bestemmende for hvorvidt disse forskellige karaktertræk vil udvikles eller hæmmes. For det tredje er der menneskets vilje. Til tider har mennesker overvundet store nedarvede svagheder eller et ugunstigt miljø fordi de har gjort en bevidst indsats for det. Sidst, men allervigtigst, er der de hjælpemidler Gud tilvejebringer, hans hellige ånd, hans ord og hans organisation Disse tre har hjulpet mange mennesker til at tilegne sig en Kristuslignende personlighed til trods for nedarvede svagheder og miljøprægede faktorer.

Hvor og hvornår?

Bibelen viser at der er to slags opstandelse: den første, hvad såvel tid som vigtighed angår, er himmelsk; og den anden eller senere opstandelse, der bliver jordisk. For at kunne sætte sig ind i hvad Skriften siger om disse to opstandelser må man først af alt forstå hvad den lærer om to fremtidsmuligheder for de lydige mennesker. På den ene side gives der mange løfter om en plads til Kristi efterfølgere, beredt for dem i himlene, hvor de skal sidde på troner og tjene som konger og præster i tusind år. De omtales som dem der vinder livets sejrskrans, en retfærdighedens sejrskrans, og bliver „Guds arvinger og Kristi medarvinger“ og en del af Abrahams sæd der vil velsigne alle jordens slægter. Deres antal er stærkt begrænset, kun 144.000, hvorfor Jesus meget passende kalder dem en „lille hjord“. — Luk. 12:32; Joh. 14:2; Gal. 3:29; Rom. 8:17; 2 Tim. 4:8; Åb. 2:10; 20:6.

Alle disse vil få del i den første opstandelse sammen med Jesus, som var den første der erfarede den. Ligesom han må de først være blevet født på ny og avlet til et levende himmelsk håb ved Guds vilje og Guds hellige ånd. De må have åndens vidnesbyrd om at de er Guds sønner, og ligesom Jesus må de vise sig tro indtil døden. Opfyldelsen af Bibelens profetier tilkendegiver at disse Kristi legemes lemmers opstandelse tog sin begyndelse da Kristus i 1918 kom til sit hus for at holde dom. Kun en rest af disse 144.000 lever endnu, og de der hører til den vil erfare den første opstandelse umiddelbart efter deres død, som Paulus viser: „Vi skal alle forvandles, i et nu, i et øjeblik, når den sidste basun lyder.“ — Joh. 3:5; Rom. 8:16; 1 Kor. 15:51, 52.

På den anden side er der mange skriftsteder der taler om Guds hensigt med jorden, og også disse må få deres opfyldelse. Jorden skal bestå til ubestemt tid, ja evigt. Den er fuld „af HERRENS kundskab, som vandene dækker havets bund“. Under Guds riges regering vil de sagtmodige eje jorden, og mennesker vil ikke mere lære krig. Gud vil tørre hver tåre af menneskenes øjne, „der skal ingen død være mere, ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere“. Det er sådanne perspektiver alle de har der er gemt i Guds erindring men som ikke får del i den første opstandelse. — Sl. 104:5; Es. 2:4; 11:9; Åb. 21:4.

Hvornår vil disse opstå? Eftersom deres opstandelse åbner dem mulighed for at leve evigt er det kun rimeligt at slutte at de vil blive kaldt frem i Guds nye verden, efter at Guds Harmagedonkrig har udslettet den nuværende onde tingenes ordning, den usynlige såvel som den synlige. I betragtning af profetien om at Kristus vil gøre nogle af dem til fyrster på jorden må man også fornuftigvis drage den slutning at de der har bevist deres uangribelighed i dette liv vil få en tidlig opstandelse, især da de har fået løfte om en belønning. — Sl. 45:17; Hebr. 11:39, 40; Åb. 11:18.

Man må i sandhed sige at Guds ord, Bibelen, giver et fyldestgørende grundlag for håbet om en opstandelse, og alle dets enkeltheder giver mening og danner et smukt harmonisk hele. Selv om vi har dette håb vil vi naturligvis sørge over tabet af vore kære, men vi vil ikke sørge som de der intet håb har. Desuden vil dette håb sætte os i stand til at bevare vor uangribelighed ind for Gud, hvad der end måtte overgå os, da vi ved at der ved hjælp af opstandelsen er sikret os evigt liv i Guds nye verden. — 1 Tess. 4:13.