Babylonisk religion medfører vold og ødelæggelse

1. (a) Hvilke forhold giver man almindeligvis skylden for den tiltagende lovløshed? (b) Hvilke spørgsmål opstår i forbindelse hermed? Kan vi få svar på dem, og hvad vil en handlemåde i overensstemmelse med denne kundskab føre til?

I HVERT eneste land er voldshandlinger blevet en stadig truende fare. Man giver forskellige forhold, såsom nationalisme, racefordom, fattigdom og arbejdsløshed, skylden for den tiltagende lovløshed men hvad er den egentlige årsag og kan man tage nogen forholdsregler herimod? Hvis vi ærligt og oprigtigt ønsker at få svar på disse spørgsmål og har mod til at se sandheden i øjnene, kan vi få svaret at vide, og ved derefter at handle i overensstemmelse med den kundskab vi får, kan vi som enkeltpersoner frelse såvel vort eget som vore medmenneskers liv.

2. (a) Hvordan har Gud sørget for at vi kan få svar på ovennævnte spørgsmål? (b) Hvilke slette forhold rådede i Juda?

² Vi finder en parallel i de slette tilstande der florerede i Juda umiddelbart før dette land blev lagt øde, og Gud har sørget for at en beskrivelse af de ulykkelige forhold i Juda og af årsagen til dem er blevet nedskrevet for at vise hvilke tilstande der skulle råde i endens tid på hele jorden. Gud lod ikke sit navnfolk i uvidenhed om hvad det havde indladt sig på og hvad dette ville medføre, men han advarede det kraftigt og viste ingen skånsomhed i sin beskrivelse af forholdene. Hoseas, der profeterede både for Israels og Juda rige, trådte modigt frem og sagde: „Man sværger og lyver, myrder og stjæler, horer, gør indbrud, og blodskyld følger på blodskyld.“ Jeremias sagde om Jerusalem: „Ve løgnens by med lutter voldsfærd i sin midte! . . . der høres om voldsfærd og hærværk, sår og slag har jeg altid for øje.“ Ezekiel sagde at landet var fyldt med vold. — Hos. 4:2; Jer. 6:6, 7; Ez. 8:17; 9:9.

Den egentlige årsag

3. (a) Hvad var årsagen til disse forhold? (b) Hvilket spørgsmål afføder dette?

³ Hvad havde ført til disse forhold? Hoseas forklarer: „Ej er der troskab, ej godhed, ej kender man Gud i landet.“ (Hos. 4:1) Den egentlige årsag var altså at folket ikke mere kendte Gud og hans lov. Men det var ikke alt, for samtidig med at de havde svigtet Guds lov var de kommet under den falske, babyloniske religions fordærvelige indflydelse. Hvordan kan falsk religion føre til sådanne forhold? Hvilke religiøse handlinger kan medføre en hel nations forfald og bringe den til undergangens rand? Det skal vi se ved en nærmere undersøgelse af beretningen.

4. (a) Hvornår nåede voldshandlingerne deres højeste i Judas historie? (b) Ville det være klogt af Zedekias og det jødiske folk at sætte sig op mod Nebukadnezar? Forklar nærmere.

⁴ Voldshandlingerne nåede deres højeste i Jerusalem under Judas konge Zedekias, som i 617 f.v.t. blev undertvunget af kong Nebukadnezar af Babylon, den tredje verdensmagt, og gjort til vasalkonge under ham. Profeten Jeremias forudsagde Jerusalems fuldstændige ødelæggelse samt Babylons senere fald. Til de jøder der blev ført i fangenskab i Babylon i 617 f.v.t. skrev han at folket var gået for vidt i sin ulydighed mod Gud, at de ikke ville komme tilbage til deres hjemland før der var gået halvfjerdsindstyve år og at de ikke skulle gøre oprør mod Babylon. — Jer. 29:1-10; 27:1-15.

