Hvorfor de ikke kommer i kirken
Der er gode grunde til at millioner af mennesker ikke kommer i kirken. Her er forklaringen.
MILLIONER af mennesker deserterer fra kristenhedens store hær af „kristne soldater“. Fra Skandinavien, Mellemeuropa, England, Kanada, De forenede Stater og andre dele af verden beretter mismodige præster om et forbløffende antal kirkegængere der uden videre bliver borte. Alene i De forenede Stater kommer tredive til fyrre millioner kirkemedlemmer ikke til søndagens gudstjenester. De rådvilde præster spørger: Hvorfor?
En undersøgelse viser at de der ikke kommer i kirke i det store og hele kan inddeles i to kategorier. Den ene gruppe har aldrig været tilsluttet en kirke og kommer der ikke. Den anden gruppe er tilsluttet en kirke og kommer der heller ikke. Præsterne kalder den første gruppe for de „udenforstående“. De øvrige millioner omtales som vildfarne får. Ironisk nok er der mange af dem der føler at det er kirken der er faret vild.
Ifølge en nylig foretaget undersøgelse holder de „udenforstående“ sig borte fra kirken fordi de føler at de ikke har brug for den. Der er imidlertid meget få af dem der er ateister. Mange siger at de godt kan være Gud nær uden at være medlem af en kirke. En stor del af dem foretrækker at have deres egen personlige religiøse opfattelse, der ikke passer med nogen bestemt trosretning. Nogle siger at de fortørnes over ligegyldige prædikener imod drukkenskab, rygning og dans: De „udenforstående“ bryder sig ikke særligt om den jeg-er-helligere-end-du-mentalitet som de finder hos kirkegængere der, ifølge deres mening, har reserveret himmelen til sig selv og helvede til deres næste. Nogle „udenforstående“ synes at det ikke at være tilsluttet en kirke er en praktisk måde at spare penge på. Alt dette kom frem ved den undersøgelse der blev foretaget for United Presbyterian Church over et tidsrum på tre år. Resultaterne blev offentliggjort den 15. februar 1961.
Præsterne vil måske hævde at disse „udenforstående“ ikke forstår den dybe betydning kirken har. De betragter den kun som en ren og skær sociologisk institution der byder på selskabelighed og hygge, let krydret med morallære. Dersom det er sandt forklarer det ikke hvorfor de millioner af kirkemedlemmer der i årevis har stået i kirken, nu foretrækker at tilbringe søndagen andre steder. Hvorfor har kirkens „dybe religiøse betydning“ ikke fået dem til at komme tilbage?
Hvad de klagede over
Dersom man spurgte dem der bliver hjemme hvad der holder dem borte fra kirken, ville deres svar i mange tilfælde komme til at lyde omtrent således:
’Jeg plejede at gå meget aktivt ind for kirkens arbejde. At være medlem af kirken betød for mig at være travlt optaget af møder i forskellige komiteer, af telefonsamtaler, af at tilrettelægge programmer og samle deltagere. Det var det der var galt; præsten og menigheden var alt for optaget af pengeindsamlinger, drengespejderkorps og andre sociale anliggender der intet havde med vor frelse at gøre. Denne optagethed af verdslige ting kom også til at præge søndagens prædikener.
Vor præst kunne hævde sig som en taler der havde ordet i sin magt, men jeg ønskede bare at han ville komme ned på jorden. Det var kun sjældent han sagde noget som jeg kunne huske en time senere. Nu og da citerede han Jesus og Paulus fra prædikestolen, men de var udsat for hård konkurrence fra Bertrand Russell, Reinhold Niebuhr, dr. Norman Vincent Peale og hvem præsten ellers fandt det for godt at snakke efter munden.
