Vor hjælp er Jehovas navn
FORTALT AF AUGUST PETERS
DER ER talt og skrevet meget om den forfølgelse Jehovas vidner i Nazi-Tyskland blev udsat for. Alt det der brød løs over forkynderne af den gode nyhed i Tyskland blev en prøve på om deres kristne tænkemåde og opførsel var ægte. Kristne venter at blive forfulgt, sådan som Jesus blev det. (Joh. 15:20) Men måske du har tænkt ved dig selv: „Kan jeg bevare min uangribelighed under strenge prøvelser?“ Guds ord og de erfaringer som dine brødre i Tyskland kom ud for, vil kunne få dig til at svare med et fast og tillidsfuldt ja! Der er ingen tvivl om at Jehova styrker os i øjeblikke hvor der er fare på færde. Det bedste vi kan gøre når farlige situationer indtræffer, er at tage et urokkeligt og ufravigeligt standpunkt for Riget. Det ved jeg af personlig erfaring.
I forhør hos Gestapo
Da forfølgelsens uvejr brød løs var jeg treogfyrre år og fader til fire børn. Det er i sig selv en prøve at blive revet væk fra sin familie. På politistationen blev jeg udspurgt af en Gestapo-mand der knap nok var fyldt de tyve. Jeg var besluttet på ikke at give „filistrene“ nogen oplysninger om den menighed som jeg var tilsynsmand for. Nazisterne havde jo intet ønske om at få noget at vide om Jehova eller at lære noget af ham. Jeg nægtede at udlevere mine trofaste brødre og søstre til sværdet. Det holdt jeg fast på selv om fire stærke mandfolk tildelte mig en række slag i ansigtet. De fik ikke fuldført den rapport som de skulle optage.
Den følgende dag vendte Gestapo-manden tilbage ledsaget af en officer fra politifængselet. Nu skulle jeg i et forhør af en anden art, denne gang i et lydisoleret rum oppe i tagetagen. Ville de få held til at fuldføre rapporten i dag? De mellemliggende fireogtyve timer havde blot styrket min beslutsomhed. Da jeg principielt afslog at besvare ethvert spørgsmål som havde at gøre med menigheden, kunne de vanskeligt finde et klagepunkt. De blev mere og mere rasende og så sig nødsaget til at beramme et nyt forhør fireogtyve timer senere i Gestapokvarterets kælder. Jeg havde allerede hørt de klageråb som nåede op fra kælderen. De kom fra politiske fanger som var modstandere af nazismen. Nu blev det min tur.
Lørdag morgen kom en Gestapo-sekretær ind i cellen og rådede mig i en „venlig“ tone til at fortælle dem hvad de ønskede at vide, så jeg kunne blive sat på fri fod og vende tilbage til min familie. Da han så hvor fast besluttet jeg var på intet at meddele, trak han på skuldrene og sagde: „Godt, hvis det er sådan du vil have det.“ Derpå blev jeg flyttet hen i en anden celle, som jeg måtte dele med en anden fange. Kun en tynd væg skilte os fra vagtværelset, hvorfra vi kunne høre alt hvad der gik for sig. Ved midnatstid hørte jeg min kones stemme. Det var arrangeret for at tage modet fra mig. Senere hen fandt jeg ud af at det kun var en båndoptagelse der var blevet lavet da hun nogen tid før var i forhør på politistationen. Jeg hørte tunge fodtrin på trapperne som førte ned til kælderen. Så fulgte en hel del støj da man var i færd med at ordne alt til mit forhør. Ganske uventet dukkede et bud op med et telegram. Så var der en der foretog en telefonopringning. Dernæst stillede plageånderne alting på plads igen i kælderen og gik deres vej. På et ængsteligt spørgsmål fra en af nabofangerne svarede en vogter: „Nej, de kan ikke gøre det mere; der er lige kommet et telegram.“ Den planlagte afhøring i kælderen blev aflyst. Men før de kunne stille mig for retten måtte de færdiggøre rapporten og underskrive den.
Mandag eftermiddag kom jeg i forhør i politiets hovedkvarter i nærværelse af seks højtstående officerer. De spurgte mig ud om mine personlige forhold, om min tro og om organisationen. De fik svar på alt hvad der angik mine personlige anliggender og min tro, men de fik ingen oplysninger om organisationen. Vredt erklærede Gestapo-sekretæren: „Bare vi havde vidst dette noget før. Så kunne vi have ladet de andre [de politiske fanger] slippe og have taget dig i stedet.“ Han ønskede han kunne have knust mine fingre i vridemaskinen eller sønderslået min nøgne, svedige krop førend det telegram satte en stopper for de behandlingsmetoder. I en tavs bøn takkede jeg af hjertet Ham hvis arm ikke er for kort til at holde en mægtig politiorganisation i skak.
Efter at jeg havde været stillet for retten tilbragte jeg adskillige år i en fangelejr. Derefter blev jeg uden videre ført til en koncentrationslejr i nærheden af Berlin. De politiske myndigheder i Emslandmoor var interesseret i at lade os trælle hårdt med at bringe den golde jord i denne egn under ploven, men SS-officererne i koncentrationslejrene var hovedsagelig interesseret i at nedbryde modstanden mod nazistyret. Hver eneste dag, ja næsten hver time blev vi mishandlet af SS-folkene og også af dem de brugte som vogtere. Jehova var imidlertid med os. Selv under disse forhold var der syv-otte fanger der blev Jehovas vidner og lod sig døbe. Lejrkommandantens folk fik aldrig fat på deres navne, skønt „de gamle bibelstudenter“ blev udsat for et voldsomt pres.
