Fordelen ved at leve for Guds nye verden
1. Hvad siger Jakob og Paulus om vrede, egennytte og den urette brug af tungen?
ER DET ikke sandt at mennesker i denne verden let bliver vrede og mister selvbeherskelsen? Ofte fører dette til rå og grov tale, ja endog simpel eller smudsig tale. En sådan tale røber en manglende venlighed og et manglende hensyn over for andre og er kun et bevis på den bitterhed, misundelse og egennytte der er en del af de triste forhold vi omgives af. Bibelskribenten Jakob siger: „Er der nogen viis og forstandig iblandt jer, så skal han ved sin gode færd lade det komme frem i gerning med visdommens sagtmodighed. Men huser I bitter misundelse og egennytte i jeres hjerter, så ros jer ikke løgnagtigt på trods af sandheden! Den ’visdom’ kommer ikke ovenfra, . . . Thi hvor der er misundelse og egennytte, dér er forvirring og alt, hvad ondt er.“ (Jak. 3:13-16) Derfor siger Paulus med rette i Efeserne 4:29-32: „Lad ingen rådden snak udgå af jeres mund, men kun ord, som er gode til fornøden opbyggelse, så de kan blive til velsignelse for dem, der hører dem. . . . Al bitterhed og hidsighed og vrede og skrig og spot være fjernt fra jer som i det hele al ondskab! Men vær gode mod hverandre og barmhjertige, så I tilgiver hverandre, ligesom Gud har tilgivet jer i Kristus.“
2. Hvilket råd bør man følge hvis man et øjeblik overmandes af et vredesanfald?
2 Selv når man nødsages til at tugte eller irettesætte — det kan være en fader der må tugte sit barn, eller en kristen tilsynsmand der må irettesætte et medlem af menigheden — bør man ikke lade sin tale genspejle et ubehersket sind. Hvis man et øjeblik føler sig overmandet af et vredesanfald må man hellere forholde sig tavs indtil vreden har lagt sig og man roligt og ligevægtigt kan tale om sagerne. Under sådanne omstændigheder skal den kristne være „sen til at tale“, og huske at „sindig mand stiller trætte“. For at kunne vinde Guds godkendelse må vi lære at leve i fred, være med til at stifte fred, for „salige er de, som stifter fred, thi de skal kaldes Guds barn“. — Jak. 1:19; Ordsp. 15:18; Matt. 5:9.
3, 4. Nævn nogle andre ting som ikke hører hjemme i den nye verdens samfund.
3 Der kan være tidspunkter hvor man optændes af retfærdig harme over noget der er uret og ondt. Men at blive indigneret over noget uret fordi man elsker Jehova og alt hvad der er ret, og fordi man harmes over at se hans navn og folk blive hånet, har intet tilfælles med at blive vred fordi ens egen stolthed såres, eller fordi man hader en anden, eller fordi man vil dække over frygt for at ens urette handlinger skal blive afsløret.
4 Alt hvad der vil modarbejde den fred og orden som præger det levemønster Gud har fastsat for sit folk, hører ikke hjemme i den nye verdens samfund, som nu er under opbygning. Det vil sige at slagsmål eller drukkenskab (der ofte udarter til slagsmål) ingen steder har hjemme i den nye verdens livsførelse. — Rom. 13:13.
Principper for ægteskab og moralsk opførsel
5. Hvad var Guds hensigt med at skabe de to køn, og hvilken begrænsning blev den kønslige forening underlagt?
5 Da Gud i begyndelsen gav manden og kvinden Edens paradisiske have at bo i, var det hans hensigt at lade dem sætte børn i verden og danne et samfund af mennesker så jorden til sidst ville være beboet af en retfærdig slægt. For at denne hensigt kunne nås skabte Gud to køn, mand og kvinde. Når manden og kvinden havde kønslig forbindelse med hinanden ville de få børn ’efter deres art’. En sådan forbindelse ville være ret og rigtig, den ville ikke kaste skam over dem, og den var derfor tænkt at skulle være en glædelig oplevelse for dem. Men Gud knyttede dog visse begrænsninger til denne forret. Den kønslige forening måtte kun finde sted inden for ægteskab — mellem manden og hans egen hustru, mellem hustruen og hendes egen mand.
6. (a) Var det Guds hensigt at israelitterne skulle leve i polygami? (b) Hvad sagde Jesus om ægteskab og skilsmisse ifølge Mattæus 19:4-9?
