Gud, tanke og visdom

TIL skriftstedet i Ordsprogene 1:7, hvor der står: „HERRENS frygt er kundskabs begyndelse“, knytter R. F. Horton i The Expositor’s Bible følgende bemærkninger: „Der kan ikke eksistere sand kundskab eller visdom som ikke begynder med at anerkende Gud. Dette er en af den slags udtalelser der ikke er ualmindelige i Skriften og som ved første øjekast synes at være et vilkårligt postulat, men som ved nærmere undersøgelse viser sig at være autoritativ og grundet på fornuft og sandhed. I vore dage er vi stillet over for en åbenlys ateistisk filosofi. Bibelsk set er en ateistisk filosofi overhovedet ingen filosofi men simpelt hen dårskab: ’Dårerne siger i hjertet: „Der er ingen Gud!“’

Iblandt os har vi tænkere der føler det som deres store mission at afskaffe tanken om Gud fordi den efter deres formening er i vejen for de åndelige, sociale og politiske fremskridt. At udrydde gudsbegrebet vil fra Skriftens synspunkt være det samme som at ødelægge nøglen til kundskab og umuliggøre ethvert fornuftigt tankesystem. Her står to standpunkter skarpt over for hinanden.

Hvis nu universet, som vi hører til, er et resultat af en guddommelig tankevirksomhed, er Guds hånds værk, en skueplads for Guds virksomhed hvor han langsomt men sikkert virkeliggør sit gigantiske åndelige forsæt, er det indlysende at intet forsøg på at forstå universet vil lykkes dersom denne fundamentale idé lades ude af betragtning. Man kunne for så vidt lige så godt prøve at forstå et maleri mens man samtidig benægtede at kunstneren havde en idé som han ville udtrykke med det, eller mens man pure benægtede at en kunstner havde fremstillet det. . . .

Men hvis universet ikke er udslaget af en guddommelig tankevirksomhed eller en guddommelig vilje, såfremt det blot er virkningen af en blind, fornuftløs kraft der ikke sigter mod et fast mål fordi det intet mål har, dersom vi, det skrøbelige resultat af en lang, intelligensløs udvikling, er de første skabninger der nogen sinde har fattet en tanke, og i hele universet er de eneste skabninger som nu tænker, . . . så følger heraf at der for fornuftbegavede væsener ikke kan være nogen sand kundskab om et univers der er så blottet for fornuft, og at en struktur der er blottet for visdom ikke kan danne grundlag for filosofi eller visdom. Intet tænkende menneske kan undgå at erkende dette, og det er denne sandhed skriftstedet hævder. Det er ikke nødvendigt at fastholde at man ikke kan have kundskab om en række empiriske kendsgerninger uden at indrømme Guds eksistens; men det har ikke noget med filosofi eller visdom at gøre. Det er nødvendigt at fastholde at man ikke kan give nogen forklaring på vor kundskab eller verificeringen af den medmindre man indrømmer Guds eksistens. Erkender vi ikke Guds eksistens kan vor kundskab aldrig blive så hel eller fuldstændig at vi med rette kan give den navn af visdom.

Eller for at sige det på en lidt anden måde: det tænkende menneske kan kun opfatte universet som et produkt af en tankevirksomhed; hvis universet ikke er resultatet af en tankevirksomhed ligger det uden for tankens sfærer og kan derfor aldrig virkelig bibringe kundskab. Benægter man at universet er et resultat af tankevirksomhed, udelukker man visdom. Altså finder vi at det ikke er et postulat men en på fornuften grundet sandhed at kundskaben må begynde med en anerkendelse af Gud.“