Engang var det skik at prædikenerne handlede om helvedes ild og svovl, men nu er man gået til den anden yderlighed med beroligende prædikener om hvordan man overvinder anspændthed og pres. Den tid der fra prædikestolen blev ofret på succes og „fred i sindet“ foruroligede mig. Nødvendigheden af dyd blev ofret for det ønskværdige i at besidde energi, kraft og vitalitet. Psykologi kan være på sin plads, men ikke når man ustandselig hører derom af en mand der bliver betalt for at lære os om Gud. Intet under at jeg ikke ønskede at tale om religion — selv ikke om min egen, for jeg vidste ikke tilstrækkeligt om den. Gang på gang gik jeg fra gudstjenesten om søndagen med en følelse af at jeg ikke havde fået nogen åndelig føde. Der var et eller andet der var helt forkert.
En af kirkens missionærer sagde at vi var blevet ofre for en snigende buddhisme, og han havde ret. Vi var efterhånden kommet til at tro at den ene religion kunne være lige så god som den anden, blot man tror. Missionæren sagde at buddhisterne siger det samme — at alle religioner blot er forskellige veje der fører til samme mål. Dersom Jesus rejste sig op i vor kirke og gentog sin udtalelse om at „snæver er den port og trang den vej, som fører til livet og få er de, der finder den“, tvivler jeg på at han ville blive hilst velkommen tilbage. — Matt. 7:14.
En krigerkonge
En anden ting der gjorde at Jesus ikke ville passe til vor kirke er hans titel, fredsfyrsten. Hvad enten han syntes om det eller ej gjorde kirken ham til en krigerkonge. Den form for kristendom vi havde var helt igennem nationalistisk. Heldigvis viste det sig at den regering som vor kirke hørte under, i moralsk henseende altid befandt sig på den rigtige side i alle de krige der udbrød; sådan blev det i hvert fald fremstillet for os. Det gjorde det let for præsterne at forkynde at det nu gjaldt en hellig krig eller et korstog for menneskeheden. Det bekymrede mig dog at fjendens hære bestod af medlemmer fra de samme kirkesamfund, min egen kirke indbefattet. En præst forsikrede os om at krig er Guds middel til at befolke himmelen. Jeg havde mine tvivl herom, men der kunne ikke være nogen tvivl om at krigens millioner af faldne og sårede var med til at affolke jorden. I kirken var det kun den 25. december at Kristus endnu en gang blev fredsfyrsten. I mine øjne var en krigerisk kristendom helt meningsløs.
Et par gange mindede præsten os om at vi skulle være verdens lys. Men vi havde ikke engang så megen nidkærhed at vi kunne oplyse vor egen by. Hvad lærespørgsmål angik var der i virkeligheden megen uklarhed inden for selve kirken. Det skyldtes for en stor del treenighedslæren som det voldte besvær at forstå. Kirken sagde at den var et mysterium og at vi skulle slå os til tåls med det. Ved lejlighed, og især påskesøndag, kom præsten ind på opstandelsen. Men ved begravelser blev der derimod lagt vægt på at sjælen var udødelig og var steget op til himmelen. Dette var også noget der forvirrede mig. Dersom Kristus eller andre havde en udødelig sjæl, hvorfor var det så nødvendigt med en opstandelse? Den syntes helt overflødig. Præsten sagde at i opstandelsen blev Kristi legeme forenet med hans udødelige sjæl og at de begge steg til himmelen. Jeg fandt senere ud af at Bibelen siger at dette er en umulighed. (1 Kor. 15:50) Det var ikke ofte at Bibelen blev drøftet fra prædikestolen, for præsten fandt det nødvendigt at tale om mere presserende spørgsmål end det evige liv. De lærepunkter der endelig blev taget op lod mange spørgsmål ubesvarede.
Endnu et spørgsmål der forvirrede mig var kirkens lære om at Gud satte mennesket på jorden for at prøve det og se om det var værdigt til at komme i himmelen. Det vil sige at jorden blot tjente som et prøvested. Men hvordan kunne det være at himmelens engle blev skabt til at leve i deres domæne uden at skulle gennem de samme lidelser som Adams børn? Og dersom denne onde verden er efter Guds ønske, opstår der et andet forvirrende spørgsmål: Hvorfor lærer vi vore børn at bede om at Guds vilje må ske her på jorden som den sker i himmelen? Jesus havde sagt at vi skulle bede om at den nuværende verdensordning måtte blive udskiftet, men kirken holdt på at det det gjaldt om var på ethvert tidspunkt at være rede til at forlade denne jord. Kirkens manglende evne til at tilfredsstille mit åndelige behov fik mig til at drage den slutning at jeg lige så godt kunne klare mig uden den. Til sidst holdt jeg helt op med at komme der.’