Dulgte planer om massemyrderi
Umiddelbart efter at den anden verdenskrig var brudt ud og Polen var blevet besat af tyske tropper, hørte jeg tilfældigt en fange sige: „Har du hørt det? Alle bibelstudenterne skal føres bort.“ Jeg kunne ikke lade være med at tænke på det resten af dagen. Næste dag var der en af fangerne, han var på rengøringsholdet og opvartede tillige SS-officererne under måltiderne, som råbte til vagten i korridoren: „Overvagtmand, hvornår skal bibelstudenterne føres bort?“ Svaret lød: „Sandsynligvis i morgen; deres ting er allerede taget frem.“ Han mente at deres personlige ejendele var blevet hentet frem fra depotet. Så var det altså sandt!
Tre dage efter genlød korridoren af faste fodtrin fra kommandantens sporebesatte støvler. Vagterne råbte „Heil Hitler“ og så opfangede man fodtrinene af den officielle komité. „Er du stadig bibelstudent?“ „Ja.“ „Er det noget du vil blive ved med?“ „Selvfølgelig!“ Bang! Døren knaldede i. Ved en celle længere henne lød det: „Stadig bibelstudent?“ Broderen gav et længere vidnesbyrd. Det samme skete ved den tredje celle. Døren til celle nummer seks var den fjerde som bar et skilt med ordene: „Strengt ensom arrest!“ Her stillede man ingen spørgsmål. I stedet forklarede kommandanten komiteen: „Ham her skal sendes af sted, for han prøvede at slippe væk fra sin arbejdsgruppe ved at besnakke det fjols til en vogter og prøvede så at gå omkring og prædike evangeliet.“ SS-officerens nedadvendte tommelfingre fortalte alt. Der var ikke noget at tage fejl af; vi skulle sendes væk. Men hvorhen? Deres hånd- og armbevægelser syntes at fortælle at et eller andet skulle sænkes ned i vand eller i en grav. Betød det at alle 500 eller flere brødre skulle myrdes?
Til vor overraskelse skete der ikke noget, og talen om at bibelstudenterne skulle føres bort ebbede ud. Det var dog besynderligt! Alle planerne var færdige, listerne var blevet skrevet, dagsmarcherne var blevet bekendtgjort og instruktionerne var blevet givet — og nu hørte vi ikke et ord om det mere. Fem-seks dage efter kommandantens besøg hørte vi en råbe fra celle 20: „Overvagtmand, har du læst det? En hel fangetransport fra en koncentrationslejr er forulykket i de polske sumpe fordi et sporskifte var stillet forkert. Alle fangerne omkom.“
En togladning fanger fra en koncentrationslejr? Omkommet i de polske sumpe? Hvad skulle de dér? Det kunne ikke have været vidner, for så mange ville vi hurtigt have savnet. Kunne det tænkes at en fangetransport som man oprindelig havde planlagt skulle følge efter Jehovas vidner, ved en fejltagelse var blevet sendt af sted først? Var de omkommet ved den ulykke der var tiltænkt os? Jehovas ord i Esajas 43:4, 5 dukkede op i vore tanker: „Du er dyrebar for mig, har værd, og jeg elsker dig; jeg giver mennesker for dig og folkefærd for din sjæl. Frygt ikke, thi jeg er med dig!“
Der kunne skrives adskillige bøger om hvordan hemmelige dåbshandlinger gik for sig i lejren, hvordan brød og vin til mindehøjtiden blev smuglet ind til os, hvordan Jehova forsynede os med styrkende åndelig føde, og hvor megen opofrelse, årvågenhed og takt det kostede os at være i lejren. Jehova hjalp sine tjenere til at bevare deres uangribelighed, selv under de mest ubeskrivelige pinsler. I de mest kritiske situationer skabte han ofte en udvej.
Tro mig, jeg var glad for at jeg længe før stormen brød løs havde benyttet enhver lejlighed til at overvære møderne og indprente mig Bibelens profetier og deres opfyldelse i vore dage! Jeg skrev dem ned og benyttede dem igen og igen i mine foredrag. Dette hjalp mig til at huske dem. Senere hen da forfølgelsens år begyndte, havde jeg mange lejligheder til at fortælle mange af disse ting til mennesker der hungrede og tørstede efter åndelig mad og sandhedens vand. Nazisterne var ude af stand til at berøve mig de rigdomme som jeg havde gemt væk i mit sind, for de var blevet en del af mig selv.
Da nazismen faldt, slap vi fri for vore plageånder. Straks tog vi fat på at udføre vort forkynderhverv i en større målestok. Da blev et længe næret ønske opfyldt: jeg blev heltidsforkynder, uden at jeg af den grund forsømte mine pligter som familieforsørger. Det blev en sand kilde til glæde. Min tidligere arbejdsgiver tilbød mig en vellønnet stilling, men jeg tog den beslutning at der ikke kunne gives noget bedre arbejde end at tjene Rigets interesser helt og fuldt. I 1946 blev jeg medlem af den tyske betelfamilie, og kort tid efter blev min hustru det også. Hvilken vidunderlig forret er det ikke at tjene evighedens Gud her på betelhjemmet i Wiesbaden, hvor vi stadig befinder os!
Trofaste kristne høster umådelige glæder ved at tjene Jehova, også selv om han tillader at de udsættes for kortvarige prøvelser. Vi behøver ikke at frygte for hvad mennesker kan gøre, for vi har set at salmistens ord er sande: „Havde [Jehova] ej været med os, da mennesker rejste sig mod os, så havde de slugt os levende, da deres vrede optændtes mod os; . . . Lovet være [Jehova], som ej gav os hen, deres tænder til rov! Vor sjæl slap fri som en fugl af fuglefængerens snare, snaren reves sønder, og vi slap fri. Vor hjælp er [Jehovas] navn, himlens og jordens skaber.“ — Sl. 124:2, 3, 6-8.