„Ske din vilje på jorden“, 25. del

I kong Kyros’ tredje regeringsår, han som var konge over det vældige perserrige, der udstrakte sit herredømme i det sjette, femte og fjerde århundrede før Kristus, modtog Jehovas profet Daniel gennem en engel sit sidste syn, som han beskriver for os i sin profetiske bogs ellevte og tolvte kapitel. Først forudsiger det profetiske syn at Perserriget, den bibelske histories fjerde verdensmagt, skal gå til grunde. Det vil være ude af stand til at besejre Grækenland, ja det vil endog selv blive besejret af Grækenland, for, sagde engelen, „da fremstår en heltekonge, og han skal råde med vælde og gøre, hvad han vil“. (Dan. 11:3) Denne græske konge var den berømte Alexander den Store. Det var ham der gjorde Grækenland til den bibelske histories femte verdensmagt.

12. Hvor længe kom Alexander til at sidde inde med verdensherredømmet, og hvornår blev hans rige delt?

¹² Alexander kom kun til at sidde inde med verdensherredømmet en kort tid. Det var forudsagt af Jehovas engel: „Men bedst som han står, skal hans rige sprænges og deles efter de fire verdenshjørner, og det skal ikke tilfalde hans efterkommere eller blive så mægtigt, som da han rådede, men hans rige skal ødelægges og gå over til andre end efterkommerne.“ (Dan. 11:4) På sin karrieres højdepunkt, kun i sit treogtredivte år, ramtes den svirende Alexander af en malariafeber, som hurtigt gjorde det af med ham. Det var i Babylon i år 323 f. Kr., og hans planer om at gøre denne by, som i Bibelen var dømt til undergang, til verdensrigets hovedstad, brød sammen. Hans vældige rige i Europa, Lilleasien, Asien, Mellemøsten og Ægypten sprængtes efter de fire verdenshjørner. Hans lig førtes til Ægypten, og en af hans generaler, Ptolemaios, Ægyptens satrap, begravede det i Alexandria.

13. Hvorledes gik den profeti i opfyldelse som sagde at riget ikke skulle deles mellem Alexanders efterkommere?

¹³ Riget gik ikke i arv til Alexanders efterkommere. I Makedonien havde han ladet en uduelig broder, Filip Aridaios, blive tilbage. Han regerede i knap syv år, men blev så myrdet af sin egen moder i 317 f. Kr. Alexanders legitime søn med Roxane, Alexander Allou, efterfulgte ham, men regerede kun i cirka seks år. I 311 f. Kr. led også han en voldsom død for en af sin faders generalers, Kassanders, hånd, da denne tilrev sig Makedoniens og Grækenlands trone. Alexanders illegitime søn, Herakles, påtog sig at styre i sin faders navn, men blev myrdet i 309 f. Kr. Med ham uddøde Alexanders, den store blodsudgyders, slægt; den druknede i blod. Herskermagten var gledet fra hans hus. Engelens profeti var gået i opfyldelse.

14. Hvorledes blev Alexanders rige for en tid delt „efter de fire verdenshjørner“, og hvorledes blev dette antal senere reduceret til tre?

¹⁴ Alexanders rige blev ødelagt og gik over til herskere der ikke var hans efterkommere. Hans generaler stredes indbyrdes og tilrev sig landområder, og for en tid var det sprængte rige delt i fire dele, „efter de fire verdenshjørner“. Den enøjede general Antigonos forsøgte at gøre sig til herre over hele Asien. Han hævdede at være Alexander den Stores arving og antog til sidst kongetitel. Men de tre andre generaler, Kassander, Seleukos og Lysimachos, sluttede sig sammen imod ham, og han faldt i slaget ved Ipsos i Frygien i Lilleasien år 301 f. Kr. De fire hellenistiske riger som derefter opstod var 1) general Kassanders i Makedonien og Grækenland; 2) general Lysimachos’ i Lilleasien og det europæiske Thrakien, indbefattende Byzans; 3) general Seleukos Nikators (Erobrerens), som sikrede sig Babylon, Medien, Syrien, Persien og provinserne østpå til Indusfloden, samt 4) Ptolemaios Lagos’; denne underlagde sig Ægypten, Libyen, Arabien og Palæstina samt Coelesyrien. Få år senere døde general Kassanders mandlige slægtslinje ud, og i året 285 f. Kr. tilvendte general Lysimachos sig den europæiske del af det makedoniske rige. Men i 277 f. Kr. bemægtigede Antigonos Gonatas, den enøjede general Antigonos’ sønnesøn, sig Makedoniens trone. Dermed reduceredes antallet af hellenistiske riger til tre, hvilket varede ved til Makedonien i 168 f. Kr. kom under romersk indflydelse, for endelig i 146 f. Kr. at blive en romersk provins.