5. Hvilken anden profet oprejste Jehova på dette tidspunkt foruden Jeremias, og hvad viser hans profetier?

⁵ Men i selve Babylon befandt sig en anden profet for Jehova, og det er især hans skrifter der viser at den egentlige årsag til Judas ulykke var falsk religion som stammede fra Babylon. Denne profet var Ezekiel, der begyndte at profetere i Babylon i 613 f.v.t. og fortsatte denne gerning i toogtyve år. — Ez. 1:1-3; 3:15; 29:17, 18.

6. Hvilke tre eksempler på afgudsdyrkelse så Ezekiel i Jerusalems tempel, og på hvilken måde åbenbaredes dette for ham?

⁶ Skønt Ezekiel ikke var i Jerusalem og kunne se hvad der foregik dér, førte Gud ham ved sin ånds inspirerende kraft i et syn til Jehovas tempel i Jerusalem. Dér så han et afskyeligt gudebillede rejst ved den indre forgårds nordport, hvilket var i modstrid med den absolutte hengivenhed Jehova Gud kræver og en direkte overtrædelse af de ti bud. (2 Mos. 20:4-6) Inde i templet, ridset ind i væggen, var „alskens væmmelige billeder af kryb og kvæg og alle Israels hus’ afgudsbilleder“, og halvfjerdsindstyve af Israels ældste var oven i købet i færd med at ofre røgelse til disse afskyelige billeder. De mente ikke at Jehova så deres handling. — Ez. 8:1, 3-12.

Tilbedelse af Nimrod

7. (a) Hvilken fjerde afskyelig ting så Ezekiel dernæst i templet? (b) Hvilke andre navne optræder denne guddom under, og hvilke sagn og ritualer knyttede sig til dyrkelsen af ham?

⁷ Dette var falsk, babylonisk religion. Hvordan kan vi sige det var babylonisk religion? Ezekiel beretter videre: „Så førte han mig hen til indgangen til [Jehovas] hus’ nordport, og se, der sad kvinder og græd over Tammuz.“ Her i Ezekiel 8:13, 14 kalder den romersk-katolske Douay-oversættelse denne gud for „Adonis“, for sådan kaldes han i den latinske Vulgata-oversættelse. Hvem var han?

Navnet Adonis, som grækerne kaldte denne guddom med, er intet andet end det fønikiske אדון, ’Adhōn, og det tilsvarende hebraiske ord. . . .

1) Navnet på en fønikisk guddom, grækernes Adonis. Han var oprindelig en sumerisk eller babylonisk solgud og blev kaldt Dumuzu. Han var Ishtars ægtemage, idet Ishtar svarer til grækernes Afrodite [Venus]. Dyrkelsen af disse guddomme vandt i de tidligste tider indpas i Syrien, hvor de blev kaldt Tammuz og Astarte. De dukker op hos grækerne i myten om Adonis og Afrodite, som igen kan identificeres med de ægyptiske guder Osiris og Isis, hvilket viser hvor udbredt denne kult var. I det babyloniske sagn er Dumuzu eller Tammuz en underskøn hyrde der dræbes af et vildsvin, vinterens symbol. Ishtar sørger længe over ham og stiger til sidst ned i underverdenen for at udfri ham af dødens favntag. . . . Denne sørgehøjtid for Tammuz fejredes i Babylonien af kvinderne på den anden dag i den fjerde måned, som således fik navnet Tammuz. . . . Kvinderne i Gebal [Syrien] plejede at begive sig til dette tempel for at sørge over Adonis’ eller Tammuz’ død, og i forbindelse med denne højtid opstod de tøjlesløse riter som bevirkede at Konstantin den Store forbød denne kult. — The International Standard Bible Encyclopaedia, 1955-udgaven, bind 5, side 2908a.

8. (a) Hvad betyder navnet Dumuzu ifølge The Encyclopedia Americana? (b) Hvad oplyser bogen The Two Babylons om Tammuz?

