Lytter du når Gud taler?
NÅR en politisk leder taler, lytter hele nationen. Når videnskabsmænd fremsætter deres kommentarer til de seneste videnskabelige bedrifter, er verden lutter øre. Når kendte navne underholder, vejes hvert ord de siger. Men hvad sker der når Gud taler? Lytter folk til ham? Lytter alverden opmærksomt, og vejes ethvert af hans ord? Lytter du når Gud taler?
Forholdsvis få ser den politiske leder, videnskabsmanden eller berømtheden personligt når denne taler; de fleste lytter til hans ord gennem radio, fjernsyn, biograf eller aviser. Intet menneske har nogen sinde set Gud, men man kan høre ham tale gennem hans skrevne ord, som han har bevaret og ladet oversætte til langt over tusind sprog, så at mere end 90 procent af jordens befolkning i dag kan høre Gud tale på deres eget sprog. I vore dage taler Gud også gennem sin synlige organisation, gennem hvilken han bringer sit skrevne ords budskab ud.
Ifølge Zakarias’ profeti vil Jehova Gud ved sin søn og kronede konge, Kristus Jesus, „virkelig tale fred til nationerne“. (Zak. 9:10, NW) Mika profeterede at Jehovas ord skulle lyde og at nationerne ville vise at de havde lyttet ved at „smede [deres sværd] til plovjern, deres spyd til vingårdsknive; folk skal ej løfte sværd mod folk, ej øve sig i, våbenfærd mer“. (Mika 4:2, 3) Har nogen verdslig nation lyttet til Guds tale og rettet sig derefter ved at skaffe sig af med alle ødelæggende våben og vandre på Guds stier i fred, enhed og broderkærlighed? Ikke en eneste! Deres gerninger viser at de ikke har lyttet til Gud. De kan derfor heller ikke forvente at Gud vil lytte til dem, for ordsproget siger: „Den, der vender sit øre fra loven, endog hans bøn er en gru.“ — Ordsp. 28:9.
Nationerne står over for deres udslettelse, fordi de ikke har villet lytte til Guds fredstale. Snart „taler han til dem i vrede, forfærder dem i sin harme“. Fra alle disse verdslige nationer indsamles imidlertid et samfund af mennesker der reagerer på Guds fredstale. Ovenstående profeti fra Mikas bog opfyldes på dem. Også følgende ord af salmisten passer på dem, idet man kan høre dem sige: „Jeg vil høre, hvad Gud [Jehova] taler! Visselig, taler han fred til sit folk.“ Lytter du til Guds tale om fred? Vidner dine tanker, dine ord og dine handlinger om at du har taget dig Guds tale til indtægt og at du hører til blandt Guds folk, til hvem han taler fred? — Sl. 2:5; 85:9.
Man må passe på at personlige følelser ikke får lov til at vende ens øre bort når Gud taler. Bibelen giver et eksempel på hvordan dette kan ske. Kain, Adams førstefødte søn, var blevet misundelig fordi hans broder Abel nød Guds gunst. Vreden ulmede i Kains sind og fik hadet til at vælde op i ham. Gud talte fred til Kain og opfordrede ham til at ændre sin adfærd og handle ret. „Da sagde [Jehova] til Kain: ’Hvorfor er du vred, og hvorfor går du med sænket hoved? Du ved, at når, du handler vel, kan du løfte hovedet frit; men handler du ikke vel, så lurer synden ved døren; dens attrå står til dig, men du skal herske over den!’“ Personlige følelser var årsag til at Kain forhærdede sig og nægtede at lytte til Gud. Han mistede sin anseelse i familien, og da han ræsonnerede som så at det var Abels fejl, gjorde han oprør mod Guds tale om at han skulle ændre sine veje og følge sin yngre broders eksempel. Kain begik det første mord og blev sendt i landflygtighed som resultat af at han undlod at lytte når Gud talte. — 1 Mos. 4:6, 7.
Vi ønsker ikke at forhærdes, ligesom Kain, og at vende øret bort når Gud taler. Vi ønsker ikke at være som fortidens israelitter, om hvem det siges: „De hørte ikke og lånte ikke øre; de fulgte deres onde hjertes stivsind og gik tilbage, ikke fremad.“ Men skønt vi ikke ønsker det, kan det let ske uden at vi tænker over det. Går du rundt og er vred på en af dine kristne brødre eller søstre fordi du synes at han eller hun har forurettet dig eller fordi vedkommende er blevet velsignet med forrettigheder som du synes tilkom dig? Får en sådan misundelse dig til at vende øret fra Guds vejledning om at „søge fred og jage efter den“? — Jer. 7:24; 1 Pet. 3:11.
Måske har en af Guds tjenere ved hjælp af Guds ord gjort dig opmærksom på at du har et forkert syn på sagen eller at du er egensindig. Lyttede du da Gud talte til dig gennem sin tjener? Var du glad for at blive irettesat? Eller gav du, ligesom Kain, rum for vreden og vendte øret bort? Det er ikke altid let at lytte og adlyde når Gud taler, men det er forstandigt og det glæder Jehovas hjerte. Når vi gør det er vi med til at bevare freden i Guds organisation.
Nogle mennesker vil selv bestemme hvad de vil lytte til. Visse ting som Gud taler, vil de godt lytte til, andre ikke. Men apostelen understregede at „hvert skrift er indblæst af Gud og gavnligt til at belære, . . . så at Guds-mennesket kan blive fuldt beredt, vel skikket til at god gerning“. Antyder dette ikke at man bør læse hele Bibelen fra Første Mosebog til Åbenbaringen? Jo, Gud taler i hver en bog, hvert kapitel og hvert vers af sit skrevne ord. Vi skulle nære ønske om at lytte til „hele Guds råd“. (NW) Hvad gør vi når vi modtager et brev fra en kær ven? Skal vi ikke nok få tid til at læse det, at lytte til hvert eneste ord med største interesse? Opdyrk en sådan kærlighed til Jehova ved at gøre læsningen af hans ord til en vane. Inden længe vil du have det sådan at du med iver ser frem til de tidspunkter hvor du kan sætte dig ned og lytte til din himmelske Faders ord. — 2 Tim. 3:16, 17, fodnoten; Ap. G. 20:27.
I dag taler Gud fred til sit folk, der består af mennesker fra alle nationer. Som svar på hans tale har de smedet deres sværd om til plovjern og lægger nu en sagtmodig og fredelig ånd for dagen. Kom sammen med Guds folk og lyt til Gud når han taler. Adlyd ham dernæst, ja adlyd hans befaling om at dele den gode nyhed, nyheden om fred, med andre.