Sådan lyder i det store og hele tusinder af tidligere kirkegængeres historie. Overalt i verden sker det imidlertid at mange mennesker, der af ovennævnte grunde holder sig borte fra kirken, erfarer en uventet velsignelse der yderligere forandrer deres liv. Det der sker ville i hovedsagen lyde sådan som en der har oplevet det, her beretter:
Et besøg
’En søndag morgen da jeg sad og nød det efter et sent morgenmåltid kom der en ung mand med en bibel i hånden til døren. Han var et af de mennesker som kirken plejede at advare os imod — disse nidkære mennesker med den „mærkelige“ lære. Da jeg ikke ønskede at være uhøflig prøvede jeg at lytte efter. „Gud satte mennesket på jorden for at det skulle leve evigt,“ sagde han, „forudsat at mennesket forblev lydigt. Adams fald bragte død over os alle, men det forandrede ikke Jehovas hensigt at jorden skulle være et paradis. Jesu mønsterbøn viser at vi skal bede om at Guds riges regering vil knuse denne onde verden og gøre Paradiset til en realitet. Da vil krig, tårer og død være forsvundet, og Gud vil gøre alting nyt. Dette er den gode nyhed som Jehovas vidner, i harmoni med Mattæus 24:14, lader lyde til jordens ender.“ Han beviste det han sagde ved at slå op i Første Mosebog 1:28; Daniel 2:44; 2 Peter 3:13 og Åbenbaringen 21:4, 5. Jeg inviterede ham indenfor.
Jeg overvældede ham med spørgsmål, og hver gang fik jeg et bibelsk svar. Han forklarede mig at treenighedslæren er et hedensk dogme der er i fuldstændig modstrid med sådanne skriftsteder som for eksempel Johannes 14:28 og Første Korinter 11:3. „Mennesket er en sjæl,“ sagde han, „og Bibelen beviser at sjælen dør.“ (Han henviste til Ezekiel 18:4; Prædikeren 9:5, 10 og Jakob 5:20.) „Da sjælen dør, har Gud givet os håb om en opstandelse i sin retfærdige nye verden. Evigt liv er noget vi må søge, det er ikke noget vi er født med.“ — Joh. 17:3.
På de efterfølgende besøg besvarede denne unge forkynder bibelske spørgsmål der i årevis havde forvirret mig. Hvad enten det regnede eller solen skinnede holdt han altid sine aftaler, og jeg lærte hver gang noget interessant og værdifuldt. Jeg begyndte at forstå at sand kristendom stadig må dreje sig om Gud og ikke om mennesket selv. Den har stadig noget nyt at forkynde for verden, fremfor banaliteter om succes og fred for enhver pris. Sand kristendom lægger stadig vægt på dyd og på tro der vises i gerninger. Der skal stadig aflægges et vidnesbyrd og hertil bruger Gud mænd, kvinder og børn på samme måde som han gjorde for 1900 år siden. Nu som dengang er der ingen af dem der bliver betalt for at gøre det; det er af kærlighed til Gud de indvier sig til at gøre hans vilje. Og denne kærlighed bevarer dem i enhed med deres brødre ud over hele jorden. Alt dette har jeg hørt om og set blandt Jehovas vidner. De kan selv forvisse Dem om det ved at komme i deres rigssale.
På søndag vil jeg besøge nogle af mine tidligere venner som stadig er medlemmer af kirken. Jeg vil ikke besøge dem i kirken men i deres hjem. Mange af dem holder sig, ligesom jeg gjorde, borte fra kirken fordi de trænger til noget bedre. Det skal være mig en glæde at vise dem hvorledes de kan finde det i selve Bibelen. Det vil jeg gøre, dersom Jehova tillader det, for nu er jeg et af Jehovas vidner.’