⁸ Ifølge The Encyclopedia Americana (bind 26, 1929-udgaven, side 238) betyder navnet Dumuzu på sumerisk „livets sol“. Men i The Two Babylons siger forfatteren, Alexander Hislop, på side 245:

Navnet Tammuz, brugt om Nimrod eller Osiris, svarede til Alorus, „ildens gud“, og synes at være givet ham i hans egenskab af den der renser med ild. Tammuz er sammensat af tam, „at fuldkommengøre“, og muz, „ild“, og betyder „fuldkommengøreren ild“ eller „den fuldkommengørende ild“. Det er denne betydning af navnet såvel som Nimrods egenskab af gudernes Fader der hentydes til i det zoroastriske digt hvor der siges: „Alle ting stammer fra ÉN ILD. FADEREN fuldkommengjorde alle ting og overgav dem til det andet sind, den anden tanke, hvem alle folkene kalder den første.“ . . . Heraf opstod uden tvivl forestillingen om en skærsild der til sidst skulle „fuldkommengøre“ menneskenes sjæle og fjerne alle de synder de har ført med sig til den usynlige verden.

Endvidere siger Alexander Hislop på side 21 og 22 om Tammuz:

I Bibelen omtales han (Ezekiel 8:14) under navnet Tammuz, men blandt de klassiske forfattere går han under navnet Bacchus, det vil sige „den Begrædte“. Navnet Bacchus er hos den almindelige læser udelukkende forbundet med svir og drik, men man ved nu at det store formål med alle de vederstyggeligheder der ledsagede disse orgier var „sjælenes renselse“, det vil sige fra besmittelse med synd. Den Begrædte, der blev fremstillet og tilbedt som et spædbarn i moderens arme, . . .

9. Hvorfor havde den babyloniske religion en dårlig indflydelse på jødernes liv?

⁹ Det er ikke svært at se at denne besmittelse med falsk, babylonisk religion vakte Guds mishag og havde en nedbrydende og fordærvende indflydelse på jødernes liv. Babylon havde været arnestedet for forvirring og voldshandlinger på jorden efter Vandfloden. (1 Mos. 10:8-12; 11:8, 9) Den babyloniske religion havde virket til fremme for alle former for lastefuldhed og lovløshed, heriblandt dæmonisme, magi og trolddomskunst. Den forherligede kønslivet og opmuntrede til perverterede kønslige udskejelser.a

Korset et symbol på Nimrod

10. Hvor stammer tilbedelsen af korset fra, og hvor vid en udbredelse har dette symbol fået?

¹⁰ Blandt babylonierne var et opretstående kors et helligt symbol. Dette kors havde form af bogstavet T (eller Tau) og var således begyndelsesbogstavet til Tammuz, den senere Bacchus. Korset blev tilbedt århundreder før den såkaldt kristne tid. At korstilbedelsen stammer fra Babylon gør arkæologen V. Gordon Childe opmærksom på:

Et ’segl’ fra Mohenjodaro forestiller en guddom med horn og tre ansigter. Den sidder i den rituelle meditationsstilling, med benene over kors, mellem forskellige vilde dyr; det er tydeligvis prototypen på Siva, ’guden med de tre ansigter’, ’dyrenes herre’, ’yogiernes fyrste’, . . . På adskillige lertavler er en mandlig guddom afbildet; på en af dem ses en kvindelig guddom fra hvis skød der vælder en flod. . . . Svastika-tegnet og korset, der forekommer almindeligt på stempler og platter, var et religiøst eller magisk symbol ligesom i Babylonien og Elam i den tidligste forhistoriske tid og indtager stadig denne plads i Indien som andetsteds.b

11. (a) Hvordan viser The Two Babylons at kristenheden har fået korset fra Babylon? (b) (Til fodnoten) Hvilke andre oplysninger viser at tilbedelsen og brugen af korset er af hedensk oprindelse?

