Hvordan man vandrer forstandigt i en ond verden
Den fremherskende kriminalitet understreger nødvendigheden af at vandre forstandigt. Hvilke midler kan hjælpe os til at gøre det og hvorledes kan vi bedst gøre brug af dem?
DER er meget der taler for at vi skulle vandre forstandigt. Hvorfor? Fordi, som det så godt er blevet sagt, at vandre forstandigt betyder „dueligheden og evnen til at bruge sin kundskab så det fører til de bedste resultater og man når sin hensigt“. Naturligvis ikke uden at have Gud i tanke for „HERRENS [Jehovas] frygt er visdoms begyndelse“ og „at kende den Hellige, det er forstand“. — Sl. 111:10; Ordsp. 9:10.
At vandre forstandigt vil sige at lægge visdom for dagen, og herom skrev en viis konge for længe siden under inspiration: „Lykkelig den, der har opnået visdom, den, der vinder sig indsigt; thi den er bedre at købe end sølv, bedre at vinde end guld; den er mere værd end perler, ingen klenodier opvejer den; en række af dage er i dens højre, i dens venstre rigdom og ære; dens veje er liflige veje, og alle dens stier er lykke; den er et livets træ for dem, der griber den, lykkelig den, som holder den fast!“ — Ordsp. 3:13-18.
Som en understregning af sandheden i alt det foregående siger andre inspirerede udtalelser: „Fordi den onde gerning ikke i hast rammes af dommen, får menneskenes hjerte mod til at gøre det onde, eftersom synderen gør det onde fra første færd og dog lever længe; men også ved jeg, at det skal gå dem godt, som frygter Gud, fordi de frygter for hans åsyn, og at det ikke skal gå de gudløse godt, og at deres levetid ikke skal længes som skyggen, fordi de ikke frygter for Guds åsyn.“ — Præd. 8:11-13.
Hvorfor det er så vanskeligt
Hvor er det få der vandrer forstandigt i dag! Hvor er det få der glæder sig over visdommens frugter fred, veltilpashed og lykke! Og det er intet under. Det er ikke let at vandre forstandigt, for opfyldelsen af Bibelens profetier viser at vi nu lever på den tid da Satan Djævelens „harme er stor, fordi han ved, hans tid er kort“. Til hvad er hans tid kort? Til at bevise sin pralende påstand om at han kan vende alle mennesker imod Gud, sådan som det fremgik af hans angreb på Jobs uangribelighed. Skulle det lykkes ham at fordærve alle mennesker ville han anse sig selv for at være højere end Jehova Gud. Der er imidlertid ingen fare for at det nogen sinde vil ske, selv om der på Vandflodens tid kun var otte mennesker der med held modstod ham fordi de vandrede forstandigt. Jesus forudsagde at en lignende tilstand ville være at finde i vore dage. — Åb. 12:12; Matt. 24:37-39.
Det er hovedsagelig Satans og hans dæmoners virksomhed der er årsag til at der i disse sidste dage skal „komme strenge tider“. Det er først og fremmest deres skyld at mennesker i dag er „egenkærlige, pengekære, pralende, hovmodige, spottelystne, ulydige mod forældre, utaknemmelige, ufromme, ukærlige, uforsonlige, sladderagtige, umådeholdne, rå, fjender af det gode, forrædere, fremfusende, opblæste, lystens venner snarere end Guds venner; de har gudsfrygts skin, men fornægter dens kraft“. — 2 Tim. 3:1-5.
Hvor nøjagtigt beskriver profetien ikke de nuværende forhold og hvor tydeligt beviser kendsgerningerne ikke at vi lever i tiden for dens opfyldelse! Det har således nu i årevis været en kendt sag at store forretningsforetagender sælger lige fra automobiler til cigaretter ved at appellere til folks erotiske følelser, men i begyndelsen af 1959 skabte en førende radio- og fjernsynsproducent i De forenede Stater sensation ved at afsløre at nogle store forretningsfirmaer brugte den taktik at engagere prostituerede for at fremme omsætningen. Det blev hævdet at forretningsforbindelserne inviteres på weekendudflugter i intimt selskab med charmerende prostituerede. Det gør det så meget lettere at overtale kunden til at afgive sin bestilling, og dersom han er uvillig er en lille antydning om at han kunne blive afsløret tilstrækkelig til at få ham til at slutte handelen, selv om den måtte være i modstrid med hans eller hans firmas forretningsinteresser. Kunne noget være mere skamløst og nedværdigende? Hvilken kommentar til nutidens civilisation!
