Det gamle Korinth — en rig og tøjlesløs by

DEN gamle by Korinth var berømt for sin rigdom, overdådighed og tøjlesløshed. I denne henseende havde den ikke så lidt tilfælles med den moderne vestlige civiliserede verden med dens materielle velstand og kraftige betoning af sex. Oplysninger om Korinth hjælper os til bedre at forstå Paulus’ breve til korinterne og til bedre at indse hvilken betimelig formaning de indeholdt.

På den tid da der endnu sad konger på Jehovas trone i Jerusalem var det første Korinth en blomstrende storby. Byen lå på en smal landtange ved foden af Akrokorinth, en naturlig klippefæstning der er cirka 575 meter høj. Denne smalle landtange mellem to have forbandt halvøen Peloponnes med det nordlige Grækenland. Man kaldte den „havets bro“ eller isthmos, hvorfra ordet „isthme“, der bruges om en smal stribe land mellem to farvande, stammer.

Korinth havde en havn ved begge de to have, den ene endestation for skibsruter i Det ægæiske Hav, og den anden for skibsruter fra Italien. Store varepartier blev transporteret over landtangen fra den ene havn til den anden. Korinth blev Grækenlands rigeste by. Desuden blev den en kunstens vugge. Korinthiske søjler var overordentlig rigt udsmykkede og blev efterlignet i stor udstrækning i andre lande.

Korinth „ejede al den skønhed som rigdom og overflod kunne skabe“. „Det er ikke enhver givet at komme til Korinth“ sagde et ordsprog. Med al denne overflod fulgte umoralitet, som yderligere fremmedes af tilbedelsen af „himmelens dronning“, Afrodite, kærlighedens og skønhedens gudinde; af den grund fik Korinth sit ry som det gamle Grækenlands mest umoralske og tøjlesløse by. Ved det tempel der var indviet til denne gudinde tilbød tusind hieroduli, eller præstinder, deres legemer til fremmede for at bevise at de var viet Afrodite. Korinths hetærer, eller elskerinder, var berygtede både på grund af deres djævelske skønhed og de høje priser de forlangte for deres gunstbevisninger. Corinthiázesthai betød „at drive rufferi“. Mandlige og kvindelige skøger gik henholdsvis under navnene „korinthiaster“ og „korinthiske piger“.

I 146 f. Kr. ødelagde den romerske general Mummius Korinth og røvede i handelsøjemed mange af byens kunstskatte. Hundrede år senere, i 46 f. Kr., genopbyggede Julius Cæsar byen og befolkede den med romere og grækere. Selv om „beliggenheden var det eneste bånd der knyttede det nye Korinth til det gamle synes stedets historiske glans og berømmelse dog at have bemægtiget sig de nye indbyggeres sind, for inden længe begyndte de at overtage alle de lokale kulter og at omtale [byens] svundne herlighed som deres egen“. (Encyclopedia Britannica) Atter blev Korinth kendt som en rig og tøjlesløs by. Det var dette Korinth Paulus besøgte omkring år 50 e. Kr., og her blev han i halvandet år og oprettede en menighed.

Derefter blev Korinth gentagne gange indtaget, af tyrkerne, frankerne, venetianerne, m. fl., og blev engang jævnet med jorden af et jordskælv. Nutidens Korinth, Korinthos, ligger ti kilometer fra det sted hvor det gamle Korinth lå, og har cirka 18.000 indbyggere. Som sine to navnefæller fra fortiden er den et vigtigt centrum for transport. Jehovas vidner har to blomstrende menigheder der. Lad os i forbigående bemærke at der hvor den første by lå nu ligger en by med omkring 1000 indbyggere som kaldes Det gamle Korinth.

Det foregående kaster lys over de to breve Paulus skrev til den menighed som han oprettede i Korinth. Det forklarer hvorfor han talte i så skarpe vendinger om ret opførsel og ren tilbedelse, især i kapitlerne fem til syv i sit første brev. I virkeligheden omtaler han utugt flere gange i disse to breve end i sine andre tolv. Det forklarer også hvorfor han vejledte korinterne om at det var bedre at gifte sig end at være optændt af begær.

Når man tager Korinths rigdom i betragtning er det nemt at forstå hvorfor Paulus dadlede brødrene dér for deres manglende gæstfrihed, hvorfor han så kraftigt understregede at enhver burde give som han havde midler til og hvorfor han mindede dem om at „den, der sår sparsomt, skal også høste sparsomt“. Paulus’ formaning om at være gavmild og leve et rent liv er altid betimelig, men den får dog særlig vægt for sådanne der lever på steder som, i lighed med det gamle Korinth, er rige og tøjlesløse. — 2 Kor. 9:6.