¹¹ I The Two Babylons siger Alexander Hislop på side 199, 204 og 205 følgende om korset:

Det blev tilbedt i México før romersk-katolske missionærer satte deres fod her. Man fandt her store stenkors, sandsynligvis rejst for „regnguden“. Korset, som således blev tilbedt eller betragtet som et helligt symbol af mange folk, var det umiskendelige symbol for Bacchus, den babyloniske messias, for han fremstilledes med et hovedbind der var prydet med kors . . . Dette symbol for den babyloniske gud æres den dag i dag i Tatariets vidtstrakte steppeområder, hvor buddhismen er fremherskende, og den måde det gengives på her minder slående om de udtryk der anvendes om korset i den romersk-katolske kirke. „Korset,“ siger oberst Wilford i Asiatic Researches, „er blandt baud’haerne eller buddhisterne et yndlingssymbol eller -tegn, skønt det ikke tilbedes af dem. . . . [i kristenheden] blev Tau, korstegnet, det uomtvistelige tegn for Tammuz, den falske messias, overalt indsat i stedet for det [det vil sige i stedet for det græske bogstav Ch eller X i Christós]. . . .“c

12. Hvilken direkte og indirekte tilbedelse af solen besmittedes Jehovas tempel med?

¹² Uden tvivl var korset et helligt symbol for de frafaldne jødiske kvinder der besmittede Jehovas tempel ved at begræde den babyloniske Bacchus,d guden Tammuz. I virkeligheden begræd disse kvinder den vældige jæger Nimrod, Babylons grundlægger, som uden tvivl led en voldsom død fordi han havde gjort sig skyldig i vold mod mennesker og dyr. (1 Mos. 10:8-10; 9:6) Mens disse jødiske kvinder indirekte tilbad solguden på samme måde som de babyloniske kvinder gjorde, så profeten Ezekiel nogle mænd tilbede solen direkte i Salomons tempel i Jerusalem. — Ez. 8:16.

Nimrod-dyrkelsen avler vold

13. Hvorfor måtte Nimrod-dyrkelsen nødvendigvis avle vold og lastefuldhed?

¹³ Med Nimrod tog voldshandlingerne deres begyndelse efter Vandfloden. Han jagede og dræbte ikke alene dyr for lyst, men også mennesker, og lærte andre at gøre det samme. Dyrkelsen af Nimrod som guden Tammuz eller Bacchus førte til at tilbederne gjorde som Nimrod, ifølge det princip at et menneske efterligner den gud det tilbeder, og antager de egenskaber, gode som dårlige, der tillægges denne gud. (Rom. 1:22-28; Joh. 8:44; 1 Kor. 11:1; Rom. 12:2; Ef. 4:22-24; Gal. 5:22, 23) Den babyloniske tro på at tilværelsen i Araluhulen, hvor de døde mentes at opholde sig, var tåleligere for soldater end for andree medvirkede ligeledes til at fremme voldshandlinger. Guden Bacchus er den dag i dag et symbol på tøjlesløshed. Nimrod-dyrkelsen måtte derfor nødvendigvis avle vold og lastefuldhed.

14. (a) Hvordan indvirkede den babyloniske religion på forholdene i Juda? (b) Hvilken indflydelse havde den falske gudsdyrkelse på jødernes forhold til Jehova?

¹⁴ De nedværdigende og moralsk fordærvede handlinger som jøderne hengav sig til i deres gudsdyrkelse medførte mange afskyelige sygdomme. Hvor der før havde hersket retskaffenhed og lovlydighed blev mord en dagligdags begivenhed. (Es. 1:15, 21; Jer. 7:9; 5 Mos. 28:58-61) Hadet rettedes især mod dem der stod op for Jehovas lov og for tilbedelsen af ham, og de blev forfulgt. (2 Kong. 24:3, 4; Jer. 26:8; 32:2, 3; 37:15, 16; 38:4) Så Gud alt dette, og følte han sig tilskyndet til at gribe ind? Han sagde til Ezekiel: „Ser du det, menneskesøn? Har Judas hus ikke nok i at øve de vederstyggeligheder her, siden de fylder landet med vold og krænker mig endnu mere? Se, hvor de sender stank op i næsen på mig!f Men derfor vil også jeg handle med dem i vrede; jeg viser dem ingen medynk eller skånsel, og selv om de højlydt råber mig ind i øret, vil jeg ikke høre dem.“ — Ez. 8:17, 18.

