„Jehova er min hyrde. Jeg skal intet mangle“

FORTALT AF KONRAD FRANKE

DET var en regnfuld sommerdag i 1920 da min fader for første gang tog mig med til et møde hos de såkaldte „ernste Bibelforscher“ — bibelstudenterne. Det var denne betegnelse der havde gjort særligt indtryk på ham. Vi boede i en lille landsby i udløberne af de saksiske malmbjerge i Tyskland, og der var en vandretur på to timer hen til nabobyen, hvor mødet skulle holdes.

Jeg var kun ti år gammel dengang, men havde allerede lært noget om livets alvor. Den første verdenskrig, der blev udkæmpet i Guds navn, havde sat sig sine spor i vor familie. Kunne bibelstudenterne nu give et tilfredsstillende svar på det spørgsmål vi så ofte stillede: Hvorfor har menneskeheden måttet gennemgå så megen sorg og elendighed?

Det vi hørte var i sandhed gode nyheder. Vi besluttede begge at vi ville være med til at fortælle om det til andre der som os havde været uden håb. Lige fra den dag var det mit stærke ønske at bruge alle mine kræfter i tjenesten for Gud, der havde vist menneskene så megen godhed. Og det varede kun nogle få uger før der bød sig en lejlighed. Det enestående offentlige foredrag med titlen „Denne verden er endt — Millioner af nulevende mennesker skal aldrig dø!“ ville nu også blive holdt på vores egn. Nu var det en stor glæde for mig at kunne invitere folk til at høre dette foredrag!

Ved møderne fik jeg lov til at sidde sammen med de voksne, og jeg blev ved med at tage mere og mere kundskab til mig om Jehovas hensigter. I 1922 ville jeg gerne symbolisere min indvielse ved vanddåben, men de andre i menigheden mente det var bedst jeg ventede til jeg var lidt ældre. I 1924 blev jeg så omsider døbt.

Jeg tager imod en opfordring

Barndomstiden var snart forbi. Jeg var blevet udlært i et fag, men det gav mig ingen tilfredshed. Jeg blev ved med at tænke på det store forkyndelsesarbejde der endnu stod tilbage. Ofte talte jeg med jævnaldrende der, ligesom jeg, ikke var hindret af nogen bibelske forpligtelser, om de manende opfordringer til at blive pioner, heltidsforkynder, vi så tit læste i Bulletin (nu kendt som Rigets Tjeneste). Nej, jeg havde ingen gyldig grund til at slå det hen. Jeg traf derfor en beslutning der, næst efter min indvielse til Jehova, skulle få den største indflydelse på mit liv. Jeg gik ud i pionertjenesten, med det brændende ønske at jeg skulle være i heltidstjenesten ikke bare et stykke tid, men altid. Ville det ikke have været utaknemmeligt og respektløst over for Jehova hvis jeg overhørte hans kærlige opfordring om at gå fuldstændigt og helhjertet ind i tjenesten for ham?

Jeg skulle snart erfare at det var en stadig kamp at holde fast ved heltidstjenestens privilegium. Satan finder hele tiden på nye metoder for at tvinge pionerer til at opgive deres tjenesteforrettigheder. I begyndelsen havde jeg de almindelige problemer: Jeg måtte finde mig i folks religiøse intolerance, jeg måtte cykle over lange afstande op og ned ad bakke, og endelig måtte jeg bevare den fulde tillid til Jehova, der havde lovet at vi aldrig skulle mangle det nødvendige i form af føde, klæder og husly. En dag var der pludselig noget nyt jeg måtte tage stilling til. Jeg ville gerne giftes. Ville det blive en grund til at opgive heltidstjenesten? Det behøvede det ikke at være, ikke hvis min fremtidige ledsager betragtede denne tjenesteforret på samme måde som jeg og satte den lige så højt som jeg.

Det gjorde hun!