15. Hvorledes blev general Seleukos Erobreren herre over de asiatiske landområder, og hvilke byer af bibelsk interesse grundlagde han?

¹⁵ I 281 f. Kr. faldt general Lysimachos i kamp mod general Seleukos Nikator, og dermed blev Seleukos praktisk talt herre over de asiatiske landområder. Seleukos blev stamfader til seleukiderne eller det seleukiske dynasti i Syrien. Kort efter det afgørende slag ved Ipsos grundlagde han i Syrien byen Antiokia, som han opkaldte efter sin fader Antiochos. Som dens havnestad grundlagde han en by, som han efter sig selv kaldte Seleukia. Århundreder senere rejste den kristne apostel Paulus via havnebyen Seleukia, og han underviste i de kristne sandheder i Antiokia i Syrien, hvor Jesu efterfølgere først fik navnet kristne. — Ap. G. 11:25-27; 13:1-4.

16. Hvortil flyttede Seleukos sit regeringssæde, og hvilken langvarig krig begyndte med ham, således som det beskrives i dette sidste syn?

¹⁶ Seleukos flyttede sit regeringssæde fra Babylon til sin nye syriske hovedstad Antiokia, men i 280 f. Kr. blev han snigmyrdet. Det seleukiske dynasti, hans efterkommere som fulgte ham på tronen, forblev ved magten indtil år 64 f. Kr., da den romerske general Pompejus gjorde Syrien til en romersk provins. Længe før sin død gav Seleukos sin søn Antiochos I højhedsretten over alle landene hinsides Eufratfloden, samt kongetitlen. Med Seleukos Nikator begyndte den langvarige krig mellem de i Bibelen omtalte konger, „Nordens konge“ og „Sydens konge“. Jehovas engel var forudseende og undlod at nævne navnene på „Nordens konge“ og „Sydens konge“, for disse ’to kongers’ nationalitet og politiske identitet skifter i århundredernes løb og er selv for os, som lever i det tyvende århundrede efter Kristus, spørgsmål af livsvigtig betydning.

Rivaliseringen mellem de to konger

17. I forhold til hvem kaldes de to konger Nordens og Sydens?

¹⁷ Jehovas engel begynder nu at berette mange enkeltheder om den langvarige krig: „Og sydens konge vil blive stærk, ja, han som er en af hans fyrster; men en anden vil blive hans stærke modstander og vil komme til at herske; hans herredømme vil blive et stort herredømme.“ (Dan. 11:5, Isaac Leeser) Syd for hvad finder vi denne „Sydens konge“, og nord for hvad finder vi „Nordens konge“? Kongerne befinder sig nord og syd for Daniels folk, som på det tidspunkt da Daniel modtager synet var blevet udfriet fra Babylon og var vendt tilbage til Judas land.

18. Hvem er det der i Daniel 11:5 kaldes „Sydens konge“, og hvilket dynasti grundlagde han?

¹⁸ Hvem er det der i Daniel 11:5 omtales som „Sydens konge“? Det er en af Alexander den Stores „fyrster“ eller hærførere, nemlig Ptolemaios I, Lagos’ søn. Egentlig var han en af Alexanders otte livvagter. Han blev gjort til satrap i Ægypten, men i 306 f. Kr. tog han kongetitel i lighed med den enøjede general Antigonos. Han var den første af i alt tretten eller fjorten makedoniske konger eller faraoner i Ægypten. Som navnet viser var det ham der grundlagde det ptolemaiske dynasti i Ægypten. Omkring 312 f. Kr. erobrede han Jerusalem på en sabbat. Han overtalte en del jøder til at rejse sydpå til Ægypten som kolonister, og de grundlagde en koloni i Alexandria. Sammen med sin søn og efterfølger oprettede han det berømte bibliotek og museum i Alexandria. Den jødiske provins Judæa stod under det ptolemaiske Ægyptens eller „Sydens konges“ herredømme indtil 198 f. Kr., da „Nordens konge“ gjorde sig til herre over den. Ptolemaios I trængte flere gange ind på kong Seleukos’ syriske område.