Rigets fald eller beståen afhænger af gudsdyrkelsen

15. Hvad så Ezekiel derefter, og hvad var det et forvarsel om?

¹⁵ I Ezekiels syn begyndte Jehovas skarprettere med at dræbe de femogtyve soldyrkere. Derefter vendte de sig til de halvfjerds mænd der tilbad afgudsbillederne der var ridset ind i væggen, og til kvinderne der græd over guden Tammuz, hvis symbol var korset. (Ez. 8:17 til 9:8) Dette var imidlertid blot et forvarsel om det der skulle overgå Jerusalem, hvilket vi skal komme nærmere ind på i de efterfølgende artikler. — Jer. 25:9, 15-18.

16. (a) Hvad kan vi lære af dette afsnit af Judas historie? (b) Hvilken indflydelse har babylonisk religion haft på forholdene i vor tid, og hvad vil det til sidst føre til?

¹⁶ Dette afsnit af Judas historie viser klart at falsk, babylonisk religion var den egentlige årsag til den ulykkelige situation Judas indbyggere befandt sig i, et folk som havde Jehova til Gud, som havde en lov der var givet af ham og som havde erfaret fred, fremgang, velstand og moralsk og fysisk renhed så længe det havde holdt sig til ham. Det hjælper os til at se at falsk, babylonisk religion er den egentlige årsag til voldshandlinger og lovløshed i denne verden. De onde gerninger den har øvet i Guds navn har fået mange til at vende sig bort fra Gud, også i kristenheden, og gjort dem til et let bytte for kommunisme og andre ateistiske ideologier, som på deres side har ført til mere vold. Ingen nation og intet folk kan bestå i dag, lige så lidt som Juda kunne, hvis dets religiøse system er gennemsyret af babylonisk religion.

17. (a) Kan enkeltpersoner undgå at gå til grunde sammen med nationerne? (b) Hvilke forskellige resultater fører den sande gudsdyrkelse og den falske babyloniske gudsdyrkelse til?

¹⁷ Men Jesus Kristus har udtalt følgende opmuntrende ord til enkeltpersoner blandt nationerne: „Dette betyder evigt liv at de tilegner sig kundskab om dig, den eneste sande Gud, og om den du udsendte, Jesus Kristus.“ (Joh. 17:3, NW) Tilegnelse af den sande kundskab om Jehova Gud og hans søn og samvær med dem der tilbeder Gud i ånd og sandhed avler ikke forvirring eller overtroisk frygt for en skærsild eller evig pine i et helvede. Det vil heller ikke fremkalde et uret kønsligt begær eller trang til at øve vold mod andres ejendom, endsige andre mennesker. Det vil forhindre en i at slå ind på den undergangens vej som nationerne nu hastigt bevæger sig ned ad. Det vil medføre renhed, fred og Guds bevågenhed samt det sikre håb om liv i hans nye retfærdsordning. — Joh. 4:23, 24.

[Fodnoter]

Korsets brug som symbol kan spores tilbage til en ukendt fortid. Det har været kendt i alle lande til alle tider. Før vor tidsregnings begyndelse anvendtes dette tegn af buddhisterne, brahmanerne og druiderne, seymour fortæller: „Druiderne betragtede korsets længste arm som et symbol på livets vej, de korte arme som et symbol på de tre tilstande der findes i åndeverdenen og som svarer til himmelen, skærsilden og helvede.“ Hos de gamle ægyptere var korset et æret symbol. Deres ankh (crux ansata eller hakkekors) repræsenterede livet. En lodret stang med flere arme påsat i en ret vinkel (Nilkors) ser ud til at have haft nogen forbindelse med jordens frugtbarhed. Fem af deres planetsymboler . . . fremstilledes som et kors der var hæftet på en cirkel eller en del af en cirkel. Prescott fortæller at da de første europæere ankom til México fandt de tit deres overraskelse „korset, deres egen tros hellige symbol, i Anahuacs templer, hvor de blev tilbedt“.

[Illustration på side 66]

Tammuz med hovedbind prydet med kors