„Løvekulen“ gøres klar

Snart efter at vi var blevet gift begyndte skyerne at trække sammen over Tyskland. Allerede flere år før havde Vagttårnet i artiklerne om „Ester og Mordokaj“ peget på at der kunne komme forfølgelse. Vi havde lykkeligvis benyttet os af enhver mulighed for at studere, både privat og sammen med vore kristne brødre ved møderne, så vi kunne få disse vigtige tanker til at fæstne sig i vort sind. I svære tider ville det være os til stor hjælp altid at kunne huske Jehovas løfter om at beskytte os.

Så kom 1933, og Hitler overtog magten. Hvilken virkning ville det få på vor heltidstjeneste? Var det ikke vort ønske at tjene Jehova med hele vor styrke, i gode såvel som onde tider? Vi satte vor fulde lid til Ham.

I betragtning af at myndighederne pludselig kunne nedlægge forbud mod vort arbejde, traf vi særlig omfattende forberedelser til uddeling af den bibelske brochure Krisen i dagene fra 8. til 16. april 1933. Alle havde en fornemmelse af at det kun ville vare få dage før vort arbejde blev forbudt. Det stimulerede forkynderne af Riget til endnu større aktivitet. I vores menighed blev der allerede de tre første dage uddelt 6000 brochurer, og vi hørte lignende resultater fra hele landet. Det blev for meget for de nye magthavere. Samme uge blev der taget skridt til at nedlægge forbud mod arbejdet, og adskillige af os blev arresteret. Efter at vore hjem var blevet ransaget blev vi løsladt samme dag, men vort arbejde blev forbudt i den ene tyske delstat efter den anden.

Samme år fik jeg den forret at overvære det uforglemmelige stævne i Berlin, hvor vi enstemmigt vedtog en erklæring der skulle sendes til alle regeringsembedsmænd i Tyskland. Så snart jeg kom hjem sendte jeg eksemplarer til alle de højeste myndighedspersoner på egnen, over 50 i alt. Deres reaktion var at få mig arresteret og sat i koncentrationslejr i tre uger. På det tidspunkt var der mange tyskere som slet ikke vidste at der fandtes koncentrationslejre.

Inden længe tog man de værste middelaldermetoder i brug for at få de indsatte afvigere til at „falde til føje“. De rystende metoder virkede på de fleste, og efter kort tid var størstedelen ikke i stand til andet end at mumle: „Vi vil gøre hvad Føreren befaler.“ Det gjaldt dog ikke Jehovas vidner.

Efter min løsladelse fortsatte jeg med at gå ud fra hus til hus og søge efter flere af ’de andre får’; jeg bragte kun Bibelen med mig. Nu fik jeg et større ansvar, idet jeg blev bedt om at forsyne alle vore brødre i en del af landet med åndelig føde. Det viste sig i sandhed at være en stor velsignelse at vi så omhyggeligt havde givet agt på den vejledning vi tidligere havde fået! Forbindelsen med hovedkontoret var afbrudt, og hver enkelt forkynder måtte i mange tilfælde på egen hånd træffe svære beslutninger der krævede en stærk tro, beslutninger der indebar at man kunne miste sin frihed, måske endda livet.

Frygtløse forkyndere

Den 7. oktober 1934 var en mindeværdig dag. Jeg havde længe været klar over at Gestapo læste al min post og holdt mit hjem under observation. Men da vi ikke rigtig havde noget andet sted at mødes, aftalte vi at mødes i vort lille hjem denne formiddag klokken ni. Mange andre steder i byen og i hele resten af Tyskland aftalte man lignende møder. Aftenen før havde jeg modtaget et brev med oplysninger angående mødet den følgende formiddag. Brevet var stilet til mig, men det ankom på et mærkeligt tidspunkt. Der var ingen tvivl om at Gestapo nu kendte vore planer. Ville de mon komme?

