Er det tegn på svaghed at give en undskyldning?
HVOR utroligt det end lyder er der delte meninger om hvorvidt man skal give en undskyldning eller ej, når man forser sig. Nogle mennesker betragter det som svaghed at gøre det, som for eksempel den skribent der sagde: „Intet fornuftigt menneske har nogen sinde givet en undskyldning.“ En anden skribent mener at „det højner hele ens væsen at bede om en undskyldning“. Hvordan ser kristne på spørgsmålet?
At undskylde vil ifølge Ordbog over det danske Sprog sige „at forklare grunden til forseelse ell. fejl; det at bede om tilgivelse for, beklage noget“.
Hvordan ser Gud nu på dette? Mener han at mennesker bør indrømme og beklage når de har gjort noget forkert? Den adfærd Gud godkender er den rette.
Lad os først betænke at den kristne i virkeligheden beder om undskyldning når han beder Gud om tilgivelse. I den daglige omgang med andre følger de kristne det vejledende princip som Jesus gav: „Derfor, alt hvad I vil, at menneskene skal gøre mod jer, det samme skal I gøre mod dem.“ (Matt. 7:12) Sætter vi ikke selv pris på at en som har forset sig over for os kommer og giver os en undskyldning? Er en sådan undskyldning ikke med til at genoprette det fredelige forhold? Er det ikke ofte sådan at vi netop kommer til at indtage en venligere holdning end før over for den der beklager sin fejl?
Når vi nu ved hvad vi selv sætter pris på, bør vi så ikke udstrække den samme venlighed til andre? Dersom vi er kærlige og ydmyge vil vi gøre det. Elsker vi vor næste vil vi gøre mod ham hvad vi ønsker han skal gøre mod os. Hvis nogen bærer sig forkert ad må deres kærlighed tilskynde dem til at følge den fremgangsmåde Jesus anbefalede. Også ydmyghed er nødvendig hvis man skal kunne bede om undskyldning. Stolthed er en hindring; den stolte finder det vanskeligt eller umuligt at bede om undskyldning, selv om han véd han har trådt fejl.
Flere steder i Bibelen viser Jesus det er rigtigt at give en undskyldning når man har forsyndet sig: „Hvis din broder forsynder sig, så sæt ham i rette; og hvis han angrer, så tilgiv ham! Ja, hvis han syv gange om dagen forsynder sig imod dig og syv gange kommer tilbage til dig og siger: ’jeg angrer det,’ så skal du tilgive ham.“ (Luk. 17:3, 4) Når nogen har fornærmet en broder og bagefter går til ham og beder om undskyldning, eller som Jesus sagde „angrer“, da skal han tilgives. Synderen bør tilgives af kærlighed og af hensyn til den kristne menigheds fred og enhed, og han bør fremsætte sin undskyldning af de samme grunde.
Den almægtige Gud lægger megen vægt på fred og enhed. Det kan vi forstå af Jesu ord i Mattæus 5:23, 24: „Derfor, når du bringer din gave til alteret og dér kommer i hu, at din broder har noget imod dig, så lad din gave blive dér ved alteret, og gå først hen og forlig dig med din broder, og kom så og bring din gave!“
Jesus hentydede til den jødiske skik at bringe et offer hen i templets forgård og så afvente det tidspunkt da præsten nærmede sig for at tage imod det. Den der bragte gaven ventede til præsten havde taget gaven, det vil sige dyret, dræbt det og frembåret det på alteret. Det var i dette højtidelige øjeblik, når israelitten var i færd med at overgive sig til Guds barmhjertighed og ved ofringen søgte at få et pant på Guds tilgivelse, at han måtte være sikker på at han havde fred med sin broder. Hvis han nu kom i tanker om at han på en eller anden måde havde forsyndet sig imod en broder, hvad så? Skulle han sige: ’Så snart jeg har bragt Gud denne gave vil jeg gå direkte hen til min broder og give ham en undskyldning’? Nej, før han foretog sig noget som helst andet — endog før ofringen fandt sted — skulle han søge forligelse med sin broder, selv om han måtte efterlade sin gave dér foran alteret, uden at den blev ofret. Jesus lod sine tilhørere forstå at en kristen, uanset hvilket offer han bringer, ikke kan opnå fred med Gud hvis han ikke har fred med sine brødre.
Hvad kan den kristne lære af dette? At betingelsen for at have fred med Gud er at man har fred med medlemmerne af hans synlige organisation, ens kristne brødre. Vort forhold til vore kristne brødre viser altså hvordan vort forhold til den almægtige Gud er. Før vi kan søge fred med Gud må vi derfor søge fred med hans jordiske organisation. Jesu vejledning står altså umiskendelig klar: Hold fred med Jehova Guds organisation og dens medlemmer, dine kristne brødre. For at bevare freden med sine brødre, og følgelig med Gud, må man undertiden bringe en uoverensstemmelse ud af verden; og det kan måske fordre at vi giver en undskyldning.
Men hvordan kan det så betragtes som tegn på svaghed at give en sådan undskyldning? Det er ikke svaghed, og den der har Guds ånd og forståelse af Guds krav om kærlighed, ydmyghed, fred og enhed, betragter ikke en undskyldning som tegn på svaghed.
En oprigtig undskyldning er ingenlunde tegn på svaghed, den er tværtimod tegn på styrke. Guds ord siger: „Krænket broder er som en fæstning, trætter som portslå for borg.“ (Ordsp. 18:19) Hvad vil kunne indtage denne stærke fæstning og fjerne hindringerne for fred, enhed og et venskabeligt forhold? Kan stolthed gøre det? Nej! Men der er noget som er stærkt nok til at nedbryde alle hindringer for genoprettelsen af et fredeligt forhold, om så disse hindringer er frygtindgydende som jernbeslåede borgporte, og det er en undskyldning!
Hvad der også spiller ind er ret og retfærdighed. En oprigtig undskyldning åbenbarer sans for retfærdighed. Ligesom ens offer til Gud er værdiløst i hans øjne hvis man ikke har fred med sine brødre, således er det også værdiløst hvis man ikke lader sig lede af retfærdighed. Den guddommelige regel er: „At øve ret og skel er mere værd for [Jehova] end offer.“ (Ordsp. 21:3) Den der beder om undskyldning for det urette han har gjort viser ægte sans for retfærdighed.
Stik imod hvad nogle verdslige mennesker mener, er en undskyldning altså ikke tegn på svaghed. Den er en kraft som kan nedbryde alle hindringer for enhed. Den er et tegn på et menneskes retfærdssans. Det hjerte som er opfyldt af kærlighed og ydmyghed høster gavn af den kraft som en undskyldning er.