19. Hvem var den fyrste der blev „hans stærke modstander“, og hvilken rolle spillede han og hans efterfølgere?

¹⁹ Men hvem er da den anden af Alexanders fyrster eller hærførere, som engelen sagde ville „blive hans stærke modstander“, og hvis herredømme ville „blive et stort herredømme“? Det er general Seleukos Nikator, som nu påtager sig rollen som „Nordens konge“. Da han døde blev han efterfulgt af sin søn Antiochos I (Soter eller Frelser). Denne konge omtales ikke i engelens profeti, for han døde i kamp, ikke mod „Sydens konge“, men mod galaterne i Lilleasien. Han efterfulgtes af sin søn Antiochos II, som fik tilnavnet Theos eller „Gud“. Denne ægtede en kvinde ved navn Laodike, og sin ældste søn med hende kaldte han, efter sin bedstefader, Seleukos.

20. Hvem var denne „Sydens konges“ datter, og hvilken oversættelse tog hendes fader skridt til at få påbegyndt?

²⁰ Hvad sker der nu videre? Engelen beretter: „Og efter års forløb skal de slutte sig sammen; og sydens konges datter skal komme til nordens konge for at indgå en overenskomst; men hun skal ikke beholde sin arms styrke; ej heller skal han eller hans arm holde ud; men hun skal gives i døden, og dem der bragte hende, og ham der avlede hende, og ham der kom i besiddelse af hende i hine tider.“ (Dan. 11:6, Jewish Publication Society) Hvem er denne „Sydens konges datter“? Det er Berenike, datter af Ptolemaios II (Philadelphos) af Ægypten. Ifølge traditionen viste denne ægyptiske konge venlighed mod sine jødiske undersåtter og tog skridt til at oversættelsen af de inspirerede hebraiske skrifter til græsk påbegyndtes. Det endelige resultat blev den berømte græske Septuaginta-oversættelse, som de græsktalende kristne benyttede i det første århundrede e. Kr.

21. Hvad skete der med denne datter af Sydens konge efter at overenskomsten var sluttet, og hvad blev følgen?

²¹ To gange førte kong Ptolemaios II krig mod den syriske „Nordens konge“, Antiochos II (Theos). Men i året 250 f. Kr. blev de to konger enige om at slutte fred. Prisen for denne alliance eller „overenskomst“ var at den syriske Nordens konge skulle ægte Berenike, kong Ptolemaios II’s datter. Men Antiochos II var allerede gift med Laodike. Han blev derfor tvunget til at skille sig fra hende for at ægte ægypterinden Berenike. Med Berenike fik Antiochos II af Syrien en søn, som blev arving til „Nordens konges“ trone, og dermed var hans første hustrus, Laodikes, sønner forskudt.

22. På hvilken måde holdt Berenikes „arm“ ikke ud, og hvorledes blev hun og dem der bragte hende samt ham der kom i besiddelse af hende ’givet i døden’?

²² Berenikes „arm“, den magt hun havde at støtte sig til, var hendes fader, kong Ptolemaios II. Da han døde i 246/47 f. Kr. beholdt Berenike derfor ikke „sin arms styrke“ over for sin ægtefælle, kong Antiochos II af Syrien. Han forskød hende, tog sin første hustru, Laodike, tilbage og lod dennes ældste søn, Seleukos Kallinikos, udråbe til sin efterfølger på Syriens trone. Som profetien havde forudsagt blev alle der havde forbindelse med Berenike ramt af ulykker. Ikke alene hendes fader, hendes „arm“, men også hun selv, „hans afkom“, mistede livet. Sammen med sin lille søn blev hun ved Laodikes intriger givet i døden ved mord. Også dem der bragte hende, øjensynlig hendes følge som bragte hende fra Ægypten til Syrien, led døden. Dog, dermed var Laodike ikke tilfreds. Utvivlsomt talte det rygte sandt som berettede at hun forgav Antiochos II (Theos), der havde taget hende tilbage. Hvilket endeligt for en „gud“! Hensigten med giftmordet var åbenbart at hindre at han lod sig skille fra hende endnu en gang. Således døde både Berenikes fader der havde avlet hende, og hendes syriske ægtefælle der for en tid kom i besiddelse af hende. Dermed kunne Laodikes ældste søn, Seleukos II, som sin faders retmæssige arving sætte sig på Syriens trone. Men sikkert og vist er det at dette ikke styrkede fredens sag.