Som Guds ord så klart viser, har vi også fjender inden i os, nemlig vort faldne køds tilbøjeligheder. „Menneskehjertets higen er ond fra ungdommen af.“ Det er grunden til at „hjertet er svigefuldt fremfor alt, det er sygt“. David fandt til sin sorg at det forholdt sig sådan, og det fik ham til at sige: „Se, jeg er født i misgerning, min moder undfanged mig i synd.“ Apostelen Paulus var sig ligeledes i høj grad dette bevidst, for han skrev: „Jeg gør jo ikke det, jeg vil, men det, jeg hader, det gør jeg.“ Det er klart at med overmenneskelige fjender der arbejder på vor undergang, med selviske mennesker der lægger snarer for os, og med vore nedarvede svagheder, koster det en ikke ringe kamp at vandre forstandigt. — 1 Mos. 8:21; Jer. 17:9; Sl. 51:7; Rom. 7:15.
Hjælpemidler til at vandre forstandigt
Hvor kan vi få hjælp til at vandre forstandigt? Fra højere læreanstalter? Det kunne man måske tro efter hvad der hævdes fra den kant. Men sådan er det ikke. Vi behøver mere end menneskelig visdom for at kunne kæmpe mod overmenneskelige fjender. Vi behøver „visdommen ovenfra“. — Jak. 3:17.
Mennesker kan ikke give os virkelig visdom, men det kan Jehova Gud, som er Kilden til al sand visdom. For at vi kan vandre forstandigt har han tilvejebragt adskillige hjælpemidler, af hvilke det ypperste er hans ord, Bibelen. Som Salme 119, og især vers 105 i denne salme gør os opmærksom på, er ’Guds ord en lygte for vor fod, et lys på vor sti’. Og som apostelen Paulus skrev til Timoteus: „Du kender fra barndommen af de hellige skrifter, som kan gøre dig viis til frelse ved troen på Kristus Jesus. Ethvert skrift, som er indblæst af Gud, er også gavnligt til at belære, til at irettesætte, til at genoprejse, til at optugte i retfærdighed, så at Guds-mennesket kan blive fuldt beredt, vel skikket til al god gerning.“ — 2 Tim. 3:15-17.
Et studium af Guds ord opdrager og styrker vor samvittighed, vor moralske sans. Det fremholder vejledende principper, klargør hvad der er ret og hvad der er uret, og viser at „hvad et menneske sår, det skal han også høste“. Når vi lærer vor Skaber og Lovgiver at kende fyldes vi med en sund frygt for at mishage ham, og det er begyndelsen til sand visdom. Som en yderligere hjælp har vi de overbevisende bibelske forsikringer om en opstandelse og evigt liv i en retfærdig ny verden for alle der vandrer forstandigt. — Gal. 6:7; 1 Kor. 15:20, 21, 58; Åb. 21:4.
Et andet guddommeligt hjælpemiddel til at vi kan vandre forstandigt er Guds synlige kanal, der i Mattæus 24:45-47 omtales som den „tro og kloge træl“ (NW). Dens hjælp består i udgivelsen af bibelsk litteratur, såsom dette blad, og i at den arrangerer kristne møder og stævner hvor Bibelens sandheder og principper drøftes. Den sørger desuden også for personlig hjælp i form af hjemmebibelstudier og oplæring på arbejdsmarken. Tilsynsmændene og de assisterende tjenere i menighederne må foregå med det rette eksempel, og enhver i menigheden der ringeagter Guds retfærdige krav bliver bortvist eller udstødt. Alt dette er os en stor hjælp til at kunne vandre forstandigt. — 1 Kor. 5:1-13; 1 Tim. 3:1-13.
Guds hellige ånd eller virkekraft er også en betydningsfuld hjælp. Den fås ved at man beder om den og „ved i tro at høre“. Apostelen Paulus formaner os: „I skal vandre i Ånden, siger jeg, så vil I ingenlunde fuldbyrde kødets begæringer.“ Guds ulegemlige hellige ånd eller virkekraft kan sammenlignes med en elektrisk strøm der, skønt usynlig, er meget kraftig og i stand til at udrette meget: „Ikke ved magt og ikke ved styrke, men ved min Ånd, siger Hærskarers HERRE [Jehova].“ — Gal. 3:2; 5:16; Zak. 4:6.
Vi må heller ikke glemme bønnen som en hjælp til at vandre forstandigt. Bønnen bibringer os ikke alene den rette sindsbeskaffenhed men skænker os virkelig visdom og styrke og alt hvad vi ellers behøver, forudsat en yderst vigtig betingelse den er i harmoni med Guds vilje. — 1 Joh. 5:14.
Hvordan man vandrer forstandigt
Alene kendskab til ovennævnte hjælpemidler fører imidlertid ikke i sig selv til at vi vandrer forstandigt. Vi må blive „ordets gørere, ikke blot dets hørere“ at vi ikke ’bedrager os selv’. Dersom vi virkelig har tro, vil vi handle i overensstemmelse med hvad vi tror, for „ligesom legemet er dødt uden ånd, således er jo også troen død uden gerninger“. Nogle af de første skridt i harmoni med troen er anger, omvendelse og indvielse til at gøre Guds vilje. — Jak. 1:22; 2:26.