I betragtning af situationens alvor indledte vi vort møde med at drøfte ordene i Femte Mosebog 20:8: „Er der nogen, som er bange og forsagt, må han have lov at vende hjem til sit hus, for at ikke hans brødre skal blive forsagte, som han selv er det!“ Det var bevægende at se alle de tilstedeværende erklære sig villige til at blive — også de søstre hvis mænd var modstandere og som havde børn at tage sig af. Vi vedtog da med stor begejstring en resolution. Heri erklærede vi blandt andet at vi ville adlyde Guds bud, koste hvad det ville, at vi ville komme sammen for at studere hans ord, og at vi ville tilbede og tjene ham sådan som han bød os det. Hvis Hitlers regering eller hans embedsmænd ville øve vold imod os fordi vi adlød Gud, ville vort blod komme over deres eget hoved og de måtte stå den almægtige Gud til regnskab. Samtidig med at vi vedtog denne resolution var tusinder af vore brødre i andre lande allerede i færd med at afsende protesttelegrammer til Hitler for at advare ham om at han måtte afholde sig fra at forfølge Jehovas vidner, da Gud ellers ville udslette ham og hans nationalsocialistiske parti.a

To timer efter mødet var forbi ankom Gestapo. Og to uger senere blev jeg igen sat i koncentrationslejr, denne gang i to måneder. Men så snart jeg var blevet løsladt fortsatte jeg som pioner igen. I mellemtiden var min arbejdsmark blevet større. Jeg tjente nu som områdetilsynsmand og havde ansvar for et stort område. Ganske vist var jeg nødt til at melde mig hos politiet hver anden dag, men det lykkedes mig alligevel at varetage mine tjenesteopgaver, ofte ved at tage natten til hjælp.

I 1935 tilbragte jeg igen tre uger i et fængsel. Men indtil da havde vi endnu ikke oplevet den værste forfølgelse; den kom i 1936. Nogle få dage før der skulle holdes et stævne i Luzern i Schweiz, blev jeg for femte gang arresteret, og det skulle vare ni lange år før jeg kom ud igen.

Disse ni år satte min integritet på en hård prøve. Ofte når situationen set fra et menneskeligt synspunkt var uudholdelig, fik jeg og de andre brødre forelagt den velkendte „erklæring“, som gik ud på at vi frasagde os enhver forbindelse med Jehovas organisation for evigt og altid. Vi fik løfte om øjeblikkelig løsladelse hvis vi ville underskrive denne. Jeg ønskede ikke at købe mig fri på denne måde og miste det evige liv for „en ret linser“, så jeg satte min fulde lid til Jehova i den overbevisning at han ville give mig friheden når hans tid var inde og hvis det var hans vilje, sådan som han havde udfriet Daniel fra løvekulen.

Befrielsen kom — en ubeskrivelig tid! Dog var mit helbred, som man kan forestille sig, ikke alt for godt. Min hustru havde også været i fængsel mange år, og i over et år havde jeg slet intet hørt fra hende. Alligevel var jeg fast besluttet på hurtigst muligt at vende tilbage til mit gamle distrikt og fortsætte i pionertjenesten.

Genforenet

På vejen tilbage prøvede jeg at finde frem til nogle af mine slægtninge. Var de endnu i live? Da jeg en dag gik ned ad hovedgaden i en stor, udbombet industriby hvor mine svigerforældre havde boet, stod min hustru med ét lige foran mig! Kan I forestille jer hvad jeg følte?

Nogle få dage senere fandt jeg min fader. Også han var lige vendt tilbage efter ni års ophold i en koncentrationslejr. Jeg vil aldrig glemme den glæde jeg følte ved at erfare at også de havde holdt fast ved deres integritet mod Jehova. — Salme 124.

Efter en måneds forløb rejste min hustru og jeg af sted mod vort gamle distrikt, som lå 500 kilometer mod vest. Da vi var nået omtrent halvvejs, efter fjorten dages besværlig rejse, mødte vi en søster der fortalte os at vort hjem var blevet ødelagt af bomber nogle få uger før krigen sluttede. Endnu en gang tænkte jeg på alt hvad Job havde gennemgået, som jeg så ofte havde gjort det i årene fra 1933 til 1945. Og som altid var dette til stor styrke for mig. Dagen efter fortsatte vi den vanskelige rejse.