23. Hvem var Berenikes „rødder“?

²³ Der ville, som engelen forudsagde, komme en reaktion: „I de tider skyder der i hans sted et skud frem af hendes rødder; og han drager mod Nordens konges hær og trænger ind i hans fæstning, fuldbyrder sin vilje på dem og bliver mægtig.“ (Dan. 11:7) Berenikes „rødder“ var selvfølgelig hendes forældre, Ptolemaios II (Philadelphos) og hans søster-hustru Arsinoe.

24. Hvorledes skød „et skud frem af hendes rødder“, hvorledes trængte han ind i Nordens konges fæstning, og hvorledes fuldbyrdede han sin vilje på dem nordpå?

²⁴ Det ’skud af hendes rødder’ som skød frem i stedet for hendes fader, var hendes broder, der nu som Ptolemaios III med tilnavnet Euergetes („Velgøreren“) blev „Sydens konge“. Han begyndte at ’skyde frem’ ved sin faders død da han overtog kongeværdigheden. Han gik straks i gang med at hævne mordet på sin søster Berenike i Syriens hovedstad Antiokia. Med sin hær marcherede han mod Syriens konge, Seleukos II Kallinikos, hvem Laodike, hans moder, havde brugt til at myrde Berenike og dennes lille søn. Ptolemaios III trængte ind i Nordens konges fæstning og lod enkedronning Laodike henrette. Han oversvømmede Syrien, erobrede den befæstede del af hovedstaden Antiokia samt dens havnestad Seleukia. Dernæst drog han østpå gennem Nordens konges ’store herredømme’, plyndrede Babylon og Susa og fortsatte sin march så langt mod øst som til Indiens grænser. Således blev den morderiske Seleukos II tvunget bort fra Syriens trone.

25. Hvorledes afvaskede han en religiøs beskæmmelse, og hvilket navn vandt han sig som følge heraf?

²⁵ At Sydens konge desuden ville afvaske en religiøs beskæmmelse forudsagde Jehovas engel således: „Endog deres guder med deres støbte billeder og deres kostbare kar, sølv og guld, fører han med som bytte til Ægypten; siden skal han en tid lang lade Nordens konge i ro.“ (Dan. 11:8) Mere end to hundrede år tidligere, på farao Psamtik III’s tid, havde perseren Kambyses, det fjerde verdensriges konge, erobret Ægypten og ført de erobrede ægyptiske guder, „deres støbte billeder“, hjem i triumf. Da den sejrende Sydens konge, Ptolemaios III, nu plyndrede Susa, Persiens tidligere kongeresidens, og Babyloni, fandt han det gamle Ægyptens bortførte guder og tog dem som bytte fra tempelranerne. Han førte dem tilbage til deres hjemland. Som følge heraf gav de taknemmelige ægyptere ham tilnavnet Euergetes eller Velgører.

26. Hvorfor lod „han en tid lang . . . Nordens konge i ro“, og hvad bragte han med sig hjem?

²⁶ Det var indre vanskeligheder sydpå i Ægypten som kaldte den sejrrige Ptolemaios III tilbage til Nilens land. Nødvendigheden af at kvæle et oprør i sit hjemland afskar ham fra at drage fordel af sin sejr over Nordens konge. Han måtte altså afstå fra at tilføje Nordens konge yderligere skade. Foruden de guder der var stjålet fra Ægypten, hjembragte Ptolemaios III som krigsbytte ikke mindre end 2500 „kostbare kar, sølv og guld“. Hvorledes han døde i 221 f. Kr., om det var ved en naturlig død eller om han blev myrdet, vides ikke. Historikerne er uenige om dette spørgsmål. Men han overlevede syrerkongen Seleukos II, som han havde taget hævn over.