Guds vilje med os er at vi skal følge det eksempel som Jesus Kristus satte, og det betyder for det første at vi lader os døbe på samme måde som Jesus blev det i Jordan. Og hvad så? Skal man prøve at holde de ti bud og gå i kirke om søndagen? Mens det synes at være den fremherskende opfattelse i kristenheden, viser Skriften at Jesus og hans første disciple viede deres liv til at forkynde den gode nyhed om Guds rige. (Matt. 4:17; 10:7) Jesus sagde til Pilatus: „Dertil er jeg født, og dertil er jeg kommen til verden, at jeg skal vidne om sandheden.“ — Joh. 18:37.
Ja, på grund af sin indvielse til at gøre Guds vilje er enhver kristen forpligtet til at gøre forkyndelsen til sit livskald. Den må have førstepladsen, sådan som Jesus formanede: „Søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift.“ Fra da af bliver vi forvaltere af forkyndergerningen, og over alt hvad vi ejer, tid, kræfter, midler og personlig indflydelse, og af forvaltere kræves at de findes tro. — Matt. 6:33; 1 Kor. 4:1, 2.
At vandre forstandigt betyder derfor at gøre Guds vilje. Det betyder at overvinde Djævelens og hans dæmoners modstand og at undgå denne onde verdens snarer. Det betyder at vi efter bedste evne bekæmper nedarvede svagheder og at vi gør god brug af de hjælpemidler Gud har tilvejebragt, hans ord, hans synlige organisation, hans hellige ånd og bøn. Med hensyn til vor ærkefjende gives der os følgende råd: „Stå Djævelen imod, så skal han fly fra jer.“ Endvidere: „Ifør jer Guds fulde rustning, så I kan holde stand mod Djævelens snigløb.“ Denne rustning indbefatter Guds ord, frelsens håb, troens skjold og retfærdighedens brystplade eller en god hjertetilstand. — Jak. 4:7; Ef. 6:11-17.
For med held at kunne undgå verdens snarer og modstå dens pres, må vi holde os adskilt fra den. Vi må huske at „en ren og ubesmittet gudsdyrkelse for Gud, vor Fader, er dette: at . . . bevare sig selv uplettet af verden“. I virkeligheden er „venskab med verden . . . fjendskab med Gud“. Derfor: „Lad jer ikke lede vild! ’Slet omgang fordærver gode sæder.’“ Foruden at være på vagt over for verdens snarer, må vi også være frygtløse når vi stilles over for dens trusler. Da må vi svare som Peter og de andre apostle, der sagde til deres modstandere: „Man bør adlyde Gud mere end mennesker.“ — Jak. 1:27; 4:4; 1 Kor. 15:33; Ap. G. 5:29.
Bibelen indeholder også en mængde gode råd om hvordan vi kan vandre forstandigt til trods for vore nedarvede selviske tilbøjeligheder: „Se derfor stadig nøje til at I ikke vandrer som uvise men som vise, idet I køber den belejlige tid til jer selv fordi dagene er onde.“ „Affør jer den gamle personlighed med dens væremåder, og ifør jer den nye personlighed der gennem nøjagtig kundskab er ved at fornys efter billedet af den som skabte den.“ At vi således vandrer forstandigt kræver at vi udviser selvbeherskelse i tanke, ord og handling. Paulus forstod dette, for han skrev: „Jeg er hård mod mit legeme og holder det i ave, for at ikke jeg, der har prædiket for andre, selv skal blive forkastet.“ — Ef. 5:15, 16; Kol. 3:9, 10, NW; 1 Kor. 9:27.
Skal vi vandre forstandigt må vi desuden have det rette sindelag. Her har Jesus også vist os eksemplet, idet han var „sagtmodig og ydmyg af hjertet“ og helt havde underlagt sig sin Faders vilje. Det lå langt fra ham at være ærgerrig; han var taknemmelig for, satte pris på og var tilfreds i forholdet til sin Fader og de velsignelser der blev ham til del. Han var et levende bevis på at „gudsfrygt er virkelig en stor vinding sammen med nøjsomhed“. — Matt. 11:29; 1 Tim. 6:6.
For at kunne vandre forstandigt er det imidlertid fremfor alt nødvendigt at vi vogter på vore inderste tanker og motiver, vore ønsker, følelser og vor hengivenhed. Det er ikke uden grund at Guds ord så kraftigt understreger: „Vogt dit hjerte mer end alt andet, thi derfra udspringer livet.“ Alle Guds krav kan derfor opsummeres i de to store bud: „Du skal elske Herren [Jehova] din Gud af hele dit hjerte, af hele din sjæl, af hele dit sind og af hele din styrke,“ og „du skal elske din næste som dig selv.“ — Ordsp. 4:23; Mark. 12:30, 31.
At vandre forstandigt indbefatter i sandhed mange ting: vi må vide hvem der er vore fjender, vi må værdsætte de hjælpemidler Gud har tilvejebragt for at vi kan vandre forstandigt, og vi må gøre god brug af dem. „Når I ved dette, er I salige [lykkelige, NW], om I gør det.“ — Joh. 13:17.