6 Skønt Gud for en tid tillod polygami blandt israelitterne, var det dog ikke hvad han havde villet med dem, ej heller gav han dem befaling til at indføre polygami. Da Gud oprindelig indstiftede ægteskabet gav han kun Adam én hustru. Om polygami og skilsmisse blandt jøderne sagde Jesus derfor senere: „’Har I ikke læst, at Skaberen fra begyndelsen skabte dem som mand og kvinde og sagde: „Derfor skal en mand forlade sin fader og moder og holde sig til sin hustru, og de to skal blive eet kød“? Så er de da ikke længer to, men eet kød. Derfor: hvad Gud har sammenføjet, må et menneske ikke adskille.’ Da siger de til ham: ’Hvorfor har Moses da befalet, at når man giver sin hustru et skilsmissebrev, kan man skille sig fra hende?’ Han siger til dem: ’Det var på grund af jeres hårdhjertethed, at Moses tillod jer at skille jer fra jeres hustruer; men fra begyndelsen har det ikke været således. Og jeg siger jer, at den, der skiller sig fra sin hustru af anden årsag end utugt og gifter sig med en anden, han bedriver hor.’“ — Matt. 19:4-9.
7. (a) Hvem alene må en mand eller kvinde have kønslig omgang med? (b) Hvilken skilsmissegrund er den eneste der tillader indgåelse af nyt ægteskab?
7 De bibelske principper i forbindelse med ægteskab er i sandhed meget enkle. En kristen mand må kun have én levende hustru, og en kristen kvinde må kun have én levende mand. Manden må kun have kønslig omgang med sin hustru, og ikke med nogen anden kvinde; hustruen må kun have kønslig omgang med sin mand og ikke med nogen anden. De to er blevet ét kød. Hvis en af ægtefællerne dør ophører ægteskabet naturligvis, og den anden har lov at gifte sig igen. (Rom. 7:2, 3) Men så længe de begge lever er der ifølge Bibelen kun én skilsmissegrund der tillader indgåelse af nyt ægteskab, nemlig at enten ægtemanden eller hustruen ignorerer ægteskabets begrænsning og har kønslig omgang med en tredje så disse to bliver ét kød, hvorved der begås ægteskabsbrud. Hvis en der er gift har kønslig omgang med nogen anden end sin ægtefælle, er det en overtrædelse og besmittelse af Guds lov om ægteskab. (Hebr. 13:4) Bibelen tillader således ikke ægteskabet at bringes til ophør ved skilsmisse af andre grunde, for eksempel ufrugtbarhed, forskellig opfattelse af religion, sygelighed eller svær sygdom, grusomhed, og så videre. Den der opnår skilsmisse af en af sidstnævnte grunde er ifølge Bibelen ikke fri til at gifte sig igen, og dersom vedkommende alligevel gør det er han eller hun skyldig i ægteskabsbrud.
8. Hvordan skal ugifte eller forlovede par forholde sig?
8 Eftersom kønslig forbindelse kun er tilladt inden for ægteskab må ugifte altså ikke hengive sig dertil. To mennesker der er blevet enige om at gifte sig, det vil sige er forlovede, må derfor vogte deres opførsel og lægge bånd på sig selv, og først efter brylluppet indlede det intime forhold som med rette er forbeholdt ægteskabet. Enhver kønslig forbindelse mellem ugifte er utugt og fordømmes af Jehova Gud. Derfor skrev Paulus til efeserne, der havde vendt sig bort fra den gamle verden og dens veje: „Utugt og al slags urenhed . . . bør end ikke nævnes iblandt jer, . . . Thi det skal I vide, at ingen utugtig eller uren eller havesyg — det er det samme som en afgudsdyrker! — har lod og del i Kristi og Guds rige.“ — Ef. 5:3-5.
9. Hvad er resultatet af denne verdens manglende respekt for Guds principper om ægteskabet? Hvordan holder den nye verdens samfund sig rent for umoralske handlinger?
9 Denne gamle verdens mangel på respekt for Guds retfærdige ægteskabsprincipper har ført til vanskeligheder af alle slags: opløste ægteskaber, splittede hjem, og børn der kommer galt af sted fordi forældrene har forsømt at tage sig af dem, at opdrage dem og at være et godt eksempel for dem. De der ønsker at opnå liv i Guds nye verden, hvor ethvert ægteskab vil være i harmoni med den guddommelige lov, kan ikke tillade sig at efterligne denne verdens afsporede handlemåde i dette spørgsmål. De der lever for den nye verden må allerede nu i den gamle verden følge Jehovas principper angående ægteskab og moralsk opførsel. Derfor er det også ret og rigtigt at kristne menigheder er vågne for at bevare et rent indbyrdes samkvem og at udstøde alle der forsætligt gør sig skyldige i umoralske handlinger. — 1 Kor. 5:11, 13; 6:9, 10.