27. Hvorfor vendte Nordens konge tilbage efter at han var trængt ind i Sydens konges rige?

²⁷ Nu benyttede Nordens konge sig af situationen. Hvad gjorde han da? Engelen forudsagde følgende: „Denne falder ind i Sydens konges rige; dog må han vende hjem til sit land.“ (Dan. 11:9) Seleukos II som var blevet ydmyget, slog igen for at hævne sig. Han drog sydpå, ind i Sydens konges rige, men led nederlag. Efter en vanærende flugt med kun en lille rest af sin hær i behold, trak han sig i 242 f. Kr. tilbage til sin hovedstad Antiokia i Syrien. Hans tilnavn, Kallinikos, „den herligt triumferende“, var ganske misvisende. Han døde før sin overmand, Ptolemaios III af Ægypten, og efterfulgtes af sin søn, Seleukos III med tilnavnet Keraunos („Lynstrålen“). Et snigmord gjorde brat ende på denne søns regering, der varede i mindre end tre år. Hans broder efterfulgte ham på Syriens trone som Antiochos III, også kaldet „den Store“.

28, 29. (a) Hvad skete der med denne Nordens konges ældste søn? (b) Hvad foretog den yngste søn sig, hvad oversvømmede han, hvorledes kom han igen, og hvad trængte han frem til?

²⁸ Om disse, af syrerkongen Seleukos II Kallinikos’ to sønner, forudsagde engelen: „Men hans søn [sønner, Kalkar] ruster sig og samler store hære i mængde, drager frem imod ham og oversvømmer og overskyller landet. Og han kommer igen og trænger frem til hans fæstning.“ — Dan. 11:10.

²⁹ Den ene af sønnerne, Seleukos III (Keraunos), døde for en snigmorders hånd mens han var på krigstogt vestpå i Lilleasien. Hans broder, den anden søn, Antiochos III den Store, samlede store hære til et angreb på Sydens konges rige, hvor Ptolemaios IV med tilnavnet Filopator nu regerede. Den nye Nordens konge, Antiochos III, kom til sidst i strid med den stadig mægtige romerske magt. Forinden førte han dog sine militærstyrker til angreb på ægyptiske besiddelser, og han generobrede havnebyen Seleukia samt provinsen Coelesyrien (Det lave Syrien), foruden kystbyerne Tyrus og Ptolemais med nærliggende byer. Den første ægyptiske hær Ptolemaios IV sendte imod ham slog han på flugt. Han erobrede også mange byer i provinsen Judæa i Palæstina. Da det blev vinter opslog den sejrrige Antiochos III med sine 60.000 soldater sit vinterkvarter ved Ptolemais, cirka fyrretyve kilometer syd for Tyrus. Det følgende forår (217 f. Kr.) er det da at „han kommer igen og trænger frem til hans fæstning“.

(Fortsættes)

[Kort på side 217]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

DE HELLENISTISKE RIGER (i nord og i syd) (312-30 f. Kr.)

MAKEDONIEN

Pella

THRAKIEN

Byzans

Lysimakien

GRÆKENLAND

Akarnania

Thermopylæ

Sparta

Chalkis

Athen

Boiotien

KRETA

(Det sorte Hav)

(Det kaspiske Hav)

ASIEN

SELEUKIDERNES RIGE

PONTUS

BITHYNIEN

Ilion

Pergamum

Sardes

Efesus

Magnesia

KILIKIEN

TAURUS

Tarsus

Seleukia

Antiokia

Tadmor (Palmyra)

Damaskus

Byblos

Sidon

Tyrus

Ptolemais

Jerusalem

Gaza

ARMENIEN

MESOPOTAMIEN

Eufrat

MEDIEN

Gaugamela

Ekbatana

HYRKANIEN

Hekatompylos

PARTHERNES RIGE

ARIERNES RIGE

SOGDIANA

BAKTRIEN

DRANGIANA

ARACHOSIA

PERSERNES RIGE

Susan

Persepolis

BABYLONIEN

Babylon

(Persiske Havbugt)

Tigris

ELAM

CARMANIA

GEDROSIA

(Indus)

(Jhelum)

(Chenab)

(Ravi)

(Sutlej)

ARABIEN

Elat

Det røde Hav

DET PTOLEMAISKE RIGE

LIBYEN

Alexandria

Memfis

ÆGYPTEN

Nilen

(MIDDELHAVET)