Hvad roser du dig af?
DET er ikke i sig selv forkert at rose sig. Det kommer helt an på, hvad eller hvem man roser sig af. Roser man sig af det forkerte eller af den forkerte, er det ikke alene dåragtigt men skadeligt, ja ligefrem ondt. Sådan fremstiller menneskets sikre vejleder, Bibelen, sagen.
Nogle roser sig af deres herkomst, nationalitet eller race. Andre roser sig af deres ydre fortrin, fine klæder eller materielle ejendele. Atter andre roser sig af deres kultur, af deres videnskabelige bedrifter eller af deres kunstneriske evner. Og så er der de mennesker som roser sig af deres religiøse titler. Al denne form for ros røber at de pågældende mennesker mangler forståelse og værdsættelse af forholdet til Skaberen og til deres medmennesker.
Træffende stiller Guds ord følgende spørgsmål til mennesker der roser sig på den måde: „Hvem giver dig fortrin? og hvad har du, som du ikke har fået givet? og når du har fået det, hvorfor roser du dig da, som om du ikke havde fået det?“ — 1 Kor. 4:7.
Jehovas profet understreger pointet i denne tanke idet han sammenligner mennesket med en sav og en økse: „Mon øksen bryster sig mod den, som hugger, gør saven sig til mod den, som saver?“ En forskruet sammenligning? Aldeles ikke! Akkurat som den menneskelige hånd er afgørende for at øksen og saven kan præstere noget, sådan er mennesket afhængigt af Skaberen, for han har tændt livsgnisten, har sørget for midler til at opretholde livet, og skænket mennesket åndsevner og arbejdsevner. Såfremt blot alle mennesker i hele verden ville erkende denne sandhed, hvilken harmoni og fred ville der så ikke herske mellem racer, folk og de enkelte mennesker! — Es. 10:15.
Måske en og anden vil sige: „Jo, jeg må nu have lov til at rose mig hvis jeg med handlekraft og forstand udnytter mine åndsevner og muligheder når så mange forsømmer det.“ Nej, det vil ikke være rigtigt; også det forbyder Guds ord. For det første er alt hvad mennesket har fået skænket af Gud betinget. Gud har derfor ret til at kræve at alle som har modtaget hans gaver, viser deres værdsættelse ved at anvende dem på bedste måde. Den store Lærer, Jesus Kristus, udtrykte det engang således: „Når I har gjort alt det, der er befalet jer, skal I sige: ’Vi er kun unyttige tjenere; vi har ikke gjort andet, end hvad vi var skyldige at gøre.’“ — Luk. 17:10.
Desuden: går det os godt, vil der uvægerlig altid, uanset hvor ihærdigt og dygtigt vi arbejder, spille faktorer ind som vi ikke er herre over. Ganske på samme måde som for landmanden der er afhængig af vejret. For de kristne er Guds velsignelse den allervigtigste faktor. Læg mærke til hvor kraftigt Paulus pointerer dette over for de kødeligsindede korintere: „Jeg plantede, Apollos vandede, men Gud gav væksten. Så kommer det da hverken an på den, der planter, eller på den, der vander, men på Gud, der giver vækst. Thi Guds medarbejdere er vi.“ — 1 Kor. 3:6, 7, 9.
Vi skal især vogte os for at rose os af vore gode sider eller vor moralske styrke. „Derfor skal den, der mener at stå, tage sig i agt, at han ikke falder!“ Apostelen Peter roste sig af at han aldrig ville fornægte Jesus selv om alle de andre gjorde det. Han gentog oven i købet sine selvrosende ord efter at Jesus havde advaret ham om at han samme nat ville fornægte sin Herre tre gange. Peter mente at han stod så fast, men inden natten var omme havde han fornægtet Jesus tre gange, og dermed bevist sandheden i hans ord. — 1 Kor. 10:12; Matt. 26:31-35, 69-75.
Bibelen viser ligeledes at det er uklogt at vi roser os af vore fremtidsplaner. „Ros dig ikke af dagen i morgen, du ved jo ikke, hvad dag kan bringe.“ Hvor usikkert livet er fremgår af de uheld og ulykker som aviserne daglig kan berette om. Derfor: „Den, der spænder bæltet, skal ikke rose sig som den, der løser det!“ — han ved jo ikke om han vender hjem i live — eftersom „hurtigløberen ikke er herre over løbet eller heltene over kampen“. Hvorfor ikke? „Alle er de bundne af tid og tilfælde.“ — Ordsp. 27:1; 1 Kong. 20:11; Præd. 9:11.
Disciplen Jakob taler i stærke vendinger til mennesker som kan lide at rose sig: „I kender jo ikke dagen i morgen. . . . I skulle hellere sige: ’Hvis Herren vil, så skal vi leve og gøre det eller det.’ Men nu bruger I store ord i jeres pral; alle den slags store ord er onde.“ — Jak. 4:13-16.
En af de almindeligste — og uforstandigste — former for menneskeros er heltedyrkelse, at rose mennesker som står højt inden for religion, politik, kultur, finansverdenen og lignende, eller mennesker som har udført store bedrifter. Sådan ros vil ikke alene bringe skuffelse men vil også ægge Jehova Gud til vrede. Hvorfor? Fordi man ved således at ophøje og tilbede mennesker stjæler hvad der rettelig tilkommer Gud alene. Således også ved at fremstille De forenede Nationer som menneskets eneste håb, for man ignorerer den institution som Gud har tilvejebragt, Guds rige. „Derfor skal ingen rose sig af mennesker“ eller af deres bedrifter. Denne formaning blev i sin tid givet fordi nogle roste sig af mænd som apostlene Peter og Paulus. Hvis der ikke var grund til at rose sig af dem, er der sandelig heller ingen grund til at rose sig af nogen mennesker i dag! — 1 Kor. 3:21.
Og endelig, lad det være sagt at intet menneske nogen sinde vil have grund til at rose sig fordi det er blevet frelst. Frelsen skyldes udelukkende Jehovas ufortjente godhed, hvilket Bibelen tydeligt siger: „Af nåden [ufortjent godhed] er I frelst ved tro; det skyldes ikke jer selv, Guds er gaven; det skyldes ikke gerninger, så nogen kan rose sig.“ — Ef. 2:8, 9.
Der findes én, og kun én, som vi kan rose os af, og jo mere vi lærer ham at kende, desto mere vil vi ønske at rose os af ham. Det er Jehova Gud, den Højeste, evighedernes Konge, livets Kilde, himmellysenes Fader, al god og fuldkommen gaves Giver, han som er fuldkommen i magt, visdom, retfærdighed og kærlighed. Ja, „den, der roser sig, skal rose sig i Herren“. — 1 Kor. 1:31; 2 Kor. 10:17.