10. Hvorfor bør et ægteskab lovformeligt indregistreres?
10 Da ægteskabet er en betydningsfuld foranstaltning hvis rettigheder og privilegier bør beskyttes mod misbrug, er det på sin plads at en mand og en kvinde der indgår ægteskab, på lovmæssig måde lader det indregistrere og anerkende af samfundet. I de fleste lande skal et ægteskab indregistreres hos den stedlige myndighed hvorved det gøres offentligt kendt, og parret modtager en vielsesattest.
11. Hvad er grundlaget for et lykkeligt ægteskab, og hvad kan det være nødvendigt at ændre på for at familien han leve efter Bibelens principper?
11 Grundlaget for et lykkeligt ægteskab er kærlighed, og ikke den kødelige lidenskabs selviske tilfredsstillelse. I visse samfund er det blevet skik at mændene ser ned på kvinderne som var de ringere skabninger, ja undertiden bliver en hustru nærmest betragtet som personlig ejendom og ikke som en medhjælp og kammerat. Under sådanne forhold deler ægtefællerne ikke tilværelsen på den måde Gud havde bestemt. For at kunne leve op til de krav der knytter sig til den nye verdens levevis, må der ske en fuldstændig ændring i indstillingen til ægteskabet og pligterne over for ægtefællen. Manden må erkende at hustruen ikke bare er en træl eller husassistent. Hun kan lige så vel som manden modtage livets velsignelser fra Jehova Gud, og hendes tilbedelse og tjeneste er lige så antagelig og velbehagelig for Gud. Efterhånden som både manden og hustruen kommer til at nære håb om den nye verden, har de noget at dele, noget at arbejde for sammen. Manden vil opmuntre hustruen, tale med hende om deres håb og deres kristne gerning. Han vil ikke overse sin hustru og foretrække verdslige venners selskab, nej han vil indse hvor nødvendigt det er at han lærer at leve et familieliv med sin hustru og sine børn, idet han studerer Bibelen med dem i hjemmet og oplærer dem i den sande tilbedelse af Gud. Hustruen vil på sin side vise manden kærlighed og sand respekt, og vil samarbejde med ham i opdragelsen af børnene i „Herrens tugt og formaning“. På denne måde knyttes manden, hustruen og børnene sammen i kærlighed og forståelse, i venlighed og hjælpsomhed, idet de lever og arbejder sammen for den nye verden. — Ef. 5:22, 23, 28, 33; 6:1-4.
12. Hvorfor er det nødvendigt for kristne at „kæmpe en hård kamp“ for troen?
12 Alle former for umoralitet går i svang i denne onde verden: unge ugifte dyrker løsagtige kønslige forbindelser, gifte mænd og kvinder har kønslig omgang uden for ægteskabet, og man ser endog tilfælde hvor gifte par bliver enige om at bytte ægtefæller blot for at tilfredsstille deres selviske begær. Nogle menneskers sind er så fordærvede at de søger at lokke andre til sådanne urette handlinger under dække af falsk religion. Alle disse gerninger er onde, og de der giver sig af med dem overtræder Guds principper om ægteskab. Ikke så mærkeligt at apostelen skrev at den slags mennesker er „formørkede . . . i deres tankegang og fremmede for livet i Gud . . . åndeligt afstumpede som de er, har de givet sig tøjlesløsheden i vold, så de i deres havesyge begår alle slags urene handlinger“. (Ef. 4:18, 19) Disciplen Judas advarede Guds folk om at sådanne mennesker ville ’snige sig ind’, „ugudelige mennesker der benytter vor Guds ufortjente godhed som undskyldning for løsagtig adfærd“. Følgelig formaner Judas de kristne som han skrev til, at „kæmpe en hård kamp“ for troen. — Jud. 3, 4, NW.
