„Gør mod andre . . .“

FØRST på vinteren 1962 kom en dag en ophidset mand farende hen imod sin bil netop som en betjent var ved at anbringe en grøn seddel på den fordi den var ulovligt parkeret — det var i Columbia Heights i Brooklyn, New York. Manden følte sig fornærmet på det groveste og gav sin harme luft ved en strøm af skældsord. Betjenten lod som ingenting og gik sin vej. Hvad havde bilejeren opnået med sit vredesudbrud? Intet. Han fik det bare endnu værre med sig selv.

Så var der en missionær i Lagos, Nigeria, der bar sig klogere ad. Da han en dag kom ud til sin parkerede bil, stod der en indfødt betjent ved siden af den. Missionæren fik nu læst teksten fordi han havde parkeret bilen et sted hvor der stod parkering forbudt. Skiltet var for øvrigt sat op dagen før. Betjenten bad om hans identifikationspapirer, og mens han noterede op forklarede han i en lang ordstrøm hvor alvorlig forseelsen var.

Pludselig så betjenten op og sagde forbløffet: „Jeg synes slet ikke De tager til genmæle?“ Missionæren svarede: „Næh, hvorfor skulle jeg det? De gør jo kun Deres pligt, Deres daglige arbejde.“ Betjenten betragtede ham nysgerrigt og spurgte: „Hvad er Deres arbejde?“ „Jeg er missionær,“ lød svaret, „et af Jehovas vidner.“ Det svar havde betjenten ikke ventet, og han var pludselig helt forandret. Samtalen førtes ind på Bibelen, og udfaldet blev at de to mænd skiltes som venner, dog først efter at de havde truffet aftale om at studere Bibelen sammen. Så lykkelige følger kan det få at behandle andre sådan som man selv helst vil behandles.

Man glemmer så let at lovens håndhævere sandsynligvis kan sætte sig ind i ens situation og sikkert ikke er glade for at måtte gøre deres pligt, enten det nu drejer sig om at gennemføre restriktioner og ordensregler eller at påtale en færdselsforseelse. Det er ikke nogen nem opgave. Bebrejd ikke betjenten fordi han gør sin pligt, og prøv ikke at presse ham til at svigte sin opgave. Hvorfor ikke gøre det lettere for ham ved at vise ham respekt og være høflig og hensynsfuld? Sådan ville man jo helst selv behandles hvis man var i hans situation. Viser man ham venlighed gør man det ikke blot lettere for ham men også for sig selv. Når man prøver at gøre livet mere behageligt for andre, kan det ikke undgås at man selv føler sig bedre tilpas, og måske bliver ens venlighed oven i købet gengældt.

Ikke blot er det rigtigt og hensynsfuldt at følge „den gyldne regel“, der siger: „Gør mod andre mennesker sådan, som I vil, at de skal gøre mod jer,“ men det er også klogt. Jesus gjorde opmærksom på dette da han havde opstillet regelen som vi her har citeret den, nemlig i dens positive form, idet han blandt andet sagde: „Giv, så skal der gives jer. Et godt, presset, rystet, topfuldt mål skal de give i jeres skød; thi det mål, I måler med, med det skal I selv få tilmålt igen.“ — Luk. 6:31, 38.

Jesu regel berører det centrale i det enkelte menneskes forhold til sin næste. Mange er af den opfattelse at vore dages samfunds- og verdensproblemer for en stor del skyldes at dette forhold ikke er i orden. Det er som det så rammende siges i en kommentar til bladstrejken i New York: „Hvordan kan det være at en civilisation der er så fremskreden at den kan sende en mand ud i rummet, ikke formår at opbygge en gensidig tillid mellem arbejder og arbejdsgiver?“ — Wall Street Journal, 14. februar 1963.

Ja, hvordan kan det være? Det er fordi folk i almindelighed ikke mere har tiltro til regelen om at man skal gøre mod andre sådan som man vil at de skal gøre mod en selv. Da de mangler troen på Gud og tilmed er snæversynede og egoistiske, kan de ikke se det kloge i at følge den gyldne regel.

Hvor man end vender blikket hen vil man opdage at det er klogt at følge Jesu regel. Den tjener, den ekspedient eller den repræsentant der behandler kunderne sådan som han selv kunne tænke sig at blive behandlet af dem, har langt større muligheder end den der er ligeglad med kunderne. Ligeledes har den kunde der behandler tjeneren, ekspedienten og repræsentanten sådan som han selv kunne tænke sig at blive behandlet, langt større chance for at få en god betjening end den mand der behandler dem som om de bare eksisterede for at tjene ham.

Princippet gælder i særlig høj grad mand og hustru fordi de til stadighed lever i et nært forhold til hinanden. Jo større hengivenhed og hensyn man viser sin ægtefælle, desto bedre bliver man selv behandlet. Hvis man synes at den anden part ikke er særlig hensynsfuld, er det klogt at spørge sig selv: „Hvor meget af det kan jeg takke mig selv for?“ Hvis begge ægtefæller følger den gyldne regel Jesus opstillede, vil det aldrig komme dertil at den ene part går sin vej eller en separation eller en skilsmisse opløser hjemmet, og utroskab kan der naturligvis heller ikke blive tale om.

Selv om Guds ord siger at børnene skal adlyde deres forældre, må forældrene ikke glemme at anvende Jesu regel i børneopdragelsen. Bibelen siger nemlig også: „I fædre! I må ikke opirre jeres børn.“ (Ef. 6:4) Hvis faderen unødigt irriterer sine børn modarbejder han ikke alene deres men også sine egne interesser. I begyndelsen af 1963 hørte man om en dreng i teenage-alderen som myrdede sin fader fordi han havde irettesat ham. Øjensynlig har denne irettesættelse været dråben som fik bægeret til at flyde over. Hermed være ikke sagt at sønnens afskyelige handling på nogen måde kan retfærdiggøres. Men hvis faderen havde tænkt på hvordan han kunne undgå at opirre sin søn uden grund, havde han sandsynligvis været i live i dag. Princippet heri gælder for øvrigt enhver der skal give andre en irettesættelse. Irettesæt på samme måde som du selv gerne ville irettesættes, så vil det være til gavn for den du irettesætter, og han vil sikkert ikke tage det fortrydeligt op.

Den gyldne regel fordrer at man altid selv tager initiativet. Det hedder ikke: Gør mod andre som de gør mod jer, men: „Gør mod andre mennesker sådan, som I vil, at de skal gøre med jer!“ — og det uanset hvordan de i realiteten bærer sig ad. At følge den kurs er visdom, en visdom der stammer fra Gud. Efterlev derfor den gyldne regel til hver en tid, også for din egen skyld.