Angreb fra det usynlige

FOR nogle år siden foretog man et rundspørge blandt 25.000 personer i forskellige lande for at få oplyst om de nogen sinde i vågen tilstand havde hørt en stemme, set er skikkelse eller følt en berøring som der ikke fandtes nogen naturlig forklaring på. Resultaterne af denne omfattende undersøgelse var forbløffende eftersom hver tiende af de adspurgte i England alene havde modtaget sådanne tydelige indtryk, og det drejede sig i alle tilfælde om mentalt sunde mennesker.¹

Er der her tale om angreb fra det usynlige? „Sludder,“ siger mange af vor tids psykologer som foretrækker at bruge ordet „hallucinationer“ om den slags fænomener. Men parapsykologerne, som har gjort sådanne psykiske fænomener til genstand for et nærmere studium, er ikke så skeptiske; de er blevet stillet over for meget som videnskaben ikke kan forklare, for eksempel den oversanselige opfattelsesevne (extrasensory perception, ESP).

Hertil kommer de talrige beretninger om angreb fra det usynlige, beretninger som i mange tilfælde bekræftes af pålidelige vidner. Endvidere er de psykologer som ikke tror på Guds ord, Bibelen, en højst tvivlsom autoritet for kristne. De der kender deres bibel ved at den beretter om onde åndeskabningers eksistens, og at den om vor tid siger „ve jorden“. Hvorfor? Fordi den som kaldes Djævelen og Satan er blevet nedstyrtet til jorden og hans engle er blevet nedstyrtet sammen med ham. Menneskene må derfor se den kendsgerning i øjnene at Djævelens og hans engles, det vil sige usynlige åndemagters, virkeområde er blevet begrænset til jordens nærhed og at deres tilstedeværelse betyder „ve“ for jorden. Nej, „den Ondes gloende pile“ er ikke et foster af menneskers fantasi. — Åb. 12:9, 12; Ef. 6:16.

Disse onde åndemagter bringer for eksempel ve over menneskene ved at hjemsøge dem om aftenen når de er i færd med at gå til ro. Flere kan berette at de har oplevet at ligesom usynlige hænder har trukket i sengetæppet og plaget dem og holdt dem vågne med forskellige berøringer. Det er sket at sengen er blevet løftet, rystet eller flyttet mens de lå i den. En kunstner i England som hørte om sådanne forstyrrelser men var skeptisk over for dem, tog ophold i et hus i Poling i Sussex. Han er ikke skeptisk mere. Han fortæller: „Jeg havde ikke sovet ret længe i værelset før jeg vågnede med et sæt, med en fornemmelse af at nogen som befandt sig under min seng løftede sengen op. Jeg tænkte at nogen måske havde skjult sig under sengen for at skræmme mig. Jeg undersøgte værelset men fandt intet. Lidt senere gennemrystedes min seng voldsomt og jeg blev snurret rundt som en snurretop. Da jeg atter fik tid til at sunde mig fandt jeg mig selv liggende på tværs af sengen, og det meste af sengetøjet lå på gulvet.“²

Et af de mest bemærkelsesværdige tilfælde som parapsykologen J. B. Rhine skal være kommet til kundskab om er følgende, der drejer sig om en fjortenårig dreng som ofte plagedes af sådanne forstyrrelser på sit værelse. Drengen søgte nu hen til præsten for at sove i dennes hus. Men her rystede sengen så voldsomt med ham at han måtte stå op og prøve på at sove i en tung armstol. Mens præsten stod bøjet over ham hældede den tunge stol så meget til den ene side at den til sidst væltede og drengen blev kastet ud på gulvet. Præsten, som prøvede at indtage samme stilling i stolen, kunne ikke engang få den til at vippe.³

En anden beretning kommer fra Runcorn, Cheshire, i England. Her kunne man i avisen læse en beretning om hvordan usynlige hænder blev ved med at kaste en dreng ud af sengen om natten.⁴ Præster som har været vidne til sådanne angreb og har berettet om dem, har ofte ikke kunnet standse dem, og det er endog hændt at de selv er blevet angrebet. Ja, den ånd der var på spil i Runcorn-tilfældet, behandlede endog metodistpræsten W. H. Stevens højst uærbødigt, fortæller spiritistbladet The Psychic News. Den kastede en bibel efter ham.⁵

Som det fremgår af ovennævnte tilfælde er overfaldene ofte af en sådan art at de ikke kan bortforklares med at det er noget som har fundet sted i menneskers drømme eller fantasi. En londoneravis beretter om en dame i Epsom, som også var udsat for forstyrrelser i sit soveværelse om aftenen. At det ikke var damens fantasi der spillede hende et puds fremgår af at hendes mand var vidne til oplevelsen, og han beretter:

„En aften da Betty sad i sin seng begyndte noget at trække hende i skuldrene. Det trak hende hen mod vinduet. Det løftede hende op så kun hendes ben rørte ved sengen. Hun råbte om hjælp. Jeg greb hende om benene. Men hvad det end var, besad det stor kraft. I begyndelsen kunne jeg ikke holde igen. Jeg følte at jeg også blev trukket hen mod vinduet. Så pludselig syntes det at miste sin kraft og Betty faldt ned.“⁶

Fra hele verden kommer der beretninger om sådanne uhyggelige overfald. Bladet Herald i Panama City beretter om en attenårig pige der plagedes af ånder. Hun blev endog udsat for overfald i nærværelse af flere af byens embedsmænd og en læge. „Der var nogen der bed Clarita i hånden mens jeg holdt den,“ sagde en embedsmand. Lægen forklarede: „Jeg har altid tænkt mig denne verden som noget synligt, men her er noget ukendt, en kraft som er usynlig og som dog kan føles.“⁷ En gruppe huse i en malajisk kapong i Jelutong, Penang, var skueplads for et angreb på nogle børn. En avis i Singapore beretter: „Ånden siges at have overfaldet unge piger og børn; somme tider har den flået tøjet af dem, og ofte har den fået dem til at stønne af smerte.“⁸ Disse overfald minder om et overfald på nogle åndemanere som Bibelen beretter om. Der fortælles her at „manden, i hvem den onde ånd var, sprang ind på dem og overmandede dem alle sammen og mishandlede dem sådan, at de måtte flygte nøgne og sårede ud af huset“. — Ap. G. 19:16.

Bogen Evidence of Satan in the Modern World⁹ indeholder ikke blot beretninger om dæmonoverfald men også om vrede samtaler mellem åndemanere og de onde ånder som de søgte at uddrive.

I mange tilfælde plager dæmonerne folk ved at tale til dem. De mennesker der hjemsøges på denne måde siger at de hører „stemmer“. Dette kaldes i spiritistiske kredse for „klarhørelse“, og flere spiritister har skrevet bøger efter dæmonstemmernes diktat. Men mange andre mennesker hjemsøges af sådanne stemmer, der tilskynder dem til at øve vold, begå mord og selvmord. En mand i Singapore hørte i fire dage en stemme der tilskyndede ham til at begå selvmord. Det gjorde han. Hans hustru sagde at manden havde fortalt hende hvad ånden befalede ham at gøre, men hun tog det for spøg.¹⁰

Utallige eksempler på angreb fra det usynlige gives i brochuren „Can the Living Talk with the Dead?“ som for mange år siden blev udgivet af Watch Tower Society. En beretning herfra lyder:

„Bladet Chicago News undersøgte forskellige spiritistiske fænomener og kom til følgende slutning: ’Med hensyn til de stemmer som så mange låner øre til, har jeg erfaret at de er mere tilbøjelige til at indgive onde end gode tanker. . . . Så snart en kontakt er etableret kræves der en kraftig tankeanspændelse for at fordrive disse „stemmer“ eller onde kræfter. . . . Man kan aldrig vide sig sikker hvis man overgiver sin vilje, sin sjæl eller sin personlighed i disse overjordiske magters vold. . . . Jeg fandt en kvinde som af „stemmer“ var blevet forført til at drukne en lille pige i et badekar. . . . Jeg fandt en mand som sagde at stemmerne befalede ham at slå på en ung mand som netop kom ud fra en restaurant. Det gjorde han. . . . Der findes i hundredvis af lignende tilfælde.’“

Før Vandfloden i Noas dage ’fyldtes jorden med vold’ på grund af dæmonernes virksomhed. (1 Mos. 6:1-11, NW) I dag skyldes mange voldshandlinger også dæmoner som tilskynder nogle mennesker til at gå løs på andre. Disse angreb fra det usynlige er således årsag til megen „ve“ på jorden. De kristne må være forberedt på at skulle føre en åndelig krig, eftersom de især er målet for „den Ondes gloende pile“.

Henvisninger

¹ Phantasms of the Living, E. Gurney.

² Ghosts over England, R. Thurston Hopkins.

³ Philadelphia News, 27. august 1949.

⁴ Daily Colonist, Victoria, Canada, 14. maj 1953.

⁵ Journal American, New York, 15. oktober 1953.

⁶ Daily Mail, London, 17. juli 1950.

⁷ Herald, Panama City, 19. maj 1953.

⁸ Sunday Times, 30. august 1953.

⁹ Léon Christiani, Macmillan, 1962.

¹⁰ The Straits Times, 15. december 1953.