13. Beskriv hvilke forhold der vil herske på jorden når ondskaben er renset fuldstændig bort.
13 Hvilken velsignet tid det vil blive når jorden for tid og evighed bliver renset for sådanne urette handlinger; når ærlighed, uangribelighed og retskaffenhed blomstrer, og løgn, tyveri og bedrag ikke eksisterer mere; når mennesker omgås hinanden med tillid, ikke med tvivl og mistro; når vredesanfald, slagsmål og et usømmeligt sprog er borte og man i stedet nyder roen og den vidunderlige atmosfære der bliver når kærlighed, venlighed og hensynsfuldhed råder; når familielivet udfolder sig i moralsk renhed og børnene bliver opdraget med kærlighed og sund belæring så de kan glæde sig over en paradisisk jords velsignelser! Hvilken forskel fra verden af i dag! I Åbenbaringen 21:3, 4 beskrives den tid: „Se, nu er Guds bolig hos menneskene, og han skal bo hos dem, og de skal være hans folk, og Gud selv skal være hos dem, og han skal tørre hver tåre af deres øjne, og der skal ingen død være mere, ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere; thi det, som var før, er nu forsvundet.“
14, 15. (a) Hvorfor gør vi klogt i at leve for Guds lovede nye verden nu? (b) Hvilke formaninger, givet af Peter og Paulus, bør vi adlyde hvis vi ønsker at leve for den nye verden?
14 Kunne du ikke tænke dig at leve i en sådan ny verden? Hvis du kunne, vil det være dit ønske allerede nu at begynde at leve for den. Hvad har man ud af at ofre al sin tid og energi på denne gamle verden? Vismanden Salomon besvarer dette spørgsmål: „Thi hvad får et menneske for al sin flid og sit hjertes higen, som han gør sig flid med under solen? Alle hans dage er jo lidelse, og hans slid er græmmelse; end ikke om natten finder hans hjerte hvile. Også det er tomhed.“ (Præd. 2:22, 23) Det er ikke tomhed at leve for den nye verden nu. Den der gør det vil blive belønnet med evigt liv i sand tilfredshed og lykke.
15 Kun kort tid endnu har vi mulighed for at vende os fra nationernes adfærd til et liv i overensstemmelse med den nye verdens principper. Alle der ønsker at tage dette skridt bliver af apostelen Peter formanet til at passe på at „I ikke i den tid, I endnu har tilbage i kødet, lever efter menneskers lyster, men efter Guds vilje“. Det er en meget positiv formaning, men hvor mange følger den? Spørg dig selv: Gør jeg? Apostelen understreger yderligere sit råd ved at sige: „Thi det er nok, at I tidligere har gjort hedningernes [nationernes] vilje.“ Det er netop også hvad Paulus fastslår i sit brev til efeserne: „Se derfor nøje til, hvorledes I vandrer, at det ikke er som uvise, men som vise, så I udnytter det gunstige øjeblik, thi dagene er onde. Derfor, vær ikke uforstandige, men forstå, hvad der er Herrens vilje.“ — 1 Pet. 4:2, 3; Ef. 5:15-17.
Hvordan man foretager ændringen
16. Hvilken måde er den eneste hvorpå vi kan lære at leve for den nye verden og vedblive dermed?
16 Vore egne bestræbelser er ikke nok når vi skal skifte over fra den gamle verdens til den nye verdens livsførelse. Apostelen advarer os om at vi har en stor modstander, Satan Djævelen, der sammen med sine onde dæmoner bedrager nationerne og prøver på at få alle til at gøre det onde i stedet for det gode. Skal vi undgå at blive bedraget og falde i hans snarer er det ikke nok at vi bare har et ønske om at gøre hvad der er ret. Vi har brug for Jehovas hjælp, men den yder han også rundhåndet til alle der oprigtigt ønsker at tilbede og tjene ham. Gennem sit ord, Bibelen, tilvejebringer han nøjagtig kundskab, og ved at studere Bibelen får vi forståelse af hvad der er hans vilje og hensigt. Ved sin hellige ånd, den usynlige virkekraft, styrker han os og giver os kraft så vi kan gøre hans vilje. Gennem sin synlige organisation af trofaste vidner på jorden, vejleder han os i den praktiske anvendelse af den opnåede kundskab og fører os ind i en harmonisk enhed med andre der lever for den nye verden nu. Ved flittigt at studere Guds ord og søge den hellige ånds og Guds organisations hjælp, kan vi iføre os „Guds fulde rustning“ og således modstå Satans og denne onde verdens påvirkning. — Ef. 6:10-18.
17. (a) Har vi slet ingen forpligtelser over for denne tingenes ordning når vi lever for den nye verden? (b) Nævn eksempler på hvordan vi følger Jesu befaling i Mattæus 22:21 om at „give kejseren, hvad kejserens er“. (c) Hvordan giver vi „Gud, hvad Guds er“?