Det var nu september 1945. Vi havde intet sted at bo, mit helbred var langtfra godt, og da jeg ikke ejede andet tøj gik jeg stadig i min stribede fangedragt. Jeg så dog ingen grund til at vente med at tage pionertjenesten op igen. Alt imens de brødre der havde ansvaret for arbejdet kæmpede for at få Selskabets ejendom i Magdeburg i besiddelse igen, fik jeg til opgave at reorganisere menighederne i Vesttyskland. Vi kom stadig ud for nød og afsavn, men det var som intet i sammenligning med det vi allerede havde været igennem. Vi kunne sætte vor fulde lid til Jehova og hente trøst i at tænke på hvordan han hidtil havde ledet os.

Genopbygningen

Da vi ankom til vort gamle distrikt flyttede vi ind i et lille værelse som tilhørte en beboer der var bortrejst. I samme bygning lå der en lille forretning som jeg kort tid forinden havde lejet. Vort lille værelse blev det første betelhjem efter krigen, og den lille forretning blev det første afdelingskontor her i Wiesbaden. Knap et år senere tilkendte myndighederne mig, som offer for nazisternes forfølgelse, en lille toværelses lejlighed. Vi kunne samtidig leje et lidt større værelse i samme bygning; det benyttede vi som kontor. Det var så vort andet betelhjem. Her modtog vi i 1947 besøg af brødrene Knorr, Henschel og Covington. Ved den lejlighed blev der truffet aftale med myndighederne i Wiesbaden om at Selskabet kunne leje en halvt ødelagt bygning, som vi selv påtog os at genopbygge.

Fra år til år blev det nødvendigt at udvide dette hjem. Omsider havde vi genopbygget og udnyttet hele bygningen som betelhjem. Der blev også oprettet et trykkeri, hvilket nødvendiggjorde en tilbygning i 1952. Selv denne var utilstrækkelig, og i 1958 blev der opført en meget større bygning. Udvidelserne er faktisk fortsat lige siden.

Hvilken glæde og tilfredshed er det ikke at have oplevet alt dette! Hvor har jeg ofte følt Jehovas hjælp og beskyttelse! Gang på gang har jeg stået ansigt til ansigt med døden, men jeg kan sige som salmisten: „Jehova er min hyrde. Jeg skal intet mangle.“ Han har draget omsorg for mig og sørget for alle mine fornødenheder i alle de år jeg har været i tjenesten for ham. Han har altid sørget for føde, klæder og husly til mig. Selv da jeg var „i dødsskyggens dal“, var han som en kæp og en stav for mig, til trøst for mig. Han har ført mig, sammen med hele sit folk, til grønne græsgange og givet mig mange rige tjenesteforrettigheder som udtryk for sin ufortjente godhed.

Når vi lyder kaldet fra Jehova og af hele vort hjerte tjener ham som hans vidner, velsigner han os i sandhed langt ud over hvad vi kan bede om eller fatte.

[Fodnote]

[Ramme på side 27]

Broder Franke skrev ovenstående beretning i 1963. Han har siden da tjent trofast på afdelingskontoret i Wiesbaden til han i sommeren 1983 fuldførte sit jordiske livsløb.

I april 1945 var han et af de 230 Jehovas vidner der i forening tilbagelagde ’dødsmarchen’ fra Sachsenhausen til Schwerin. I sidste halvdel af fyrrerne gik broder Franke, som beskrevet ovenfor, i spidsen for arbejdet med at genoprette Vagttårnsselskabets afdelingskontor, som kom til at ligge i Wiesbaden. Her tjente han i flere år som afdelingstilsynsmand, og lige til sin død var han medlem af afdelingskontorets udvalg. Hans hustru, Trude, havde i den senere tid været syg, hvilket bekymrede ham en del, men han overværede områdestævnet „Enhed under Guds rige“ i München, hvor han om morgenen den 31. juli 1983 sov ind i døden, samme dag som han skulle have holdt et foredrag. Han gik således ind til sin himmelske løn på den måde han altid selv havde ønsket — nemlig mens han endnu var aktivt optaget af at ’kæmpe den gode kamp’ som en sand forkæmper for Riget. — 2 Timoteus 4:7, 8.

[Illustration på side 26]

Konrad og Trude Franke. Broder Franke bærer sin stribede fangedragt fra koncentrationslejren