17 At vi lever for den nye verden betyder ikke at vi automatisk frigøres fra enhver forpligtelse i forbindelse med menneskelige ordninger i denne verden. En kristen har mange fordele af de goder menneskelige regeringer foranstalter. Der er for eksempel love som tager sigte på at hindre onde mennesker i at skade andres liv og ejendom, og politiet har til opgave at håndhæve disse love og beskytte folk mod forbrydere, ligesom det opretholder ro og orden. Der er oprettet hospitaler, skoler og andre institutioner som vi alle nyder gavn af. Til gengæld for sådanne fordele må man betale skat til regeringen. Kristne er fredsommelige og lovlydige, så de betaler deres skat. De prøver ikke på at snyde denne verdens regeringer for det der med rette tilkommer dem. De følger Jesu princip som står at læse i Mattæus 22:21: „Giv kejseren, hvad kejserens er.“ I harmoni med dette princip retter Jehovas vidner sig for eksempel efter de gældende love om køb eller leje af grunde hvorpå de vil bygge rigssale, eller love der berører afholdelse af store, ordnede stævner. Men de går ikke på kompromis ved at betale kejseren det der rettelig tilkommer Gud, nej de giver „Gud, hvad Guds er“. Derfor lyder de den bibelske befaling om at forkynde den gode nyhed om Guds rige selv der hvor kommunistiske eller totalitære regeringsmagter prøver at hindre dem deri; de bryder ikke deres kristne neutralitet, og lader sig derfor heller ikke indblande i stridigheder mellem denne gamle verdens nationer og racer. Fremfor alt retter de deres absolutte tilbedelse mod Gud, eftersom den med rette tilkommer ham og ikke mennesker. — Ap. G. 5:27-29.
18. (a) Hvorfor har vi ingen grund til at prale selv om vi begynder at leve for den nye verden nu? (b) Hvad kan vi give bevis for ved oprigtigt at stræbe efter at gøre det rette?
18 Det er ikke stolthed eller selvretfærdighed der får os til at leve for den nye verden. Vi prøver ikke på at bevise at vi er bedre eller mere retfærdige end andre, så vi kan prale. Når vi skal bedømme hvad vi er eller hvad vi prøver på at gøre, skal vi ikke bruge andre ufuldkomne mennesker som målestok. Nej vi skulle hellere bruge Kristi Jesu fuldkomne eksempel som målestok, for han gjorde altid sin Faders vilje og levede til fuldkommenhed for den nye verden. Vi falder helt igennem ved en sådan sammenligning, ikke sandt? Altså har vi ikke i os selv noget vi kan prale af. Vi fortjener ikke det evige livs vidunderlige gave. Nej, evigt liv i den nye verden opnås kun i kraft af Guds nåde eller ufortjente godhed. (Ef. 2:8-10) Selv om vi er ufuldkomne kan vi imidlertid vise at vi har den rette hjertetilstand. Vi kan, ved helhjertet at støtte Jehovas hensigter og hans rige ved Kristus Jesus, og ved oprigtigt at bestræbe os for at praktisere retfærdighed nu, vise at vi er af den slags mennesker der virkelig værdsætter Guds godhed og regner med de principper som han har fastsat vedrørende livsførelse, og at vi vil fortsætte dermed når den nye verdens tilstande hersker overalt på jorden. Det er ganske ligetil at vi allerede nu skal „søge fred og jage efter den! Thi Herrens øjne hviler på retfærdige“. (1 Pet. 3:11, 12) Vi skal ikke bare være kristne af navn, eller nøjes med at stå som medlem af en eller anden religiøs organisation, nej vi må være ægte tilbedere af Gud, tilbede ham i ånd og sandhed.
19. Hvilken indbydelse går hermed ud til alle der elsker retfærdighed?
19 Her er altså en vidunderlig mulighed! Vi lever nu på tærskelen til den nye, retfærdige verden. Vil du være blandt dem der kommer ind i den og modtager et evigt livs velsignelser? Det håber vi. Jehovas vidner er yderst taknemmelige fordi de kan dele denne lykkelige fremtidsudsigt med dig. De indbyder dig til at komme sammen med dem så I i fællesskab kan indhente nøjagtig kundskab om hvad der er Guds vilje, glæde jer over det samme sikre håb om den nye verden, og i forening offentligt bekende dette håb for andre. Gør livet værd at leve — lev for den nye verden nu!